Dansk
Perspektiv 2026
Avantgarden smedes, mens dansk kapitalismes krise bevæger sig ind i et nyt stadie
“Vi lever i en periode med skarpe skift og pludselige forandringer i verdenssituationen. Valget af Donald Trump som præsident for USA og hans politik har medført enorm ustabilitet i verdenspolitikken, verdensøkonomien og i relationen mellem stormagterne.
Trump er ikke årsagen til denne uro, som er et resultat af kapitalismens krise, men hans handlinger har accelereret processen enormt. Modsætninger, der har opbygget sig under overfladen over lang tid, er pludselig brudt ud i det åbne og ryster hele situationen. Den såkaldte liberale verdensorden, der har eksisteret i årtier, kollapser for øjnene af os.”
Sådan indledes det verdensperspektiv, som Revolutionary Communist International vedtog i sommeren 2025 med titlen “The World Turned Upside Down: A System in Crisis.”
Det fundamentale skift i verdenssituationen, der her beskrives, betyder også et fundamentalt skift i situationen i Danmark, som er en fuldstændig integreret del af den globale proces.
De store ændringer, som nu begynder at udfolde sig, bygger videre på det kvalitative skift i den internationale situation og herhjemme, der fandt sted, da verdensøkonomien krakkede i 2008. Kapitalismen har siden befundet sig i en blindgyde, der har haft konsekvenser på alle planer: økonomisk, politisk, socialt.
Selvom økonomien, både globalt og i Danmark, på papiret oplevede vækst efterfølgende, så har det ikke skabt reel fremgang for det store flertal af verdens befolkning. Krisen i 2008 indvarslede kapitalismens organiske krise, hvor selv økonomiske opsving ikke tager samfundet fremad, og hvor al stabilitet er forduftet. Nu står vi overfor en ny økonomisk krise, der vil accelerere de processer, som har fundet sted de sidste 15 år. Ustabiliteten vil nå et nyt niveau.
Vi står midt i overgangen til en ny periode i verden. Valget af Trump varslede en ende på den amerikansk dominerede, liberale verdensorden, som dansk kapitalisme har levet rigtig godt af. Weekendavisen beskrev situationen som, at “de 30 gyldne år efter Murens fald er ved at være slut”. Statsminister Mette Frederiksen beskrev det ligeledes som, at “Danmark har levet i en guldalder, som nu er slut”. Enden på denne “guldalder” vil have monumentale konsekvenser for dansk kapitalisme, for arbejderklassen og klassekampen herhjemme.
Udviklingen i Danmark er ikke blot et resultat af en passiv påvirkning udefra, men kommer også af de processer, der foregår i dansk kapitalisme selv, drevet af de indbyggede modsætninger, som har sine egne danske særegenheder, men som grundlæggende er de samme som for den globale kapitalisme.
Dette dokuments opgave er at forstå dette skift i situationen i Danmark, som følge af både dansk kapitalismens interne modsætninger og skiftet i den internationale situation, og derfra at drage de nødvendige konklusioner: den presserende opgave er at bygge et revolutionært kommunistisk parti, der kan omstyrte kapitalismen i Danmark og på verdensplan.
Foto: NATO, CC BY-NC-ND 4.0
Guldalder for hvem?
Toppen af samfundet forsøger at portrættere dansk kapitalisme som helt exceptionel og i en klasse for sig. Weekendavisen har kaldt de sidste 30 år gyldne, mens regeringen igen og igen påstår, at økonomien er i “topform”.
“Det er en fantastisk positiv udvikling i dansk økonomi. De fleste lande, vi sammenligner os med, har slet ikke de her forhold. Der er slet ikke den samme velstand i andre lande”, sagde Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, da regeringen i december fremlagde deres økonomiske redegørelse.
Men det skønmaleri, som politikere og meningsdannere tegner af dansk økonomi, stemmer ikke overens med den virkelighed, som danske arbejdere og unge sidder i. For det store flertal er det svært at se, at de skulle leve i en guldalder, og deres privatøkonomi er absolut ikke i “topform”.
Den såkaldte guldalder har kun gjaldt toppen af samfundet. Regeringen har ført en politik med angreb på det store flertal, især de fattigste, mens de rige er blevet forgyldt. I den tid SVM-regeringen har siddet på magten, har de rigeste fået skattelettelser for 36 mia. kr.
Og det er ikke, fordi de rigeste fattes penge i dette land. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at mellem 2013 og 2023 er den rigeste ene procents indkomst vokset med i alt 60 procent. Siden 2021 er det kun den her rigeste ene procent, der har oplevet real fremgang i indkomsten efter skat, mens resten af befolkningen har oplevet fald i deres realindkomst. I 2025 havde de 100 rigeste familier i Danmark en samlet formue på 1.224,5 mia. kr., hvilket svarer til omtrent 40% af Danmarks BNP på et år.
For det store flertal er leveomkostningerne stukket af. Hvad er regeringens svar? At sænke momsen på el, bøger og slik og chokolade! Mens fødevarepriserne stikker af i en sådan grad, at oksekødet nu låses inde i flere butikker for at forhindre tyveri, leverede supermarkedsgiganten Salling Group i 2024 et rekordoverskud til sine ejere på 1,7 mia. kr. Mens danske familier vender hver en krone og frygter at måtte gå fra hus og hjem, skovler bankerne penge ind på lån og renter. I 2024 havde Danske Bank alene et overskud på 23,6 mia. kr..
Mens de rigeste får skattelettelser, oplever det store flertal nedskæringer og angreb. Arbejdere og unge har set deres leveforhold blive forværret år efter år. Huslejen og boligpriserne vokser. Hele SU’en går til at betale husleje, arbejderfamilier må flytte ud af storbyerne, fødselsraten daler, samtidig med, at velfærden i skoler, daginstitutioner og sundhedsvæsenet falder fra hinanden, mens ventelisterne til psykiatrien stiger.
For at sætte regeringens politik i kontekst, så kunne de 36 mia. kr som regeringen har givet i skattelettelser have betalt det 6. SU-år, som regeringen har fjernet, i 28 år! Eller der kunne være blevet ansat 10.000 ekstra pædagoger, ca. 2 pr. daginstitution, i 6 år. Der manglede i 2024 omkring 40 mia kr., hvis velfærden skulle have været på samme niveau som i 2011 i forhold til befolkningens nuværende sammensætning.
Kontanthjælpsreformen var om noget med til at udstille regeringens prioriteringer og arrogance. Det er en reform, som kaster fattige direkte ud i hjemløshed. Da dette blev en historie i medierne, reagerede regeringen på en vanlig politikervis ved at afsætte sølle 15 mio. kr. af til midlertidig huslejehjælp, men som på ingen måde matcher de 242 mio. kr. til det særlige huslejetillæg, som der blev brugt i 2024. Mette Frederiksen og hendes venner på Christiansborg er fuldstændig ligeglade med fattige mennesker.
Politikerne forsøger at fremstille det som om, at vi i Danmark måske nok har nogle fattige, men at de er de få, og at alle andre jo har det godt. Når de kigger rundt i deres omgangskreds i toppen af samfundet, er det nok rigtigt. Men de lever i en boble, der ikke stemmer overens med det liv, som det store flertal lever, hvor bekymringer om økonomien fylder mere og mere.
I en undersøgelse af, hvad der optager henholdsvis Millennials og Gen Z, det vil sige de cirka 15-45 årige, ligger leveomkostninger øverst for begge generationer.
Af Gen Z (født mellem 1997-2012) svarer 26%, at leveomkostninger er deres største bekymring, mens det gælder hele 47% af Millennials (født mellem 1981-1996).
Deres svar på, om de er enige i følgende 3 udsagn, er sigende:
- Jeg lever paycheck to paycheck: Gen Z: 50%, Millennials 47%, (som er lidt lavere end de 52% globalt for begge generationer).
- Jeg har svært ved at betale alle mine leveomkostninger hver måned: Gen Z: 26% (globalt 37%), Millennials 36% (globalt 35%)
- Jeg er bekymret for, at jeg ikke vil kunne gå på pension med økonomisk tryghed: Gen Z: 37% (globalt 41%), Millennials: 46% (globalt 44%)
Det billede, der tegnes af danskerne, som rige og magelige sammenlignet med alle andre, punkteres fuldstændig af de her tal. Halvdelen af alle under 45 år lever “paycheck to paycheck”. Det er den samme andel som i resten af verden i et af verdens rigeste lande!
Kun 24 procent af danskerne tror, at deres efterkommere vil få et bedre liv end dem selv. En tredjedel tror, at fremtiden vil bringe deres efterkommere et liv, som er værre eller meget værre. Mens politikerne og Dansk Industri jubler, drager flere og flere konklusionen: Hvis det her er det bedste, som kapitalismen kan tilbyde, er det så virkelig et system, der er værd at bevare?
Her ser vi direkte, hvordan kapitalismens organiske krise og systemets grundlæggende økonomiske modsætninger bliver afspejlet i mentaliteten hos masserne. En voksende andel af befolkningen er udmærket klar over, at det nuværende system ikke kan tage samfundet fremad. Det får en minoritet af dem, men en voksende minoritet, til at drage revolutionære konklusioner. Alt dette skaber ekstreme favorable vilkår for vores parti.
Alt det, der trak dansk økonomi fremad, og skabte de “gyldne tider”, vender sig nu til sin modsætning.
Fotos: News Oresund, CC BY 2.0
Guldalderen er ovre
Økonomien er fundamentet for den politiske udvikling, for bevidstheden og for klassekampen. I efterkrigsopsvinget var der plads til reformer, og arbejderne kunne vinde forbedringer gennem kamp. Levestandarden voksede, velfærden blev udbygget, og der var en udbredt tiltro til det kapitalistiske system og de politiske institutioner blandt brede lag af arbejdere og unge. Efterkrigsopsvinget sluttede i starten af 1970’erne og indledte en periode, hvor alt dette er blevet undermineret. Den proces fik et voldsomt skub fremad med det økonomiske krak i verdensøkonomien i 2008, der udgjorde et skift i verden og Danmark.
Kapitalismen har lige siden befundet sig i en organisk krise; der er stadigvæk nok cykliske opsving og kriser, men kapitalismen trækker ikke samfundet fremad, selv i opsvingene, hvor BNP vokser, og arbejdsløsheden er lav. De sidste 15 år har alle politikernes forsøg på at skabe økonomisk stabilitet undermineret den politiske og sociale stabilitet. Tilliden til det politiske system er smuldret, og troen på, at samfundet bevæger sig fremad, er eroderet.
Økonomien er altså med til at forme menneskers syn på samfundet og dem selv. Det er årsagen til, at vi studerer økonomi og undersøger dansk kapitalismes nuværende stadie. Den krisetilstand, som den kapitalistiske økonomi har befundet sig i de sidste mange år, er, hvad der har smadret tilliden til det borgerlige demokratis institutioner og skabt den radikalisering, som vi succesfuldt har bygget Revolutionært Kommunistisk Parti på.
Nu står vi midt i overgangen til et nyt skifte og med et nyt krak i verdensøkonomien i horisonten. En ny økonomisk krise vil accelerere alle de processer, vi har set siden 2008. Alt det, der trak dansk økonomi fremad og skabte de “gyldne tider”, vender sig nu til sin modsætning.
Den såkaldte guldalder i dansk kapitalisme var baseret på “globaliseringen”. Det vil sige den voksende verdenshandel, der generelt trak verdensøkonomien fremad. Det gjaldt mere for Danmark end de fleste andre lande. Danmarks handel med resten af verden er vokset hurtigere end den generelle vækst i verdenshandlen de sidste 20 år. I Danmark udgør eksport 69 procent af BNP og import 52 procent. Til sammenligning udgør eksport og import i USA kun henholdsvis 12 procent og 15 procent af BNP.
Det er eksporten, især fra nogle få kæmpe selskaber, særligt Novo Nordisk, der har betydet, at dansk økonomi har klaret sig relativt godt sammenlignet med mange andre udviklede kapitalistiske lande de seneste år.
Genvalget af Trump varsler enden på globaliseringen. Trumps politik udtrykker en tilpasning til amerikansk imperialismes relative tilbagegang. I stedet for et USA, der går i spidsen for øget frihandel verden over, fører det handelskrig og indfører toldsatser. Det vil sige en politik, der går stik imod alt det, der har skabt en gylden tid for dansk kapitalisme.
Danske virksomheder har øget eksporten til USA de sidste år, men har også haft stor gavn af et tæt dansk forhold til USA, når de skulle ud i verden og åbne markeder og indflydelsessfærer op, under dække af kampen for “frihed” og “demokrati”. Danmark blev en spydspids for USA inden for EU og en varm fortaler for international frihandel. CIA beskrev det således: “Indenfor EU er Danmark blandt de stærkeste fortalere for handelsliberalisering”.
Rent økonomisk er USA blevet vigtigere og vigtigere for danske virksomheder. I 2020 blev Tyskland erstattet af USA, som Danmarks største eksportmarked, og i 2023 gik 26 % af al eksport til USA. Mange danske underleverandører til eksportvirksomheder i f.eks. Tyskland og Sverige har desuden det amerikanske marked som endestation. Tysk økonomi er dog stadig vigtig for Danmark. Det er her, at flest danske virksomheder – omkring 10.000 – sælger varer til, og det estimeres, at op mod 100.000 danske job er direkte berørt af Tyskland og landets økonomi.
Men hvordan kan det være, at regeringen kan præsentere en rapport om dansk økonomi i topform, når nu tolden stiger, og handelskrig raser?
Tal kan være bedrageriske, ligeså vel som præsentationen af dem kan. Ser man på tallene, er eksporten til USA ikke faldet på trods af Trumps tariffer. Men det dækker over, at størstedelen af vareeksporten til USA består af varer, som ikke krydser den danske grænse. Det vil sige, at de produceres i andre lande, f.eks. i selve USA, og dermed ikke skaber arbejdspladser indenfor Danmarks grænser. For aktionærerne, og taljonglørerne i finansministeriet, skaber det vækst, men for de danske arbejdere har det ingen gavn.
Trods regeringens løfter om, at det vil fortsætte med at gå godt, er der intet, der reelt underbygger denne påstand, når man kigger på verdensøkonomien. I USA er Trump stadig ved magten, og konkurrencen for Novo Nordisk intensiveres, men selve den amerikanske økonomi befinder sig på kanten af en krise, som i sig selv vil have store konsekvenser for Danmark.
Dertil skal man lægge, at EU’s økonomi også er presset, med især tysk økonomi, der har haft negativ vækst i både 2023, 2024 og 2025. Den tyske industriproduktion er faldet med 17% siden 2017, og antallet af konkurser er på samme niveau som i finanskrisens værste år, 2009. Der er altså intet, der peger på en “en vej ud” for dansk økonomi gennem eksport.
Dansk kapitalisme er ramt af de samme interne modsætninger som kapitalismen globalt set. Dansk økonomi har det grundlæggende problem, som Marx forklarede, at hjemmemarkedet er for snævert, fordi arbejderne ikke får udbetalt den værdi, som de skaber, i løn. Det er deraf, profitten kommer.
En del af dette problem forsøger kapitalisterne at overkomme ved hjælp af gæld. Men de danske husholdninger er allerede ekstremt forgældede med en gæld, der svarer til 164% af BNP og 203,5% af den disponible indkomst. Flere økonomer advarer om, at der eksisterer en boligboble, der er godt på vej til at springe, med store konsekvenser for hele den danske økonomi. En anden vej til at forsøge at “løse” disse grundlæggende problemer i kapitalismen er gennem eksport, men som vi jo netop ser, går dansk eksport ikke lyse tider i møde, tværtimod. Ingen af de veje er farbare fremadrettet.
Nu er verdensøkonomien på vej mod et nyt krak. Men de danske kapitalister har ikke brugt opsvingsperioden til at ruste sig til dårligere tider og faktisk udvikle produktionsapparatet gennem investeringer. Tværtimod ser vi, som i resten af verden, et overdådigt orgie af spekulation på aktiemarkederne, i kryptovalutaer, på boligmarkedet, osv.
Det er let at blive lullet i søvn af de gode tal, men hvis vi graver et spadestik dybere, ser det knapt så rosenrødt ud.
Berlingske
Et socialt systems eksistensberettigelse er dets evne til at udvikle produktivkræfterne, altså det menneskelige arbejdes evne til at producere værdi, som måles i udviklingen af produktivitet. Ser vi bort fra medicinalindustrien i Danmark, ser udviklingen af produktiviteten direkte katastrofal ud. Det er kun medicinalindustrien, der har trukket produktiviteten op de sidste år. I industrien, udover medicinalindustrien, faldt produktiviteten med hele 16% fra 2022 til 2023.
Ser vi bag det glansbillede, som politikerne forsøger at tegne, er det tydeligt, at dansk kapitalisme ikke er sund. Den trækkes primært frem af et stort firma: Novo Nordisk. I 2024 stod Novo Nordisk alene for omkring 60% af væksten i dansk økonomi.
“Det er let at blive lullet i søvn af de gode tal, men hvis vi graver et spadestik dybere, ser det knapt så rosenrødt ud. Efter dykket i BNP under corona har der ganske vist været en pæn, men ikke prangende, vækst. Men væksten er alene båret af medicinalindustrien, resten af økonomien er stort set stået stille siden 2021”, skrev Berlingske.
Danske Banks cheføkonom Las Olsen kalder Danmark “et gennemsnitligt europæisk land, bare med Novo Nordisk oveni.” Det er vel at mærke et Europa, hvor økonomien klarer sig rent ud sagt elendigt. Og udsigterne for Novo Nordisk ser ikke for gode ud.
De seneste tre år har Novo Nordisk haft en stigning i omsætning på 27 procent om året, som især har været præget af stigende salg af medicin på det amerikanske marked. Novo Nordisk forventer nu i 2025 en vækst i omsætningen på 4-7 procent, hvilket vil betyde, at selskabets bidrag til den generelle økonomi vil falde betydeligt til næste år.
Den sidste tirsdag i juli oplevede Novo Nordisk-aktien det største fald nogensinde på 23 procent. 450 mia kr. gik op i røg på én enkelt dag. Den tirsdag blev danske aktionærer 26,33 mia. kr. fattigere. Siden har aktiekursen haft nogle rutsjeture op og (mest) ned.
På godt et år er Novo Nordisks aktier faldet omkring 70 procent. Det betyder, at Novo Nordisk mistede omkring 3.000 mia. kr. i markedsværdi, mere end hele Danmarks BNP i 2024, der var på 2.900 mia. kr.
De sidste par år har Novo Nordisk hyret tusindvis af medarbejdere. I løbet af 2023 og 2024 øgede Novo Nordisk antallet af ansatte alene i Danmark med 11.269. Det er 470 om måneden eller 108 om ugen. Men i sommeren 2025 vendte det for alvor. I efteråret fyrede de 5.000 ansatte alene i Danmark (Novo Nordisk havde 34.185 ansatte i Danmark ved årsskiftet, det svarer til 44 procent af alle virksomhedens medarbejdere).
Novo Nordisk var i 2024 det selskab, der betalte mest i selskabsskat med lidt over 15 mia. kr., mere end tre gange så meget som nummer to på listen, Danske Bank. Men Novo Nordisks nedtur vil have langt større konsekvenser for dansk økonomi end blot faldende skatteindtægter. Økonomiminister Stephanie Lose (V) siger til Politiken: “Det er klart, at hvis Novo Nordisk kommer til at opleve en større nedgang i sin vækst, vil det også påvirke centrale danske nøgletal”.
De danske politikere og økonomer har travlt med at forsikre os om, at det trods alt ikke er så galt for dansk økonomi med Novo Nordisks nedtur, fordi de, der mister jobbet, er veluddannede og derfor vil finde nye jobs og bidrage til væksten på den måde. Men det forudsætter, at der er andre jobs at finde og andre virksomheder, som holder væksten kørende. Hvis problemet “blot” var Novo Nordisk, og at salget af Wegovy gik dårligt, ville det være hårdt for dansk økonomi, men måske ikke en decideret katastrofe. Problemet er dog, at Novo’s nedtur er et symptom på den generelle udfordring, som dansk kapitalisme står overfor.
Mange flere har varslet fyringer udover Novo Nordisk, bl.a. 500 i Ørsted, 190 i Vestas, over 600 i SKAT, for bare nævne nogle af de 12.000 fyringer, der blev varslet de sidste måneder af 2025.
Dansk kapitalisme er altså både presset af sine interne modsætninger og af verdensøkonomien.
Både regeringen, men også Dansk Industri, som her udtaler sig, forventer, at eksporten bremser op næste år: “Siden slutningen af 2023 har der været flere virksomheder, som oplever mangel på efterspørgsel end mangel på arbejdskraft”.
De peger på, at væksten næste år i stedet skal komme fra en stigning i de offentlige udgifter til oprustning og en genåbning af produktion af gas fra Tyrafeltet. At væksten skal komme fra krudt, kugler og fossile brændstoffer, illustrerer om noget dansk kapitalismes blindgyde. Det giver måske grønne tal i regnearkene i Finansministeriet, men det skaber ikke et bedre liv for det store flertal eller et bedre samfund.
TV2 formulerer hovedkonklusionen i Det Økonomiske Råds Vismandsrapport, der blev udgivet i oktober 2025, således: “De økonomisk gyldne tider rinder ud for dansk økonomi. I løbet af de kommende år vil den offentlige balance gradvist blive forværret, og om bare fire år vil et bragende overskud på de offentlige finanser blive forvandlet til et underskud”.
I samme rapport skriver de økonomiske vismænd, at regeringen har overvurderet det økonomiske råderum med 32 mia. kr., så det reelt er på 51 mia. kr. Råderummet er de penge, som Finansministeriet regner med, at der i fremtiden kommer til at være i statskassen, og som de derfor begynder at bruge af nu. Siden SVM-regeringen kom til i 2022, har de opjusteret råderummet 6 gange med over 100 mia. kr. ekstra, som de har brugt til at finansiere bl.a. oprustningen. Men det er altså, ifølge vismændene, slut.
Hvad betyder alt dette? Det betyder, at alt, hvad regeringen så kækt annoncerede om en dansk økonomi i topform, er i gang med at slutte. Arbejdsløsheden kommer til at stige. Gælden er måske ikke høj for staten, men for husholdningerne er den en af de højeste i OECD. Denne ændring i økonomien vil for statsbudgettet betyde massive nedskæringer. Både fordi den økonomiske vækst rammes, og fordi der skal bruges enormt mange flere penge på oprustning.
En krise i økonomien vil have en effekt i alle områder af samfundet. De sidste mange år er der blevet skåret ned, og det er svært at forestille sig, at det kan blive meget værre. Men det kan det. I Storbritannien havde man gratis uddannelser, og nu koster en universitetsuddannelse titusindvis af pund. Ældre mennesker dør af kulde, fordi de ikke kan betale for varmen, og en tredjedel af alle britiske børn lever i fattigdom.
Alt det, der trak dansk økonomi fremad, slutter med enden på den liberale verdensorden. Dansk kapitalisme står på kanten af en klippe, og Trump er ved at give den det sidste skub ud over kanten. Selvom vi ikke ved hvornår, så ved vi, at der vil komme en ny økonomisk krise. Men allerede nu, inden krisen rammer, ved vi, at alle støttepillerne for dansk kapitalisme er eroderet.
Trump og Danmarks nye plads i verden
Trumps genindtræden i Det Hvide Hus har indvarslet, ikke blot et skifte for dansk økonomi, men også for Danmarks plads i verden. De store ændringer i USA har sat de danske politikere i et eksistentielt dilemma på flere niveauer og udstiller den danske herskende klasse, som dét den er: lille og ubetydelig på verdensscenen. Det punkterer politikernes egen fortælling om dem selv som store verdensmænd og -kvinder og underminerer samtidig, på et dybere plan, fortællingen om Vesten som forsvarer af demokrati, frihed og menneskerettigheder.
Den danske herskende klasse har i årtier levet godt af at kunne følge USA i tykt og tyndt. Dansk kapitalisme har ikke musklerne til at sætte sig igennem på verdensplan, men ved at vise sig som en ekstremt loyal allieret til verdens supermagt, USA, kunne store danske virksomheder bane en vej for sig selv på verdensmarkedet. Danmark fulgte USA i Afghanistan, Irak og ikke mindst Ukraine. Især i Ukraine var de danske politikere utroligt opsatte på at vise deres loyalitet. Men Trump har gjort det meget klart, at det hele var forgæves.
Den danske herskende klasse står i en kattepine. Den danske befolkning var én af dem, hvor færrest ville have stemt på Trump, bare 4 %, hvis de kunne have stemt i det amerikanske præsidentvalg. Hele det danske etablissement, næsten samtlige politikere og alle medier, stillede sig meget åbenlyst bag Kamala Harris og advarede i stærke vendinger mod Trump. Men nu hvor Trump er valgt til posten som den mægtigste mand i verden, har piben fået en lidt anden lyd.
The Economist udstiller den nye situation for den danske herskende klasse i en artikel med titlen: “The loneliness of America’s model ally” med undertitlen “Donald Trump has no desire to play global cop. That is tough on Denmark, a loyal sheriff’s deputy.”
De forklarer, at gode allierede faldt i to kategorier: Dem der bidrager med nyttige tjenester til en alliance, og dem, der besidder territorium på strategiske steder:
“Indtil for nylig troede man, at Danmark levede op til begge disse kategorier. Som et land med idyllisk velstand, nær toppen af den globale rangliste over tilfredsheden for sine 6 millioner indbyggere, er Danmark for lille til at afskrække sine fjender alene. I årtier har Danmarks løsning involveret at signalere, at landet er et usædvanligt villigt medlem af NATO.
Efter sovjetblokkens fald, der indvarslede en unipolar tidsalder, anført af et USA, der var klar og i stand til at være verdens politimand, droppede Danmark årevis med semi-pacifisme for at blive en ivrig sheriff’s deputy. Anders Fogh Rasmussen, statsminister fra 2001-09 og NATO-generalsekretær fra 2009-14, daterer denne ‘grundlæggende ændring i tankegangen’ til den første Golfkrig i 1990-91, hvor Danmark sendte et krigsskib for at håndhæve en FN-blokade af Irak. Udsendelser på Balkan fulgte. Efter angrebene den 11. september i 2001 tjente danske ekspeditionsstyrker sammen med amerikanere i Afghanistan og Irak og sluttede sig senere til NATO’s luftangreb på Libyen. […]
Desværre for Danmark, en lille, men frygtløs deputy, har Amerika mistet sin lyst til at være verdens politimand.”
Selvom USA sparker Danmark som en lille skødehund, forbliver de danske politikere loyale over for USA. Sandheden er, at de ikke kan gøre andet. Danmark er alt for lille og svag til at kunne sikre sine imperialistiske interesser ude i verden. Den herskende klasse må læne sig op af en stormagt eller en forsvarsalliance. Men der er ikke noget alternativ til USA. Europa er totalt splittet. En nordisk forsvarsalliance er heller ikke en mulighed, da også Norden er for splittet og desuden for svagt til at kunne udgøre et reelt alternativ til NATO. Det forklarer de danske politikeres totale underdanighed over for Trump, selvom de åbenlyst hader ham politisk.
Som The Economist skriver, er den danske herskende klasse godt i gang med at miste begge de kort, der før gjorde, at de af USA blev anset for at være en god allieret og de derfor kunne leve under deres beskyttende vinger.
Det territorium Danmark besidder, som har en strategisk vigtighed for USA, er Grønland. Her gjorde Trump det meget klart, så snart han kom til magten, at Grønland var i USA’s umiddelbare interessesfære, og at han ikke ville afvise at hverken købe Grønland eller tage det med militær magt. Den danske regering var både forfærdet og fortørnet. De råbte op om, at det svarede til en krigserklæring mod et NATO-land – og så fra en allieret! Oh ve, oh skræk! Men bag al palaveren fortsatte deres underdanige attitude over for USA, som de blandt andet stadig har tilladt at opsætte militære baser i Danmark. Det viser, at deres behov for USA trumfer alt andet. The Economist skriver:
“’Danmark er ikke ved at forlade USA’, siger formanden for Folketingets udenrigspolitiske udvalg, Christian Friis Bach, og bemærker, at de har ratificeret en ny aftale, der byder amerikanske tropper velkommen på dansk jord. ‘Men der er en frygt for, at USA vil forlade os.’ Friis Bach kaldte det et slag i maven, da Vance sagde, at Danmark ‘ikke var en god allieret’ og ikke fortjente at eje Grønland. Politikeren nævner Danmarks afghanske dødstal som indsigelse. Desværre får disse ofre mindre anerkendelse hos mænd som Trump og Vance, der anser krigen for en fejl.
Farlige forandringer er på vej, frygter Rasmussen, i retning af en verdensorden, ‘hvor stormagterne træffer beslutningerne og meget ofte over hovedet på mindre og svagere naboer.’”
Trump satte fingeren på nogle særdeles ømme punkter for den danske regering. For det første på Danmarks brutale undertrykkelse af det grønlandske folk og manglende investeringer i deres velfærd. Trumps interesse i Grønland har presset den danske regering til at undskylde for nogle af dansk imperialismes forbrydelser i Grønland f.eks. spiralsagen, hvad Lars Løkke ellers tidligere kategorisk afviste med argumentet om, at det var “u-undskyldeligt”.
For det andet påpegede han Danmarks manglende investeringer i det militære forsvar af Grønland, på trods af løfter om det modsatte. Trump har ret, når han siger, at Grønland er sikkerhedsmæssigt vigtig for USA, og han har også ret, når han siger, at Danmark langt fra har gjort deres del i at opbygge det militære forsvar, og at det udgør en sikkerhedsrisiko for USA. Trump har gjort det klart, at han ønsker at trække USA tilbage fra at være hele verdens politimand og i stedet fokusere på sine nærområder. Hans fokus på Grønland ligger derfor direkte i tråd med hans “America First”-politik.
Dette skifte i amerikansk udenrigspolitik smadrer fuldstændig den fortælling, som der er skabt i Danmark om, at vi havde et helt særligt og unikt forhold til USA. Det blev fremstillet som om, at Danmark nærmest var ligestillet med USA, der lyttede til de gode danske argumenter. Nu udstilles den danske herskende klasses svaghed og totale underdanighed.
USA blev fremstillet som det store forbillede, der, med Danmarks hjælp, gjorde verden til et bedre sted. Det billede krakelerer nu. Hvis nogen havde pustet sig op til at være større verdensmænd, end de i virkeligheden var, var det de danske politikere. Men det var på lånte fjer, som USA nu har taget tilbage. Det udstiller de danske politikere som små forpjuskede kyllinger. Alt dette vil have en effekt på bevidstheden blandt arbejdere og unge.
Ukraine, Rusland og de danske politikere
Det andet kort, som Danmark havde på hånden for at vise sig som en god allieret, var at bidrage med nyttige tjenester i alliancen. Det har de danske politikere gjort i den ene krig efter den anden, ikke mindst krigen i Ukraine. For at vise sin loyalitet overfor USA har Mette Frederiksen og den danske regering fra begyndelsen af krigen i Ukraine været nogle af de mest aggressive.
Krigen i Ukraine er en proxykrig mellem vestlig imperialisme, samlet i NATO med USA i spidsen, og russisk imperialisme. I de danske medier fremstilles Putin som den eneste aggressor i denne krig. Sandheden er dog, at det er vestlig imperialisme, der siden Sovjetunionens fald har rykket sig tættere og tættere på den russiske grænse ved at optage land efter land i NATO, trods løfter om det modsatte.
Putin krævede, at USA gav en garanti for, at Ukraine ikke ville blive optaget i NATO. Selvom USA ikke havde den fjerneste idé om at optage Ukraine i NATO, ville Joe Biden ikke give den garanti, da det ville svare til at lade USA tabe ansigt lige efter Vestens ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan i sommeren 2021.
Den mægtigste militærmagt i verden havde vist hele verden, at de ikke formåede at slå Taleban efter mere end 20 års krig. Nederlaget var udtryk for USA’s relative tilbagegang. Men Joe Biden nægtede at indse det og kørte i stedet en hård linje mod Putin i Ukraine for at fremprovokere en krig. Formålet var, at hive Rusland ind i en krig, de ikke kunne vinde, ligesom tilfældet havde været for USA i Afghanistan. På den måde ville USA svække og dominere Rusland, så amerikanerne dernæst kunne vende sig imod deres hovedfjende, Kina.
Krigen blev en realitet. Men nu står Vesten over for endnu et ydmygende nederlag, der vil cementere enden på USA’s dominans i verden. Med det følger enden på Danmarks plads som USA’s “sheriff’s deputy”.
Nederlaget i Ukraine vil ramme amerikansk imperialisme, men Trump vil til dels kunne sige sig fri af det, da han allerede i sin valgkamp rejste løftet om at stoppe krigen. Men er der én leder i verden, der vil blive ramt hårdt af Vestens nederlag, er det Mette Frederiksen.
Hun har gjort hvad hun kunne for at fremstå som Zelenskijs tætteste allierede og er gået forrest på alle fronter i at eskalere krigen. Hun var en af de første til at fjerne begrænsningerne på, hvilke våben Ukraine kunne anvende inde i Rusland, og støtte op om det direkte angreb på russisk jord med angrebet på Kursk. Den danske regering har givet næstmest økonomisk støtte til krigen i forhold til indbyggertal, og som det seneste har de givet tilladelse til ukrainsk våbenproduktion på dansk jord – som det første land. Mette Frederiksens mand har endda fået offentlig støtte til at lave en dokumentarfilm om Zelenskij.
På Socialdemokratiets landsmøde præsenterede Mattias Tesfaye Mette Frederiksen som “Putins hovedpine”. Men Putin taber vist ikke mange timers søvn over Mette Frederiksen. Til gengæld taber den danske herskende klasse nok ikke så lidt søvn over Putin og Rusland.
Mette Frederiksen og regeringen gør hvad de kan for at skabe en stemning af frygt for truslen om en nært forestående invasion af Rusland. Mette Frederiksen har fra dag ét pisket en stemning op om, at enhver, der ikke støttede fuldt op om regeringens linje, var Putins femte kolonne:
“Man kan ikke være på fredsmission i Rusland. Vi har forsøgt, men vi har ikke noget at tale med Putin om længere. Og vi i Europa bliver snart nødt til at forstå, at Rusland ikke ønsker fred. Derfor er vi nødt til at turde at gøre det, som generationerne før os gjorde: Bruge militær magt til at sikre demokratiet og menneskerettigheder.”
Men hvad ligger der bag denne aggression, der kun er taget endnu mere til efter at Trump er kommet til magten? Mette Frederiksen er desperat for at holde USA i Europa og dermed kunne forblive under deres beskyttende vinger. Det er hvad der lå bag hendes insisteren på, at der skal sendes NATO-soldater til Ukraine, under dække af, at de skulle være “fredsbevarende”. Er der noget Mette Frederiksen har bevist i denne krig, er det at hun ikke bekymrer sig det mindste om fred, men i stedet presser på for fortsat krig.
Hvad var det egentlige formål med en sådan fredsbevarende styrke? Det var at udstationere NATO-soldater med hensigt om, at de på den eller anden måde ville blive udsat for et angreb. Det ville dermed udløse NATO’s artikel fem, som betyder, at hvis et NATO land angribes, er det et angreb på hele NATO og skal besvares.
Altså var det egentlige formål at trække amerikanerne ind i krigen for alvor. Lad os skære det ud i pap: Mette Frederiksen gjorde hvad hun kunne for at trække USA ind i en krig mellem Rusland, det vil sige en krig mellem to atommagter, hellere end at blive efterladt uden USA’s beskyttende vinger. Dét viser, hvor desperat og uansvarligt Mette Frederiksen og resten af den danske regering opfører sig.
Regeringen puster frygten for en nært forestående russisk invasion op for at sikre sig penge til oprustning. Det er et desperat forsøg på at samle nationen bag den herskende klasse. Men en invasion fra Rusland er på ingen måde nært forestående. Rusland har ingen interesse i at angribe Danmark eller noget andet NATO-land. Selv Forsvarets Efterretningstjeneste kommer til samme konklusion. Rusland kommer ud af denne krig styrket på bekostning af vesteuropæisk imperialisme, og at Rusland derfor vil kunne hævde sine interesser og øge sin dominans i områder, der ellers tidligere var underlagt Vestens dominans.
Trumps ønske om at ende krigen i Ukraine udspringer ikke af pacifistiske årsager, men var et led i en større strategi fra Trump om at fokusere på USA’s nærområder og lade Europa stå for sin egen sikkerhed og forsvar. Trump påpegede, at europæerne i mange år havde nydt godt af at lade amerikanerne betale for forsvaret i NATO. Problemet for europæerne generelt set og ikke mindst den danske herskende klasse var, at Trump havde ret: militæret i Danmark, og i resten af Europa, befinder sig i en elendig tilstand, og det vil koste milliarder og atter milliarder at genopbygge det. Europæerne har hverken pengene, eller viljen til at kunne opbygge et forsvar, der rent faktisk ville kunne erstatte USA. Det efterlader den danske herskende klasse meget alene og svag.
Mette Frederiksen har lagt al sin autoritet ind i denne krig, som hun fremstiller som det endelige opgør mellem “det gode” og “det onde”: “Det bedste ved helte er, at de vinder altid til sidst. Og hvis de ikke vinder, er det ikke slutningen.”
Men krigen er ved at slutte, og Rusland er ubønhørligt på vej mod en sejr. Det vil smadre hele den fortælling, som Mette Frederiksen har bygget op, om helte og skurke og om Vestens uovervindelighed. Det vil betyde et kæmpe slag i hendes i forvejen tyndslidte autoritet.
Stemningen er skiftet
I begyndelsen af krigen i Ukraine var der bred opbakning til Mette Frederiksen og de danske politikere. Facebook svømmede over med profilbilleder med det ukrainske flag, der også vejede over mange offentlige bygninger. Alle politikere samledes bag regeringen og afholdte demonstrationer, hvor de med passion talte om kampen for frihed i Europa og det stakkels ukrainske folk (som de nu har brugt som kanonføde i tre år). Da Zelenskij kom til Danmark, blev han inviteret ind i Folketinget mens en folkemængde samledes udenfor, hvorefter han mødtes med kongefamilien. Alle medier var på samme side som regeringen.
Men nu er noget grundlæggende forandret. Stemningen er skiftet. Det er tydeligt i forhold til krigen i Ukraine, men det udtrykker et langt mere grundlæggende skift i bevidstheden.
Sidst Zelinskij besøgte Danmark blev hans besøg holdt hemmeligt, indtil han var her. Her blev der ikke samlet en menneskemængde, og kongefamilien holdt sig langt væk. Nu begynder kritikken også at komme op til overfladen.
Dette stemningsskifte blev tydeligt udtrykt i dagene efter, da luftrummet over Kastrup Lufthavn blev lukket af, hvad der angiveligt var droner. Det helt store kriseberedskab blev aktiveret, og Mette Frederiksen holdt en alvorlig tale til nationen, mens hun kraftigt antydede, at dette var et angreb fra Ruslands side. Den socialdemokratiske justitsminister, Peter Hummelgaard, gik så langt som til at sammenligne den daværende situation med den, som indtrådte efter terrorangrebet den 11. september på World Trade Center i USA i 2001, hvor 3.000 mennesker blev dræbt.
Men det havde en helt anden effekt end tidligere på den danske arbejderklasse. Selvom de brugte alle midler til endnu en gang at piske en stemning op og mane til enhed i befolkningen, så svømmede kommentarsporene på diverse artikler over med kritiske kommentarer. På TV2 Kosmopols artikel om emnet var kommentarsporet præget af kommentarer som:
“Det kan I takke Mette Forræderiksen for”, “Det er kun for at skabe frygt”, “Rolig nu, vores store leder Mette Frederiksen, tog også fejl med North Stream”, “Ej hold nu, yderst belejlig timing, lige op til et valg, og har I hørt historien om en fjer der blev til 5 høns?”, “Bare en uhyggelig strøtanke. Måske er det Ukraine, der sender droner ind i Vesten for at få os til at reagere voldsommere overfor Rusland. I krig er alt åbenbart tilladt.”
Sidenhen begyndte den store korruptionsskandale i toppen af den ukrainske regering, der implicerede folk helt tæt på Zelenskij, og også Fire Point, som er det firma, der har fået tilladelse til at producere våben i Danmark. Zelenskijs stabschef, Jermak, måtte trække sig. Alle Mette Frederiksens bestræbelser på at blive bedste venner med Zelenskij og være hans stærkeste fortaler i Europa og NATO kommer til at give bagslag. Det er selv medierne begyndt at fornemme. Til nyheden om Jermaks afgang valgte DR at bruge billeder af henholdsvis Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen, der omfavner Jermak.
Når Rusland vinder krigen eller det ukrainske Zelenskij-regime smuldrer, eller begge dele, vil det ryste fundamentet under Mette Frederiksen og den danske herskende klasse i sin grundvold. Tilliden til dem er allerede tyndslidt. Da Danmark fulgte USA ud af Afghanistan, var det en langt mindre profileret krig, der havde stået på i 20 år. Alligevel havde det en markant effekt på bevidstheden, ikke mindst hos de soldater, der havde været udsendt: Har alt, hvad vi har kæmpet for, været forgæves? Mine kammerater er blevet slået ihjel, men for hvad?
Slutningen på Ukraine-krigen vil have en endnu mere markant effekt. Hele Vestens fortælling om en krig, der ikke kunne tabes, falder til jorden, samtidig med at det vil udstille det ukrainske regime, som de danske politikere om nogen har støttet ukritisk op om og finansieret. Allerede nu ser vi flere og flere, bl.a. Arne fra den famøse socialdemokratiske Arne-pension, en tidligere trofast socialdemokratisk kernevælger, der stiller spørgsmålstegn ved de mange milliarder, der er brugt på krigen, mens der er blevet skåret på velfærden herhjemme.
Et nederlag i Ukraine vil være endnu et slag mod fortællingen om Vesten som den retfærdige politimand i verden; som det godes akse mod ondskaben, der kæmper for frihed, demokrati og menneskerettigheder. En fortælling, der virkelig har været fremhævet i Danmark, og som er en vigtig ideologisk støttepille for den danske herskende klasse. Stemningsskiftet i forhold til Ukraine er et udtryk for et langt dybere skift i tilliden til de danske politikere og hele systemet.
“En hel klasse af magthavere”
Siden 2008 har politikerne forsøgt at skabe økonomisk stabilitet ved at angribe arbejdere og unges forhold, hvilket blot har undermineret tilliden, ikke bare til den ene eller anden politiker eller parti, men til hele det politiske etablissement.
I en undersøgelse har tænketanken Mandag Morgen gennemført en række interviews med nogle grupper, som normalt ikke høres i den såkaldte “demokratiske samtale”, herunder “socialt udstødte” og erhvervsskoleelever. De uddannede eksperter i tænketanken er åbenlyst bekymrede. Rapporten, der indledes således, kan læses som en direkte advarsel til magthaverne:
“Der er noget råt, noget dirrende og noget dybt menneskeligt over de stemmer, vi har lyttet til i denne analyse om demokratisk mistillid og afmagt. De er vrede, frustrerede og afmægtige – men de er ikke tavse. Tværtimod”
Deres konklusion er klar:
“Politikerne opleves som utroværdige, magtfuldkomne og karrierefikserede. Men mistilliden stopper ikke dér. For mange er der opstået et skel mellem ‘dem’ og ‘os’ – ikke bare til enkelte politikere, men til en hel klasse af magthavere, som beskyldes for at beskytte egne interesser, udveksle privilegier og vende det blinde øje til virkeligheden udenfor Christiansborg. Det er en systemmistillid, der rammer bredt og hårdt.” (vores fremhævning).
Det, som Mandag Morgen beskriver, er det borgerlige demokratis krise, og de demokratiske institutioners kollaps. Undersøgelsen fra Mandag Morgen viser, at 31 procent af danskerne svarer ’ikke særligt’ eller ’slet ikke’ på spørgsmålet “Hvor tilfreds er du med den måde demokratiet fungerer på i Danmark?” Mistilliden gælder både politikerne og det politiske system. Bare 14% af danskerne har tillid til det politiske systems grundlæggende evne til at håndtere langsigtede udfordringer, mens 41% har lav eller meget lav tillid. Tilliden til politikerne er på det laveste punkt siden 2017, efter et lille hop under corona. 48 procent af danskerne har ikke tillid til politikerne, mens bare 11 procent har tillid.
Dannelsen af SVM-regeringen efter sidste valg var udtryk for, hvordan den politiske midte og stabilitet er blevet undermineret over en lang årrække. Fra at de gamle magtpartier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og de Radikale) plejede at få op mod 90 procent af stemmerne, kunne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne (som er et udsplit fra Venstre) kun samle lige over 50 procent ved sidste valg. De dannede en flertalsregering hen over midten, hvad der i Danmark er en historisk undtagelse, og annoncerede selvsikkert, at det var nødvendigt for at skabe en stærk regering, der kunne gennemføre store, varige og nødvendige samfundsforandringer
De har formået at gøre alle utilfredse. De danske kapitalister har ikke fået de “store, varige og nødvendige samfundsforandringer”, de blev lovet. Regeringen lagde hårdt ud med at afskaffe Store Bededag og gik derefter i stå med deres andre store planlagte angreb. De har dog ført den samme borgerlige nedskæringspolitik, som mange regeringer før dem, og har derfor heller ikke formået at tilfredsstille nogen.
Opbakningen til regeringen er fortsat faldende, og den er historisk upopulær. I en meningsmåling fra starten af november 2025 lå de til bare 36 procent af stemmerne. Denne utilfredshed blev tydelig ved kommunalvalget, hvor alle tre regeringspartier gik tilbage i forhold til sidste kommunalvalg. Moderaterne endte på sølle 1,3 procent af stemmerne, Venstre gik tilbage med 3,3 procentpoint og endte på 19,9 procent, mens Socialdemokratiet fik den absolut største vælgerlussing med en tilbagegang på 5,2 procent og et endeligt resultat på 23,1 procent.
Men krisen stikker dybere end meningsmålingerne. Det er hele fundamentet under det borgerlige demokrati, der ryster. Den opbakning, som de gamle magtpartier har, kommer fra de ældre generationer, mens de unge i høj grad har vendt dem ryggen.
Opbakningen til Socialdemokratiet og Venstre er den laveste blandt de unge i 50 år. Ved folketingsvalget i 2022 stemte 22,2% af de 18-31 årige på et af de to partier. I 2025 var opbakningen helt nede på 16,5%. Endnu mere markant er skiftet, hvis man går tilbage til årtusindeskiftet: ved valget i 2001 stemte næsten halvdelen, 49,4%, af unge på Socialdemokratiet eller Venstre.
“Der er en tsunami på vej. Og det kan blive voldsomt. Den vil vælte ind over de to partier og forandre det politiske landskab kraftigt over relativt kort tid,” udtaler en valgforsker og kalder Venstre og Socialdemokratiet for pensionistpartier. Det skal læses bogstaveligt – ved sidste valg var 50% af Socialdemokratiets og Venstres vælgere pensionister.
Der er en tsunami på vej. Og det kan blive voldsomt. Den vil vælte ind over de to partier og forandre det politiske landskab kraftigt over relativt kort tid
Kasper Møller Hansen, Valgforsker
Kommunalvalgets efterspil har kun øget mistilliden til politikerne og det politiske system. Det har udstillet dansk politik som intet andet end et cirkus med den ene rævekage efter den anden, der ikke har andet formål end at sikre en eller anden politiker den mest lukrative position. Aller tydeligst blev det i København, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil trak sig bare få dage efter at være blevet valgt.
Politikerne bliver udelukkende yderligere upopulære og forhadte. Mens de skærer i velfærd, forgylder de sig selv. De hævede deres egne, i forvejen ekstremt høje, lønninger, så et folketingsmedlems løn stiger fra 870.000 kroner om året, til 1,08 millioner årligt. En ministers årlige indtægt stiger fra 1.702.000 kr. til 2.016.000 kr., mens lønnen for statsministeren, finansministeren, udenrigsministeren og den minister, der er nummer to i statsrådsrækkefølgen, får en endnu højere løn. Dertil kommer et utal af frynsegoder. Mens de hæver pensionsalderen for alle andre, fastholder de deres egen på 60 år.
Dobbeltsstandarden og hykleriet er eklatant. Kommer en politiker ud i en skandale, kan han bare melde sig syg med løn. Lovbrud og deslige ses der mellem fingre med. Er du venner med de rigtige, skal du nok blive sikret, uanset hvad du har gjort. Henrik Sass Larsen, tidligere minister for Socialdemokratiet, der er dømt for besiddelse af overgrebsmateriale mod børn, har fået tildelt førtidspension af Folketingets præsidium. Ikke bare en hvilken som helst førtidspension, men en særlig en for politikere. Imens skal danske arbejdere kæmpe med næb og klør for at gøre sig fortjent til samme “privilegium”, til en langt lavere sats.
Samtidig vælter skandalerne ud af skabet. Sagen om de slettede sms’er i minksagen kom endnu en gang op, samtidig med, at det kom frem, at forsvarsministeren løj om, at det var hans ministerium, der havde organiseret, at tre F35-fly skulle flyve over Folkemødet på tidspunkter, der var belejlige for regeringen, henholdsvis da han selv og statsministeren talte. Det er bare for at nævne nogle få af de sidste skandaler.
Her er to citater fra en erhvervskoleelev, en mand på 26 år, der udtaler sig i rapporten fra Mandag Morgen:
“Jeg har mistet alt for politik. Alt sådan tro på, at de har nok de bedste intentioner for vores velfærd. Nej, jeg tror mest, at det er dem selv, de har under armen.”
Videre forklarer han hvordan omstændighederne i minksagen har påvirket hans demokratiske tillid negativt:
“Jeg kan ikke have, at dem, der sidder øverst, de kan bryde loven og så ikke blive straffet for det. For hvis os hernede, vi lavede lort i den for fem år siden, så skal de nu nok finde frem til, at vi har lavet lort i den for fem år siden. Men når man sidder deroppe, så er man lige pludselig hellig. Det kan jeg ikke have. Så der har jeg mistet alt.”
Han udtrykker opfattelsen hos et bredt lag af især unge, der har fået nok. Der er en udbredt disillusion med det borgerlige demokrati og en følelse af, at det er lige meget, hvem man stemmer på, for det ændrer intet. Ingen af partierne er populære. Meningsmålinger er et numsulsspil, så når nogen falder, stiger nogle andre – men der er ingen entusiasme for nogen af partierne – højst en følelse af, at nogen er de mindst dårlige.
Politikernes angreb og skandaler har alle været medvirkende til den voksende mistillid, men også folkemordet i Gaza har været en fuldstændig afgørende faktor i radikaliseringen af et meget stort lag af unge, der har fulgt med live på sociale medier. De har ikke bare været vidner til det israelske regimes forbrydelser, men har set, hvordan de danske politikere på mest afskyelige vis har støttet Netanyahu ufortrødent, og hvordan medierne har løjet og fordrejet sandheden. Folkemordet i Gaza har for alvor trukket den humane maske af klassen af magthavere og har medført en uoprettelig skade på det selvbillede, som de har brugt årtier på at skabe.
Enden på det socialdemokratiske 100 års rige?
Under corona-krisen var opbakningen til Mette Frederiksen stor. Hun samlede store dele af nationen bag sig og spillede rollen som den store landsmoder. Den position har hun forsøgt at indtage lige siden, og det lykkedes til dels i starten af Ukraine-krigen. Men nu er det slut.
Kommunalvalget var et eklatant nederlag for Socialdemokratiet. Langt større end det umiddelbare resultat. Socialdemokraterne tabte magten i højborge som Køge, Gladsaxe, Holstebro, Næstved, Fredericia og Frederikshavn. I sidstnævnte gik Socialdemokratiet hele 31,3 procentpoint tilbage. På den københavnske Vestegn mistede partiet ligeledes store dele af sin opbakning. Partiet gik tilbage i 87 ud af 98 kommuner.
Men det mest markante var valgnederlaget i København, som en af partiets tidligere toprådgivere kaldte for Socialdemokratiets “Pearl Harbour”. I København endte partiet på en tredjeplads, med sølle 12,3 procent af stemmerne. For første gang nogensinde tabte de overborgmesterposten. For mindre end ti år siden, ved kommunalvalget i 2017, fik Socialdemokratiet 27,6 procent af stemmerne i København.
I kølvandet på kommunalvalget fortsatte nedsmeltningen. En meningsmåling umiddelbart efter gav Socialdemokratiet bare 17,5% af stemmerne. 54 procent af danskerne svarede i starten af december, at Mette Frederiksen klarede det “meget dårligt” eller “overvejende dårligt” som statsminister, som er hendes dårligste resultat. En måned før kommunalvalget var det kun 33 procent, som mente, at hun klarede det dårligt.
Socialdemokraterne er desperate. Jo mere de mister opbakning, jo mere hysteriske bliver de og jo mere forsøger de at fastholde kontrollen ved at indskrænke ytringsfriheden og de demokratiske rettigheder.
I kommunalvalget i København erstattede de deres mangel på et politisk program med en hysterisk smædekampagne, sammen med de borgerlige medier, rettet mod SF og Enhedslisten, som de anklagede for at være ekstremistiske. De gik så langt som at bruge en halv mio. kr. på at husstandsomdele et “personligt” brev fra Pernille Rosenkrantz-Theil, der kun gik ud på at kritisere SF og Enhedslisten. Men det hjalp ikke, tværtimod så udstillede det dem endnu mere. At Mette Frederiksen, kort derefter, forsøgte sig med tilnærmelser til SF, udstillede bare endnu tydeligere, at de ingen principper har, men kun går efter magten.
Danmark har om nogen i verden været et socialdemokratisk kerneland. Det er også tilfældet hvad bevidstheden angår. Der har eksisteret et socialdemokratisk hegemoni, eller meningsdiktatur om man vil. Det var baseret, ikke bare på selve partiet, men på alle de institutioner, der var tilknyttet arbejderbevægelsen. I starten af sidste århundrede kunne man blive indenfor arbejderbevægelsen fra vugge til død. Man kunne helt konkret sove i en tremmeseng fra et socialdemokratisk kooperativ, have sin sociale omgangskreds udelukkende i klubber tilknyttet arbejderbevægelsen og blive begravet i en kiste fra arbejdernes ligkistemagasin.
Den såkaldte danske model byggede på klassesamarbejde mellem staten, ofte ledet af Socialdemokratiet, stærke fagforeninger, alle ledet af socialdemokrater og så arbejdsgiverne. Den model nød, sammen med Socialdemokratiet, en rimelig bred opbakning, ikke mindst i efterkrigsopsvinget, fordi den økonomiske fremgang dengang gjorde det muligt at opbygge velfærdssamfundet. Velfærden blev ikke tilkæmpet uden kamp fra arbejderklassen, men den her model var stadig med til at give Socialdemokratiet en stor autoritet, fordi arbejdernes liv i denne periode rent faktisk blev bedre.
Den autoritet er blevet undermineret, især gennem de sidste tre årtiers nedskæringspolitik og ser nu ud til at kollapse helt. Mens Socialdemokratiet måske beholder en vis vælgerandel et stykke tid endnu, så er det socialdemokratiske hegemoni tabt.
Det er ikke kun politisk, at Socialdemokratiet er ved at kollapse. Også deres hold over fagbevægelsen og arbejderklassen er ved at smuldre. De sidste mange år er medlemstallet i fagforeningerne faldet drastisk. Ikke fordi arbejderklassen ikke længere findes, eller at arbejderne er blevet mindre solidariske, men fordi det virker meningsløst at betale tusindvis af kroner til en fagbevægelse, hvis ledelse på ingen måde går forrest i kampen for ordentlig løn, bedre arbejdsforhold og et bedre liv generelt set.
Det socialdemokratiske meningsdiktaturs sammenbrud udgør et voldsomt skift i situationen. Debatredaktøreren i Weekendavisen beskrev det jordskælv, som Socialdemokratiets nederlag i kommunalvalget repræsenterede, således: “Det var derfor ikke kun socialdemokraterne, som tabte i går. Det var den gamle verden, der sank i grus sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil.”
Socialdemokratiets nedsmeltning har alvorlige implikationer, ikke bare for Socialdemokratiet, men for dansk kapitalisme, der er ved at miste den vigtigste støttepille gennem de sidste 100 år. Det har alvorlige implikationer for klassekampen fremadrettet, for det bliver langt sværere for Socialdemokratiet at aflede den ind ad sikre kanaler i fremtiden, hvis de allerede her inden den for alvor bryder ud, er i gang med at miste grebet. Denne udvikling er desuden med til at opløse den politiske stabilitet, med et ekstremt fragmenteret Folketing, uden stærke støttepiller for dansk kapitalisme.
Socialdemokratiet påstår at deres nederlag skyldes deres egen succes. Kaare Dybvad Bek, en af de ideologisk ledende i Socialdemokratiet, forklarede nederlaget med at “Socialdemokratiets mission er fuldført.” Det lød præcis som da formanden for fagbevægelsen i starten af firserne sagde, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til.
Nu er hele den tidligere socialdemokratiske ide, om at gøre samfundet bedre, bid for bid, reform efter reform, faldet fuldstændig til jorden. Der er ikke råd under kapitalismen, og i stedet for at skabe bedre forhold for “folket”, så administrerer Socialdemokratiet kapitalismen. Det er grunden til Socialdemokratiets nedsmeltning, Kapitalismens krise betyder en krise i reformismen.
Det åbner et kæmpe vakuum politisk. Den gamle verden styrter i grus, men hvad skal erstatte den? Socialdemokraterne selv har taget konsekvensen og indrømmer selv, at de ikke kan finde en ny mission. I stedet forsøger de at udfylde vakuumet med gamle, reaktionære ideer, som kristendom og åndelig oprustning. De kan kun pege tilbage i deres forsøg på at stabilisere det nuværende samfund, hvis fundament er blevet smadret. Den politiske midte forsvinder og åbner for en politisk polarisering.
Højredrejning?
Mediet Politico kårede i slutningen af 2025 Mette Frederiksen til den næstmest magtfulde person i Europa, kun overgået af Trump. Det danske Socialdemokrati blev fremstillet som om de havde fundet opskriften til succes: en stram udlændingepolitik, der holdt den yderste højrefløj nede.
Den fortælling er ved at gå op i røg med Socialdemokratiets nedsmeltning, og den fremgang som Dansk Folkepartis har haft i meningsmålingerne. Koden til Socialdemokratiets relative stabilitet den sidste periode var den relativt stabile økonomiske situation, sammenlignet med de andre udviklede kapitalistiske lande. Dansk Folkepartis fremgang er et resultat af, at den politiske midte smuldrer, ikke at den danske arbejderklasse pludselig er blevet racistisk – hvis det var tilfældet, skulle Socialdemokratiets taktik med at lægge sig højre om Dansk Folkeparti jo virke. For at forstå den nuværende situation er det værd at se på Dansk Folkepartis historie.
Partiet blev stiftet i 1995, som et udbrud fra Fremskridtspartiet og fik ved det første valg, som de deltog i, i 1998, 7,8 procent af stemmerne. Partiet fik sit gennembrud ved folketingsvalget i 2001, hvor de opnåede 12 procent af stemmerne, hvilket gjorde dem til landets tredjestørste parti og parlamentarisk grundlag for regeringen bestående af Venstre og Konservative.
Hvad skyldtes den fremgang? I 1990’erne var socialdemokraten Poul Nyrup statsminister. Han havde overtaget magten i starten af 1990’erne efter, at den borgerlige regering, med den konservative Poul Schlüter i spidsen, havde ført Danmark gennem “fattigfirserne”. Arbejderne havde forhåbninger til, at det nu ville gå fremad. I stedet stod Poul Nyrup i spidsen for utallige angreb på arbejderklassen: han er den statsminister, der har privatiseret mest, hans regering halverede dagpengeperioden og lavede lignende angreb. Ved valget i 1998 lovede Nyrup ikke at røre ved efterlønnen. Kort efter løb han fra løfterne og greb samtidig ind og stoppede en storkonflikt få måneder, efter han var blevet genvalgt.
Samtidig med disse angreb førte Socialdemokratiet en kampagne om, at det gik så godt som aldrig før. Det var bare meget langt fra den opfattelse de danske arbejdere sad med. Ind fra højre kom Dansk Folkeparti og var det eneste parti der faktisk talte til den følelse som mange sad med, når de sagde: Ja der er problemer. Skylden lagde de på indvandrerne. Socialdemokraterne havde intet svar til Dansk Folkeparti, for det havde betydet at skulle indrømme at: 1) der var problemer, mens det var dem der sad med ansvar, og 2) problemerne skyldtes selve kapitalismen. Som den vigtigste støttepille for det kapitalistiske samfund kunne de naturligvis ikke det.
Nyrup udtalte dengang, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive “stuerene” i hans øjne. Men efterfølgende har Socialdemokratiet gjort hvad de kunne for at konkurrere med Dansk Folkeparti om at fremsætte den mest racistiske politik. Den form for politik er en klassisk “del-og-hersk“-strategi, som den herskende klasses repræsentanter bruger for at spille forskellige grupper af arbejdere ud mod hinanden, og for at skjule hvem den virkelige fælles fjende er: klassen af magthavere.
Op gennem 2000’erne var Dansk Folkeparti støtteparti for den borgerlige regering og holdt sig rimelig stabilt på 12-14 procent af stemmerne. Men ved valget i 2011 fik venstrefløjen det bedste resultat i mange årtier. Socialdemokratiet dannede regering med De Radikale og for anden gang nogensinde kom SF med i en regering. Men Helle Thorning-regeringen opfyldte ikke forhåbningerne om en venstreorienteret politik. Tværtimod førte finansminister Bjarne Corydon an i det ene angreb på arbejderne efter det andet bl.a. med lærerlockouten i 2011. Salget af energiselskabet Dong blev dråben, der fik SF til at vælte ud af regeringen. Ved det efterfølgende valg i 2015 fik Dansk Folkeparti sit bedste valg nogensinde med 21,1 procent, af stemmerne og blev Folketingets næststørste parti.
Igennem partiets historie er Dansk Folkepartis fremgang først og fremmest kommet på baggrund af Socialdemokratiets svigt af arbejderklassen.
Men fra 2015 og frem blev de for alvor testet. Både fordi, at de var blevet det næststørste parti, de blev integreret mere ind i det politiske establishment og fordi de gav mandater til borgerlige regeringer, der skulle administrere kapitalismens krise. Det blev tydeligt, at de ikke kunne løse nogle af de problemer, som arbejderklassen stod med; at de var ligesom de andre partier. Ved valget i 2019 mistede de mere end halvdelen af deres stemmer, og ved valget i 2022 fortsatte tilbagegangen, hvor partiet opnåede sit dårligste resultat nogensinde med kun 2,6 procent af stemmerne.
Det skulle man tænke var enden for Dansk Folkeparti. Men i efteråret 2025 begyndte partiet for alvor at vokse igen i meningsmålingerne. Eliten er ved at få deres kaffe latte galt i halsen, når de ser på Dansk Folkepartis fremgang. Information er glimrende billede på sindsstemningen hos det segment, som avisen meget sigende betegner det som “pæne Danmark”:
“Indtil for få måneder siden var Danmark en bemærkelsesværdig afvigelse, en undtagelse fra det, der lignede reglen i europæisk politik.
[…] Gratulerende har vi i det pæne Danmark fortalt hinanden, at vi med vores frie debat og inkluderende parlamentarisme formåede at tæmme bæstet. Men så pludselig, som sommeren blev til efterår, gik Dansk Folkeparti frem. I en meningsmåling fra starten af oktober var de vokset til 12 procent, det største parti i blå blok. Tæller man også Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti med, står det populistiske højre nu til mere end 20 procent af stemmerne. Det er europæiske tilstande. Og det er ikke sådan, at Dansk Folkeparti har modereret sig til fremgang. Tværtimod. Den udlændingepolitiske linje er blevet hårdere og kritikken af institutionerne mere uforsonlig. Nu er det remigration, Geert Wilders på scenen og åbne indikationer om socialdemokratisk svindel ved seneste valg. Med andre ord minder det om noget, vi kender fra AfD og Nigel Farage – eller MAGA, om man vil.” (Information, 06.11.25)
Men hvad er årsagen til Dansk Folkepartis fremgang? Er det, at danskerne pludselig kollektivt er blevet ekstremt højredrejede og racistiske? Mens fremgangen i 2000’erne især skyldtes, at Socialdemokratiet havde stået i spidsen for alvorlige angreb på arbejderklassen, og det var nok for Dansk Folkeparti at påpege, at der var problemer, så afspejler deres fremgang nu, den nye situation: den udbredte anti-establishment følelse, der eksisterer. Dansk Folkepartis fremgang kan forstås på præcis samme måde som Farages, Trumps og de andres. De er udtryk for en voksende foragt over for hele det politiske etablissement, som arbejderklassen og især unge frastødes fra.
Det er den stemning som Morten Messerschmidt har formået at tale ind i. På den ene side med udtalelser i TV, hvor emnet var om afgiftsnedsættelser og prisstigninger, hvor han påpeger, at når momsen sættes ned på kogebogen giver det jo kun folk mulighed for at købe en kogebog, så de kan kigge på alle de retter de ikke har råd til at lave. Han har tydeligvis forstået, at han skal fremstå mest muligt som noget andet end de andre partier, og det gør han ved deltagelse i demonstrationer med den britiske Tommy Robinson og møde i Mar-a-Lago. Men også, og endnu vigtigere, med trusler om at sagsøge De Radikales formand Martin Lidegaard, som er selve personificeringen af det “pæne” politiske etablissement, og beskyldninger om manglende demokrati ved sidste valg. Han forsøger at kopiere Trumps “drain the swamp”.
Baggrunden for Dansk Folkepartis succes er ikke partiets mere og mere rabiate racistiske udlændingepolitik. Hvis det var tilfældet, ville Socialdemokratiet også gå frem. Ved de sidste valg har indvandring faktisk været meget langt nede på listen over emner, som optager vælgerne. Baggrunden for deres fremgang er, at jo mere de formår at fremstå anti-establishment, jo mere taler de til den vrede og frustration der findes. Jo mere resten af det politiske etablissement forfærdes over deres “udanskhed”, i forhold til den politiske kultur, jo mere positivt er det for Messerschmidt og co.
Det er ikke sikkert, at det er gennem Dansk Folkeparti, at vi fortsat vil se denne frustration komme til udtryk. Om Dansk Folkeparti formår at ødelægge det for sig selv på vejen, vil tiden vise. Men det vigtige at tage med er, at deres fremgang er udtryk for den vrede og frustration der eksisterer. Hvis de for alvor tog ved lære af f.eks. Farage, så begyndte de, at tale direkte til de danske arbejdere med krav om nationaliseringer og lignende. Men for nu er det tydeligt, at der ikke er partier, der for alvor er i stand til at udnytte det potentiale i den anti-establishment stemning, der eksisterer.
Det gælder så absolut også venstrefløjen. En stor del af Dansk Folkepartis fremgang kan tilskrives venstrefløjen, ikke mindst Enhedslistens, totale svigt. Mange af dem, der nu ser til Dansk Folkeparti, ville kunne vindes af venstrefløjen, hvis de fremsatte et klart anti-establishment alternativ.
Enhedslistens fallit
Enhedslisten har på ingen måde formået at forbinde sig med denne følelse af vrede mod, ikke bare den ene eller anden politik, men hele det politiske system. Tværtimod. De tager fat i de spørgsmål, der optager “almindelige mennesker” såsom de høje priser og manglen på billige boliger i de store byer, men de formår på ingen måde at fremstå som et alternativ til de etablerede partier. De går kun i opposition når de bliver presset derud. De gør alt, hvad de kan, for at blive set som en respekteret del af det politiske etablissement, på et tidspunkt hvor etablissementet er totalt miskrediteret.
Men lige meget hvor ihærdigt de forsøger at overbevise etablissementet om, at de ikke er farlige, så bliver de ikke for alvor accepteret. Tværtimod var kampagnen mod dem op til kommunalvalget i København massiv.
Hver gang Enhedslisten er blevet angrebet af etablissementet, hvad enten det har været i form af medierne eller Socialdemokratiet, har toppen af partiet forsikret om, at de skam ikke er så slemme. Et par dage før kommunalvalget skrev Pelle Dragsted i en kronik i Weekendavisen, som svar på skræmmekampagnen fra Berlingske Hus mod partiet: “Stille og rolige reformer, som vil gøre København til en by, der er billigere at bo i, og hvor borgerne har lidt mere tilbage til sig selv, når regningerne er betalt. Er det virkelig så farligt?” Line Barfod lovede, at dem som tjener penge på, at vi andre skal have tag over hovedet i København, naturligvis skulle “have et rimeligt afkast”, hvis partiet fik det som de ville.
Det siger alt om Enhedslisten: stille og rolige reformer, der giver borgerne “lidt mere” til sig selv og “rimelige afkast” til boligspekulanter. Intet om grundlæggende forandringer, intet om et opgør med eliten og hele det politiske system. Det er deres politik på et tidspunkt, hvor systemets krise har gjort det tydeligt, at der ikke er plads til reformer. De endte da også med at gå tilbage ved kommunalvalget. Men i stedet for at åbne op for en ærlig diskussion i partiet, om hvad der var gået galt, så udråbte ledelsen valgresultatet til en sejr med den begrundelse, at det var bedre end ved sidste folketingsvalg.
Pelle Dragsted forsøger at gøre Enhedslisten til Socialdemokratiet fra efterkrigsopsvinget. Problemet for ham er, at der ikke er et efterkrigsopsving, der giver råd til rigtige reformer, som kan forbedre arbejderklassens liv, men i stedet et kriseramt kapitalistisk system, der betyder nedskæringer og angreb. Partiet lever i en utopi, og det kan mange se. De er nået det samme sted som Socialdemokratiet med mange årtiers forsinkelse: De har accepteret kapitalismen og når man accepterer systemets præmisser, så må man også acceptere dets logikker.
Pelle Dragsteds strategi har været at forsøge at trække Socialdemokratiet til venstre, så Enhedslisten kunne blive en del af en fremtidig rød regering. Imens har Socialdemokratiet gjort alt hvad de kunne for at lægge afstand til Enhedslisten. Det efterlader Enhedslisten uden en rigtig strategi: de ønsker ikke at gøre op med det bestående og det bestående ønsker ikke at samarbejde med dem. Enhedslisten bliver mere og mere bare et parti, som alle andre, baseret på fokusgrupper og vælgeranalyser.
Partiet har på ingen måde formået at forbinde sig med den radikalisering, der har fundet sted. Vigtigst af alt valgte partiets ledelse samme side som den danske herskende klasse, på spørgsmålet om Palæstina, hver gang de blev tvunget til at vælge side. For ikke at afskrække det politiske etablissement stillede de sig aldrig utvetydigt på samme side som bevægelsen i solidaritet med Palæstina.
Enhedslisten har konstant bukket under for den “offentlige mening”, det vil sige den borgerlige presse. De har været de mest aggressive i forhold til Ukraine og stillede blandt andet forslag i EU om en våbenembargo: “Hver eneste patron. Hver eneste raket. Hver eneste mortérgranat, der produceres i Europa, skal sendes til Ukraine,” stod der i en udtalelse fra Enhedslisten.
Derudover har de det sidste år accepteret både EU og NATO samt oprustning med argumentet om, at Danmark må gå sammen med andre “demokratiske lande, som vi deler flest interesser og værdier med”, hvilket kræver ”at vi samlet set har et effektivt og velfungerende moderne forsvar. Og det skal Danmark naturligvis også solidarisk løfte sin andel af. Det kræver investeringer at genoprette forsvaret.”
Da ledelsen for partiet sidste år strammede grebet på et ekstraordinært stormøde, forlod gruppen Rødt Venstre partiet, ligesom mange medlemmer er forsvundet de sidste år, hvor partiet er gået fra 9.662 medlemmer ved toppen i 2019 til 8.395 i 2024. I efteråret 2025 brød Socialistisk Ungdomsfront (SUF) med partiet med begrundelsen om, at partiet var blevet “et nationalitistisk socialdemokratisk parti”, som er rykket mere og mere mod højre. Men dette brud har ikke vist konturerne til noget alternativ til venstre for Enhedslisten. Vakuumet på venstrefløjen er kun blevet større og større. Før eller senere vil det vakuum blive udfyldt, men her og nu åbner det store muligheder for at opbygge vores kræfter i Revolutionært Kommunistisk Parti. Muligheder som det er essentielt at vi griber med alt hvad vi har.
Der er et kæmpe lag af radikaliserede unge, der er begyndt at drage revolutionære konklusioner. Det er vores opgave at forbinde os med dem og vinde dem.
Solidaritetsbevægelsen med Palæstina viser, hvilken vrede og frustration der eksisterer. Enhedslisten spillede en elendig rolle og underminerede faktisk bevægelsen, men ingen andre politiske kræfter formåede for alvor at udfylde det politiske vakuum, der eksisterede. Det viser helt konkret behovet for at bygge de revolutionære kommunistiske kræfter nu. Der er et kæmpe lag af radikaliserede unge, der er begyndt at drage revolutionære konklusioner. Det er vores opgave at forbinde os med dem og vinde dem.
Avantgarden og vores opgaver
Vi står midt i et skift i verdenssituationen og i Danmark. Alt solidt fordufter. De gamle etablerede partier, institutioner og sandheder smuldrer. Men der er på nuværende tidspunkt ingen der tilbyder noget positivt alternativ. I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi de eneste, der kan vise en vej ud af kapitalismens blindgyde; vi er de eneste, som kæmper for, at arbejderklassen tager magten og planlægger økonomien under dens demokratiske kontrol. Men vi er stadig for små til at udfylde det vakuum der eksisterer.
Kapitalismen skaber en udbredt vrede og frustration, som på et tidspunkt vil slå ud i klassekamp. Den kan opstå som lyn fra en klar himmel som vi så det i Italien, der blev rystet af generalstrejker og millioner på gaden, i solidaritet med Palæstina, efter næsten 15 års stilstand i klassekampen. Vi må forberede os på, at noget lignende kan ske herhjemme.
Der eksisterer ekstremt favorable forhold for at bygge de revolutionære kræfter nu. Kapitalismen skaber hver dag nye medlemmer af den voksende avantgarde, hvis illusioner til det bestående er blevet brudt ned. De er vokset op i en tid med nedgang og forfald, hvor alting smuldrer. Alle de gamle idéer og fortællinger, som i høj grad er det, der limer samfundet sammen, er blevet nedbrudt af kapitalismen organiske krise.
Det er hvad der har formet bevidstheden hos avantgarden. De er åbne over for revolutionære kommunistiske ideer. De vil lave verden om. De vil organiseres. Det er vores opgave at sørge for, at de bliver det.
Det er systemet, som skaber grundlaget for at vi kan bygge et stærkt parti. Men det betyder ikke, at vi skal sætte os ned med hænderne i skødet og vente på at masserne bevæger sig. Jo stærkere vi står, når de brede lag begynder at rykke sig, jo større rolle kan vi spille. Og det er afgørende for udfaldet.
De sidste 15 år har skabt et lag af især radikaliserede unge, en avantgarde, der har draget revolutionære konklusioner, fordi de aldrig har oplevet andet et samfund i forfald og krise. I efteråret 2025, så vi Gen Z træde ind på historien scene i det ene land efter det andet. De processer, der ledte til disse revolutioner, er til stede i alle lande, også i Danmark. Afskyen og modstanden mod en politisk klasse af magthavere, der er korrupte og kun har deres egne interesser for øje. En politisk klasse, der forsvarer et system, der kun kommer en lille elite til gode, på bekostning af det store flertal. Det er præcis de samme følelser der eksisterer herhjemme.
Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Den kan ikke tilbyde det store flertal en værdig fremtid. De sidste 15 år har undermineret det relativt stabile grundlag for dansk kapitalisme, både økonomisk, politisk og socialt. Nu står vi midt i et nyt skifte. Det vil ryste bevidstheden i sin grundvold. Avantgarden vil vokse og blive yderligere radikaliseret. Den bevægelse og radikalisering, som vi lige nu ser komme til udtryk blandt unge, er et forvarsel om arbejderklassens fremtidige revolutionære bevægelse.
Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Den kan ikke tilbyde det store flertal en værdig fremtid. De sidste 15 år har undermineret det relativt stabile grundlag for dansk kapitalisme, både økonomisk, politisk og socialt. Nu står vi midt i et nyt skifte. Det vil ryste bevidstheden i sin grundvold.
Hvis vi får skabt et parti med rødder i ungdommen og arbejderklassen, bevæbnet med de marxistiske idéer, vil vi kunne reagere hurtigt, når klassekampen tager fart. Under de rigtige omstændigheder vil selv et relativt lille parti på kort tid kunne blive transformeret til en stor kraft, som vil kunne kæmpe om ledelsen af masserne. Det er hvad vi vil have mulighed for, hvis vi omfavner avantgarden og bygger nu.
For den herskende klasse føles det som de sidste dage. For os kunne der ikke være noget bedre tidspunkt at være i live på. For betingelserne for en socialistisk verdensrevolution har aldrig været bedre. Vi gennemgår den mest turbulente periode i kapitalismens historie. Vores erklærede mål er at forkorte denne historie så meget som muligt.
