I Påsken afholder Socialistisk Ungdomsfront (SUF) Landsmøde. Det bliver et afgørende stormøde, måske det vigtigste i SUFs historie.
Det bliver her SUFs fremtid afgøres. Fortsætter SUF den nuværende (og tidligere) ledelses politiske kurs er der ingen fremtid for SUF som revolutionær organisation. Valget står mellem et reformistisk eller et revolutionært SUF.

Højredrejning
SUFs ledelse har det sidste års tid drejet SUF til højre, længere og længere ind på en reformistisk kurs. SUF kæmper for socialisme og revolution ifølge SUFs rigtig gode program, men det er til gengæld noget man må kigge langt efter på SUFs hjemmeside, kampagnematerialer, i valgkampen osv.

En ting er, at ordet socialisme ikke indgår, det vigtige er ikke ordet, men perspektiverne for kampene, og hvordan arbejdere og unge får opfyldt deres krav. Men her er løsningerne gennemreformistiske; vi skal tage fra de rige og bruge statens overskud. SUFs ledelse har mistet klasseperspektivet og overser fuldstændig, at dansk økonomi er på vej i krise, og at statens overskud på ingen måde kan give alle offentligt ansatte højere løn, og forbedre velfærden.

Men hovedproblemet er i virkeligheden, at SUFs ledelse ikke fremlægger sin politik åbent. Den har ikke lavet en politisk beretning, den har ikke sat beretningen på dagsordenen til Landsmødet og den har ikke stillet nogle politiske udtalelser, eller andre politiske forslag.

En ledelse er demokratisk valgt til at lede organisationen, og skal selvfølgelig kunne stilles til ansvar for, hvad den har gjort og sagt, så medlemmerne kan afgøre, om det er den kurs, de ønsker at fortsætte. Det er dybt udemokratisk, at en ledelse ikke fremlægger sine politiske ideer så medlemmerne kan tage stilling til om deres politisk valgte repræsentanter har gjort hvad de blev valgt til. Socialister organiserer sig for at kunne handle samlet og vise en vej frem. Uden en ledelse med et perspektiv kan organisationen ikke handle, men bliver løsrevne individer, uden den samme kraft, hvilket er det fuldstændig ødelæggende for en revolutionær organisation.

Medlemmerne af SUF må kræve, at ledelsen åbent fremlægger sin politiske beretning og sine perspektiver for SUF, og kræve at disse diskuteres på stormødet, så medlemmerne selv kan tage stilling til om ledelsens kurs er den rigtige.

Det vigtigste stormøde i SUF
SUF er stadig en forholdsvis ung organisation, og siden dannelsen har der foregået en kamp mellem forskellige fløje om, hvad SUF skal være. Den reformistiske fløj har de seneste år fået mere og mere magt, som blev kraftigt styrket med eksklusionerne af den organiserede opposition sidste forår. På landsmødet i påsken bliver SUFs fremtid måske endeligt afgjort, og det defineres hvorvidt SUF skal fortsætte som en reformistisk eller revolutionær organisation; kan ledelsen og det ledende lag få fastholdt deres retning, er SUF blevet ”endnu” en reformistisk organisation.

Det er klart, at dette valg ikke står tydeligt; der er ikke to udtalelser, der skal stemmes om; en der siger at SUF skal være reformistisk, og en der siger at SUF skal være revolutionær. Ingen fløje i SUF vil kalde sig selv reformistisk, men reformisme handler ikke om, hvad man kalder sig selv, men om hvilke ideer man fremsætter og hvordan man handler.

Valget og afgørelsen bliver derfor ikke klart, men vil udtrykke sig i en række debatter og afstemninger.

Til Landsmødet har folk fra det ledende lag stillet en række forslag der, hvis de vedtages tilsammen, vil være med til at trække SUF endnu mere til højre, end ledelsen har gjort det sidste år, og cementeret SUFs overgang til en reformistisk organisation. Mod disse forslag har SUFere omkring Venstreoppositionen stillet en række forslag, der kan fastholde og styrke SUF som en revolutionær organisation.
Der er to temaer på Landsmødet, det ene er bevægelsesarbejde. Ledende SUFere har stillet forslag om, at man fortsat skal arbejde ”loyalt i bevægelserne”. Men de sidste år har vist, hvad dette i praksis betyder. Det betyder, at SUF som organisation indordner sig under den siddende ledelse i bevægelserne, det være sig elev- og studenterbevægelsen og fagbevægelsen.

Revolutionær loyalitet er loyalitet overfor eleverne, de studerende og den danske arbejderklasse.

Et godt eksempel er de seneste nedskæringer på bl.a. gymnasierne. Den borgerlige regering trak halvdelen af nedskæringerne på uddannelserne tilbage, hvilket betyder, at der stadig skal skæres en halv procent. Dette har DGS’ ledelse udråbt som en sejr. Nedskæringer på en halv procent kan absolut ikke kaldes en sejr, tværtimod. Nedskæringerne har stået på i mere end et årti, og smertegrænsen er nået. Men hvad gør ledende SUFere? De bakker DGS’ formand Gry Möger Poulsen op i at elevbevægelse og partipolitik ikke skal blandes sammen, i stedet for at organisere kamp mod nedskæringerne.

Det er loyalitet som det ledende lag i SUF forstår det.

Loyalitet, som vi forstår det, er loyalitet overfor eleverne; at SUF går imod disse nedskæringer, organiserer alle sine mange gymnasieelever og folk i DGS til en opposition, der rejser kravet om, at DGS må indkalde elever til et fælles møde og diskuterer, hvordan nedskæringerne kan fjernes, og som på organiseret rejser debatten på DGS’ landsmøde her i foråret, og at DGS ledelse gør hvad de er valgt til; at lede elevernes kamp for bedre forhold.

Det andet tema på stormødet bliver kvindekamp. Her har SUF tilbage tidligere vedtaget nogle udmærkede udtalelser, der slår fast, at kvindekamp og klassekamp er uløseligt forbundet, og at kvindernes frigørelse hænger sammen med kampen for et socialistisk samfund. Det er lige præcis den linie som SUFere tilknyttet Venstreoppositionen fremsætter i en udtalelse.

Denne linie har SUF de seneste år bevæget sig længere og længere væk fra, og til dette Landsmøde er der to forslag fra SUFs kvindegruppe, der bygger på en idealistisk analyse af spørgsmålet. Kvindegruppens løsningsforslag er kønskvotering, separatistiske grupper o.l. Men den eneste vej til kvindes frigørelse er en fælles kamp fra arbejderklassen imod alle former for undertrykkelse, kampen for et socialistisk samfund. I praksis har separatismen i SUF vist, at det har betydet at en gruppe kvinder i SUF ukritisk kan udvikle og fremføre ideerne om separatisme, kønskvotering o.l., og idealistiske diskussioner.

Et andet forslag fra det ledende lag er, at SUFs eksterne blad Frontalt skal nedlægges, hvilket ville være fuldstændig fallit.

Det er rigtigt, at Frontalt ikke har kørt særlig godt, men løsningen er absolut ikke at nedlægge bladet. Grunden er, at der har været mere fokus på form og farver end på de politiske ideer.

For enhver revolutionær organisation er det afgørende at have et organ, hvorigennem organisationen kan forklare sine ideer, skrive nyheder som de borgerlige medier ikke vil tage op, og skole sine medlemmer. I stedet for at nedlægge Frontalt burde bladet opgraderes til at komme oftere, have et klarere socialistisk indhold, og formålet burde diskuteres og klargøres i hele SUF. På den måde kunne Frontalt blive et redskab til at opbygge SUF, vinde nye socialister til SUF og skole alle nye (og gamle) medlemmer i hele organisationen.

Efter valget skød SUFs ledelse skylden for valgnederlaget på de borgerlige medier. Det er klart, at de borgerlige medier ikke fungerer i socialisternes tjeneste, men i det kapitalistiske samfunds tjeneste. Netop derfor er det afgørende for revolutionære at have sin egen uafhængige presse, og det er nødvendigt at diskutere hvordan denne mest optimalt bruges til at fremme revolutionen.

SUFs ledelse forsøger at skjule, at SUF trods medlemsfremgang ikke er en stærk organisation. SUFere landet over desillusioneres af manglen på politisk perspektiv og national koordineret handling, og det faktum, at den tidligere kasserer kunne begå underslæb på omkring 100.000 kroner, er et symptom på en organisation i krise, ikke en stærk organisation. Det er tegn på et SUF uden et ledelse der fører organisationen fremad og som har styr på hvor SUF er på vej hen og hvordan SUF vokser som revolutionær organisation. I stedet for at bygge SUF, lukker ledelsen aktive afdelinger – den vil hellere se et ødelagt SUF, end at de revolutionære ideer vinder flertal.

Valget står altså mellem et SUF, der blindt følger ledelserne i elev- og fagbevægelsen, der ikke udkommer med sit eget blad, der mener at kvindekamp kæmpes gennem kønskvotering. Et SUF som derudover ikke synes, at man skal forklare hvorfor et socialistisk samfund er nødvendigt, men bare kæmpe for opnåelige reformer her og nu – så kan revolutionen måske komme engang ude i fremtiden. Det er reformisme; når man ikke forbinder de daglige krav med kampen for socialisme.

Men det betyder den sikre død for SUF. SUF har formået at vokse sig stort, fordi det var den eneste organisation, der fremførte et revolutionært socialistisk program. Men vælger SUF at videreføre ledelsens linie om, at programmet om socialisme ikke er noget, man reelt taler om og kæmper for, så er SUF blevet et mini-SFU. Forskellen er bare, at SFU (og DSU) har rødder og traditioner blandt ungdommen og arbejderklassen, det har SUF ikke.

Uden et klart revolutionært program har SUF ingen eksistensberettigelse, og vil blive overflødig. Hvilken vej SUF vælger handler altså om SUFs overlevelse, og om hvorvidt der skal være en ungdomsorganisation, der kæmper for socialisme og som derfra kan bygge rødder og traditioner blandt ungdommen og arbejderklassen.
Umiddelbart ser valget let ud, men spørgsmålet er, om SUFs medlemmer overhovedet får lov til at diskutere SUFs fremtid demokratisk. Allerede nu kan man se, hvordan de sidste års udemokratiske manøvrer er sat i gang med fornyet kraft.

Det ledende lag manøvrerer
Det står helt klart at ledelsen og laget omkring dem vil gøre alt for at hindre at dette stormøde kommer til at foregå demokratisk.
Tidligere ansatte i SUF, tidligere og nuværende ledelsesmedlemmer samt andre ledende SUFere har startet en underskriftindsamling for at forhindre diskussion og afstemning om et forslag, som SUFere med tilknytning til Venstreoppositionen har stillet om, at de 29 ekskluderede marxister skal genoptages i SUF. Et forslag de har fuld ret til at stille ifølge vedtægterne. Men de ledende SUFere stoler åbenbart ikke på egne argumenter imod forslaget, men har valgt at ty til en manøvre, som er ”ulovlig” ifølge vedtægter og lignende.

På samme måde har ledende SUFere stillet en udtalelse rettet imod Venstreoppositionen. Det eneste formål med udtalelsen er, at forsøge at få et flertal af SUFere til at fordømme, de helt legitime holdninger hos et mindretal, og isolere dem, så man til sidst kan få dem helt ud af SUF, præcis samme taktik som blev brugt imod Socialistisk Standpunkt op til eksklusionerne.

Men dette er ikke et nyt fænomen, men en fortsættelse af metoder, der desværre er blevet helt normalt i SUF, hvor ledende SUFere forsøger at få sin politik igennem, ikke ved åben og ærlig diskussion, men gennem bureaukratiske manøvrer.
Som vi flere gange har forklaret, så er bureaukratiske manøvrer som en lavine, der ruller og ikke kan stoppes. Disse manøvrer fik for alvor momentum efter den første eksklusionssag, hvor ledende SUFere tabte eksklusionssagen mod 15 marxister. Da ledelsen indså den havde tabt med semi-demokratisk midler, blev det tydeligt, at ville de have deres ting igennem, måtte de ty til hårdere midler. Herefter fulgte det slag i slag; løgne, stjålne og manipulerede dokumenter og breve, bagtalelser, hemmelige grupperinger, trusler, kammeratlige samtaler osv.

Efter eksklusionen af de 29 marxister sidste forår sagde de ledende SUFere, at nu var alt fryd og gammen, SUF skulle nu gå samlet fremad, og kunne igen fungere demokratisk. Men vi sagde dengang, at nok kunne de smide alle medlemmer af fraktionen Socialistisk Standpunkt ud af SUF, men vores ideer kunne de ikke smide ud, og demokratiet ville kun blive opretholdt så længe ingen kritiserede ledelsen. Dette viste sig at være fuldstændig korrekt.

Efterfølgende har ledelsen truet fem lokalgrupper, der rejste kritik af ledelsen med lukning. Tre blev lukket, fordi de nægtede at rette ind. Alle, der har rejst marxistiske ideer i SUF, er med det samme blevet mødt med påstande om, at de var med i Socialistisk Standpunkt, hvilket i realiteten i SUF er en trussel om eksklusion osv., og det selvom ledelsen som en bortforklaring påstod at eksklusionerne var ”organisatoriske” og ikke politiske.

Forfølgelsen af alle, der åbent har rejst de revolutionære ideer i SUF, viste, at hvad, vi sagde, var korrekt, nemlig at eksklusionerne var hundrede procent politiske, og at heksejagten i SUF vil fortsætte, så længe de revolutionære ideer bliver rejst i SUF og udgør en trussel mod den reformistiske fløj.

Det seneste skud på stammen fra ledelsen er ”kammeratlige samtaler”, som optakt til yderligere eksklusioner, som det blev formuleret på sidste ledelsesmøde i SUF. Kammeratlige samtaler er en i SUF regi helt ny opfindelse, hvor ledelsen indkalder SUFere, som de ikke synes opfører sig ”kammeratligt”, dvs. som ledelsen synes de skal. Retter de ikke ind efterfølgende, så er næste skridt eksklusioner.

For almindelige SUFere kan alle disse manøvrer desværre efterhånden se helt normale ud, de uddannes af de ledende lag i, at disse metoder er revolutionære metoder.

Men det er absolut ikke revolutionære metoder, men har derimod været metoder, som er blevet brugt i arbejderbevægelsen af alle dem, der bekæmpede de revolutionære ideer. Det er metoder, som ikke er set i samme omfang på den danske venstrefløj siden 1930’erne, og som blev praktiseret i kommunistpartierne verden over, efter Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen og dermed også den kommunistiske internationale.

Flere af de ledende SUFere, der var mest aktive i eksklusionen af de 29 fra Socialistisk Standpunkt, (som er trotskister), har indkaldt til møde for oprettelsen af en ny fraktion, kommunistisk platform, i SUF på lørdag i DKP’s lokaler. Et af denne nye fraktions formål er at give den politiske udrensning i SUF et ”marxistisk” dække. Fraktionen har det som erklæret programpunkt at de går helhjertet ind for eksklusionerne af Socialistisk Standpunkt (begrundelsen har de endnu ikke udarbejdet). Hvad de imidlertid kan snige sig op til er generelle floskler og en opportunistisk udnyttelse af at ledelsen ”har skabt” en belejlig plads til stalinismen i SUF.

De bureaukratiske metoder er ikke dumpet ned fra himlen i SUF, men har traditioner i bl.a. den stalinistiske bevægelse, uanset om dem der bruger disse metoder, så politisk er stalinister eller ej.

For et revolutionært SUF
En revolutionær organisation er først og fremmest et program og ideer, derefter er det strukturer, sekretariat osv. SUFs program slår fast, at vi lever i et kapitalistisk klassesamfund, at arbejderklassen må stå i spidsen for en socialistisk revolution, hvor produktionsmidlerne overtages og økonomien demokratisk planlægges i et socialistisk demokrati.

Enhver SUFer, og der sidder mange gode SUFere rundt omkring i landet, må huske, at det er dette kampen i og om SUF handler om. Kampen for et socialistisk samfund. Stridigheder, splittelser og organisatoriske manøvrer er ikke grunden til, at unge går aktivt ind i politik, det gør de for at ændre verden til et bedre sted. Valget i SUF står nu mellem en fortsættelse af ledelsens reformistiske linie, eller at smide den nuværende ledelse og deres politik på porten og opbygge et SUF, der kan spille en rolle i klassekampen og kampen for socialisme.

De ledende lag i SUF kommer igennem med sin politik, fordi den skjuler sine ideer, og manøvrerer gennem eksklusioner, lukning af lokalgrupper, tilsidesættelse af vedtægter osv.

Den revolutionære fløj har flere gange været ved at vinde politisk flertal, og det er stadig muligt. Men alle må forstå, hvad de ledende SUFere forstår, at dette stormøde bliver afgørende for SUFs fremtid.

De seneste år har også vist en anden ting. Den reformistiske fløj er godt organiseret, det må alle de revolutionære kræfter derfor også være. Alene bliver man isoleret og knust, eller desillusioneret og inaktiv. Der er derfor ingen anden vej end at organisere sig sammen med andre revolutionære. Socialistisk Standpunkt førte i SUF en organiseret kamp for et revolutionært SUF, en kamp vi ikke stopper bare fordi det reformistiske lag formåede at få os ekskluderet, og vi inviterer der derfor alle SUFere der ønsker et revolutionært SUF til at gå med i Socialistisk Standpunkt.

Det er tydeligt at de ledende lag endnu ikke har formået at udrydde de revolutionære ideer fra SUF. Ledende SUFere skriver lange ”analyser” som svar på vores ideer, og andre ledende SUFere har indkaldt til et debatmøde om Socialistisk Standpunkt på søndag. Når ledelsesmedlemmer mener der er behov for at forklare hvem Socialistisk Standpunkt er, må det være fordi der stilles en masse spørgsmål fra ærlige SUFere, og fordi mange SUFere stadig støtter vores ideer. Ingen af ledelsesmedlemmerne har dog tiltro nok til egne ideer til at turde diskutere med Socialistisk Standpunkt foran resten af SUFs medlemmer. Vi vil gerne diskutere marxisme, revolution og vejen frem for SUF med de ledende lag i SUF, vi har tiltro til vores ideers styrke og perspektiv for SUF.

Det er kun de marxistiske ideer, der kan føre SUF fremad. Det er kun de marxistiske ideer, der kan stå i spidsen for en socialistisk revolution i Danmark.

For et revolutionært og stærkt SUF.