RS Kongres 2018I weekenden den 17.-18. marts afholdt Revolutionære Socialister kongres i Københavns Nordvestkvarter. Det viste sig at kongressen blev den hidtil bedste i RS’s korte historie. Storkonflikten omkring OK18 satte sit stærke præg på kongressen, nu hvor klassekampen er kommet tilbage på dagsorden i Danmark, og vækker nye brede lag af befolkningen til politisk bevidsthed. Der har aldrig været en bedre tid at være revolutionær, end lige nu.

33 deltog, primært unge, i Revolutionære Socialisters kongres. Revolutionære Socialister har siden 2014 haft en beskeden, men støt fremgang. Fra 12 medlemmer i 2014 til over 40 ved starten af 2018. I de senere år har interessen for revolutionære marxistiske idéer været støt stigende, hvilket også er blevet reflekteret på internettet, hvor 2018 allerede har været et rekordår for marxist.dk, som er den hjemmeside, hvor RS og Marxistiske Studerende bringer deres marxistiske analyser af klassekampen i Danmark og udland.

Forlaget Marx

2017 var et endnu et rekordår for RS’s forlag, Forlaget Marx. Forlaget Marx brød for alvor igennem sidste år med bestselleren Den russiske revolution og borgerkrig – Da arbejderne tog magten. Bogen er i skrivende stund så godt som udsolgt, og vil i den nærmeste fremtid blive genoptrykt. Forlagets fremgang skal ses i relation til det større bogmarked og andre forlag, som er under pres i disse år, mens et nicheforlag med fokus på marxisme har fremgang. Forlaget Marx har mange nye udgivelser i støbeskeen til 2018 blandt andet en ny udgave af Hvad er Marxisme, en luksusudgave af det Kommunistiske Manifest, og ikke mindst en helt ny bog om Rosa Luxembourg til udgivelse i 2019.

Marxistiske Studerende

Revolutionære Socialister har for år tilbage startet det åbne studenternetværk Marxistiske Studerende. Også dette havde vokseværk i 2017. Oprindeligt var Marxistiske Studerende kun aktive på RUC, men har nu for alvor fundet udbredelse i København med nyopstartede grupper på KUA og CSS. Marxistiske Studerende kæmper for at få de socialistiske og marxistiske idéer tilbage på universitet, efter at der blevet drevet klapjagt på dem gennem den postmoderne bølge, der foregået siden midten af 1980’erne.

Marxistiske Studerende har oplevet en markant større interesse omkring netværket i de sidste par år, med en mødedeltagelse på mellem 20-60 deltagere pr. møde, hvor især marxistisk filosofi er et populært emne.

Socialisme er international eller ingenting

RS’s kamp for et socialistisk samfund kan på ingen måde være en isoleret kamp i lille Danmark. Socialisme er international eller intet. Derfor er RS med i den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), hvor IMT i øvrigt havde en repræsentant fra det internationale sekretariat med på kongressen. IMT består af 34 nationale sektioner, hvorfra Revolutionære Socialister er én af disse. IMT har haft stor fremgang i disse år, ikke kun med en større medlemsbase, men også med mange nye sektioner, der vil tilslutte sig IMT til den kommende tid. Her kan man nævne Norge, Polen, Paraguay og Nepal. RS og IMT’s fremgang afspejler en verdenspolitisk situation, hvor flere og flere mennesker indser behovet for en socialistisk revolution og ikke mindst behovet for at der sættes handling bag ordene.

OK18 og SNAS

Med den kommende storkonflikt, der starter den 4. april, er den lange klassefred slut i dansk politik. Siden 2008 har der været ufatteligt stille i dansk politik, hvis der ses bort fra den skarpe højredrejning med medfølgende racisme, særligt repræsenteret ved Socialdemokratiet og et utal af korruptionsskandaler. Nu er stilheden forbi. Christiansborg har erklæret krig mod arbejderne i den offentlige sektor, og når de er færdig med dem, risikerer den private sektor at stå for skud. Der er mange, der skal til at tage stilling i den kommende tid. Er de på arbejderklassens side eller på side med den mest korrupte generation af politikere i danmarkshistorien, der blindt følger diktatet fra embedsværket og de store spiller i det danske erhvervsliv?

Kampen om, hvilket samfund Danmark skal være, er hermed blæst i gang, og det blev også reflekteret på RS’s kongres. Diskussionerne var gode og seriøse, og mere konkret kom denne indstilling til udtryk i, at der blev samlet over 40.000 kr. ind. Det skal ses i forhold sidste års rekordresultat på 26.000 kr. Størstedelen af pengene kommer fra unge studerende, hvor hele deres SU gå til at betale den absurd høje husleje i Københavns området. Den imponerende indsamling repræsenterer derfor også et meget større økonomisk offer og en vilje til kæmpe for de socialistiske idéer.

Storkonflikten kommer til at fordre en meget hektisk tid, i den kommende periode. Revolutionære Socialister og Marxistiske Studerende tog for få uger siden initiativet til at oprettet et støttenetværk mellem studerende og offentlige ansatte under OK18 kaldet SNAS. Netværket er blevet mødt med positivitet og entusiasme ude på uddannelserne, både fra ansatte og studerende. Netværket er langt større og bredere end RS og forhåbentlig kan netværket spille en positiv rolle i den nært forestående klassekamp. Vi vil i hvert fald være at finde på frontlinjen, når regeringen slipper storlockouten løs.

Alt i alt var det den bedste kongres i Revolutionære Socialisters historie med stor seriøsitet og entusiasme. Der har aldrig været en bedre tid at være revolutionær. Der har aldrig været en bedre tid at være med i Revolutionære Socialister. Så hvad venter du på?