Share

lars løkke2De sociale medier flyder over med klagesange over, at det kunne gå så galt, at Løkke er tilbage og at DF er blevet kraftigt styrket. Men der er ikke noget overraskende i dette, og det bør slet ikke være grund til kollektiv facebook-depression. Faktum er, at valgresultatet er en direkte konsekvens af arbejderpartiernes borgerlige nedskæringspolitik de sidste år. Efter en ubehagelig og racistisk valgkamp, som i ekstrem grad har dæmoniseret flygtninge og arbejdsløse, straffede vælgerne i sidste ende de partier der ses som værende ansvarlige for nedskæring af velfærden. Lars Løkke står nu overfor den vanskelige opgave at lede regeringsforhandlinger med et DF som nu er det stærkeste parti i blå blok. Hvad resultatet bliver, er umuligt at spå om. Men det er tydeligt, at klassekampen i Danmark går ind i en ny fase.

Ingen kunne være i tvivl om, at arbejdere og unge i Danmark var lede og kede af den politik der har været ført under SR-regeringen. Velfærden er blevet smadret, offentligt ansatte fyret, lærerne trynet, dagpengeperiode halveret osv. osv. SR-regeringen har ikke været andet end en regn af ulykker, trods Socialdemokraterne og SF's løfter om det modsatte. Derfor endte valget som det gjorde.

Alligevel har det været overraskende hvor tyndslidt systemet og ”det parlamentariske spil” er. Det har været en pine at overvære de såkaldte debatter. Dagens politiske elite er en samling ukarismatiske, principløse papegøjer og nikkedukker der ikke kan se ud over finansministeriets regnemodeller og resultaterne fra den seneste fokusgruppe. Deres fornemmeste opgave er at tale udenom spørgsmål og udvande enhver substans. De er tomme, historieløse skabninger uden ide om hvor de selv eller samfundet kommer fra eller er på vej hen. De taler i one-lineres og klicher, om eksempler fra en hverdag som de ikke kender. Det var derfor heller ikke mærkeligt, at arbejderpartiernes kampagner ikke kunne vække bare den ringeste entusiasme blandt arbejdere og unge.

Den vigtigste politiske nyhed siden valget blev udskrevet, handler i virkeligheden hverken om mandater eller valgløfter, men om den massive mistillid der eksisterer til hele det politiske system. I 2007 havde 70 procent meget stor eller ret stor tillid til politikerne. Ved valget af SR-regeringen var det tal faldet til 60 procent. I dag, efter knapt fire års nedskæringer og angreb på arbejderklassen, udført af de partier der skulle være arbejderklassens egne, er tallet, ifølge altinget.dk, nede på 28. Det har aldrig været målt lavere. De danske arbejdere og unge er, gennem deres egne erfaringer, ved at miste deres illusioner til systemet og dets politiske repræsentanter.

Støttepiller krakeleret

De fire gamle regeringspartier, samfundets støttepiller, er kollapset. I efterkrigstiden fik de 85-90 procent af stemmerne, en andel der støt er faldet, især siden 80'erne, således at de ved sidste valg fik bare 65 procent. Ved dette valg blev de reduceret til 53,8 procent. Det er farligt for overklassen, og gør situationen mere ustabil.

Yderfløjene, og de partier der generelt ses som værende fri for direkte ansvar for den politik der har været ført det sidste halvandet årti, er gået frem. Men ingen partier har været i stand til at fremsætte et alternativ der har kunnet inspirere entusiasme blandt arbejdere og unge. Dette valg vil i høj grad blive huske som et fravalg, snarere end et tilvalg.

Storkapitalens traditionelle parti Konservative, blev næsten udraderet og venstre blev reduceret med 7,2 procentpoint. Kun to partier gik frem i blå blok: DF og Liberal Alliance. Begge partier, der demagogisk har fremstillet sig som den lille mands beskytter. DF's fremgang fra 12,1 procent til 21,1 procent skyldes ikke at 21 procent af danskerne pludselig er blevet racister. Tværtimod skyldes resultatet, at de har kunnet tiltrække titusinder af traditionelle Socialdemokrater som er blevet desillusionerede af Helle Thorning-regeringens voldsomme angreb på arbejderklassen, partiets traditionelle base. Særligt spørgsmålet om forringelserne af dagpengesystemet, hvor S påstod at have fundet en ”hel og dækkende løsning” mens 50.000 i dag har mistet dagpengene, var et område hvor DF angreb socialdemokraterne. At socialdemokraterne i valgkampen og deres paroler næsten adopterede DF's flygtningepolitik gjorde blot manglen på alternativ endnu værre og fik næsten DF til at fremstå som moderate.

Liberal Alliance voksede fra 5,1 procent til 7,5 procent. Årsagen er til at få øje på: Et parti der ses som værende imod det etablerede bureaukrati, som har samlet nogle af de mere radikale liberalistiske elementer fra de andre borgerlige partier, men også et parti, der den seneste periode har drejet sit fokus væk fra skattelettelser til de absolut rigeste, og over på den ”lille mand”. Således har de demagogisk fremført, at de første 7.000 kroner (for folk i arbejde, ikke på overførselsindkomster) bør være skattefri, med henvisning til, at de laveste indkomster skal kunne finansiere sig selv inden de finansiere staten. Med deres manøvre forsøger LA altså at skaffe en bredere social base til at afmontere velfærdsrettigheder og offentlige arbejdspladser.

Årsagen til at de har kunnet slippe af sted med deres kneb er den fuldstændige mangel på klassebaseret skattepolitik fra de røde partier.

Altså vandt blå blok, på trods af sig selv, ved demagogisk at fremstille sig som ”sociale” og den lille mands beskytter, mens den ”røde” regering i hukommelsen står som de der løb fra alle deres løfter og smadrede mere velfærd end Fogh og Løkke tilsammen. Det viser, at valgresultatet ikke afspejler en højredrejning i arbejderklassen, men tværtimod en proteststemme imod arbejderpartiernes arbejdsgiverpolitik.

Selv Enhedslisten, der fik en fremgang fra 6,5 procent i 2011 til 7,8 procent, er ramt af sine handlinger under SR-regeringen. For fremgangen står på ingen måde mål med potentialet. Partiet har ikke været i stand til at opsamle bare en brøkdel af den enorme utilfredshed der hersker blandt arbejdere og unge. Set fra dette perspektiv, kan resultatet kun ses som et nederlag. Bag fremgangen i antallet af stemmer, gemmer sig også det forhold, at partiet i maj 2013 stod til næsten 14 procent, hvor Enhedslisten gik hårdt imod regeringen på dagpengespørgsmålet. Men siden har Enhedslisten været på en nedadgående tendens i meningsmålingerne og deres opbakning er næsten halveret siden da. Men værre endnu var medlemstallet op til valgudskrivelsen faktisk faldet fra 10.000 til 8.700. Årsagen er simpel. Partiet blev, af de mest bevidste, kun set som værende i semi-opposition til den borgerlige nedskæringspolitik som den socialdemokratiske ledelse har gennemført. Ved hver nedskæring har Enhedslisten ganske vist i medierne tordnet mod regeringen og truet med at trække sin støtte, men hver gang har partitoppen alligevel holdt hånden under regeringen. Det har haft en desillusionerende effekt på partiets menige medlemmer og støtter. Det bør være anledning til alvorlig selvransagelse i partiets top.

Udsigterne

Sammensætningen af den nye regering, vil naturligvis have effekt på hvordan den politiske kamp udvikler sig. På nuværende tidspunkt giver det imidlertid ikke mening at gætte på konsekvenserne af forskellige scenarier - dertil er modsætningerne mellem de forskellige borgerlige partier for store og udfaldene for uforudseelige.

Men at den skandaleramte Lars Løkke står i spidsen for regeringsforhandlingerne, er i sig selv et tegn på et system i forfald. Den nye regering vil være ekstremt svag og deres sejr kan hurtigt vise sig at være en pyrrhussejr. Løkkes bagland giver ham skylden for Venstres ringe resultat, de traditionelle borgerlige partier er svækkede overfor opkomlingene i Liberal Alliance, og ikke mindst Dansk Folkeparti med sine 21,1 procent, samtidig med at arbejderklassen allerede er godt trætte af nedskæringer og angreb.

Er DF letsindige nok til at gå med i regering, vil det ikke udelukkende have negative konsekvenser. For det vil betyde, at de for en gangs skyld vil blive stillet til ansvar for deres politik og det kan meget vel blive til en syngende lussing.

Den politiske situation i dag, er en opskrift på en krise-regering og klassekamp.

Barometret peger på storm

De borgerlige bør forvente at møde modstand. I fire år har toppen af arbejderbevægelsen holdt alle mobiliseringer tilbage, for ikke at komme til at gøre skade på den socialdemokratiske regering og dermed risikere at de borgerlige kom tilbage. Men nu er det netop hvad der er sket. Det kan meget vel betyde, at arbejderklassens fokus nu vil dreje over på den faglige front og ud på gaden. Fagforeningslederne vil have en lille smule mere manøvrerum til at mobilisere deres medlemmer til protester, om ikke andet, så for at lukke lidt damp ud, men det kan meget hurtigt udvikle sig ud af deres kontrol. Hele toppen af arbejderbevægelsen har tæret gevaldigt på deres autoritet under Helle Thornings regering, og det er ikke sikkert de vil kunne kontrollere en fremtidig massebevægelse som tidligere.

Opgaven for arbejdere og unge i dag, som vil kæmpe for en bedre verden, er altså hverken at grine eller græde - men at forstå. Vi må se under overfladen, se de enorme kræfter og frustrationer der opbygges hos de danske arbejdere og unge og drage de nødvendige konklusioner: Arbejderbevægelsen skal drejes skarpt til venstre, væk fra den hidtidige kurs, som fejlede så miserabelt i går. Vi tilbyder vores revolutionære ideer til bevægelsen. Jo stærkere organisation vi kan bygge, jo længere og bredere kan vi nå ud. Gå med i Revolutionære Socialister.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Yderligere information