Selv om det var tilbage i februar at protester blandt lærere, elever og forældre fik trukket nedskæringerne næsten tilbage i København, synes vi der måtte følges op. Derfor mødtes vi med en af de folkeskoleelever der stod i spidsen for protesterne.
Hendes navn er Rebekka Ingemann Madsen, hun er 15 år og går i 9. klasse på Randersgade skole på Østerbro, hvor hun kommer fra. Derudover er hun medlem af SUF (Socialistisk Ungdomsfront) og sidder i styrelsen for DSE (Danske Skoleelever).
Hvad skete der under bevægelsen?
Rebecca: Op til den store konflikt havde der allerede været en masse nedskæringer i kommunen på over 100 mio. kr. Det havde været planlagt, så selv om det var forfærdeligt, vidste man det godt. Men så kom det frem, at der skulle skæres yderligere 108 mio. kr. i det sidste halve år af 2006, oven i de 100 mio. kr. pga. underskuddet i Børne- og ungdomsafdelingen. Lærerforeningen sagde; det går ikke! Vi ville miste en masse lærere, og det ville betyde, at undervisningen blev dårligere. Nedskæringerne ville ud over fyringer også betyde at kommunens projekter ”faglighed for alle”, og ”folkeskolen - byens bedste”, ville blive undermineret med nedskæringerne.
 |
De folk, som jeg snakkede med, også på min skole var meget utilfredse. Da jeg så foreslog, at vi kunne blokere skolen, var alle 400 procent med, alle kunne se et formål; det er meget vigtigt. Man kunne se de konkrete nedskæringer; vi ville miste to-lærerordningen, og der ville ikke blive nogen lejrskoler: det var det, der afgjorde det.
Vi blokerede om fredagen. På et møde om torsdagen besluttede vi at møde klokken 6.00 næste morgen for at gøre klar til besættelsen. Vi fik en aftale med pedellerne om, at vi kunne blive lukket ind, og alle dukkede op kl. 6.00 - også de rigtige rødder fra 7., 8. og 9. kom.
I løbet af dagen, hvor vi blokerede, havde vi planlagt et program, hvor vi sang sange og havde forskellige happenings, hvor vi lavede kampsange o.l.
Vi rådede forældrene til de mindste børn til at holde dem hjemme fra skole. Men det endte med, at der kom 28, men så lavede pedellerne en biograf i den ene gymnastiksal, hvor der blev vist Disney film, indtil fritidshjemmet kom og hentede dem. Vi havde aftalt med pædagogerne, at de kom en time før end de plejer. Grunden til, at blokaden gik så godt, var, at det var planlagt.
Hvordan var samarbejdet med lærere og forældre?
Det var rigtig godt. Vi besluttede, at lederen o.l. gerne måtte komme ind på skolen, fordi der var så mange små børn. Det betød, at de også kunne underrette de andre skoler på Østerbro om, hvor godt det gik hos os. Der var et godt samarbejde med dem, og de fortalte også mig, hvordan det gik på andre skoler.
Lærerne var meget tændte på det; op til havde de hinted til, at vi skulle lave noget, og de lavede ingen ballade over blokaden, men forholdt sig stille og roligt, og snakkede med eleverne og forældrene. Der var generelt kæmpe opbakning fra forældrene. Selvfølgelig var der nogle få, der sagde, at vi ikke skulle bruge deres børn til en politisk sag. Men opbakningen og engagementet var det primære. F.eks. gav flere deres unger kage og juice med i skole, så der var til de andre børn. Forældrene har også forstået, at det giver deres børn noget, at skulle planlægge sådan noget; mange har lært en masse.
Vi blokerede en dag. Forældrene eller lærerne havde ikke taget initiativ til strejke, som de gjorde på andre skoler. Nedskæringerne blev trukket tilbage før vi fik planlagt yderligere – allerede om søndagen.
Inden det var kendt, at nedskæringerne blev trukket tilbage, blev der planlagt en stor demonstration, hvor du skulle have holdt tale; hvad ville du have sagt?
Jeg havde tænkt mig at sige, det var en kæmpe sejr, at forældre, elever og lærere kunne skabe en forenet front. Tidligere var det meget eleverne eller lærerne der stod alene og protesterede. Her stod vi sammen som en forenet gruppe, der var utilfredse. Det var også derfor, nedskæringerne blev taget af bordet så hurtigt; Borgerrepræsentationen indkaldte til hastemøde på en søndag. Det blev trukket tilbage, fordi de var bange. Når lærerne og forældrene er med til at planlægge en demonstration, så er der virkelig krig; det er et træk, der ellers ligger til ungdommen.
Hvad hvis de ikke havde trukket nedskæringerne tilbage?
Hvis ikke de havde trukket nedskæringerne tilbage efter demonstrationen, havde der været brug for en opfølgning. Måske skulle man havde været blevet ved med at blokere skolerne, hvis det havde ligget i kortene, men ellers holde samlede møder og lave én til demonstration, march eller lignende, og f.eks. underskriftindsamlinger, selvom det ikke har virket så meget før.
Tror du der var en sammenhæng med bevægelsen i bl.a. Århus i efteråret?
Man startede med at ville skære en masse ned – dette var dråben. I kommunen sagde man måske, at der har været mange strejker o.l. i lang tid, og dette var dråben i København. De kunne se at hvis ikke de gjorde noget, så ville det eskalere, så de trak nedskæringerne tilbage på folkeskolerne.
Efter protesterne begyndte nogle elever, bl.a. dig, at starte et fælleselevråd op i København – hvordan går det med det?
Det går rigtig godt. Vi har fået fat i en masse elever, der vil være med til at lave det. Vi har sendt et forslag ind til kommunen, fordi det er dem, der skal oprette det. Men det betyder ikke, at vi bare gør, hvad kommunen siger. Kommunen er interesseret i engagerede elever, så uanset om vi vælger at gå imod kommunen, regeringen eller ej, bliver de jo tvunget til at give os penge. Alternativet kunne være at oprette en DSE lokalafdeling, men der skal man føre DSE’s skolepolitik, som er lidt... ikke vag, men tværpolitisk.
Hvordan forholdt DSE sig i alt dette her?
DSE gjorde ikke så meget. Det er derfor vi skal have et KFE, fordi de kan være elevernes direkte talerør.
DSE er landsdækkende, de pleaser alle elever. Nedskæringerne her nu var lokalt i Købehavn, så der kunne DSE ikke gå ind. Det er her, KFE skal komme ind.
DSE var ikke rigtig nogen steder. De havde planlagt nogle møder, og de var vellykkede; der kom nogen folk og man diskuterede det, men de tog ikke en aktiv del i kampen, f.eks. trykte de ikke foldere eller lignende, men de opfordrede til, at man kom til demonstrationen.
DSE har brugt tiden det sidste år på strukturændringer, som faktisk har gjort det mere demokratisk. Styrelsen er kommet over forretningsudvalget. Man har lavet regionale konferencer a la fælleselevrådskoncept o.l., men der har ikke været nogle kampagner nationalt. Nu kører der en kampagne, der hedder folkeskolevalget, om hvad det vigtigste er næste år. Man kan stemme på nettet, f.eks. er undervisningsmiljøet et stort problem i Københavns kommune, og også integration osv. Derudover holder DSE Generalforsamling d. 9-11 marts.
Hvordan tror du, fremtiden ser ud for folkeskolen i København?
Der mangler stadig 20 mio. kr., som Børne og Unge forvaltningen skal finde. De siger, det ikke går ud over skolerne, og at de skal findes i administration. Men det kunne godt tænkes, at der kommer nogle nedskæringer; selvfølgelig ikke så meget som 108 mio. kr., men det kan godt betyde noget alligevel. En pige sagde for nyligt til mig, at det ville være forfærdeligt, hvis nedskæringerne bare flyttes fra folkeskolen over på andre områder, f.eks. de ældre. Jeg er helt enig i, at det ville give et forfærdeligt billede af eleverne. Hvis nedskæringer i stedet flyttes over på f.eks. daginstitutionerne eller ældreplejen, kunne man godt forestille sig sympatiaktioner fra eleverne.
Der har været mange års nedskæringer. Kan elever og lærere gøre noget for at undgå at det fortsætter?
Vi har nu fundet ud af, at man kan gøre en hel masse ting. På min skole har eleverne fundet ud af at, ”hey fordi vi lavede blokaden, skete der noget”. Det har givet den viden, at man har magt, hvis man gør noget, og det giver mod på at gøre noget igen. Politikerne har set, at vi sidder ikke bare på sidelinien og ser til, vi tager ansvar for egen læring. Det er lærerne også interesserede i.
I lang tid var ældreområdet tys-tys området, som man ikke kunne skære ned på. Måske kan folkeskolen også blive det. Men det kræver, at vi handler, hver gang vi oplever optræk til nedskæringer.
Kan man gøre noget på lang sigt?
Der må ske et regimeskift. Vi må af med den liberale regering og have en venstreorienteret regering. De vil sætte uddannelsen højere end den nuværende regering. Regeringen taler om, at vi skal være verdens bedste, men det passer jo slet ikke, med den politik de fører.
