Særtillæg: De 8,7 mia. som regeringen vil spare på uddannelserne de næste fire år, er ifølge Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Danmarkshistoriens største nedskæringer på uddannelsesområdet, både i absolutte og relative termer. Det er forskelligt, hvor hårdt de enkelte institutioner bliver ramt, men efter årevis med besparelser er uddannelserne så absolut ikke ”kornfede”, som ministeren påstår – tværtimod, er der skåret langt ind i benet.
Det seneste er, at regeringen vil finansiere flere politifolk, med massive besparelser bl.a. på gymnasierne!
Der har i forvejen været årlige besparelser på uddannelserne de sidste 15 år. Det betyder, at der på universiteterne er blevet sparet 25 procent pr. studerende siden 2010. Vi ved allerede nu, at de kommende besparelser vil betyde, at Roskilde Universitet (RUC) kommer til at skulle spare 12,5 procent af sit budget over de næste fire år, at det kan betyde en afskaffelse klasseloftet på gymnasierne, og ledelsen for Copenhagen Business School (CBS) har udtalt, at de muligvis vil være tvunget til at dreje nøglen om, fordi de ikke kan få økonomien til at køre rundt og allerede nu har de de facto indført en form for brugerbetaling.
Regeringen smadrer den almene uddannelse for det brede flertal, mens de har planer om at lancere eliteuddannelser til næste år, for overklassens børn. Regeringen har udtalt, at den har som ambition at færre skal tage en uddannelse. År efter år er der ikke bare blevet skåret ned på uddannelserne, men der er blevet indført den ene reform efter den anden for at strømline og ”effektivisere” og få de studerende hurtigere igennem. Den borgerlige regering fortsætter i virkeligheden, hvor den socialdemokratisk ledede regering slap. Det er tydeligt for alle elever og studerende, at de seneste mange års uddannelsespolitik har været med til at udhule uddannelsernes kvalitet og presse de studerende i ekstrem grad.
Det er derfor et positivt allerførste skridt, at 30 elev- og studenterorganisationer, samt (ungdoms)fagforeninger er gået sammen i initiativet ”Uddannelsesalliancen” og indkaldte til demonstrationen d. 29. oktober imod besparelserne.
Demonstrationen er indkaldt under følgende parole:
STOP MILLIARDNEDSKÆRINGER PÅ UDDANNELSE
HÆV KVALITETEN
INVESTER I FREMTIDEN
Det er paroler, vi går fuldstændig ind for. Men det er ikke er nok blot at stoppe de nuværende nedskæringer – der er skåret alt for meget ned over mange, mange år – uddannelserne har hårdt brug for tilført flere økonomiske midler med det samme. Regeringen påstår, at deres kommende eliteuddannelser hæver kvaliteten og investerer i fremtiden. Samtidig siger Venstre, at det alligevel ikke nytter at uddanne så mange akademikere til arbejdsløshed, så det derfor er bedre med bedre uddannelser for færre personer. Vi behøver svar på disse argumenter. Der er brug for et mere omfattende og bredere program i kampen for et godt og gratis uddannelsessystem for alle end det, som Uddannelsesalliancen fremsætter i ovenstående paroler.
Den nuværende periode
Det bliver nogle gange fremlagt som om, at regeringens angreb finder sted, fordi politikerne er ”onde”, dumme eller at det drejer sig om ren og skær ideologi. Det reducerer angrebene til et spørgsmål om vilje. Som nævnt er uddannelserne (sammen med resten af velfærden) blevet angrebet uanset regeringens farve de sidste mange år. Den virkelig årsag må findes i systemet: det er kollisionen mellem det kapitalistiske marked og sociale behov.
Den økonomiske krise, der ramte verden i 2008, betød et vendepunkt i hele den globale situation og en endnu mere intens kamp om markedsandele for de enkelte kapitalistiske nationer, Danmark inkluderet. Enhver regering er underlagt den økonomiske situation, nationalt og internationalt, og udsigterne for økonomien ser sorte ud. Uagtet intentionerne giver kapitalismens krise intet rum for positive reformer, i alle lande ser vi regeringer, uanset partifarve, skære ned, som markedet ”kræver”, som vi har set herhjemme med skiftende regeringer, og som vi har set det i resten af Europa.
Alle ”overflødige” udgifter – såsom almen uddannelse – bliver skåret væk i forsøget på at gøre de nationale kapitalister konkurrencedygtige. Når dimittendledigheden ligger på 25-30 % af alle akademikere, så er det spild af ressourcer, set fra kapitalisternes synspunkt, at uddanne unge, der alligevel ender i arbejdsløshedskøen. Mindre uddannelse betyder, at prisen på arbejdskraften (dvs. de fremtidige arbejdere) bliver billigere og det dermed giver danske kapitalister en konkurrencefordel.
Regeringen fører benhård klassekamp med besparelser ikke bare på uddannelserne, men mod arbejdsløse, børnehaver, sygehuse, flygtninge osv. Samtidig med at de planlægger skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste. Kampen mod besparelser på uddannelserne kan ikke adskilles fra den generelle klassekamp: hvem skal betale for krisen?
I efterkrigsopsvinget, der varede omkring 25 år, tilkæmpede arbejderklassen sig velfærdssamfundet, da kapitalisterne havde råd til at købe sig klassefred. Men det er ikke tilfældet nu. Tværtimod lever vi nu i det svageste økonomiske opsving nogensinde og alt peger på, at vi står overfor et nyt krak i verdensøkonomien (selv seriøse borgerlige økonomer som The Economist advarer om dette).
Så nedskæringerne ser ikke bare ud til at fortsætte, men med et nyt krak vil de blive yderligere intensiveret. Det er den situation, vi står i og over for.
Kampen må bredes ud
I en sådan tid er paroler som ”Hæv kvaliteten” og ”Invester i fremtiden” ikke nok i sig selv.
Selv hvis vi får trukket disse nedskæringer tilbage, så vil besparelserne i stedet ramme sygevæsnet, ældrepleje eller et tredje velfærdsområde. Vi skal derfor ikke kun bekæmpe disse konkrete nedskæringer, men opstille et langt bredere program for, hvilket samfund vi kæmper for. Programmet må udvides, og det samme er tilfældet for midlerne til at nå disse.
På nuværende tidspunkt er der intet andet planlagt end demonstrationen d. 29. oktober. Hvis det forbliver ved det, kommer det ikke til at stoppe nedskæringerne. Politikerne vil se ud af Christiansborgs vinduer og sige: i morgen er de væk. Erfaringen fra kampene mod nedskæringer i 00’erne var, at endagsdemonstrationer ikke er nok, og det var endda inden krisen ramte i 2008.
Det virker desværre til, at lederne for elev- og studenterbevægelsen lever i en anden tid, hvor det var muligt at udvide velfærden år efter år. Som forklaret lever vi i en fundamental anden periode, og det er nødvendigt at optrappe både politisk og også vores metoder. Vi må diskutere en plan for at fortsætte kampen mod regeringens besparelser og ikke bare lade det blive ved en enkelt dag.
Kæmp for socialisme
I de seneste år har der været stille. Politikerne har skåret ned, men der har ikke været de nogen større bevægelser. Men flygtningebevægelsen efter sommerferien markerede et brud med den situation og ændrede den politiske situation grundlæggende. Under overfladen har utilfredsheden og frustrationerne opbygget sig og politikerne håndtering af flygtningene, eller manglen på samme, blev dråben, der fik frustrationerne op til overfladen i demonstrationer og masser af aktivisme. Samtidig er politikertilliden historisk lav. Ved folketingsvalget i 2011 var tilliden til politikerne på 60 %, mens den nu er faldet til kun 28 % (tv2.dk, 11. juni 2015).
Vi står derfor også i en situation, hvor der er et enormt potentiale for massive sociale bevægelser. Der er enorme frustrationer blandt arbejdere og unge, og kampen mod uddannelsesnedskæringer kunne sagtens udløse endnu bredere bevægelser. Men for at det skal lade sig gøre, skal vi også turde gøre det, ved at vise vi kan gå forrest, er seriøse og har en langsigtet plan for, hvordan kampen kan vindes.
Det bliver tydeligt for flere og flere, at politikerne ikke har en løsning på problemerne, og at det er selve systemet der er problemet. Kapitalismen betyder nedskæringer, men det behøver ikke være sådan. Der er masser af ressourcer i verden, både økonomiske og menneskelige, til at vi kunne skabe et samfund med god velfærd, boliger og mad til alle, osv. Men det kræver et opgør med det kapitalistiske system, hvor der kun bliver produceret, hvad der kan tjenes profit på, og hvor al ”overflødig” velfærd som uddannelser, skæres væk. Vi kæmper for et socialistisk samfund, hvor det er flertallet, arbejderklassen, der overtager de vigtigste dele af økonomien og demokratisk planlægger og beslutter hvad og hvordan der skal produceres.