Hvis du på det seneste har lyttet til regeringen, så har du ikke kunne undgå at høre udtalelser som den fra kirkeminister Morten Dahlin, om at man “ikke [kan] adskille fortællingen om Danmark og vores værdier fra det faktum, at de udspringer fra et kristent værdisæt”.
I årtier har magthaverne fortalt os, at Danmark bygger på demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed, men nu blæser der nye politiske vinde på Christiansborg. Som ideologisk supplement til deres militære oprustning taler politikerne nu stolpe op og stolpe ned om behovet for “åndelig oprustning”, promovering af fædrelandskærlighed i uddannelsesvæsenet og vigtigheden af kristendommens centrale plads i det danske samfund.
Det er ikke tilfældigt, at vi netop nu ser et ideologisk kursskifte fra toppen af samfundet. Kapitalismen har globalt og i Danmark i mange år befundet sig i en krise, og fordi kapitalismens økonomiske fundament er i forfald, har det undermineret alle de fortællinger, som magthaverne tidligere brugte til at retfærdiggøre deres system og deres imperialistiske politik.
Kapitalismens demokratiske facade smuldrer
Før i tiden plejede borgerskabet og deres politiske repræsentanter på Christiansborg at tildække deres imperialistiske interesser under et slør af “humanitære bekymringer” og påstande om “at sprede demokrati og frihed”.
Etablissementets handlinger har imidlertid fået systemets demokratiske facade til at krakelere. Krigene i Mellemøsten og statsbesøg fra brutale diktatorer, såsom Egyptens diktator Abdel al-Sisi, har udstillet politikernes løgne og hykleri, men støtten til blodbadet i Gaza har i den sidste periode mere end noget andet udhulet deres demokratiske fortælling.
De danske politikeres hykleri når hele tiden nye højder: de fremhæver Danmark, Vesten og Israel som noget helt særligt, der skal forsvares på grund af rettigheder som ytringsfrihed, men samtidig censurerer de selvsamme politikere landets unge ved at forbyde dem at diskutere Palæstina til skolevalget.
Før i tiden var fortællingen, at “vi” i Vesten var “de gode”, som stod for demokrati, frihed og menneskerettigheder, men efter snart tre års krig i Gaza er denne fortælling skudt fuldstændigt i sænk.
Det er efterhånden tydeligt for enhver, at virkeligheden ikke passer med etablissementets demokratiske fortælling om Danmark og den danske stats rolle ude i verden. Deres gamle ideer er komplet miskrediterede og kan ikke bruges som tidligere til at retfærdiggøre deres reaktionære politik. Derfor skruer politikerne nu voldsomt op for deres andet traditionelle redskab: nationalisme.
I krig for kristendommen
Som supplement til deres demokratiske fortælling om Danmark har politikerne i årevis brugt nationalisme, særligt til at aflede arbejdere og unges frustrationer over, at livet under kapitalismen hele tiden bliver værre og værre. Men selv nationalismen er nu også begyndt at miste sin effekt.
For at den skal fortsætte med at virke, er politikernes nationalisme blevet desto mere hardcore: Racismen fra Christiansborg bliver mere brutal og ligefrem, mens “fædrelandskærligheden” bliver mere kvalm og svulstig. Som noget nyt tilføjer politikerne nu et religiøst lag til nationalismen. De fremhæver kristne idéer, som man ellers troede havde fået dødsstødet i sidste århundrede og lå hengemt i landets tomme folkekirker.
Et af de mest rå forsøg på at promovere de kristne ideer kom for nylig fra kirkeministeren Morten Dahlin (V), der bandt kristendommen sammen med regeringens militarisme: “Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen”.
Kirkeministeren lægger ikke skjul på, hvad motivationen er for denne religiøse oprustning: den kendsgerning, at nutidens unge ikke vil dø for at forsvare dansk kapitalisme. En international meningsmåling viser, at kun under hver tredje vesteuropæer vil kæmpe for “sit land” i tilfælde af krig. Et tal som tilmed er faldet siden begyndelsen af Ukraine-krigen.
Hvorfor vil folk ikke gå i døden for Danmark? Vi får at vide, at vi skal ofre vores liv i demokratiets navn, men vi er flere og flere som hverken føler, at der er demokrati her i landet, eller at Danmark forsvarer menneskerettigheder ude i verden. Det er for længst blevet afsløret, at krigene i Mellemøsten intet havde at gøre med at sprede demokrati og kvinderettigheder. Danmark støttede tværtimod op om USA i disse krige for at sikre store danske virksomheders adgang til det lukrative amerikanske marked, og for at man kunne forblive tæt allieret med USA med alle de fordele, som det bragte med sig. Et voksende lag af arbejdere og unge ser igennem politikernes røgslør og gennemskuer de bagvedliggende imperialistiske interesser.
Udviklingen bekymrer det danske borgerskab, men Morten Dahlin mener selv, at han har fundet løsningen på borgerskabets problem; han har nemlig noteret sig et sammenfald mellem lande med høj religiøsitet og hvor “kampviljen er høj”. Med religion som våben skal danske unge således motiveres til at ofre deres liv i dansk imperialismes tjeneste.
Klamrer sig til fortiden
Promoveringen af alverdens bundreaktionære ideer stikker imidlertid langt dybere end kirkeministeren. Den er begyndt at strømme fra toppen af regeringen og inkluderer næsten samtlige partier, som sammen promoverer kirke og overtro.
Mette Frederiksen har ligefrem gjort folkekirken til et fokuspunkt i sin “åndelige oprustning”. Statsministeren mener “at folkekirken skal fylde mere” og agter at bruge den på præcis samme måde som med folkeskolen, som regeringen er i gang med at omdanne til en “indre forsvarslinje”, der skal danne børn til at blive patrioter.
Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at borgerlige politikere som Alex Vanopslagh, der er sprunget ud som kristen, har nemt ved at synge med på regeringens nye ideologiske linje, der rimer meget på ‘Gud, konge og fædreland’. Men også på den parlamentariske venstrefløj er det ideologiske kursskifte blevet samlet entusiastisk op. Socialdemokraten Frederik Vad gør en dyd ud at understrege, hvor ofte han går i kirke, og SF’s formand Pia Olsen Dyhr lægger ikke skjul på sin begejstring over kirken.
Den religiøse vækkelse, vi ser i toppen af samfundet, er et udtryk for, at de klamrer sig til fortiden, fordi de er bange for både fremtiden og nutiden. Politikerne lever allerede i en parallelverden, fuldkommen ude i takt med resten af samfundet, og deres nyfundne begejstring over kristendommen øger kun kløften yderligere mellem eliten og landets arbejdere og unge.
Det er samtidig ekstremt symptomatisk for den krise, som systemet finder sig i. På et tidspunkt i historien, hvor vi aldrig har haft større viden om verden og naturen, forsøger etablissementet at trække samfundet tilbage ned i kristen overtro og mysticisme.
Fattig på idéer
Krisen i systemet udtrykker sig på alle niveauer af samfundet, også ideologisk i form af de ideer, der udspringer fra toppen af samfundet – det er regeringens “åndelige oprustning” et soleklart udtryk for.
Hvis folk levede i et samfund, som leverede fremgang og begejstring over fremtiden, så havde politikerne ikke behov for at lave en ideologisk kampagne og indpode folk med fædrelandskærlighed og kristne ideer. Det er netop fordi, at deres system ikke kan levere materiel fremgang i form af højere levestandard, forbedring af velfærd og mentalt helbred, osv., at etablissementet laver en hardcore ideologisk offensiv i landets skoler, i medierne og med kirken.
Politikerne forsøger at få folk til at rette blikket mod himlen, i stedet for at fokusere på samfundets krise og hvad der skal til for at skabe en ordentlig tilværelse. Den åndelige oprustning handler om at få folk til at tie stille, acceptere tingenes tilstand og søge trøst i en overnaturlig verden.
At politikerne er så fattige på ideer viser hvor svage de er, og at det system, de forsvarer, ikke er i stand til at tage samfundet videre. Det samfund, vi kæmper for, bygger på ideer, der ikke klamrer sig til fortiden, til overtro og andet reaktionært bras, men som baserer sig på videnskaben og en optimisme over menneskehedens enorme potentiale. Ideer, som ikke søger mod himlen, men som retter blikket mod denne verden, dette liv og hvordan vi kan forandre det til det store flertals fordel. Det er hvad kampen for kommunisme i virkeligheden handler om.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
