Hvordan forholder vi os som kommunister til den accelererende militarisme, som vi ser i samfundet i dag?

I dette oplæg spoler vi tiden tilbage til 2. verdenskrig og uddrager erfaringerne fra Ted Grant og vores britiske kammerater, som i modsætning til resten af venstrefløjen udviklede og i praksis udførte revolutionær proletarisk militærpolitik.

Mediernes dækning af Ukraine-krigen og folkemordet i Gaza har gjort det tydeligere end nogensinde før, at medierne ikke er neutrale eller objektive institutioner.

Tusindvis af arbejdere og unge har gennemskuet, at medierne spreder propaganda for at forsvare de rige og magtfuldes interesser, og at den såkaldte “frie presse” er i lommen på kapitalisterne.

Men hvordan kan vi få virkeligt demokratiske og frie medier? For at besvare det spørgsmål dykker oplægget ned i hvad Lenin og bolsjevikkerne gjorde ved pressen efter Den Russiske Revolution i 1917. Ved at studere deres erfaringer kan vi få et klarere billede af, hvilken rolle medierne vil spille i et fremtidigt socialistisk samfund.

I Det Kommunistiske Manifest behandler Marx og Engels den “reaktionære socialisme”. De forklarer, hvordan andre klasser forsøger at danne deres egen form for “socialisme” for at vinde arbejderklassen over til deres interesser, fremfor at arbejderklassen bliver selvstændig med egne interesser og mål.

Den slags forsøg er ikke forsvundet, men har derimod taget ny form i den “akademiske marxisme”. Teorier, som på overfladen kan virke meget forskellige, men fælles for dem alle er forsøget på at gøre fremmede klasseinteresser gældende igennem den “akademiske marxisme”. Vi skal i oplægget blive lidt klogere på hvordan og hvorfor, så vi kan kæmpe for en selvstændig klasseposition.

I Gaza har den Israelske hær, med Vestens aktive støtte, systematisk myrdet titusindvis af palæstinensere, drevet hundredetusinder på flugt og bevidst skabt en omfattende hungersnød – alt sammen under påskud af at bekæmpe Hamas.

Til trods for at vestlige medier og politikere ukritisk har viderebragt denne bortforklaring, er det efterhånden klart for enhver, at det er løgn: det virkelige formål er at myrde eller fordrive befolkningen i Gaza, altså et folkemord. Men hvorfor? Kun ved at forstå de underliggende årsager til Israels folkemord, kan vi standse det og sikre at det aldrig gentager sig.

I 2008 blev kapitalismen ramt af den såkaldte Finanskrise. Siden da har vi levet i en verden af nedskæringer og angreb på almindelige mennesker.

Men hvorfor går kapitalismen i krise? Hvorfor kan den ikke levere et ordentlig liv til det store flertal? Og hvorfor står vi og ser ind i en ny og endnu mere alvorlig økonomisk krise?
De borgerlige medier og politikere har ingen svar! Så svarene leverer RKP fra et marxistisk perspektiv!

Videnskaben befinder sig i en dyb krise. Manglen på skelsættende resultater, følelsen af at vi står i stampe, og det forhold, at forskningsmidler udelukkende kanaliseres derhen, hvor kapitalisterne kan sikre sig profit, viser alt sammen, hvordan videnskabens krise både afspejler og udspringer af kapitalismens krise.

Samtidig er kapitalismens krise også en krise i de ideer, der præger samfundet. Derfor ser vi i stigende grad mysticisme og kvasireligiøse forestillinger vinde indpas – selv inden for fysikken, for eksempel i Big Bang-teorien og i visse fortolkninger af kvantemekanikken.

I denne talk skal vi se, hvordan den marxistiske filosofi er modgiften mod disse tilbageskuende ideer, og hvordan kapitalismens hårdknude på videnskabsområdet kun kan brydes gennem en socialistisk revolution.

I efterkrigstiden så vi en bølge af revolutioner i de koloniale lande, som i flere tilfælde som Syrien og Etiopien afskaffede kapitalismen.

Det bekræftede den marxistiske teori om Den Permanente Revolution: kampen mod imperialisme og undertrykkelse må gå ud over kapitalismens rammer og over i den socialistiske revolution.

Men et halvt århundrede senere er intet løst for de undertrykte masser, som på trods af formel selvstændighed fortsat bliver holdt i fattigdom og udbytning af en håndfuld rige lande.
Hvad kan vi lære af de koloniale revolutioner for at bekæmpe imperialisme i dag?

Afslutningen på Anden Verdenskrig indledte en ny æra af kapitalismen. Efter tre årtiers revolutioner, fascisme og kaos, begyndte verdensøkonomien at boome.

I Danmark fik vi velfærdsstaten, og på verdensscenen lignede det, at FN skulle sikre demokrati og fred til evig tid. Men guldalderen varede ikke ved.

I dag er kapitalismens krise og alle dens konsekvenser tilbage på menuen. Med udgangspunkt i den britiske marxist Ted Grants idéer, vil oplægget her give svar på, hvordan vi skal forstå en afgørende periode i historien og årsagerne til dens ophør.

Der er en udbredt myte om, at klassekamp og revolution kun sker i andre lande. At i Danmark har vi altid forhandlet og indgået kompromisser. Men intet kunne være længere fra sandheden.

Danmark er et kapitalistisk land som alle de andre, og det betyder, at også det danske samfund først og fremmest er præget af modsætningen mellem arbejdere og kapitalister, der flere gange i historien har udviklet sig til klassekamp, der har truet hele det kapitalistiske system.

Det var tilfældet så sent som i 1985, hvor Danmark var på randen af en generalstrejke, og hvor arbejderklassen kunne have taget magten og gjort en ende på kapitalismen i Danmark.

Trump og hans efterabere bliver udråbt som beviset på, at demokratiet trues af autoritære – endda fascistiske – kræfter.

Men denne alarmisme har først og fremmest tjent som undskyldning for, at reformistiske partier kan stille sig skulder ved skulder med det samme ‘pro-demokratiske’ etablissement, der i årevis har smadret vores levevilkår og angrebet vores rettigheder.

Oplægget besvarer de afgørende spørgsmål: hvad er den højrepopulistiske bølge egentlig et udtryk for? Hvad betyder begreber som fascisme, bonapartisme og demokrati faktisk?
Og vigtigst: hvordan kan vi ikke bare bremse højrefløjen, men føre kampen helt til roden af problemet – det kapitalistiske system?