De borgerlige medier elsker at dvæle ved undergangen: At skildre de mørke tider vi lever i, i alle dets ulidelige detaljer, for at tegne et sort billede. På overfladen kan det måske ligne, at vi revolutionære gør det samme. Men der er en afgørende forskel: Når vi beskriver døden, ødelæggelsen og det sammenbrud, der omgiver os, er det ikke for at paralysere læseren i pessimisme. Vi revolutionære ser nemlig, at der på en og samme tid foregår den modsatte proces: en stigende stræben efter forandring.
Medierne præsenterer nemlig kun den ene side af de processer, der udspiller sig: pessimismen og sortsynet. Men det, vi ser frem mod, er ikke blot afgrunden. Faktisk ser vi allerede enorme bevægelser blandt især unge, men også arbejderklassen, som politisk vækkes til live og er klar til at kæmpe mod systemets barbari.
Det, vi har været vidner til i september, er ikke bare “uroligheder” (som medierne beskriver det): Vi har været vidner til en måned præget af masseoprør, revolutioner og opstande, der ryster hele verden.
I Indonesien er hundredtusindvis af unge gået på gaden mod korruption. Begivenheder som har inspireret lignende bevægelser i de omkringliggende lande. Sociale medier flyder over med billeder af nedbrændte parlamentsbygninger, regeringskontorer og politistationer. De borgerlige medier kan endda en sjælden gang imellem få sig selv til at vise billederne. Hvad de dog ikke dækker, er, at disse bygninger står i flammer, fordi de er selve symbolerne på den undertrykkelse, som de indonesiske masser lever under. En undertrykkelse som de indonesiske unge har fået nok af.
De samme scener folder sig nu ud i Nepal, hvor det, der nu kaldes en “Generation Z-revolution” også er brudt løs, og hvor hundredetusinder ligeledes er blevet mobiliseret.
En gnist er blevet til en brand, som ignorerer alle landegrænser: i Timor Leste og på Filippinerne er titusindvis nu også blevet inspireret til at gå på gaden mod deres korrupte magthavere. Født ud af den skrigende kontrast mellem magthavernes luksus og ungdommens hverdag i fattigdom, er Generations Z’s politiske vækkelse skyllet over hele verden.
Det er ikke kun i Asien, vi ser bevægelser mod det liv kapitalismen kan give unge og arbejdere.
I Frankrig har hundredtusindvis også set sig tidspunktet til at komme af med Marcrons regime. Den nu afsatte premierminister François Bayrou forsøgte den 8. september at gennemtvinge en finanslov, som havde til formål at gå i offensiv mod arbejderklassen ved at hæve skatten, mens de skærer på alt fra sundhedsvæsen til pensioner. For de franske arbejdere og unge stod det klart: kapitalisterne prøver at få arbejderklassen til at betale for kapitalismens krise.
Det efterfølgende regeringskollaps blev impulsen til massedemonstrationer den 10. september og yderligere strejker den 18. september med det eksplicitte mål om at vælte præsident Macron. Massebevægelsen gik under parolen “Bloquons tout” (Lad os blokere alt) og blev fokuspunktet for alle de akkumulerede frustrationer over alt fra leveforholdene i Frankrig til den franske herskende klasses støtte til folkemordet i Gaza.
Parolen “Lad os blokere alt” er nu blevet taget op i Italien, men på et endnu højere niveau. Som man kan læse mere om i denne avis, blev parolen taget op efter en gigantisk massedemonstration i Genova den 30. august, der ledsagede afgangen af Global Sumud Flotilla – en flåde af frivillige, der forsøger at sejle nødhjælpe til Gaza.
Til demonstrationen erklærede en havnearbejder: “Hvis de [Israel] rører flotillen, vil vi blokere alt, ikke en eneste forsendelse vil komme igennem” og “hvis vi mister kontakten med vores både … selv i bare 20 minutter, vil vi lukke hele Europa ned.” Som følge gik hundredtusindvis på gaden den 22. september for at blokere alt i over 80 byer og landsbyer over hele landet.
Skoler, universiteter og andre steder, hvor ungdommen mødes, blev forvandlet til stormøder om hvordan man kan bekæmpe folkemord. Billeder af unge, der marcherer med smil på læberne og knyttede næver i vejret hen til havnearbejderne, der er i færd med at besætte havnen, cirkulerer på de sociale medier.
Hvilken kontrast det er til den udlægning, som vi får af verden her i Danmark!
Som vores italienske kammerater skriver, er dette ankomsten af en generation, der er født og opvokset i en periode præget af systemets krise. En generation, hvis illusioner til systemet ikke engang kan siges at være blevet knust: For dem, der i dag er under 20 år, har de illusioner aldrig eksisteret.
Også i Spanien begynder masserne at rykke på sig: efter tusindvis af demonstranter lukkede cykelløbet La Vuelta ned, truer fagforeninger nu med generalstrejke, hvis Global Sumud Flotilla angribes af Israel.
Den organiserede arbejderklasse træder mere og mere ind på scenen. Vigtigheden af den her udvikling kan ikke undervurderes. Som vi før har skrevet i Revolution, har arbejderklassen potentialet til at stoppe alt. Havnearbejdere, arbejdere i forsvarsindustrien, transportarbejdere generelt – de har magten til at stoppe forsyninger, ammunition og brændstof til IDF og standse krigsmaskinen. Men det er kun begyndelsen. De bevægelser, vi ser i Italien og Frankrig, viser, at arbejderklassens rolle i produktionen giver dem magten til at transformere hele samfundet. Arbejderklassen har potentialet til at tage magten fra kapitalisterne og kontrollere samfundet selv.
Hver bevægelse, vi har set i september, har sine særlige træk, men fortællingen er den samme: en dybt miskrediteret politisk elite; en voksende kløft mellem rig og fattig; og en hel generation af unge uden fremtid. Med andre ord: klasselinjerne trækkes skarpere op end nogensinde.
Ingen af disse bevægelser bliver dækket af de borgerlige medier i Danmark, som formentlig frygter, hvilken inspiration det kunne skabe herhjemme blandt danske arbejdere og unge. Men ingen mængde fordrejninger og fortielser fra mediernes side kan stoppe den radikaliseringsproces, vi allerede ser udspille sig over hele verden og som også foregår i Danmark.
Nu ser vi tydeligt, at radikaliseringen vil få et udtryk før eller siden.
Der er ingen tvivl om at begivenhederne i Indonesien, Nepal, Frankrig, Italien med flere, vil være en inspiration for unge og arbejdere verden over: unge der nedlægger undervisningen og diskuterer Palæstina; arbejderklassens magt til stoppe alt; millioner af mennesker i opstand mod det liv, som kapitalismen kan tilbyde dem. Her ser vi at vi faktisk kan gøre noget, når vi står ansigt til ansigt med kapitalismens krise.
Det sorte billede vi bliver præsenteret for i medierne er kun den halve sandhed. For virkeligheden, vi står overfor, er, at en ny verden forsøger at blive skabt. Og lige nu ser vi konturerne af den kraft i samfundet, som har magten til at skabe den, men som hidtil har været passiv. En kraft som intet kan stoppe når den først bevæger sig: arbejdere og unges kraft.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
