Vi bringer her udtalelsen "SUF, hvordan går vi fremad som revolutionær organisation", som de lukkede lokalgrupper SUF-Roskilde, SUF-Østerbro og SUF-GSV-GLT stillede på SUFs landsmøde i påsken. SUFs ledende lag har konsekvent afvist at svare på udtalelsens politiske kritik. På landsmødet blev den kun debateret med to minutter for og to minutter imod. På den måde lykkedes det for det ledende lag at få nedstemt udtalelsen og fortsætte højredrejningen.

Generel situation – radikalisering
Det er fuldstændigt klart at der er en øget venstredrejning og klassekamp i det danske samfund. Det sidste halve år har der været op til 100.000 deltagere til forskellige demonstrationer, og der har været en meget aktiv fristedsbevægelse, hvor der både har været gentagende demonstrationer, gadekampe og BZ-aktioner. De offentlige ansatte har været i store strejker, og mange gymnasier har været besatte under de nedskæringer som er kommet på uddannelsesområdet. SUF har kæmpe muligheder i disse kampe hvor unge søger efter ideer der kan gøre op med den stigende ulighed, racismen og de mange nedskæringer. Der har været masser af SUF’ere i disse bevægelser, men det har været problem at SUF som samlet organisation ikke er kommet med et perspektiv og samlet sig om kampen. Vi mener at vi skulle havde ført en mere koordineret kamp, hvor vi havde diskuteret kampene og fundet et fælles revolutionært perspektiv.

Vi skal være loyale mod bevægelserne på den måde at vi kæmper sammen med vores klassekammerater, kolleger osv. Men vi skal ikke være loyale overfor ledelsen i disse bevægelser, når de ikke fører kampen videre, som vi desværre synes ledelsen i SUF har været, hvor man ikke må rejse kritik når f.eks. ledelsen i DGS fuldstændig ignorerer hvad et stormøde har besluttet om at kampene skulle fortsætte efter demonstrationen 2. oktober. Vi skal være med i kampene, koordinere vores arbejde, og forklare hvordan vi mener kampene kan vindes, hvordan den kan fortsættes når nedskæringerne ikke trækkes tilbage når nu arbejderklassen mobiliserer til massedemonstrationer. Og vi må igennem vores egne materialer forklare hvorfor vi kæmper for et socialistisk samfund, hvor økonomien demokratisk planlægges, og produktionen indrettes efter flertallets behov og ikke et lille mindretals jagt på profit, så vi kan få et samfund uden nedskæringer, krige og miljøsvineri, med ungdomshuse nok, uden undertrykkelse osv. På den måde kan vi få endnu flere socialister og dermed SUFere, og det er der brug for hvis vi skal vinde flertallet for en socialistisk revolution.

2008 ser ikke ud til at blive mindre fyldt med klassekamp. Til foråret skal de offentligt ansatte have ny overenskomst, og de kræver helt rimeligt højere løn. Men som helt forvente ser det ikke ud til at arbejdsgiverne vil give sig. Politikerne på Christiansborg siger de ikke har noget at gøre med overenskomsterne, men det er løgn. Det er regeringen der er arbejdsgivere for de ansatte i staten, og dem der bestemmer hvor mange penge kommunerne skal have.

Det er oplagt for SUF at deltage både op til afstemningen om overenskomsten samt hvis (når?) der bliver storkonflikt. Vi må være en del SUFere ansat i den offentlige sektor, og ikke mindst er vi mange elever og studerende. Det er oplagt at bruge dette til at kæde ungdommens kampe mod nedskæringer sammen med perspektivet om at kun arbejderklassen kan stå i spidsen for revolutionen. ”Modsætningerne mellem kapitalmagten og lønarbejderne er som tidligere grundlag for de sociale uligheder og helt skæve magtforhold i samfundet. Derfor har det store flertal grundlæggende interesse i at ændre samfundet fundamentalt” (citat fra SUF’s minimumsprogram).

Kvindekamp
Efter at kvindekampen i nogle år har været rimelig fraværende, ser det nu ud til at ulighederne mellem kønnene igen er begyndt at blive sat på dagsordenen. Det er rigtig godt. Men det kan gøres på mange måder. Mange såkaldte feminister har f.eks. fremhævet et hovedkrav om flere kvindelige direktører, andre, og det mener vi desværre også er sket i SUF har fremhævet spørgsmålet om kønsroller og kønslig identitet. Vi mener ikke at nogen af disse reelt kan løse spørgsmålet om kvindeundertrykkelse, fordi det glemmer klasseperspektivet. Kvindelige topchefer skal stadig fyre kvindelige arbejdere, og kønsroller skabes ikke ud af det blå, men er et produkt af det samfund vi lever i. Som det flere gange er blevet vedtaget i SUF hænger kvindekamp og klassekamp uløseligt sammen. Vi må kæmpe imod kvindeundertrykkelse, men med et klasseperspektiv. Det er ikke kvindernes kamp alene, kvindeundertrykkelsen bruges også til udbytning af de mandlige arbejdere – derfor er det en fælles kamp, og SUF må gøre alt for at involvere flest mulige unge og arbejdere i denne kamp, uanset køn. Vi mener at separatistiske kønsgrupper, kønsopdeling af talerlister o.l. i stedet skaber skel mellem kønnene, frem for at nedbryde dem.

Hvordan vi opdrages og tænker, og der er ingen tvivl om at kvinder opdrages til i højere grad f.eks. at holde sig fra talerstole, kan ikke adskilles fra de samfundsstrukturer der eksisterer. Derfor er kampen mod kvindeundertrykkelse en kamp mod de kapitalistiske samfundsstrukturer, som grundlaget for at al opdragelse, selvopfattelse, kønsforståelser (og fordomme) virkelig kan ændres.

Det er klart af en organisation som SUF også afspejler samfundsforholdene, vi skal selvfølgelig gøre hvad vi kan for at alle uanset køn, hudfarve og andet har mulighed for at deltage i debatterne hvis de ønsker det. Men det gøres ikke ved at gøre f.eks. kvinder til ofre og mænd til pr. definition undertrykkere, det gøres ved at ruste alle medlemmer bedst muligt gennem skoling, politiske diskussioner og handling der giver selvtillid.

Overenskomsterne her til foråret er en oplagt mulighed for at sætte kvindeundertrykkelsen på dagsordenen, fordi de fleste offentligt ansatte er kvinder, på en måde der involverer langt flere end dem der tør og vil bade med bare bryster i en svømmehal. Her kan vi rejse krav om lige løn, nedsat arbejdstid for alle, kønsarbejdsdelingen, opdragelsen, socialiseringen af huslige opgaver såsom børnepasning, ældrepleje, madlavning osv. og vi kan kæde det sammen med de mandlige arbejdere og appellere til at de privatansatte går med i kampen.

Internationalt
Den stigende klassekamp og radikalisering er ikke kun noget vi ser i Danmark. Kapitalismen er global og det er klassekampen også. Især i Latinamerika er der en venstredrejning, med lande hvor arbejdere, unge og fattige bønder går direkte imod USA og korrupte højreorienterede ledere. Det er en sammenhængende proces i Latinamerika og hele verden, hvor bevægelser i et land har påvirkning på bevægelser i de andre lande. Socialisme kan ikke være national, derfor er det vigtigt at vi i SUF diskuterer udviklingen internationalt, og støtter de bevægelser og kampe der er progressive, og også kommer med vores bud på vejen frem.

Vi må være revolutionære internationalister både i ord og handlinger og konkret støtte revolutionære bevægelser som den i Venezuela og lave kampagner om dem herhjemme. Hvad end man synes om den russiske revolution, fik den en enorm effekt i hele verden, med revolutionære bevægelser i flere lande efterfølgende, og det var før billige telefoner, internet osv. En succesfuld socialistisk revolution i bare ét land, vil have enorm effekt, og det må være vores opgave at kæmpe for at den så ikke bare forbliver i ét land.

Nu blev det jo desværre ikke diskuteret på sidste stormødet, hvilket var reelt nok, da valget var vigtigere. Men den debat der skulle have været sat i gang efterfølgende er heller ikke blevet startet. Ledelsen skrev i sin beretning til stormødet at ”man kan dog ikke snakke om en generel venstredrejning i Latinamerika, da forskellene landene imellem er for store...”. Det mener vi er fuldstændig forkert, blandt arbejdere, bønder, fattige osv. sker der en venstredrejning i hele Latinamerika, og den er ekstremt vigtigt, og en vi må støtte. Derudover skrev ledelsen at ”Vi må desuden forholde os kritisk til de indgreb i borgerrettighederne, som undertiden foregår. Også og muligvis især i de mest progressive lande.” Det mener vi er en forkert tilgang til hele sagen. Ja vi må kritisere. Men først og fremmest må vi støtte ethvert skridt i en progressiv retning, imod ethvert angreb fra imperialismen. Derefter m vi forklare hvilke skridt vi mener der må tages efterfølgende, som f.eks. at det er nødvendigt at nationalisere økonomien, og hvordan et socialistisk demokrati opbygges, for derudfra at kritisere alle skridt der går væk fra et socialistisk demokrati.

Kapitalismen har medført imperialisme, hvor forskellige stormagter strides om markedsandele, kontrol med olie osv. med katastrofale konsekvenser til følge, det kan man f.eks. se i Irak.

EU blev dannet med det formål at styrke de europæiske kapitalisters imperialistiske interesser. Derfor kan EU ikke reformeres indefra, SUF må kæmpe for et socialistisk Europa, ikke en reform af EU.

I Irak og Afghanistan er USA\'s imperialistiske krig fortsat. I begge lande er danske tropper stadig tilstede som en destabiliserende faktor i forhold til freds og genopbyggelsesarbejdet. Det vigtigste krav i vores anti-krigs arbejde, må derfor stadig være en tilbagetrækning af alle koalitionens tropper samt en tilbage sendelse af alle Nato tropper i området.

Både irakerne og Afghanerne skal derefter tage kontrol over produktionsmidlerne og indfører socialisme, da dette er den eneste måde at sikre reelt demokrati.

For at sikre videre genopbygning skal den tidligere besættelsesmagt i Afghanistan forpligte sig til at opkøbe det opium som landet producerer, samt hjælpe med omdannelsen af opiums plantager til fødevare fremstillende plantager. Ved at ødelægge opiums plantager stopper man ikke opiums produktionen men kaster blot den afghanske bonde ud i fattigdom.

Efter Hizbollahs krig mod Israel og deres efterfølgende sejer til det libanesiske valg, samt Hamas overtagelse i Gaza står reaktionære islamistiske kræfter nu stærkt i regionen. Dette skal dog ikke ses som et signal for at de arabiske folk er blevet mere religiøse. Men som et tegn på at de arabiske folk ønsker en mere aktiv og aggressiv modstandskamp mod zionistisk undertrykkelse. Det er derfor vigtigt at PFLP eller en anden socialistisk bevægelse igen kommer til at stå som en hovedfaktor i den palæstinensiske modstandskamp. Og derved viser et reelt alternativ til islamisk.

Økonomi
Det begynder for alvor at blive klart at vi nu bevæger os ind i en lavkonjunktur. Den svingende økonomi og tabene på aktie markedet får allerede økonomer til at prædike mådeholdenhed i forhold til arbejdernes krav. Og til trods for at man hævder dette kun bliver en mildere økonomisk krise. Har statsministeren selvfølgeligt sluttet sig til råbe koret der ikke mener at arbejderne bør forvente mere i løn. Under disse omstændigheder er der for alvor brug for en stærk og samlet fagbevægelse til at modstå arbejdsgivernes krav om lavere løn og flere arbejdstimer. Arbejdsgiverne har de sidste år kunne høste overskuddet af arbejdernes arbejde. Der er derfor masser at tage af før man nægter tiltrængte lønstigninger til arbejderne.

Ved en ressecion i økonomien som den vi kommer til at se i den kommende tid bliver behovet for et alternativt økonomisk system for alvor synligt. Og det må derfor fortsat være SUFs hovedfokus at kæmpe for en overgang fra markeds til planøkonomi.

Valget – en socialistisk valgkamp
En af de vigtigste politiske begivenheder den seneste tid var valget, også selvom vi kæmper imod det borgerlige parlament. Hvem der sidder i regering har stor indflydelse på almindelige menneskers hverdag. Valgkampe er en delkamp i kampen for et socialistisk samfund, med socialistisk demokrati. Trods de mange bevægelser den seneste tid blev Anders Fogh og den borgerlige regering genvalgt.

Det mener vi ikke, er fordi folk synes den borgerlige regering fører en god politik, men fordi mange havde svært ved at se hvad alternativet skulle være.

Vi må erkende at Enhedslisten gik tilbage. Enhedslisten stillede sig mellem to stole, på den ene side var de ikke et troværdigt alternativ som nogen der reelt kunne påvirke en ny regering, på den anden side fremsatte de heller ikke et reelt alternativ om et socialistisk samfund. SUF lavede som tidligere fælles valgkamp med Enhedslisten. Ledelsen skriver på hjemmesiden at vi lavede den fedeste valgkamp, men det forklarer ikke hvorfor Enhedslisten alligevel gik tilbage. Vi kan ikke bestemme hvad Enhedslisten skal sige i sin valgkamp. Men i SUF kan vi bestemme hvad vi selv vil sige. SUF må føre en selvstændig valgkamp for Enhedslisten, der ikke bare forklarer socialisme som omfordeling af skatterne, 100% vedvarende energi eller lignende. Men som forklarer at alle de mange bevægelser ikke kan få opfyldt deres krav af de borgerlige, og vi derfor vil have en ny regering, men som samtidig forklarer at Folketinget reelt ikke bestemmer over økonomien, som der står i SUF’s minimumsprogram; ”Reel socialisme kan ikke skaffes ved at man bare forsøger at skaffe sig et flertal i et parlament og derved tro man kan nedstemme borgerskabet og langsomt erstatte kapitalisme med socialisme. Tværtimod må folk på arbejdspladserne, uddannelsesstederne, i boligområderne m.m. aktivt stille krav i hverdagen om mere indflydelse og selvforvaltning samt danne alternative strukturer, der kan gå op imod den herskende klasse.”

Derfor brug for SUF
SUF blev dannet for at samle den unge revolutionære venstrefløj, på et rigtig godt program, og det er der brug for! Desværre har der været en tendens til at programmet i højere og højere grad bliver noget der står på vores hjemmeside, men som glemmes i vores konkrete arbejde i elevråd, velfærdsbevægelser, valgkampe og kampagner.

Og samtidig har den samlede nationale aktivitet fra SUF været nærmest fraværende. Der er blevet gjort en masse godt stykke arbejde rundt omkring i landet, mens kampagnerne fra landsorganisationen ikke er kommet i lang tid, hvilket også blev stærkt kritiseret på sidste stormøde.

Vi vil have et SUF der forsvarer vores program, der laver nationale kampagner. Vi vil have et SUF hvor politikken bliver det væsentlige. SUF er som det blev vedtaget på det stiftende møde kun et middel og ikke målet. Derfor er det vigtigste for SUF også de politiske diskussioner og kampagner. I stedet har ledelsen brugt en masse tid og energi på internt fnidder og lukke lokalgrupper, og skabt et klima hvor det er meget svært at komme med politisk kritik af ledelsen uden at blive kaldt alt muligt. Ledelsen har ”løst” uenigheder med organisatoriske midler, såsom lukningen af lokalgrupper, i stedet for at diskutere uenighederne politisk. Det er den sikre vej til at smadre SUF fuldstændig.

Derfor må vi have en anden ledelse. Det er nødvendigt hvis SUF skal fortsætte med at eksistere som en revolutionær organisation og blive endnu stærkere. Der er brug for SUF. Der er grundlæggende to veje for SUF nu politisk – enten kan SUF tage en vej hvor programmet ikke bruges i det konkrete arbejde og kritik lukkes med organisatoriske midler, hvilket vil føre til at SUF smadres, eller også kan vi diskutere den kritik der har været seriøst, diskutere vores politiske program og konkrete paroler demokratisk og retter de problemer der har været – det er en revolutionær vej der vil styrke SUF.

Motivation:
Dette er skrevet efter diskussioner mellem de lokalgrupper, der blev truet med lukning, hvoraf nogle blev lukket.

Det er skrevet på baggrund af utilfredshed med ledelsens politiske linie, der også giver sig udslag organisatorisk. Som flere ledelsesmedlemmer selv har skrevet i debatten, så hænger politik og organisering sammen. Udtalelsen er skrevet som er et samlet perspektiv for SUF, hvilket vi mener er helt afgørende for en revolutionær organisation. Dette står i modsætning til ledelsens beretning, hvor den politiske analyse og det politiske perspektiv er fuldstændig fraværende.

Ledelsens beslutning om at lukke 5 lokalgrupper hvis ikke de makkede ret var det der fik os til at gå sammen, men vi har i længere tid haft en kritik, som den der blev rejst fra mange sider på aktivitetsmødet og senere i interne debatter, af manglende kampagner fra ledelsen, ingen selvstændig valgkamp o.l.

Vi mener at SUF nu står overfor et afgørende valg. Der er to veje at gå; en reformistisk eller en revolutionær. SUFs ledelse har valgt den reformistiske, og f.eks. overhovedet ikke nævnt perspektivet om socialisme i vinterkampagne materialerne. Vi mener at SUFs eneste eksistensberettigelse er at kæmpe for minimumsprogrammet, at forklare dette til almindelige unge og arbejdere, dvs. at fremføre et socialistisk perspektivt, en revolutionær politik.
Derfor opfordrer vi alle SUFere til at tage dette valg seriøst, stemme imod ledelsens beretning, og vedtage denne udtalelse.

Fortsætter ledelsens politiske linie i SUF, betyder det at SUF bliver overflødig, at det bliver et ”lidt mere pink SFU”. Vi har brug for en ægte revolutionær ungdomsorganisation i Danmark – og det mener vi skal være SUF.

Ledelsens beslutning om at true 5 afdelinger med lukning, var dråben der fik bægeret til at flyde over, nu må vi have en ny ledelse i SUF.

Stillet af:
SUF GSV-GLT, SUF Roskilde, SUF Østerbro, Laura Tholstrup Larsen (Vestegnen)