Vi har modtaget følgende artikel, som kritiserer det materiale ledelsen af Socialistisk UngdomsFront har udgivet i forbindelse med SUFs kampagne om Overenskomst 08 (se her). Artikler er skrevet af Niklas Zenius Jespersen og viser på fornem vis, hvordan at SUFs ledelses linje i praksis er reformistisk og hverken kan styrke SUF eller kampen for bedre velfærd og ordentlige lønninger.

Indledning – for en god vinterkampagne

Så blev vinterkampagnen skudt i gang med seneste nummer af BoB, hvor der var et større vinterkampagnetillæg. Umiddelbart gik jeg glad og frisk til opgaven. At skifte fokus fra velfærd og frihed generelt til overenskomst konkret, synes jeg var en god ide. At lave et baggrundshæfte til alle SUF’ere, synes jeg også var en god ide. Det var indtil jeg læste indholdet. Udover artiklerne side 6 og 7 om forholdene i USA og kvindeperspektivet for overenskomstkampen, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Hvad jeg mener med det, vil jeg skrive i de følgende. Men som tegn på dette kan det nævnes, at ordet socialisme ikke bliver brugt én eneste gang.

Desuden synes jeg, at det er vigtigt med en grundig politisk debat af de emner vi laver kampagner om – så hermed et forsøg på at skyde den i gang.

Inflation, lønstigninger og profit

Lad mig starte med det lidt tørre og teoretiske økonomiske perspektiv. Rune Møller Stahl forsøger i artiklen ”Varm luft og overophedning” (s. 2) at forklare og kritisere den borgerlige ide om overophedning af økonomien. Jeg mener dog, at der er mange ting, der både kan og skal kritiseres i artiklen. Både hvad angår den politiske kritik, men også forsøget på at forklare de borgerliges argumenter er mangelfyldt og fyldt med fejl. Dette er måske lidt teknisk, men har stor betydning for, hvilke politiske krav man stiller.

Rune skriver, at regeringens argument er, at højere offentlige lønninger skulle skabe inflation og på den måde true den danske konkurrencedygtighed.

”Når økonomer taler om overophedning, handler det om at den økonomiske vækst bliver så høj, at lønninger og priser stiger, det vi også kalder inflation, samt at der kommer mangel på arbejdskraft i samfundet. Grunden til at dette er et problem, er at mangel på arbejdskraft og højere lønninger, skulle gå ud over de danske virksomheders konkurrenceevne, og mulighed for at sælge vare i udlandet” (s. 3)

Det er rigtig nok, at det er det de borgerlige hyler op om, men Rune lader det stå lidt hen i det uvisse, om det i virkeligheden er rigtigt. Og skriver bl.a.: ”Det man dermed forlanger, er, at almindelige mennesker skal tænke på samfundets bedste og nøjes med mindre lønstigninger…” (s. 3). Til sidst i artiklen bliver det godt nok sagt, at der er tale om klassekamp. Men for den udenforstående, kunne man tro, at lønstigninger til de hårdt arbejdende offentligt ansatte IKKE var til det fælles bedste. Det må folk aldrig kunne komme til at tro SUF mener.

Det bliver aldrig forklaret, at det er løgn, når de borgerlige siger, at højere løn fører til højere inflation. Basal marxistisk økonomi forklarer, at arbejderen bliver udbyttet. En del af arbejdsdagen producerer hun de værdier, som svarer til hendes løn, men derefter tvinger kapitalisten hende til at producerer flere varer, hvilket så udgør kapitalistens merværdi (eller profit som han selv kalder det).

Når arbejderen får en højere løn, laver hun et indhug i merværdien. Hun får en større del af den værdi hun producerer. Det betyder mindre profit til kapitalisten, men da varens værdi (den mængde arbejde det kræver at producerer den), ikke er ændret, så kan prisen ikke ændre sig. Kapitalisten kan ikke bare sætte priser som han vil, men er underlagt konkurrencen jernhårde love. (For mere om løn og inflation se ”Større løn skaber ikke inflation” på Socialistisk Standpunkts hjemmeside www.marxist.dk - http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=1606). Selvfølgelig er effekten ikke så direkte, når vi taler om offentligt ansatte, men den er der stadig.

Når Rune ikke ser ud til at indse dette i artiklen, så kommer han til at skrive, at der ikke er nogen problemer i økonomien, fordi han vil undgå de borgerliges forklaring og argumenter. Men der er, som jeg senere vil forklare, kæmpe problemer i økonomien – men af andre grunde end de borgerlige påstår.

Det gør bl.a., at vi ikke bare kan pege på, at tage penge fra statsoverskuddet, som Rune gør. Det vil nemlig forsvinde under en krise. Det gør også, at Runes udsagn om, at det ikke handler om økonomi men kun fordeling, er lodret forkert.

”Svaret handler ikke om nationaløkonomi og overophedning, men om fordelingen af goder og ressourcer til forskellige grupper i samfundet” (s. 3)

Overophedning og overproduktion
Overophedning er i virkeligheden de borgerlige økonomer betegnelse for kapitalismens periodiske overproduktionskriser, men hvor de bare lægger skylden på arbejderne, som kræver en ordentlig løn, i stedet for på de profithungrende kapitalister, som i virkeligheden har ansvaret.

Overproduktion er groft sagt når kapitalisterne producere flere varer end de kan få solgt og dermed ikke kan tjene den forventede profit. Kriser under kapitalismen er så sindssyge, at der produceres for meget, og ikke for lidt, sådan som det skete i alle tidligere samfundsformers kriser. Det må vi forklare i stedet for delvist, at acceptere de borgerlige økonomers ide om overophedning, hvilket det kommer til at fremstå som, når Rune ikke går direkte imod det.

(For en mere detaljeret forklaring af, hvorfor der opstår kriser under kapitalismen, kan jeg anbefale Jeppe Druedahls artikel ”Overproduktionskriser – hvorfor?” på Socialistisk Standpunkts hjemmeside www.marxist.dk.)

Der er penge nok…
I gennem hele vinterkampagnetillægget er hovedparolen, at ”Der er penge nok”. Dette er for så vidt rigtig nok. Problemet er blot, når man derved mener, at der er penge nok i statskassen. Man henviser i den ene artikel efter den anden til, at der i 2005-6 var et overskud på statens budget på et sted mellem 60 og 80 milliarder og at dette beløb skulle være nok: ”så der er penge nok til alle og lidt til kistebunden samtidig” (boks s. 5).

Det kræver dog ikke meget undersøgelse og hovedregning for at vise, at dette er en særdeles forkert påstand. I hvert fald hvis man står fast på alle de krav, som vi i SUF plejer at fremstå med.

Kigger man på det offentliges udgifter for 2006, så brugte man 55 milliarder på folkeskoleområdet alene! Rettere sagt kunne man stort set bruge hele overskuddet på at fordoble pengene til folkeskolerne. Det er der rigeligt brug for, hvis man vil havde 22 i klasserne, nok færdiguddannede lærer, lokale skoler på landet, ordentlige og nok bøger samt gratis sund mad til frokost.

Problemet er bare, at nu har vi brugt hele overskuddet og vi mangler stadig at gøre noget ved gymnasierne, universiteterne, lønningerne, plejehjemmene, hospitalerne osv. osv.

Altså kan vi vist klart og tydeligt se, at der ikke er penge nok på statens budget her.

SOSU arbejderne (der langt fra har de højeste krav) kræver alene 89.388 kr. mere om året. De 10 procent fattigste i Danmark tjener under 71.500 om året og hele statens overskud ville kun trække dem op på ca. 170.000 og så har vi stadig yderligere 30 % der får mindre end det i løn. Skulle alle have en nogenlunde løn, kunne gå ned i arbejdstid og velfærden derudover forbedres, så er det vist rimelig tydeligt for enhver at statens overskud ikke rækker til meget mere end en dråbe i havet.

Krisen truer
Kun at fokusere på overskuddet i statskassen er grundlæggende set en reformistisk og uholbar løsning. Vi skriver det klart i minimumsprogrammets punkt 1: ”Modsætningerne mellem kapitalmagten og lønarbejderne er som tidligere grundlag for de sociale uligheder og helt skæve magtforhold i samfundet.” Reformer er selvfølgelig mulige inden for kapitalismen, men ordentlig velfærd er kun mulig efter en fundamental ændring af produktionsforholdene. ”Derfor har det store flertal grundlæggende interesse i at ændre samfundet fundamentalt.” (stadig punkt 1)

Men reformer er ikke altid mulige indenfor kapitalismen. Ikke når der er krise og økonomien går tilbage. Her bliver reformer til kontrareformer, og reformisme udtrykker sig i nedskæringer. Man må huske, at statens indtægter først og fremmest kommer fra skatter. Hvis folk og virksomheder ikke tjener så mange penge, tjener staten heller ikke så mange penge. I de sidste par år har virksomhederne tjent godt og oliepriserne været høje og derved har staten tjent ekstra penge ind og det er her overskuddet kommer fra. I starten af 1980’erne derimod var underskuddene på statens budget lige så store, som overskuddene har været de seneste år.

Problemet er bare, at kapitalismen ikke bevæger sig stabilt, men hele tiden bølger mellem opsving og krise i økonomien. De sidste par år har økonomien i Vesten være på toppen af et sådan opsving og vi er nu på vej ind i en krise. Et godt eksempel på dette er, da der den 22. januar 2008 forsvandt 3.124 milliarder på de europæiske aktiemarkeder. Faktisk gik det så galt, at det norske aktiemarked er krakket og at en stor bank, Northern Rock, i Storbritannien gik konkurs og kun har overlevet pga. at den britiske regering udstedte en blankocheck til banken. Og alt tyder på, at det vil blive meget værre i fremtiden. Selv de borgerlige økonomer spår lavere vækst og højere arbejdsløshed.

Hvis hele ens argumentation går på, at der er råd på statens budget til velfærdsforbedringer og lønstigninger, hvad gør man så når økonomien går skidt og der ikke længere er overskud på statens budget? Den logiske konsekvens af en sådan argumentation må være, at under kriser bliver arbejderne simpelthen nød til at stramme bæltet ind og vente på bedre tider.

Det må aldrig blive SUFs politik. Men sådan fremstår det desværre af vinterkampagnetillægget.

Men hvad bør SUF så alternativt sige?
SUF er en revolutionær socialistisk organisation. Det bør man også huske i de daglige kampe. Som der står i minimumsprogrammet ”Økonomien skal underlægges demokratiet. Styringen af samfundets økonomiske ressource skal fratages den lille men magtfulde kapitalistiske elite og løsrives fra markedskræfternes hærgen. Profitjagten og dens negative konsekvenser for mennesker og miljø skal stoppes. Der skal indføres demokratisk planlægning og produktionen skal styres af menneskelige behov. Samfundets rigdomme skal fordeles og bruges til at sikre alle et bedre liv.” (punkt 2)

Den eneste måde at sikre penge nok på og sikre en langsigtet løsning på almindelige menneskers problemer, er at fratage kapitalisterne kontrollen over samfundets ressourcer. Altså, at tage fra de rige kapitalister og give til arbejdere, unge osv.

Der står flere gange nævnt i vinterkampagnetillægget, at man skal tage fra de rige. Det er sågar overskriften på artiklen på side 5. Intet sted står der dog nævnt et eneste forslag på hvordan! Det eneste der bliver gentaget igen og igen, er, at man skal bruge overskuddet på statens budget.

De nemme, ofte nævnte, eksempler på hvordan man kunne tage en del af disse penge, er formueskat, højere virksomhedsskat, skat på multinationale selskaber osv. Disse krav og reformer skal vi stille for at vise, at vi har en plan for løsning af de mest akutte problemer nu og her. Disse krav rejses ikke i vinterkampagnen, men burde blive fremført klart og tydeligt.

Vi må dog være klar over og forklare, at også disse initiativer har en begrænset og midlertidig effekt. Den eneste langvarige løsning er at eksproprierer samfundets ressourcer, nationalisere fabrikkerne, kraftværkerne, supermarkeder, kontorerne osv. og overdrage dem i arbejdernes hænder. Præcis som beskrevet i minimumsprogrammet.

Helt konkret kunne en parole være: Nationalisér de 200 største virksomheder i Danmark. På denne måde vil man overdrage hele den merværdi arbejderen producerer fra kapitalisterne store lommer til hele samfundets bedste. De 200 største virksomheder har mere end 1 million ansatte og vi vil på den måde have bredt demokratiet til økonomiens kerne.

Dette vil skaffe penge nok til de vigtigste velfærdsforbedringer og lønstigninger. Herefter må nationaliseringer løbende fortsættes og økonomien må videreudvikles under en demokratisk planøkonomi for at skaffe penge nok til at opfylde alle livets nødvendigheder og mere til.

Som der står i minimumsprogrammet: ”Demokratiet skal på alle områder bevares og udvides. Det indebærer selvforvaltning i nærmiljøet i form af arbejder-, bolig-, forbrugerråd mv. Virksomheder, skoler o.s.v. skal styres af de ansatte og brugerne. Dette overbygges med regionale, nationale og internationale organer bestående af demokratisk valgte repræsentanter til sikring af en bevidst planlægning og forbrug af samfundets ressourcer – til gavn for mennesker og miljø.” (punkt 3)

Dette ville være klare revolutionære og socialistiske krav, i modsætning til de reformistiske krav, der er formuleret af vinterkampagnegruppen og formodentligt godkendt af ledelsen – og i hvert fald desværre udsendt på hjemmesiden i SUFs navn.

Kravene
Et andet stort problem i vinterkampagnetillægget er den måde man beskriver de offentlige ansattes krav på. Mads Gram kalder dem ”store” (s. 2), mens Rune Møller Stahl direkte skriver, at tidligere kampe har sikret ”arbejdere og andre lønmodtagere en rimelig høj løn”. Alle artiklerne (s. 2-5) siger desuden, at målet er at komme op på niveau med de private ansatte. Det ville selvfølgelig være en god start, men det giver desværre igen den dårlige smag i munden, at vi i SUF skulle mene, at de privatansatte skulle få ”en rimelig høj løn”, som Rune Møller Stahl siger det. Om rengøringsassistenten eller kassedamen er enige i det, skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, men jeg tvivler.

Signe Hagel Andersen skriver også om samme emne, at ”regeringen vil skattestop og øget privatvækst, ikke en prioritering af den offentlige sektor”. Herved kommer Signe indirekte til at sige, at regeringen bare vil have at penge skal bruges af folk selv i stedet for af staten. Det er rigtigt nok, at det er, hvad regeringen siger. Men vi må ikke lade os snyde, og vi må slet ikke skrive det offentligt og derved give andre blår i øjne. Regeringen vil ikke give almindelige arbejdere og unge flere penge mellem hænderne – de vil lade de rige kapitalister beholde mere af deres profit.

Privatvækst kommer ikke uden øget privatforbrug, men hvordan skal SOSU-assistentens, pædagogen eller lærerens privat forbrug stige på længere sigt, uden at lønnen gør det? Det ville være et mirakel.

Sandheden er, at det regeringen vil beskytte er kapitalisternes profitter. Det må vi sige klart og tydeligt.

De strejkende SUF’ere
Der kan skrives meget om politiske perspektiver og krav. Det vigtigste er selvfølgelig, hvordan man skal handle i praksis. Som Mads Gram skriver i ”Klar til kamp” (s. 2), så er der selvfølgelig nogle ”SUF’ere der kommer til at skulle strejke”, selvom det er få. Men hvilke krav skal de fremføre på deres arbejdsplads? Hvilke perspektiver skal de kæmpe for? Og hvilket perspektiv skal SUF tilbyde de kæmpende offentligt ansatte? Dette nævner Mads ikke et eneste ord om.

Vinterkampagnetillægget siger rigtigt nok, at man må gå med i kampen for en god overenskomst. Men det kan gøres på mange måder. Første og fremmest roser tillægget derudover på fornemmeste vis ”den danske model”. Signe Hagel Andersen beskriver Septemberforliget (se hendes artikel om, hvad det er) som en sejr (s. 4), men det kammer helt over, på bagsiden: ”Den danske model, hvor arbejdsgiver og lønmodtager forhandler sig frem til enighed uden politisk indblanden, er god for mange ting og er grundstenen i vores velfærdssamfund”.

Det er jeg meget uenig i – Septemberforliget er ikke grundstenen i vores velfærdsamfund, men derimod grundstenen for den reformistiske fløj i arbejderbevægelsen. I Septemberforliget (”den danske model”) blev fagforeningerne rigtig nok anerkendt, men man betalte en kæmpe pris: nemlig retten til at strejke, som blev begrænset til, når man forhandler overenskomst, det der også kaldes fredspligten og ikke mindst retten til at lede og fordele arbejdet.

I praksis er strejkeretten bliver afskaffet i Danmark. I alle overenskomstkonflikter siden anden verdenskrig har den siddende regering grebet ind og stoppet strejken. Det er altså kun symbolsk, at arbejderne må strejke. Det må høre op! (jævnført punkt 3 i minimumsprogrammet)

Derimod var det en god aftale for kapitalisterne. Arbejderne fik fredspligt mellem overenskomsterne, men arbejdsgiverne kunne sagtens indføre højere arbejdstempo og hæve arbejdsbyrden. I den offentlige sektor betyder det flere børn, ældre eller pensionister pr. ansat. Kravet til de offentlige overenskomster må være: Ingen fredspligt, eller fredspligt for alle. Septemberforliget er et af de største nederlag for den danske arbejderbevægelse nogensinde.

Fagforeningerne er kamporganisationer
Der er ingen tvivl om, at regeringen hurtigt vil gribe ind i en eventuel konflikt. Regeringen vil påstå at gøre det for børnene, som ikke kan blive passet og de syge på sygehusgangene. Men i virkeligheden vil man gøre det for at undgå, at strejken spreder sig til arbejderne i det private, hvilket for alvor vil ramme alle deres venner i erhvervslivet.

Så længe det ”kun” er de offentlige ansatte som strejker, er det kun et mindretal af de privatansatte, som må blive hjemme for at passe børn og lignende. Endnu en grund til at vi ikke kan skrive at de privatansatte får en høj løn – men derimod slå på at det er fælles kamp – jævnført ovenfor. Men i vintertillægget er stemningen mest af alt opgivende, hvis der kommer et indgreb. Hvis de revolutionære socialister har det sådan på forhånd, er det ikke så underligt, at mange almindelige offentligt ansatte også har det sådan. Vi må give et perspektiv og vise at det kan betale sig at kæmpe.

Signe Hagel Andersen siger først tørt, at ”overenskomststridige strejker kan give store bøder til fagforeningerne” og konkluderer derefter, at vi må kæmpe udenom fagforeningerne, når regeringen griber ind: ”Vi kan opfordre til at danne nye tværfaglige samarbejder på arbejdspladserne, organisering af aktioner og blokader, at strejke mod regeringsindgreb og lave støtteaktioner fra bruger og privatansatte” (s. 4).

Det tror jeg ikke, er den rigtige måde at kæmpe imod et regeringsindgreb. Masser af Signes initiativer er fine nok i sig selv, men må forbindes med et bredere perspektiv. Kampen må foregå inde i fagforeningerne og det er fagforeningerne, som arbejdernes kamporganisation, der mere eller mindre officielt, må lede kampen og vise vejen frem. En af de vigtige grunde til pædagogernes nederlag i Århus forrige efterår var, at fagforeningen blandede sig udenom og ikke åbnede for strejkekasserne.

SUF kan selvfølgelig ikke diktere, hvad der skal ske, men vi kan rejse vores perspektiver og forslag i de diskussioner vi kommer ud i – og dermed bidrage til at vise en vej frem. En af de vigtigste ting er, at kampene samles nationalt gennem møder med repræsentanter fra alle arbejdspladser, der kan diskutere de næste skridt fremad. På den måde fratager man toppen af fagbevægelsen deres diktatoriske kontrol over bevægelsen.

Vigtigst af alt må SUF dog før, under og efter et eventuelt indgreb fremføre perspektiv om, at kampen må spredes til de privat ansatte.

Hvis en samlet fagbevægelse ignorerer regeringen og får de privat ansatte med i kampen for velfærdssamfundet, hvad vil regeringen så gøre? Det er arbejderne – offentlige som private – der får samfundet til at køre rundt. Så kan regeringen styre nok så meget den vil, men den virkelige magt ligger i arbejdernes hænder. Det var det man så i 1985.

Opbyg en revolutionær fagopposition
Dette kampperspektiv er vigtigt at fremføre. Både fordi det er den mest effektive kampmåde og fordi, man ved at fremføre dette krav inde i fagbevægelsen, kan opbygge en revolutionær opposition til den siddende reformistiske ledelse af fagbevægelsen. Det kan SUF med sine få offentligt ansatte selvfølgelig ikke gøre alene, men det betyder ikke, at vi ikke skal fremføre perspektivet og gøre så meget vi nu kan.

Kampviljen blandt de danske arbejdere – og især de offentlige ansatte – er større end i meget lang tid. Der har været strejker over alt – SOSUere, pædagoger, gymnasielærere og buschauffører for bare at nævne nogen. Og mange flere er gået med i velfærdsdemonstrationerne – selv Politiforbundet støttede op.

67 procent af de offentlige ansatte forventer, at der vil blive storkonflikt, kun 19 procent tror den kan undgås. 83 procent af sygeplejerskerne og 79 af SOSU’erne siger, at de er helt parate til at strejke, hvis ikke de er tilfredse med overenskomstens lønstigninger.

Også bredt i befolkningen er der støtte til de offentlige ansatte. 68 har således sagt til ugebrevet Mandag Morgen, at de offentlige ansatte er i deres gode ret til at strejke. 54 siger tilmed, at de godt kan leve med en storkonflikt på tre uger. 35 procent vil fortsætte længere end det. Og det oven på en kæmpe smædekampagne fra de borgerlige.

Problemet er ledelsen af fagforeningerne. De vil ikke forstå, at fagforeningerne er arbejdernes kamporganisationer. Vi må argumentere for i praksis, at de er mere end blot forhandlingsrepræsentanter. Det er et konkret eksempel på, hvad det betyder når vi i minimumsprogrammet skriver at:

”Den socialistiske revolution kommer ikke af sig selv. Den vokser ud af hverdagens folkelige kampe mod det kapitalistiske samfunds overgreb mod miljø, levevilkår, demokrati og grundlæggende rettigheder.”

På dette punkt fejler vinterkampagnetillægget fuldstændig og forfalder til en klassisk reformistisk ide om, at se kampe isolerede, både fra resten af klassekampen og fra det revolutionære socialistiske perspektiv.

Elever og studerende
De fleste SUF’ere står selvfølgelig ikke overfor, at skulle ud i strejke på grund af overenskomstforhandlingerne. Men som Mads Gram skriver i ”Klar til kamp” (s. 2), så er bedre forhold for de offentlige ansatte i virkeligheden en kamp for bedre velfærd. Mads Gram skriver en masse om, at man må hjælpe de strejkende og vise sin støtte til dem gennem aktioner og læserbrev. Men hvad man konkrete skal gøre i dagligdagen på ens uddannelse er uvist:

”Kampen for bedre løn til de offentlige ansatte kan nemt kædes sammen med kampen mod f.eks. nedskæringerne på gymnasierne og universiteterne.” (s. 2)

Dette kan ikke bare gøres, det må gøres. Hvis der kommer konflikt vil det også ramme lærerne (på alle uddannelser) og det må eleverne selvfølgelig støtte op om. Regeringen vil sandsynligvis lynhurtigt lockoute alle lærere (dvs. sende dem hjem).

SUF’ernes opgave på uddannelsesstederne må være – uanset om lærerne lockoutes eller ej -, at kæmpe for at eleverne går med i den politiske kamp. Vi må:

- Organisere deltagelse i demonstration
- Hjælpe til med blokader
- Samle penge ind til de strejkende
- Arrangere og holde oplæg og diskussioner af strejken

Endnu vigtigere er dog elevblokader, strejker og skolebesættelser. Især hvis regeringen stopper konflikten kan elevblokader, strejker og skolebesættelser, være en let måde at fortsætte kampene på, da lærerne derved officielt ikke strejker, men bare er ”forhindret” i at gå i arbejde, denne metode blev brugt flere steder sidste gang lærerne gik i strejke.

Det er nemt at kæde elevernes forhold sammen med overenskomstkampen. To af de store problemer for elever i dag er for få lærer og for megen tid brugt på bureaukrati og elevplaner. På folkeskolerne er der for mange vikarer og på handels- og de tekniske skoler har man lærerefri timer. Lærernes arbejdsforhold er netop et overenskomstspørgsmål, derfor ville eleverne med al ret kunne gå ind i kampen og kræve højere løn og flere penge til at hyre lærere og afskaffelse af bureaukrati og elevplaner. Det er noget, der rammer eleverne direkte og som man ville kunne mobiliserer dem om.

Lad mig bare give to eksempler på, hvorfor at kampviljen blandt eleverne også er til stede. 1) På en konference for 200 elever og studerende fra Sjælland d. 25. september 2007 vedtog man en udtalelse (den er vist kun offentliggjort på nettet af Socialistisk Standpunkt på www.marxist.dk), hvori man slog fast at endagsdemonstration den 2. oktober ikke var nok, men måtte følges op med nationale strejker og en national konference. 2) Over 50 gymnasierne overvejer lige nu at droppe AT-eksamen, da de er utilfredse må eksaminationsforholdene.

Konklusion
Samlet set mener jeg altså overhovedet ikke, at vinterkampagnetillægget giver et ordentligt perspektiv for overenskomstkampe:

- Det anerkendes ikke, at kapitalismen er på vej ind i endnu en krise
- Der tales om rige og fattige i stedet for kapitalister og arbejdere (eller hvad man nu kalder det)
- Man taler om at tage fra statens budget i stedet for kapitalisternes profitter
- De offentlige ansattes krav beskrives som store
- Man får et indtryk af almindelige privatansatte ”da har det udmærket” i dagens Danmark
- Der er ingen perspektiver for en strejke
- Den danske model og Septemberforliget ses som en sejr for arbejderklassen
- Ulovlige strejker ses som stort set en umulighed – man anerkender ikke arbejderklassens styrke eller fagforeningernes rolle.- Elever og studerendes kamp (dvs. flertallet af SUFernes kamp) forbindes ikke på konkret vis med kampen for bedre overenskomster
- Man forbinder ikke de daglige kampe med kampen for socialisme

Og det er kun de vigtigste fejl. Tilsammen gør det, at perspektivet i vinterkampagnetillægget i praksis bliver reformistisk, selvom det nok ikke er tænkt sådan.

At lave en revolution er for mig det samme som at bestige et bjerg. Man må slå én pløk i af gange og langsomt hæve sig selv op. Vi må se alle kampene om ordentlige forhold i sammenhæng med målet om den socialistiske revolution.

At sige at revolutionen er noget vi skal se på ”til den tid” er reformismens metode. Vi må se på, hvordan vi kan opbygge de revolutionære kræfter nu og her og radikalisere kampene. Det er en eventuel overenskomstkonflikt en kæmpe mulighed for – men kun med en ordentlig politik og taktik. Derfor har jeg skrevet dette indlæg. For jeg mener, at vinterkampagnetillægget på dette punkt fejler på næsten alle politiske områder (udover kvindespørgsmålet).

Fagbevægelsens ledelse fungerer lige nu som et låg ovenpå en gryde af offentligt ansatte, som er ved at koge over af raseri. Overordnet set fosser medlemmerne for tiden ud af fagforeningerne, men bare fordi, at fagforeningerne for de offentlige ansatte har sagt, at de er parat til at kæmpe for deres medlemmer, så er udviklingen faktisk vendte her. Det viser vejen frem for den danske fagbevægelse.

SUFs opgave må være at hjælpe til med til at opbygge en revolutionær opposition til den nuværende top i fagbevægelsen, som gang på gang har lukket bevægelser ned og stoppet efter en enkelt demonstration. Vi må vise, at perspektiverne for kampene er, at gode og bedre forhold kan sikres. Vi må give det revolutionære socialistiske alternativ! Hvordan dette konkret gøres må vi diskutere, især under en strejke udvikler bevidstheden og situationen sig utrolig hurtigt – men jeg mener, at det er afgørende først at have grundlaget på plads, som jeg mener bør være som jeg lige har skitseret ovenfor – hvorefter vi så hele tiden konkret må diskutere hvilke krav vi rejser, hvordan og hvordan vi så konkret forbinder det med kampen for at socialistisk samfund.

Gør vi det, vil vi styrke SUF. Både blandt offentligt ansatte, unge hvis forældre er offentligt ansatte, og alle andre arbejdere og unge, vil komme til at elske den eneste organisation, som i en af de største delkampe for velfærden, giver et klart og tydeligt perspektiv. At dette perspektiv så er revolutionært og socialistisk er også noget vi burde være stolte af, i stedet for at undgå at nævne det, som i vinterkampagnetillægget, hvor socialisme ikke optræder én eneste gang.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.