Der var på forhånd lagt op til en demonstration af de større, og man må sige, at alle forventninger blev indfriet. Fra demonstrationens talerstol blev det erklæret, at der var 25.000 demonstranter til stede for at protestere mod den borgerlige regerings nedskæringer og Århus’ borgmester Nikolaj Wammens beslutning om at gennemføre regeringens nedskæringsdiktater på 410 millioner.
Men fra gadeplan var det aldeles umuligt at vurdere demonstrationens størrelse. Der var demonstranter langt ned af Park Allé, Sønder Allé var helt blokeret for trafik, og trafikken stod også stille på Frederiks Allé. Hele området omkring Rådhuspladsen var fyldt til i en grad, så garvede aktivister begyndte at tale om, at demonstrationen var større end under påskestrejkerne i 1985. TV2 Østjylland meddelte, at demonstrationen var den største i Århus’ historie. Under alle omstændigheder var det en enorm opvisning af styrke, som demonstrationen lagde frem.
Med til demonstrationen var også folk fra Skanderborg, Odder, Viborg og andre steder, hvor aktive havde arrangeret busser til fælles demonstration i Århus. Alene Skanderborg Gymnasium havde sendt en bus med 70 elever til demonstrationen.
Naturligvis var pædagogerne i front. De århusianske pædagoger har vist en kampvilje, der fortjener den allerstørste ros, påskønnelse og solidaritet fra resten af arbejderbevægelsen. De har vist, at de er villige til at slås for deres fag. Villige til at slås for, at pædagogikken ikke bliver smadret. Og villige til at kæmpe for, at børnene i institutionerne ikke bare bliver overladt til sig selv og bliver svigtet på grund af manglende personale og et vanvittigt arbejdspres. Hvis toppen i den danske fagbevægelse havde blot én procent af det samme mod, som pædagogerne i Århus, ville samtlige danske arbejdsgivere falde døde om af skræk.
Pædagogerne havde bannere med paroler som ”Vi overgiver os aldrig”, ”Hit med pengene, Fogh” og ”Wammen og Gade gør ingen børn glade”. Men også andre deltagere i demonstrationen gjorde sig bemærket med stærke paroler mod regeringen, Thor Pedersen, Louise Gade og Nikolaj Wammen
Fra talerstolen blev det flere gange gjort klart, at ingen af regeringens talfiflerier kan skjule sandheden: at alle offentligt ansatte i løbet af de sidste mange år har oplevet den ene nedskæring efter den anden, og at det er særlig slemt under den borgerlige regering. Det var helt klart, at de taler, der var vendt imod de borgerlige og opfordrede regeringen til at gå af, høstede de største bifald. Det største bifald tilfaldt dog SF’s formand Villy Søvndal, da han fortalte, at statsministeren havde været ”ligbleg”, da han holdt åbningstale i Folketinget. Dette mente Søvndal, helt korrekt, var demonstranternes, og i særdeleshed de strejkendes fortjeneste. Den borgerlige regering er ganske enkelt i panik over den massive modstand, der er i kommunerne.
Den borgerlige regerings panik kan blandt andet aflæses på de voldsomme angreb, ministrene er kommet med. Statsministerens hånlige kommentar om, at forældrene er blevet ført bag lyset af ”røde bagmænd” blev genstand for mange angreb på talerstolen.
Dagens ubetinget pinligste indsats blev leveret af LO-Århus’ formand Hans Halvorsen, da han opfordrede de strejkende til at genoptage arbejdet. Men de tusindvis af strejkende og resten af demonstrationen svarede med buh-råb i stedet for bifald. Dette viser, at ledelsen er ude af trit med medlemmerne. En af talerne nævnte, at fagbevægelsen bør være medlemmernes kamporganisation. Dette er helt rigtigt. Når en stor og afgørende del af LO’s medlemmer i Århus er i strejke, får bod og bliver hetzet af de borgerlige medier, som reaktion på utålelige arbejdsforhold og et vanvittigt stressniveau, så er det ganske enkelt fagbevægelsens ledelses elementære pligt at stille sig i spidsen for deres kamp i stedet for at håne dem, som det skete her.
En prisværdig rolle blev spillet af blandt andre stilladsarbejderne og havnearbejderne, der havde nedlagt arbejdet i sympati med de strejkende og for kravet om ordentlig velfærd for alle. Dette viser, at også de privatansatte er klar til at stille sig bag kravene, hvis ledelsen tør lede bevægelsen fremad i stedet for at gemme sig på forbundskontorerne.
Demonstrationen bør være et klart signal til såvel arbejderbevægelsens ledere som medlemmerne på gulvet og i partiforeningerne. Et signal om, at arbejderklassen og ungdommen i Århus, ligesom i resten af landet, ikke kan tolerere flere nedskæringer. At arbejderklassens største parti står i spidsen for at gennemføre den borgerlige regerings diktater, er intet mindre end en skandale og en skamplet.
Disse forringelser kommer til at ødelægge adskillige børns liv. Nedskæringerne kommer til at betyde, at flere pædagoger, socialrådgivere, plejepersonale og andre får ødelagt deres liv af stress og udbrændthed. Disse nedskæringer vil simpelthen ødelægge helbredet hos de kommunalt ansatte og smadre mulighederne for, at børn, syge og ældre kan få den behandling og omsorg, de har krav på.
Signalet fra demonstrationen til ledelsen af arbejderbevægelsen var kort og klart: træk jer ud af nedskæringsforliget! Vend kampen mod regeringen! Ned med den borgerlige regering!
Og til de aktive selv var signalet: Arbejderklassen har en enorm styrke, hvis den vil bruge den. Strejkevåbenet er effektivt, men bliver først rigtig uomgængeligt, når de privatansatte arbejdere i industrien tager handsken op. Derfor må der rettes en appel til resten af den danske arbejderklasse, om at de må tilslutte sig strejkerne. Desuden har bevægelsen rejst spørgsmålet om ledelse. Ledelsen for forbundene har ikke vist, at de vil gå forrest i kamp for medlemmernes forhold – tværtimod. I bedste fald har de gemt sig på kontorerne og ikke mælet et kvæk. I værste fald har de åbent opfordret medlemmerne til at give op og acceptere massive forringelser af arbejdsforholdene.
Denne situation er uholdbar. Vi har valgt en ledelse for at den skal kæmpe. Hvis ledelsen ikke vil stå i spidsen, men i stedet danne bagtrop, når der skal kæmpes, er det på tide at se sig om efter mere egnede elementer. Disse elementer må findes blandt de aktive folk på gulvet, der har vist, at de er villige til at kæmpe for kollegaerne. Og i partiafdelingerne må der stilles krav om, at ledelsen holder sig langt væk fra nedskæringer. Medlemmerne i Socialdemokratiet og DSU må lægge massivt pres på lederne for at de holder nallerne væk fra velfærden i Århus og i stedet tager en åben konfrontation med den borgerlige regering.
3. oktober viste, at der er massiv vilje til kamp i Århus. Hvis Nikolaj Wammen ville, kunne han stå i spidsen for en kæmpe protestbevægelse, de kunne udfordre og vælte den borgerlige regering. At sidde med sådan en mulighed, og lade den gå til spilde, er ikke ægte socialdemokratisk politik. Det er ikke oppositionspolitik. Nikolaj Wammen har lagt op til at redde den borgerlige regering. Det kan ikke være opgaven, når man er næstformand for Socialdemokratiet og valgt som borgmester på et program om at sikre velfærden, særligt i børneinstitutionerne.
LO i Århus må gøre det klart for byrådet, at hvis nedskæringerne bliver vedtaget, bliver Århus lukket af en generalstrejke. Demonstrationen 3. oktober viste over for alle skeptikere og kynikere, at sådan et tiltag ville blive mødt af massiv entusiasme. Og sådan et tiltag ville samtidig være det bedste middel til at presse Socialdemokratiet ud af forliget og i stedet bruge det røde flertal og gå imod Fogh-regeringen.
Det er muligt, at dette ikke sker nu. Det er muligt, at vores ledelse kapitulerer i sandhedens øjeblik. Men svaret på dette må være, at alle tænkende arbejdere og unge bliver aktive i fagbevægelsen og arbejderpartierne for at sikre, at disse organisationer fører en politik til gavn for arbejderklassen.
Ledelsen for arbejderbevægelsen har nu muligheden for at vælte den borgerlige regering gennem massestrejker og kommunalt oprør. Hvis denne mulighed forpasses, kan det demobilisere hele bevægelsen for en tid. Dette vil kun gavne de borgerlige, der vil få rum til at gå endnu mere i offensiven. Men det vil være en stakket frist. Den danske arbejderklasse er ved at vågne, og når først klassen begynder at bevæge sig for alvor og frembringe ledere i sit eget billede, vil de borgerlige nedskæringspolitikere og deres bagmænd i den danske overklasse hurtig blive endnu blegere end Fogh, da han talte i Folketinget den 3.
