Dette efterår blev Danmark rystet af en af de største bevægelser i mange år. Pædagoger, lærere, hjemmehjælpere, skoleelever og sågar pensionister gik på gaden for at protestere imod de enorme besparelser på den kommunale velfærd. Nogle steder hjalp protesterne og besparelserne blev trukket tilbage, andre, som i Århus, blev de fastholdt. De strejkende pædagoger i Århus var spydspidsen i bevægelsen. Mange må nu spørge sig selv; hvad nu, hvad lærte vi?

Strejker, blokader og demonstrationer
Pædagogerne i Århus var som sagt spydspidsen i bevægelsen. Strejken startede ”spontant” efter et stormøde, og spredte sig de efterfølgende dage som ringe i vandet, først til andre daginstitutioner med strejker og forældreblokader, så til andre områder og også til resten af landet.

Strejken viste alle arbejderklassens traditioner; fælles beslutninger på stormøder og fælles handling samt solidaritet og sammenhold. Men denne bevægelse havde også en svaghed; manglen på en samlet ledelse.

Selvom strejkerne spredte sig blev de aldrig samlet og koordineret. Det burde være fagbevægelsens rolle.

Behovet for en ledelse
I stedet gjorde fagbevægelsens ledelse hvad de kunne (med enkelte undtagelser) for at stoppe bevægelsen. I Roskilde gik LO-formanden så langt som til at splitte et stormøde for offentligt ansatte med den begrundelse, at der var stillet et forslag om strejker. Han henviste som så mange andre faglige ledere, til de fagretslige regler og fredspligten. Men Århus og andre steder har vist, at fagbevægelsen godt kan indkalde til stormøde for sine medlemmer, selvom de beslutter at strejke.

De fagretslige regler med fredspligten er intet andet end en lænke på arbejderklassen og deres kamp for ordentlige vilkår. Fredspligten gælder kun den ene vej; mens arbejdsgiverne skærer ned og hæver arbejdstempoet, skal arbejderne forholde sig i ro.

Det viste sig under strejkerne, at det var muligt flere steder at presse de faglige ledere, f.eks. i Århus hvor LO-formanden vendte 180 grader. Men de blev aldrig presset til at gå forrest i kampen. Vil ledelsen ikke gå forrest, må der vælges nogle nye, som vil. I den kommende periode vi vil uden tvivl se en diskussion og venstredrejning indenfor fagbevægelsen.

Et nationalt tillidsmandsmøde
På faglige konferencer i både foråret og efteråret var der diskussioner af generalstrejke overfor såkaldt ”spontane” strejker. Den måde strejkerne opstod og spredte sig havde et spontant element. Men denne bevægelse viste samtidig svagheden ved de ”spontane” strejker. For selvom spontanitet og kreativitet er en af arbejderklassens styrker, kan de ikke i sig selv være den afgørende faktor i dens kampe. Det kan organisering og en stærk ledelse til gengæld. De offentligt ansatte viste deres enorme kampvilje gennem strejkerne, men de vandt ikke kampen, fordi den ikke var samlet og koordineret. Siger man, at strejken skal udvikle sig spontant, dvs. uden koordination og ledelse, siger man derfor, at den skal være så svag som mulig.

Uden en plan for hvordan kampen skulle udvikle sig, spredes og vindes, kom de århusianske pædagoger til stå meget alene i fortroppen af bevægelsen. I praksis skulle århusianerne lede kampen i resten af landet uden en organisation – en umulig opgave. De århusianske pædagoger var spydspidsen og viste en enorm offer- og kampvilje. De strejkede i næsten en måned uden løn og med bod. Men ingen kan kæmpe for evigt, og da offentligt ansatte i en række kommuner gik ind i kampen, var de århusianske pædagoger på vej tilbage på arbejde. Bevægelsen blev altså spredt ud i stedet for at blive samlet.
I Århus blev strejkerne besluttet af stormøder for de offentligt ansatte indkaldt af fagforeningerne.

”Socialistisk ballademagere”, det var hvad Fogh først kaldte de protesterende pædagoger.

På konferencen d. 2. september blev der stillet forslag om indkaldelse af et nationalt tillidsmandsmøde, for at diskutere det næste skridt i kampen. Men LO-storbyerne, Fagligt Ansvar og andre talte imod at lade et sådan forslag komme til afstemning, selvom det var et oplagt forum at tage en beslutning. Der har ikke én eneste gang gennem bevægelsen været indkaldt til at nationalt møde, hvor de næste skridt kunne diskuteres. Hvis kampen skulle vindes, måtte den samles, i første omgang i en 24-timers generalstrejke.

I Århus fik bevægelsen sin styrke fordi de strejkende kunne mødes og diskutere kampen. På samme måde ville et nationalt møde for repræsentanter på alle arbejdspladser have kunne indkalde til national strejke. Til næste gang bevægelsen blusser op, er en vigtig lære, at kampene må samles, der må indkaldes til nationalt tillidsmandsmøde.

Vælt regeringen
Bevægelsen var enorm og formåede uden tvivl at presse samtlige politikere i Danmark.

Det var tydeligt at se, hvor presset Anders Fogh og regeringen var, da de begyndte at beskylde de mange tusinde protesterende for at være ”socialistiske ballademagere”. Det viste helt klart strejkens overlegenhed som kampmiddel.

Men under bevægelsen blev det også klart, at skulle alle nedskæringer trækkes af bordet, var det et spørgsmål om den borgerlige regerings fortsatte eksistens. Den spredte bevægelse i forskellige kommuner uden en klar ledelse og samling fra hverken fagbevægelsen eller arbejderpartierne var ikke stærk nok til at vælte regeringen, selvom bevægelsen uden tvivl havde potentialet til det.

Var lederne af arbejderbevægelsen gået forrest og krævet regeringens afgang, og nægtet at gennemføre nedskæringsdiktaterne, kunne der være blevet udskrevet valg. At regeringen stadig er ved magten og kan fortsætte sin nedskæringspolitik og afvikling af velfærdssamfundet, må tilskrives arbejderbevægelsens ledere, hvis indsats stod i skærende kontrast til de mange tusinde, der kæmpede imod regeringen.

Enhedslisten forsøgte at ride med på bevægelsen, ved lige før demonstrationen 3. oktober, at opfordre til strejker. Men det var en opfordring uden noget konkret indhold; strejkerne havde allerede været i gang længe, der stod intet om, hvem der skulle indkalde til strejkerne, hvor længe de skulle vare, hvem der skulle koordinere dem eller andet. Opfordringen var derfor tom retorik.

Det er dog samtidig klart, at ledelsen af arbejderpartierne, med Socialdemokratiet i spidsen, var skrækslagne for at komme til magten ridende på ryggen af en så massiv bevægelse. Det ville lægge meget stramme bånd for deres manøvrerum, og forventningerne ville være enorme.

Midlertidig stilhed før stormen
Bevægelsen er nu i en midlertidig stilstand, men der er ingen tvivl om, at den kan blusse op til hver en tid igen. Bevægelsen løste ingen af de problemer, som arbejdere både offentligt og privatansatte landet over døjer med. Den nuværende stilstand er kun tilsyneladende. Under overfladen fortsætter utilfredsheden med at ulme. Lige nu gør arbejderne status over kampen; hvad er vundet, hvad har vi lært og hvad gør vi næste gang? Og der er ingen tvivl om, at selvom strejken ikke vandt alle steder, viste den sig som arbejderklassens eneste virkelig effektive våben. Den nuværende stilstand er bare forberedelsen til endnu større eksplosioner i klassekampen i den kommende periode, måske før end vi aner.

Alle bevidste arbejdere og andre der var ude i kamp må lære af den sidste bevægelse. Første skridt i kampen er uden tvivl at få væltet den borgerlige regering, og sat en anden regering på magten. En arbejderregering der reelt fører en anden politik; en socialistisk politik, hvor velfærden bygges op i stedet for at afvikles. Men bevægelsen i kommunerne viste også, at kampen ikke bare en kamp imod den borgerlige regering. Hvis kampen skal vindes, er det lige så meget en kamp, der må tages inde i de traditionelle organisationer; fagbevægelsen og arbejderpartierne. Den danske arbejderklasse har opbygget stærke organisationer, men toppen af disse befolkes i øjeblikket af folk, der har vist, at de ikke er parate til at gå forrest i kampen for deres medlemmers interesser. Kampen for velfærd er derfor i mindst lige så høj grad en kamp for en ledelse i arbejderbevægelsen, der vil gå forrest i kampene.