[Denne analyse, er skrevet af Alan Woods, den britiske marxist, forfatter og historiker, som for nyligt var i Danmark, til et stort møde den 7. november om den russiske revolution i København].

Omkring kl. 1 i nat, med stor forsinkelse, annoncerede den Venezuelanske Nationale Valgkommission resultatet af afstemningen om konstitutionsreformen. Forslaget om de konstitutionelle ændringer blev nedstemt med minimal margin på 4.504.354 stemmer imod (50,7 %) og 4.379.392 (49,29 %) ja-stemmer. Kort efter, gik præsiden Chávez på TV og accepterede resultatet. Han sagde at de forelagte reformer ikke var blevet accepteret ”indtil videre”, men at han ville fortsætte kampen for at opbygge socialisme.

Resultatet blev, som det kunne forventes, modtaget med jubel af højrefløjsoppositionen og alle reaktionære kræfter. For første gang i næsten et årti har de sikret en sejr. Der var scenerier med sejrsfest i velstående middelklasseområder i Caracas. ”Endelig har vi vist at Chávez kan besejres! Endelig er glidebanen mod kommunisme blevet stoppet! Endelig har vi givet pøblen en lærestreg!”

De reaktionæres glæde er bade barnlig og overdrevet. Et kig på resultatet viser at oppositionens stemmestyrke knapt er blevet styrket. Hvis man sammenligner resultaterne (efter at 88 % af stemmerne var blevet optalt) med præsidentvalget i 2006, har oppositionen kun forøget stemmetallet med 100.000, mens at Chávez tabte 2,8 millioner. Disse stemmer gik ikke til oppositionen, men snarer til stemmeundladelser. Det betyder at opbakning til kontrarevolutionen ikke er vokset betydeligt fra dets højdepunkt for et år siden.

Hvordan borgerskabet “informerer” offentligheden
En række faktorer bidrog til resultatet. Borgerskabet har i sine hænder kraftfulde instrumenter til at forme den offentlige mening. De organiserede fuld mobilisering af de reaktionære medier i en hysterisk kampagne med løgne og bagvaskelse af Chávez, revolutionen og socialisme. Den reaktionære oppositions skræmmekampagne havde utvivlsomt en indvirkning på de mere tilbagestående dele af befolkningen.

Presset var ubarmhjertigt. Den katolske kirke, ledt af den reaktionære Episcopal Konference, prædikede fra prædikestolene imod Chávez og ”gudløs kommunisme”. Der var en to-siders betalt annonce i Ultimas Noticias, en af de mest læste aviser i Venezuela og den som flest bolivarianere læser, som bl.a. påstod at staten ville tage dine børn fra dig og at de ville tilhøre staten og at religionsfrihed ville blive afskaffet.

I Carabobo, udgav den regionale avis Notitarde en meningsmåling på forsiden med en o overskrift som sagde, ”I dag bestemmer du og det vil være en beslutning for evigt” og lige under, et billede af en tom slagterforretning med et cubansk flag og et billede af Castro med overskriften ”dette er hvordan Cuba ser ud i dag”.

Alt dette viser kampagnens hykleriske løgnagtighed i de internationale medier om at ”der ikke er pressefrihed i Venezuela i dag”. Denne larmende kampagne nåede sit højdepunkt for et par måneder siden, da regeringen besluttede ikke at forny RCTV, en højrefløjs TV-station som var en notorisk rede for kontrarevolutionære konspiratorer, som spillede en nøglerolle i kuppet i april 2002.

Problemet er ikke at revolutionen har begrænsede oppositionens demokratiske rettigheder og trampet på ”pressefriheden”. Problemet er at revolutionen har været alt for generøs mod sine modstandere, alt for tolerant, alt for tålmodig, alt for ridderlig. Den har lagt for meget magt i hænderne på oligarkiet og dets agenter. Det har lagt et våben i deres hænder, som de bruger meget effektivt til at sabotere revolutionen, holde den på sporet og i sidste ende ødelægge den.

Lav valg deltagelse
Alt dette er rigtigt, men det besvarer ikke spørgsmålet om hvorfor “nej” siden vandt. Hovedelementet i ligningen var undladelse: et stort antal Chavistaer undlod at stemme. Spørgsmålet må stilles: hvorfor stemte de ikke? Bureaukraterne og middelklassekynikerne vil beskylde masserne for deres påståede apati. Det er fuldstændig forkert. Masserne har konsekvent stemt på Chávez ved hvert valg og folkeafstemning. De stemte massivt i december. Men nu er der tegn på træthed. Hvorfor?

På trods af al snak om socialisme, er oligarkiet stadig stærkt etableret og bruger sin rigdom og magt til at sabotere og underminere revolutionen. Kupmagerne fra 2002 er stadig på fri fod. Højrefløjsmedierne har frit spil til at sprede løgne og bagvaskelse imod revolutionen. Bondeaktivisterne myrdes og intet gøres ved det.

På trods af regeringens reformer, som utvivlsomt hjalp de fattige og underprivilegerede, lever flertallet stadig i fattigdom. Problemet med hjemløse er fortsat uløst. Godsejerne og kapitalisternes sabotage forårsager mangel på basale produkter. Alt dette har indvirkning på massernes moral.

Det overvældende flertal af masserne støtter stadig Chávez og revolutionen, men der er klare symptomer på træthed. Efter ni år med opstande er masserne trætte af ord og taler, parader og demonstrationer og også af endeløse valg og folkeafstemninger. De ønsker færre ord og mere afgørende handling: handling mod godsejerne og kapitalisterne, handling mod de korrupte guvernører og embedsmænd.

Mere end noget andet, ønsker de handling mod den Femte Kolonne af højrefløjs chavistaer, som bærer røde trøjer og taler om socialisme i det 21. århundrede, men som er modstandere af rigtig socialisme og som saboterer revolutionen indefra. Med mindre den bolivariske bevægelse og PSUV renses for disse reformistiske bureaukrater og karrieremagere, er det umuligt at gøre noget.


Den femte kolonne

Bureaukraterne viste endnu engang deres fuldstændige manglende evne til at organisere en seriøs massekampagne. De formåede ikke at svare på oppositionens løgne. De formåede ikke at forklare de mange punkter i konstitutionsreformen, som ville have været til gavn for arbejderklassen, så som en 36 timers arbejdsuge. Hvordan skulle de kunne det, når de selv er imod sådanne socialistiske lovforslag? Den Femte Kolonnes sabotage er velkendt af de menige medlemmer af bevægelsen – og af dens fjender. Time magazine spottede:

Selv nogle af Chávez’s allierede vil sætte en stopper for præsidentens radikale tog. Mange af reformforslagene, siger de, handler mindre om at bemyndige befolkningen end om at koncentrere magt i hænderne på Chávez. Imellem initiativerne: fjernelse af begrænsede præsidentperioder; underlægge den nu selvstyrede Central Bank præsidentens kontrol; og dannelsen af regionale vicepræsidenter. Provinsledere som Ramón Martínez, guvernør i den østlige stat Sucre og selv socialist, opfatter den sidste idé en rigelig centralisering af federal autoritet, så vel som en forrådelse af Chávez’s bolivariske revolution (opkaldt efter Sydamerikas 19. århundredes helt, Simon Bolivar). ”Denne revolution skulle skabe mere pluralisme i Venezuela” siger Martínez. ”Vi vil ikke have en megastat lige som Sovjetunionen.

Enhver som læser disse linier, vil hurtigt forstå hvorfor der ikke var nogen seriøs kampagne. Ramón Martínez er ikke en socialist, men leder af Podemos, de renegater som splittede ud fra den bolivariske bevægelse lige op til folkeafstemningen, for at føre en voldelig kampagne for et ”nej”. Hans adfærd burde ikke overraske nogen. Men det var ikke et enkeltstående tilfælde. I Apure gjorde guvernøren intet for at organisere kampagnen og mange andre agerede på lignende vis. Bureaukraterne gentog blot den samme katastrofale og tomme kampagne som de organiserede for et år siden ved præsidentvalget.

En kammerat i Mérida beskrev det på denne made: “Det var en åndssvag kampagne med plakater, som kun sagde at hvis du stemte på Chávez, var det af ”kærlighed”, mens højrefløjskampagne var direkte ondskabsfuld. De sagde at alt ville blive taget fra befolkningen, at hvis du havde to huse, ville det ene blive frataget dig, hvis du havde to biler, ville den ene blive frataget dig, at nyfødte børn ville blive bortført af den ”socialistiske” stat. ”

Efter at resultatet blev annonceret, var der et direkte radioprogram, hvor man kunne ringe ind, på RNV, en statsradiostation og de fleste lyttere beskyldte bureaukratiet for mangel på ja-kampagne. De nævnte ”Chavista”-guvernørerne og borgmestrenes attitude, som ikke blot undlod at organisere en kampagne, men aktivt saboterede den. Disse bureaukrater frygtede gennemførelsen af reformerne lige så meget som oppositionen gjorde. De så korrekt, at masserne ville betragte folkeafstemningen som en del, af en for længst overskredet forfaldsdag for et opgør, ikke bare med den herskende klasse, men også med de reformistiske og bureaukratiske elementer inde i ledelsen af den bolivariske bevægelse.


Baduel’s taktik
Oppositionens erklæringer efter resultatet, som blev annonceret var yderst vigtige. Den føste taler var en af lederne for de reaktionære studenter. Den tredje var Rosales, oppositionspæsidentkandidaten, som tabte markant til Chávez sidste december. Men den anden taler var ingen anden end General Baduel, den tidligere forsvarsminister, om hvem vi for nylig har skrevet.

Hvad sagde Baduel? Han talte om national forsoning og tilbød at forhandle med Chávez. Han frasagde sig alle intentioner om at organisere et kup. Kort sagt tilbød han et smilende ansigt og en venskabelig hånd. Det er en ret smart taktik og bekræfter vores opfattelse af Baduel, at han er en klog kontrarevolutionær. Denne nye taktik fra oppositionen reflekterer de egentlige styrkeforhold, som, på trods af folkeafstemningens resultat, stadig er meget ufavorable for de kontrarevolutionære.
Revolutionen burde ikke have nogen som helst tillid til kontrarevolutionens smilende ansigter. Husk Shakespeares ord: ”der er knive i mænds smil”! Tilbuddet om forsoning er en fælde. Forsoning mellem revolution og kontrarevolution er ikke en mulighed, fordi der ikke kan være nogen forsoning mellem rig og fattig, udbyttere og udbyttede.

chavez_concession
Den eneste grund til denne ændring i taktikken er at oppositionen ikke kan overvinde Chávez ved direkte aktion. De er for svage og de ved det. De dummere elementer blandt oppositionen er nu berusede af succes. Men efter en nat med eufori vil der komme en morgen med alvorlig hovedpine. ”Sejren” blev vundet med mindst mulig margin. Trods oppositionens store anstrengelser lykkedes det kun at mobilisere omkring 100.000 flere stemmer. Desuden kan denne kamp ikke vindes med stemmer alene.

Den velnærede borger og hans kone og børn, den lille butiksindehaver, studenten ”de riges forkælede møgunger”, regeringens kontormænd, fortørnede over ”pøblens” fremskridt, pensionistens nostalgi om de ”gyldne dage” med den fjerde republik, spekulatørerne, tyvene og svindlerne, de dedikerede ældre damer af begge køn manipulerede af kirkens reaktionære hierarki, de solide middelklasseborgere, som er trætte af ”anarki”: alle disse elementer forekommer at være en formidabel kraft i valgperioder, men i klassekampen er deres vægt praktisk talt nul.


Styrkeforholdet imellem klasserne

Det virkelige styrkeforhold imellem klasserne, blev vist ved demonstrationerne ved folkeafstemningskampagnens afslutning. Som i december 2006, forsøgte oppositionen at gøre alt for at mobilisere sin massebase og det lykkedes den, at samle en stor flok. Men næste dag blev det centrale Caracas oversvømmet med en sand flod af røde tshirts og bannere. De to demonstrationer afslørede, at Chavistaernes aktive base er fem eller otte gange så stor som oppositionens.

Billedet er endnu tydeligere, når det kommer til ungdommen. De højreorienterede studerende er oppositionens stormtropper. De har været hovedmotoren bag ved de vldelige provokationer imod Chavistaerne. De havde 50.000 til deres demonstration, ud fra det mest optimistiske skøn. Men Chavista studenter havde 200.000 eller 300.000 til deres demonstration. På denne afgørende kampplads – iblandt ungdommen – var revolutionens aktive kræfter klart talstærkest, ifht. kontrarevolutionen.

På revolutionens side står det overvældende flertal af arbejdere og bønder. Det er det afgørende spørgsmål! Ikke en lyspærer skinner, ikke et hjul drejer rundt, ikke én telefon ringer, uden arbejderklassens tilladelse. Dette er en kolossal styrke, så snart den er organiseret og mobiliseret for den socialistiske omdannelse af samfundet.

Og hæren? Hvad med hæren? Reformister á la Heinz Dieterich, klynker altid omkring dette tema, som en gammel hakkende grammofonplade. Ja, hæren er et afgørende spørgsmål. Men hæren afspejler altid tendenser inde i samfundet. Den venezuelanske hær har gennemgået næsten et årtis revolutionært opbrud og forandring. Det har sat sine spor!

Der kan ikke være tvivl om, at det overvældende flertal af de almindelige soldater, sønner af arbejdere og bønder, er loyale overfor Chávez og revolutionen. Det samme er tilfældet ifht. de fleste af sergenterne og andre officerer og junior officerer. Men des højere vi bevæger os op i graderne, des mere uklar bliver situationen. I de seneste par uger var der rygter om konspirationer og nogle officerer blev arresteret. Dette er en seriøs advarsel!

Mange af officererne vil være loyale overfor Chávez; andre vil være sympatisk instillede overfor oppositionen eller hemmelige kontra-revolutionære. De fleste vil sikkert være apolitiske karriere-soldater, hvis sympatier kan gå den ene, eller den anden vej, alt afhængigt af det generelle klima i samfundet.

Det faktum, at General Baduel har valgt en forsigtig og imødegående tone, viser at der ikke er nogen seriøs base for et kup på nuværende tidspunkt. De seriøse kontra-revolutionære (inklusiv deres CIA rådgivere), indser, at tiden ikke er frugtbar til en operation á la april 2002. Hvorfor ikke? Fordi ethvert forsøg på at lancere et kup på nuværende tidspunkt, ville bringe masserne på gaden, klar på at kæmpe og om nødvendigt dø, for at forsvare revolutionen.

Under sådanne omstændigheder, ville den venezuelanske hær, som den er skruet sammen lige nu, være et yderst uberegneligt redskab til at udføre et kup. Og hvem
bolivaravenue
kan på nuværende tidspunkt betvivle, at et nederlag for kontra-revolutionen ville betyde en øjeblikkelig afskaffelse af kapitalismen i Venezuela.

Det er af disse praktiske overvejelser, at Baduel tager den holdning han har indtager. Han arbejder på at få mere tid, håbende på at de objektive betingelser vil ændre sig, til kontrarevolutionens fordel og til revolutionens bagdel. Man må indrømme, at disse kalkulationer er korrekte. Tid er ikke på revolutionens side!


Sekternes skadelige rolle

Baduel argumenterer nu for sammenkaldelse af en konstituerende (grundlovsgivende) forsamling. Dette er, ironisk nok, det samme som det argentinske PO (Partido Obrero) og andre ultra-venstrefløjs sekteriske grupper arbejder for. De ultra-venstre sekteriske grupper, agiterede allerede for det samme som kontra-revolutionen, under folkeafstemningen, så dette bør ikke komme som nogen stor overraskelse.

Orlando Chirino og andre såkaldte ”trotskister”, som opfordrede folk til at spilde deres stemmesedler, var absolut skadelige. Disse folk er så forblindet af deres had til Chávez, at de ikke længere er i stand til at forstå forskellen på revolution og kontra-revolution. Dette afskriver dem fuldstændigt som en progressiv, for slet ikke at tale om en revolutionær, kraft. Men lad de døde begrave de døde.

De kontrarevolutionære og imperialisterne forstår situationen langt klarere end de sekteriske klovne og nisser. Masserne, er blevet vækket til politisk liv af Chávez og er stærkt loyale overfor ham. Borgerskabet har gjort alt for at fjerne Chávez, men har fejlet. Ethvert kontra-revolutionært forsøg er blevet slået i stykker af massebevægelsen.

De har derfor besluttet sig selv, for at væbne sig selv med tålmodighed og spille et ventespil. Chavez er blevet valgt for seks år og har således fem år endnu. Borgerskabets første skridt var at forhindre, at han kan blive valgt efter det. Det var folkeafstemningens vigtighed, set fra deres synspunkt. De kalkulerer, at hvis de kan skaffe sig af med Chávez, på den ene eller den anden måde, vil bevægelsen splitte i stykker og desintegrere og dermed give dem mulighed for at tilbageerobre magten.

Oppositionen er forsigtig, fordi den er klar over dens svaghed. Den ved, at den ikke er stærk nok til at gå i offensiven. Men med baggrund i et ”nationalt kompromis”, forsøger den at få Chávez til at udvande sit program. Hvis det lykkes dem, vil det demoralisere de almindelige Chavistaer, imens reformisterne og bureaukraterne vil føle sig styrket.

Det er en intelligent taktik, men der er et problem. På trods af afstemningsresultatet, er de bundet til Chávez, indtil 2012-2013 og ingen andre vigtige valg er i horisonten. I en situation, som den der er i Venezuela, kan mange ting ske på fem år. Det er derfor de vil have en konstituerende forsamling. Hvis de kan vinde endnu en folkeafstemning, vil de ændre konstitutionen, for at tillade tidligt valg, som de håber de kan vinde – sandsynligvis med Baduel som deres kandidat.

Hvorfor er de så sikre på, at de kan vinde? Fordi revolutionen ikke er blevet fuldført: fordi vigtige økonomiske bastioner er blevet efterladt til revolutionens bitreste fjender og også fordi der er en grænse for, hvad masserne kan tolerere, uden at forfalde til apati og desillusioner.

Revolutionære midler er nødvendige!
For et par år siden skrev jeg, i maj 2004, en artikel som jeg kaldte ”teser om revolution og kontra-revolution i Venezuela” følgende:

”At afhænge eksklusivt af massernes vilje til at opofre sig, er en fejl. Masserne kan kun ofre deres i dag, for deres i morgen, op til et vist punkt. Det må man altid huske på. I sidste ende, er det økonomiske spørgsmål afgørende.”

Denne observation vedholder i dag sin fulde styrke. I sin artikel fra tirsdag, den 27. november 2007, citerede Erik Deemester tal fra nylige rapporter fra Datanalisis (1) [det venezuelanske statistiskcenter], som afslørede, hvad mange folk allerede ved: knaphed og mangel på basale madvarer er ved at blive uudholdeligt. Denne undersøgelse, som fastslår at mælk, bøf og sukker er blevet meget svære at opstøve. Andre produkter, så som kylling, køkkenolie, ost, sardiner og sorte bønder, er også meget sjældne. Analytikerne som udarbejdede rapporten interviewede 800 mennesker i 60 forskellige butikker, supermarkeder og markeder, både i den private sektor og i det offentlige distributionsnetværk, Mercal. 73,3% af de besøgte steder havde ingen mælkepulver til salg. 51,7% havde ikke længere noget refineret sucker, 40% havde ingen køkkenolie og 26,7% ingen sorte bønner, en basal råvare i Venezuela.

To tredjedele af kunderne erklærede, at de havde oplevet en knaphed hvad angår mad, i én eller en anden af de butikker, hvor de normalt køber ind. Timelange køer, nogle gange op til fire timer, for at købe mælk, er ikke længere undtagelsen. Som kammerat Deemester pointerede, er det noget der ligner situationen i Chile, hvor omfattende økonomisk sabotage blev brugt imod den venstreorienterede Folkefrontsregering i 1970erne.

For masserne, er spørgsmålet om socialisme og revolution ikke et abstrakt spørgsmål, men meget konkret. Venezuelas arbejdere og bønder, har været ekstremt loyale overfor revolutionen. De har udvist en høj grad af revolutionær modenhed og viljestyrke til at kæmpe og ofre sig. Men hvis situationen drager i langdrag uden et afgørende brud, vil masserne begynde at trættes. Begyndende med de tilbagestående og mest uklare lag, vil en stemning med apati og skeptisisme sætte ind.

Hvis ikke der er en klar ende i sigte, vil de begynde at sige: Vi har hørt alle disse taler før, men intet grundlæggende har ændret sig. Hvad er pointen med at demonstrere? Hvad er pointen med at stemme, hvis vi lever næsten ligesom før? Dette er den største fare for revolutionen. Når de reaktionære ser, at den revolutionære bølge er ved at ebbe ud, vil de gå over til en kontra-offensiv. De avancerede elementer iblandt arbejderne vil være isolerede. Masserne vil ikke længere svare på deres appeller. Når det øjeblik indtræffer vil kontra-revolutionen slå til.

De der argumenterer med, at revolutionen er gået for langt, at det er nødvendigt at stoppe eksproprieringerne og nå et kompromis med Baduel for at redde revolutionen, tager komplet fejl. Årsagen til at en del af masserne er blevet desillusionerede er ikke at revolutionen er gået for langt og for hurtigt, men at den er gået for langsomt og ikke vidt nok.

Den voksende knaphed og mangel på basale produkter og inflation, påvirker især arbejderklasseområderne, som er Chavismens arnested. Det er det, som underminerer revolutionen og ikke ”at gå for vidt”. Man kan ikke lave en halv revolution. Hvis vi accepterer reformister, som Heinz Dieterichs råd, vil vi med sikkerhed ødelægge revolutionen. Vi vil være som en mand der sidder på et træ og saver den gren han sidder på af.

Valg og klassekampen

Marxister afviser ikke at deltage i valgafstemninger. Det er anarkismens position, ikke marxismens. Generelt set, må arbejderklassen bruge enhver demokratisk åbnin, som er til rådighed til at gruppere dens styrker, erobre den ene position efter den anden fra klassefjenden og forberede sig på at tage magten.

Valgkampen har spillet en vigtig rolle i Venezuela, i at forene, organisere og mobilisere masserne. Men det har sine begrænsninger. Klassekampen kan ikke reduceres til abstrakte statistikker eller valg aritematik. En revolutions skæbne er ej heller bestemt af love eller konstitutioner. Revolutioner vindes eller tabes, ikke på advokaters kontorer eller i parlamentariske debatter, men på gaderne, i fabrikkerne, i landsbyerne og de fattige distrikter og hær kasernerne. Ignorerer vi denne kendsgerning, er det vores eget ansvar.

Reformisterne tror at arbejderklassen altid må observere de legale spidsfindigheder. Men for længe siden sagde Cicero: (”Folkets bedste er den højeste lov”). Til det kunne vi tilføje, revolutionens bedste er den højeste lov. De kontrarevolutionære har vist ingen som helst respekt for loven eller for konstitutionen i 2002 og hvis ikke det var lykkedes dem, ville de have afskaffet konstitutionen anno 1999 med det samme. Alligevel skriger de nu alle sammen op, om forsvar for den selv samme konstitution.

Selv efter nederlag i det referendum, har Chávez nok magt til at gennemføre en ekspropriering af godsejerne, bankejerne og kapitalisterne. Han har kontrol over Nationalforsamlingen og opbakning fra de afgørende sektorer i det venezuelanske samfund. En bemyndigelseslov, for at ekspropriere jorden, bankerne og de store private virksomheder, ville provokere entusiastisk støtte iblandt masserne.

Det store stemmespild, som gav denne smalle sejr til oppositionen, er en advarsel. Masserne kræver afgørende handling, ikke ord! Det kan være, at dette nederlag vil have den modsatte effekt. Det kan vække masserne til nye dimensioner af revolutionær kamp. Marx sagde, at revolutionen har brug for kontrarevolutionens pisk. Vi har set dette, mere end en gang, i de sidste ni år i Venezuela.

Man kan ikke lave en ommelet uden at smadre æggene og man kan ikke vinde en kamp, med den ene hånd bundet til armen. Det er en kamp imellem helt igennem antagonistiske og uforenelige klassinteresser. Afgørende midler, er nødvendige for at forsvare revolutionen og afvæbne kontra-revolutionen.

”Nej” fløjens sejr i folkeafstemningen vil virke som en opvækkende chok. De chavistiske masser er rasende og bebrejder bureaukratiet, som de helt rigtigt ser som ansvarlige for dette tilbageslag. De kræver handling for at udrense højrefløjen fra bevægelsen. Det er fuldstændigt nødvendigt! Vore slogans bør være:

Ingen tilbageskridt! Ingen aftaler aftaler med oppositionen!

Før revolutionen fremad!

Smid bureaukrater og karrieremagere ud!

Ekspropriér oligarkiet!

Bevæbning af det arbejdende folk imod reaktionen!

Længe leve socialisme!

Yderligere information