Fra tid til anden hører vi, at socialisme og klassekamp er noget, der hører fortiden til. Og at marxismen er død og begravet. Men disse rygter er, for at bruge Mark Twains udtryk, stærkt overdrevne. Perioden efter Berlinmurens fald har ikke bragt fred, fordragelighed og fremgang, som vi blev lovet af de borgerlige. Tværtimod har vi set en endeløs række af krige og angreb på det velfærdssamfund, som arbejderbevægelsen tilkæmpede sig i 1960'erne.

Til de, der snakker om fred under kapitalisme, siger vi: se på Irak, Afghanistan, Congo, Jugoslavien og Kaukasus! Imperialismens mord på over 600.000 irakere er en tilstrækkelig tilbagevisning af den utopi, der hedder fred på basis af kapitalisme.

Til de, der snakker om, at klassesamfundet er fortid, siger vi: se på de 1400 arbejdere, der ifølge Ritzau hvert år dør som følge af stress. Se på direktørernes lønfest og gyldne håndtryk, mens vi andres lønsedler knap følger med inflationen.

Til de, der snakker om, at revolution er fortid, siger vi: se på Venezuela, Bolivia, Mexico og resten af Latinamerika. Venezuela er det eneste land i verden, hvor arbejderklassens forhold bliver bedre, fordi man har en revolutionær regering, der støtter sig på masserne. Revolutionen er langt fra afgjort, men arbejdere og unge i hele verden kan følge med i en ægte, levende revolution på hele det latinamerikanske kontinent.

Til de, der snakker om, at arbejderne i Danmark ikke vil kæmpe, siger vi: se på pædagogerne og resten af de offentligt ansatte. Se på antallet af strejker i industrien. Se på, at Danmark har den europæiske førertrøje i strejker pr. indbygger. Intet ærligt menneske kan længere nægte den kampvilje, der ligger hos arbejderne. Og ingen ærlige mennesker kan nægte, at dette mangler at vise sig hos ledelsen for arbejderbevægelsen.

Det ovennævnte er nogle af de vigtigste grunde til, at vi har Socialistisk Standpunkt. Vi mener, at det kapitalistiske system har overlevet sin egen gyldighed og bør erstattes af demokratisk socialisme, hvor det store flertal har kontrol med de store virksomheder og bankerne. Og vi mener, at det er arbejderklassen, der har magten til at skabe sådan et samfund.

Desværre er det ikke noget, der sker af sig selv. Der er behov for at få de socialistiske ideer ind i arbejderbevægelsen, som et skridt til at vinde flertal for at omdanne samfundet efter en socialistisk plan og smide krigenes, arbejdsløshedens og krisernes samfund på historiens mødding. Denne hjemmeside har sat sig dette mål. Vi forsvarer arbejdernes rettigheder imod nedskæringer, strejkebod og andre af kapitalisternes angreb. Vi står for internationalisme, for fred mellem verdens folk og for at afvæbne imperialisterne, der skaber krige for at tjene profit. Vi står for de ideer, som blev udformet af Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Vi mener, at nøglen til arbejderklassens befrielse ligger i disse ideer.

I løbet af vores hjemmesides fem første år har vi dækket udviklingen i den danske arbejderbevægelse særdeles indgående. Vi har argumenteret for, at den borgerlige regering må væltes, og at arbejderpartierne må gå sammen om et socialistisk program. Vi har fremført parolen om alliance mellem ungdommens organisationer og arbejderklassen. Vi har, i al beskedenhed, Danmarks klareste og mest detaljerede analyser af revolutionen i Venezuela. Og ikke mindst har vi en række skribenter, der selv deltager i kampen for bedre forhold i det daglige. Vi står på et klart klassegrundlag, og vi bilder ikke nogle ind, at vi er "objektive" i kampen mellem klassernes interesser.

Denne hjemmeside har fået nyt udseende og nye funktioner for, at du lettere kan få adgang til de socialistiske ideer og kampen for et nyt og bedre samfund. Det er vores håb, at det vil falde i din smag. Vi opfordrer dig samtidig til at kontakte os, hvis du har forslag til ændringer eller ønsker at diskutere med os. Vi lover samtidig, at disse første fem år af vores levetid, og vores første 1000 artikler, kun er begyndelsen på en kamp, der ikke slutter før alle lænker på menneskehedens udvikling er slået i stykker.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.