Tidligere var det politisk konsensus at stræbe efter, at langt de fleste skulle have en ungdomsuddannelse. Et af de mål, som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, i 2010, ønskede, at man skulle vurdere hende på, var, at hun ville kæmpe for, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en ungdomsuddannelse. Ligeledes var det et mål at få så mange klædt i studenterhuer som muligt. Uddannelse var drivkraften for, at Danmark skulle kunne klare sig i den internationale konkurrence, sagde man. Siden krisen har dette dog ændret sig markant.
Det er nu en officiel målsætning for regeringen, at der skal uddannes færre fra de højere læreanstalter. Vi overuddanner os, hedder det sig.
Der skal derfor spares op mod 9 milliarder på uddannelse og forskning. Heraf skal 2,3 milliarder komme fra nedskæringer på gymnasieskolerne. Ifølge undervisningsminister Ellen Trane Nørby kan det klares ved nedskæringer på administrationen. Det er dog svært at se, hvordan det skal lade sig gøre. Flere steder udgør de samlede udgifter til administration end ikke det beløb, som den pågældende skole skal spare.
[Læs også: Folkeskolereformen: "Jeg tror ikke politikerne ved hvor dårligt det går"]
Fyringsrunder
Udmeldingen må ses som et forsøg på at dække over det åbenlyse faktum, at det vil gå ud over kvaliteten. Langt størstedelen af gymnasiernes udgifter udgøres af lønninger. Ifølge Danske Gymnasier vil det betyde, at gymnasierne vil være nødt til at fyre hver 10. lærer. Særligt hårdt kommer dette til at gå ud over de små gymnasier samt gymnasier i Udkantsdanmark, der ikke har den samme fleksibilitet som de store. I første omgang vil de hårdest ramte formodentlig være løsansatte, som det er nemmest at komme af med og undvære.
De ansatte, der er tilbage, vil naturligvis skulle løbe hurtigere. På nogle gymnasier har der allerede været varslet, at de enkelte lærere skal påtage sig større mængder arbejde for at undgå fyringer. Det vil betyde, at lærerne vil have mindre tid til at forberede undervisningen. Resultatet heraf vil, ikke ulig tidligere angreb på folkeskolen, betyde dårligere undervisning og mindre tid til den enkelte elev. Selvom det enkelte gymnasium har en interesse i at beholde elementer, som kan tiltrække elever, da de ligger i konkurrence med hinanden, vil der formodentlig, ud over fyringer være nedskæringer på "unødig luksus" som studieture, musicals, lektiecaféer, hjælp til særligt udfordrede elever som f.eks. ordblinde osv.
Som det oftest ses med nedskæringer, har de en hård social slagside. Det vil i endnu højere grad end i dag være de svageste elever, der ikke vil være tid til, og hvis det er nødvendigt, vil dem med en mere privilegeret baggrund kunne betale sig til ekstraundervisning, lektiehjælp mm. Ligesom de borgerliges varslede karakterkrav på mellem 4-7, som der endnu ikke er enighed om, vil nedskæringerne have den effekt, at dele af samfundet udelukkes fra at tage bestemte uddannelser.
Klasseskel
I følge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut tilbage i 2012 var der i 2009 i gennemsnit en forskel på 2,9 karakterpoint mellem elever i øverste og nederste socialgruppe på det almene gymnasium. Det er en forskel, der er øget med 0,3 karakterpoint siden 2006, når man korrigerer for, at eleverne ikke har samme baggrund. I 2009 har øverste socialgruppe på stx (udgjort af 23% af eleverne) et gennemsnit på 7,8 på den nye karakterskala, mens nederste socialgruppe (39% af eleverne) får 4,9 i snit.
Med andre ord vil regeringen sortere arbejderklassens børn fra og lade borgerskabet regere på de højere uddannelser. En historisk tilbagerulning af den relativt lige adgang til uddannelse, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig gennem årtier.
Den 29. oktober demonstrerede over 40.000 elever og studerende i hele landet imod regeringens besparelser. Og vi så flere spontane eksempler på enhed mellem lærere og elever i forbindelse med arbejdsnedlæggelser og besættelser. Det er ligeledes åbenlyst, at gymnasie- og skoleeleverne, som ofte tidligere har kæmpet sammen, har præcis de samme interesser. Det er afgørende, at der etableres enhed mellem alle de grupper, som rammes af regeringens nedskæringspolitik. Det er ikke en holdbar vej blot at kæmpe for, at det ikke er ens eget område, der rammes denne gang. Svaret må være en konsekvent afvisning af regeringens politik.
Kampen om gymnasierne er ikke forbi. Indførelsen af karakterkrav må standses med alle midler. Én-dags demonstrationer som den 29. oktober kan i sig selv kun være et første skridt. Det må følges op, kampen bredes ud og intensiveres. Elev- og studenterbevægelsen må mobilisere til kamp. Ikke for alene at vise utilfredshed, men for at vinde. En sådan kamp kan under de nuværende omstændigheder let blive et startskud til en generel kamp mod selve systemet, den virkelige årsag til de stadigt tilbagevendende angreb.
Bragt i Revolution nr. 15 (dec.-jan. 2015/16)