I forslaget til finansloven er der endnu en gang lagt op til massive nedskæringer på uddannelsesområdet. Oveni i de 2-procent besparelser (som i sig selv er mange penge), som allerede er vedtaget, bliver der forslået, at der skal spares yderlige 4,2 mia. frem til 2021. Det betyder, at eksempelvis professionsbacheloruddannelserne skal spare 1,8 mia. og Københavns Universitet skal spare 775 mio. I 2018 vil der blive sparet 6.000 kr. per gymnasieelev og 4.000 per erhvervsskoleelev.
Efter mange års udsultning af uddannelserne, kan der efterhånden stilles spørgsmålstegn ved hvor meget uddannelse elever og studerende reelt får, med så lidt undervisning, så lidt vejledning og så dårlige og nedslidte materialer og lokaler. Der er derfor et akut behov for at stoppe politikernes nedskæringsvanvid. Det var derfor så meget desto mere ærgerligt at Uddannelsesalliancens demonstration mod nedskæringer gik som den gik, for dem der var mødt op og som var parate til at bekæmpe nedskæringerne.
Vi må sige det som det er: Demonstrationen i går var skuffende. Fra demovognen på Nytorv i København fik vi at vide, at vi var 6.500 samlet og der på landsplan i alt var 10.000 på gaden. Det var langt færre deltagere end tidligere år og den gejst man har kunne mærke til lignende demonstrationer var der heller ikke.
Vi må også være ærlige og sige, at når man udråber det, at små 10.000 gik på gaden som en storslået sejr, så hjælper det ikke på kampen. Tværtimod, så ved alle godt, at det ikke er særlig mange, og at nedskæringer stadig ikke bliver trukket tilbage. Ved at lade som om det var en kæmpe sejr i sig selv, så risikerer man blot at skubbe folk væk fra sig.
Uddannelsesalliancen har da heller ikke planlagt andet end denne demonstration. I Marxistiske Studerende har vi støttet fuldt op om den. Men det er også klart, at den i sig selv ikke forhindrer nedskæringerne, hvilket er blevet bevist gennem én-dagsdemonstrationer gennem en årrække.
Velfærdsstatens forfald
Fra et marxistisk synspunkt er nedskæringer ikke en tilfældighed, men må anskues i et større billede. Vi bliver derfor nødt til at zoome lidt ud og se dem i forhold til det økonomiske system vi lever under – kapitalismen.
Nedskæringer på uddannelser er langt fra et nyt fænomen. De er blot en del af de bredere angreb på hele velfærdsstaten som blev opbygget i efterkrigsopsvinget. Hvis vi kigger på det over en længere periode, så er velfærden rent faktisk blevet reduceret løbende, siden den kapitalistiske verden blev ramt af den økonomiske krise i 1970’erne.
Lige siden har økonomien ikke kunne give den samme fremgang som tidligere og har derfor ikke kunne fungere som grundlag for udvidelses af velfærd, tværtimod. I denne periode af sin eksistens øger kapitalismens presset på arbejdende mennesker igennem forringelse af arbejdsforhold, dårligere løn og ikke mindst igennem nedskæringer på velfærden.
Siden den store økonomiske krise i 2008 er livremmen blevet strammet yderligere. På trods af, at vi lige nu lever i et såkaldt opsving, hvor regeringen regner med en årlig vækst på ca. 2 %, så bliver der stadig sparet og skåret ned. Arbejdere og unge mærker ikke noget til væksten, og tværtimod øges presset konstant, mens det udelukkende er overklassen der føler væksten.
Det er ikke resultatet af en enkelt regering eller politikers onde vilje. Det er derimod kapitalismens uomgængelige love der slår igennem. Virksomheder i Danmark konkurrerer ikke nationalt, men internationalt. De bliver derfor hele tiden nødt til at forsøge at sænke deres omkostninger. Det er den eneste måde de fortsat kan profitmaksimere og overleve i konkurrence, på et internationalt marked, som hele tiden bliver skærpet.
Når konkurrencen på verdensmarkedet bliver hårdere, så bliver uddannelse, fra et kapitalistisk synspunkt, en ”luksus”. Kapitalisterne skal kun bruge et vis antal mennesker med uddannelse. Alle der får en uddannelse og som efterfølgende som får et job hvor deres uddannelse ikke kan anvendes, eller bliver arbejdsløse, er for kapitalisterne penge ud af vinduet. Det er også derfor regeringen vil have færre uddannede. De mener, at færre skal på gymnasierne, færre skal have en lang videregående uddannelse og tilsyneladende også, at der skal være færre faglærte. Regeringen har i hvert fald fasthold karaktermuren på erhvervsuddannelserne og gør intet for at skaffe lærerpladser, som der pt. er 12.000 som mangler.
Hård kamp
Når denne periode bliver taget i betragtning så er det også klart, at det er ikke nemt at fjerne nedskæringer og endnu sværere at få positive reformer igennem. Da velfærdsstaten blev opbygget efter 2. Verdenskrig var det fordi arbejder-, men også elev- og studenterbevægelsen, var villig til at gå i kamp – og gik efter at vinde kampene - for at sikre arbejdere og unge et bedre liv. Samtidig voksede verdensmarkedet hele tiden og kapitalisterne havde derfor også et par krummer til overs, som de kunne ofre til arbejdere og unge.
I dag er begge disse elementer væk. Når både den etablerede arbejder-, men også elev- og studenterbevægelsen, går i aktion, så forbliver det oftest symbolsk og ledelsen vil helst hen til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt (hvor de heller ikke får noget igennem). Demonstrationen i går var af samme karakter, og med det lidt nedslående resultat, bliver det sandsynligvis (desværre) sidste gang i denne omgang, at ledelsen af elev- og studenterbevægelse forsøger at mobilisere unge på stor skala.
Det er også klart, at det er sværere at slå nedskæringer tilbage i en periode hvor kapitalismen ikke buldrer frem som tidligere, men derimod kun bevæger sig fremad feberagtigt. Det ville langt fra være nok at være et par tusinder samlet én enkelt dag. I stedet skulle man mobilisere ti- og hundredtusinder af unge i en lang kampagne, hvor elever og studerende forsøgte at forbinde deres kamp med arbejderklassen. Hvis kapitalistklassen skulle give virkelig indrømmelser, så skulle der føres en kampagne som ville ryste hele samfundet og i sidste ende true kapitalisternes magt. Frem for alt ville det vigtigste være at vise at man er villig til at kæmpe for at vinde. Ikke bare for at vise utilfredshed eller ”sende signaler”. Ingen unge har lyst til at være statister. Unge må være aktive deltagere i en reel kamp.
Fremadrettet
Den lille demonstration i går bør dog ikke demoralisere os. Der skal nok komme nye kampe, bevægelser og demonstrationer i fremtiden. Samtidig med, at god eller dårlig mobilisering, fra toppen af bevægelsen, spiller en stor rolle, så er det ikke det eneste element. En massebevægelse, hvor hundredtusinder deltager, kan ikke blot startets som ved at trykke på en knap på en maskine. Stemningen skal være der. Samtidig er der sikkert også en del unge som ikke længere gider at deltage i én-dags-demonstrationer mere, efter at have gjort det i årevis uden det har hjulpet noget synderligt.
I vores blok i Marxistiske Studerende i demonstrationen (se rapport) var der imidlertid en god energi og god stemning. Der var mange interesserede henne og snakke med os, og det var nemt at uddele vores materiale.
Når man snakker med unge generelt, er der masser der er utilfredse med situationen. Men mange ved ikke hvordan de skal vende deres frustrationer til noget produktivt. Lige meget hvilken regering der bliver valgt så bliver den samme politik gennemført. Den etablerede venstrefløj, især i form af Enhedslisten, minder mere og mere om Socialdemokratiet i deres guldalder, end et socialistisk alternativ. Samtidig giver de forskellige ungdomspartier heller ikke særlig meget entusiasme.
Flere og flere, især unge, kan godt se, at problemet ikke er den ene politiker eller en specifik form for politik der bliver ført. Problemerne har dybere rødder, og at det der er behov for er nogle grundlæggende og radikale forandringer.
I Marxistiske Studerende er vi derfor mere end optimistiske. Den nuværende situation vil ikke fortsætte. For os at se vil de sociale spændinger og modsætninger, som også findes i Danmark, før eller siden få et udtryk i form af en massebevægelse. Det er dét, der er vores fokus. Vi studerer marxisme og organiserer os i dag for at være forberedt på fremtiden. Vi vil gøre hvad vi kan i dag for at være så godt som muligt forberedt når unge og arbejdere begynder at gå i aktion på masseskala i fremtiden, så vi vil kunne forbinde en kommende massebevægelse med et perspektiv om et andet samfund – et socialistisk samfund.
Skriv til os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.