(læs mere om nedskæringerne i kommunerne på vores tema-side)

Onsdag d. 30. August havde DKF (det kommunale fællesråd) Århus arrangeret et fællesmøde for alle offentligt ansatte i Århus kommune. Dagsordenen stod på oplæg og debat om kampen imod de kommende besparelser i Århus kommune.
Besparelserne på 410 millioner kroner kun kan betyde betydelige forringelser på den offentlige service og på de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Selv arbejder jeg som ufaglært i hjemmeplejen. Jeg er glad for mit arbejde og min arbejdsplads, men det skyldes ikke fantastiske arbejdsforhold. Hver dag vender jeg hjem fra arbejde, og er helt flad. Det er et hårdt og stressende arbejde både fysisk og psykisk.

Kommunens besparelser kommer til at berøre skolerne, børneinstitutionerne, sygehusene, uddannelserne og også ældreplejen. Hvis kommunen tager penge fra ældreplejen vil der ikke være ressourcer eller tid til anstændig pleje af de ældre. Selvom jeg til hverdag ikke støder på forhold a la Fælledgården i København, mærker man alligevel presset.

Jeg har ikke lyst til at komme i en situation, hvor jeg ikke længere kan se de gamle i øjnene, fordi jeg bliver tvunget til at behandle dem som et arbejde, der skal overståes så hurtigt som muligt, så man kan nå videre til den næste. Ældrepleje er ligesom børnepasning og uddannelse ikke samlebåndsarbejde, og skal heller ikke gøres til det. Derfor valgte jeg at tage til DKF’s møde i Arenaen i onsdags. Sammen med omkring 1500 andre offentligt ansatte mødte jeg op for at vise min utilfredshed, og for at deltage i diskussionen om hvad vi må gøre for at forhindre de varslede nedskæringer.

Oplægsholderne på mødet var Henning Truelsgaard (formand for DKF og BUPL i Århus), Gordon Madsen (fra Århus lærerforening) og Kirsten Normann (formand for FOA – Århus). Der blev gjort klart, at en vedtagelse af sparekataloget er lig med en enorm forringelse af den offentlige service. I Århus fik vi efter sidste kommunalvalg rødt flertal i byrådet. Henning Truelsgaard sagde, at vores krav til dette flertal er, at de må gå imod regeringen og føre den politik de er valgt på. Derefter pointerede han at der er andre alternativer. Det mest oplagte sted at hente pengene er i statskassen, der har overskud på 80 milliarder kroner. Gordon Madsen forklarede hvordan besparelserne er fuldt ud ideologiske fra regeringens side – man slagter det offentlige for at erstatte det med private virksomheder. Oplægsholderne kom også ind på nødvendigheden af at forene protesterne med de privatansatte og samle kampene på nationalt plan og på den måde presse regeringen til at hoste op med pengene i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Kirsten Normann sluttede af med at opfordre folk til at deltage i den kommende demonstration, der finder sted i Århus den 12. september. Det er vores opgave at mobilisere så mange som muligt, i sær fra vores arbejdspladser.

Derefter var der debat og ordet var åbent for alle. Jeg fik indtrykket af, at der var rigtig mange rundt omkring, der allerede havde startet en masse intiativer i protest mod forhandlingerne. Der var blevet skrevet høringssvar og læserbreve. Der er blevet arrangeret happenings under den kommende festuge, og den første på talerstolen var en ung pige, der ville starte en aktionsgruppe imod besparelserne.

Der var dog også en del frustration og følelse af magtesløshed. Det var tydeligt, at dette virkelig er en sag, der rammer folk. Arbejdspresset rundt omkring er allerede ved at være for stort, og enkelte talere fortalte hvordan, de ikke var istand til at udholde situationen særlig meget længere, og slet ikke hvis den blev forværret. Det var klart, at folk troede på, at den 12. september er dagen, hvor vi virkelig må give vores bedste for at kæmpe imod besparelserne.

Selvom det ville være fedt, så tror jeg ikke på, at byrådet vil afvise besparelserne på baggrund af demonstrationen den 12. Man kan kalde mig pessimistisk, men jeg tror heller ikke på, at regeringen vil føle en ubændig trang til at dele ud af statskassen efter en demonstration i Århus, uanset hvor mange mennesker der dukker op. Derfor pointerede jeg på talerstolen vigtigheden af at samle protesterne nationalt; at få de privatansatte med i kampen og at diskutere hvad vi gør efter den 12 september. Jeg opfordrede fagforbundene til at indkalde til en national generalstrejke, hvis politikerne nægter at lytte til vores krav. Jeg mener, at ved at nedlægge arbejdet, kan vi lægge et reelt pres på regeringen, og kun på den måde kan vi tvinge dem til at stoppe nedslagtningen af velfærden i hele Danmark.

Heldigvis virkede det til, efter bifaldet at dømme, at jeg ikke var den eneste af denne opfattelse. Faktisk var der flere. der efterfølgende gik op og sagde, at de støttede idéen med strejke, og at det måtte være vejen frem, og hver gang det blev sagt, blev det ligeledes modtaget af store bifald fra salen.

Stemningen løftedes lidt til sidst og jeg tror de fleste gik hjem fra mødet med en følelse af, at vi er mange, der kæmper for samme sag og derfor er muligheden for at få gennemført vores krav også større.

Der blev ikke vedtaget noget konkret om hvordan vi fortsætter kampen efter den 12. September. (Der blev dog vedtaget i udtalelse under navnet "Stop massakren på den kommunale velfærd ", som kan læses her) Jeg har dog på fornemmelsen, at arbejdsnedlæggelser vil være noget vi kommer til at se mere til. Jeg har allerede hørt nys om, at nogle børneinstitutioner vil strejke på dagen for den store demonstration og jeg kan kun støtte den beslutning og opfordre alle andre til at bakke op om initiativet og til at fortsætte kampen både i Århus og i resten af landet.