Ser man på den periode, der leder op til en krig, vil man altså se, at der altid er underliggende årsager til krigen. At imperialistisk krig altså ikke er et udtryk for et pludseligt udbrud af ufornuft eller vanvid.
For de fleste virkede Ruslands invasion af Ukraine som det rene vanvid – som om hele verden er blevet gal. Den fortælling er kun blevet understøttet af alverdens magthavere og medier. Fra kommentatorer kunne man høre at nu “rablede” det for Putin. Forklaringen på at der var krig i Europa, var, at Putin var blevet sindssyg. Vestens magthavere pustede sig op og stillede sig frem som fornuftens vogtere, der måtte sætte en stopper for dette vanvid. Samme appel til fornuften hørte man fra dem, der prædiker fred – at fornuften må sejre over ufornuften. Men at forklare krig med galskab er ingen forklaring. For marxister er krig ikke et resultat af pludseligt opstået vanvid hos den ene eller anden magthaver. Krig er indbygget i selve kapitalismens fundament.
Vores opgave som marxister er at se bag krigspropagandaen og analysere, forstå og forklare.
Klasseinteresser
Ingen hersker går i krig med forklaringen om, at det handler om at sikre markeder, råstoffer og indflydelsessfærer. Putins måde at retfærdiggøre invasionen af Ukraine var, at erklære et mål om at stoppe et folkemord på den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine og afnazificering. På den anden side stod Vesten, der med Mette Frederiksens ord betegnede krigen som: “En krig mellem en aggressiv angriber og et fredeligt folk. Mellem undertrykkelse og demokrati. Mellem ufrihed og frihed.” Vesten forsvarede altså, ifølge Mette Frederiksen og resten af folketingets partier, fred, demokrati og frihed. Men begge sider lyver. Ingen af siderne er progressive, men drevet af imperialistiske interesser.
Man skal være godt naiv, hvis man skal tage den fortælling, som magthaverne fortæller om sig selv, for gode varer. I stedet er det marxisters opgave at se bag om retfærdiggørelserne og krigspropagandaen og undersøge krigens klassekarakter. Hvad er de historiske og økonomiske betingelser, der har skabt krigen, og hvilke klasser fører den?
Den marxistiske tilgang til at analysere en krig kan opsummeres med et citat fra den berømte krigsteoretiker Carl von Clausewitz, der i starten af 1800-tallet skrev, at “Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler”. Med en tilføjelse fra Lenin om, at “politik er koncentreret økonomi”.
Imperialisme
Krig er ikke et nyt fænomen, men krige har i den moderne epoke, imperialismens epoke, fået en særlig karakter. Krig i dag er ikke det samme som for 200 år siden.
Kapitalismen var i sin start et progressivt system, hvor det private ejerskab til produktionsmidlerne og konkurrencen betød en enorm udvikling af produktivkræfterne. Nationalstaten var en hjælper for denne udvikling. Staten i de tidligt udviklede kapitalistiske lande understøttede bl.a. den nationale industri gennem f.eks. lovgivning, der favoriserede industrien ved f.eks. at skabe billig arbejdskraft, den hjalp virksomhederne med at erobre markeder gennem kolonier og opsatte toldbarrierer, der beskyttede hjemmemarkedet.
Men det private ejerskab til produktionsmidlerne og nationalstaten gik fra at være kilder til fremskridt til at udgøre barrierer for produktionens harmoniske videre udvikling. I stedet for at skride frem er kapitalismen endt i en blindgyde. Det afspejlede sig i verdenskrigene og i krisen i mellemkrigsperioden.
Lenin forklarede denne udvikling i sin bog om imperialismen som kapitalismens højeste stadium, hvor han beskriver de essentielle karakteristika ved imperialismen som følgende: At den frie konkurrence er vokset over i monopoler. Bankerne og finanssektoren er gået fra at holde kapitalens cirkulation i gang og være en slags tjenere for industrikapitalen til at blive dominerende og snyltende. Eksport er overgået fra primært at være eksport af varer til eksport af kapital, dvs. investeringer i andre lande med billig arbejdskraft, hvor der kan udtrækkes større profitter. Konkurrencen på verdensmarkedet har udviklet sig til internationale monopoler og territorial opdeling. Imperialismen er kapitalismens forfaldsperiode.
I kapitalismens tidlige stadie dominerede de kapitalistiske lande primært resten af verden gennem direkte kolonier. I den imperialistiske epoke er denne dominans ikke blevet mindre, den foregår bare i mindre grad gennem direkte kolonibesiddelser og i større grad økonomisk gennem kapitaleksport. Lenin forklarede, at i stadiet med imperialistisk monopolkapitalisme er hele økonomien underlagt bankerne og finanskapitalen. Koncentrationen af kapital i dag har nået et punkt, hvor hele verden er domineret af bare 200 gigantiske selskaber, de fleste med base i USA. Hele verden er blevet opdelt mellem verdens imperialistiske stormagter, og krige og konflikter mellem imperialister er konflikter, der handler om en nyopdeling af adgangen til markeder og indflydelsessfærer.
Danmark har ageret yderst krigerisk de sidste 20 år, hvor “vi” har deltaget i utallige imperialistiske krigseventyr som Irak og Afghanistan. Billede: Tasnim News
Kapitalismen befinder sig i stigende grad i en blindgyde, og det skærper modsætningerne – inden for nationerne mellem klasser og mellem nationer. Når økonomien går frem, kan modsætningerne midlertidigt overkommes gennem aftaler og traktater, hvor alle kan få en del af kagen. Men når krisen rammer, og kagen bliver mindre, så skærpes konflikterne, og de kan ikke længere løses gennem diplomati og forhandling. I 2008 brød forhandlingerne i Doha sammen. Det var forhandlinger igennem verdenshandelsorganisationen, WTO, der siden 2001 havde sikret globale handelsaftaler. Efter sammenbruddet har landene kun været i stand til at indgå handelsaftaler bilateralt eller mellem blokkene som f.eks. USA og EU.
Ser man på den periode, der leder op til en krig, vil man altså se, at der altid er underliggende årsager til krigen. At imperialistisk krig altså ikke er et udtryk for et pludseligt udbrud af ufornuft eller vanvid. Det er ikke noget udefrakommende, der bryder den fredelige normaltilstand. Det er normaltilstanden i kapitalismens forfaldsperiode. Krig føres ikke for krigens egen skyld, men for at vinde nye markeder, adgang til råstoffer og indflydelsessfærer.
Dele af venstrefløjen har en tendens til at søge en åbenlys økonomisk begrundelse, men det leder ofte til en forsimpling. Som f.eks. at olien var eneste årsag til Vestens invasion af Irak. Olien spillede en rolle, men ikke den eneste. Irakkrigen handlede bl.a. også om at skabe et brohoved for amerikansk imperialisme i regionen. Selvom der ikke er et direkte “krigsbytte”, som man kan udpege, som fx olie, så er de underliggende årsager til imperialistiske krige stadig økonomiske, de bunder i det økonomiske system.
Krigen i Ukraine kæmpes således heller ikke om et umiddelbart krigsbytte. Skal man forstå denne krig må man se dybere. Efter Sovjetunionens fald lå Ruslands økonomi i ruiner, og det samme gjaldt hæren. For Vesten åbnede der sig et kæmpe marked, samt enorme ressourcer af billig arbejdskraft. Vestens NATO rykkede længere og længere mod øst, og deres banker og storkapital fulgte med. Men på et tidspunkt vendte det sig til sin modsætning. Rusland begyndte igen at producere, særligt råvarer, og med den økonomiske fremgang fulgte en oprustning af militæret.
Rusland fik den militære magt til at bakke deres interesser op regionalt. Siden årtusindeskiftet begyndte Rusland også at eksportere kapital, og de begyndte at forsvare deres markeder i deres interessesfære. Det betyder ikke, at russisk imperialisme kan sammenlignes med USA, der stadig er den absolut stærkeste magt på jorden. Men USA’s magt er vigende, hvilket nederlaget i Afghanistan udstillede tydeligt, og det betyder, at de kan udfordres regionalt. Men skal Rusland, Kina eller andre gå frem skal andre – Vesten – vige.
Det er denne konflikt mellem imperialistiske blokke, der har fået sit udtryk i krigen i Ukraine. Baggrunden for krigen i Ukraine skal findes i Vestens ekspansion mod Øst de sidste mange årtier. Kapitalismens krise har skærpet modsætningerne til bristepunktet.
Dertil kommer helt konkret at de siddende magthavere, både i USA og Ukraine havde et behov for at positionere sig internt over for sin egen befolkning og eksternt over for allierede og fjender. Biden stod svagt internt i USA og var historisk upopulær, hvilket ikke ændrede sig med det ydmygende nederlag i Afghanistan.
Nederlaget fik amerikansk imperialisme til at se svag ud, så selvom Biden selv udtalte, at Ukraine ikke kunne blive medlem af NATO foreløbig, kunne han ikke give efter for Putins krav, der bl.a. gik på at holde Ukraine uden for NATO. Havde Biden givet efter havde det udstillet hans og ikke mindst amerikansk imperialismes svaghed yderligere. Det ville have haft betydning for USA’s indflydelse verden over. Også Putin står svagt internt i Rusland, og han så uden tvivl den nationalistiske bølge, der følger en krig, som en belejlig bonus ved invasionen af Ukraine.
Men krig er en kompliceret ligning, og udfaldet er langt fra givet på forhånd. Det betyder også, at krigens mål kan skifte undervejs. Og enhver krig har store omkostninger økonomisk, politisk og socialt, hvilket er grunden til, at imperialisterne foretrækker at løse konflikter med fredelige midler, så længe det er muligt. Så på overfladen virker enhver krig ufornuftig. Men i kapitalismen er netop indbygget modsætninger: Omkostningerne ved krig er ikke i imperialisternes umiddelbare interesse, og alligevel er krig den barske realitet. Spændingerne mellem de imperialistiske magter kan ikke ophæves, og magtforholdet mellem dem må konstant redefineres. Kapitalismen er et system baseret på konkurrence, den ene vinder på den andens bekostning og kan kun vinde på bekostning af den anden. Skal USA gå frem, må Rusland gå tilbage og omvendt. Så selv når den økonomiske årsag til krigen ikke er åbenlys og direkte, kommer det altid tilbage til det økonomiske system.
Pacifistiske illusioner
Omend det nok er uvilligt, understøtter venstrefløjens pacifister denne fortælling om krigen som udtryk for ufornuft. Krav om fred og nedrustning er automatreaktionen fra store dele af venstrefløjen, når krigen bryder ud. Pacifisterne tror på muligheden for en fredelig verden, at krig er udtryk for en anomali. De tror, at krigen kan stoppes ved at overbevise verdens magthavere om det ufornuftige i deres krigeriske handlinger, og kan de ikke overbevises, kan de presses. Men krig er ikke bare et spørgsmål om et politisk valg på hylden over mulige politiske virkemidler. Krig er den logiske følge, når konkurrencen ikke længere kan afgøres gennem andre midler.
Det meste af tiden er venstrefløjen udmærket i stand til at se det reaktionære i amerikansk imperialisme, men det er som om, at når først den gemmer sig sammen med andre imperialister bag en forkortelse, så har imperialismen pludselig skiftet karakter og er ikke reaktionær imperialisme. Pacifisternes illusioner til FN er udbredte. Men at landene samles under FN’s banner, ændrer ikke deres klassekarakter. Det ændrer ikke, at de imperialistiske lande er de stærkeste, og at deres interesser i sidste ende altid vil sætte sig igennem. FN er i bedste fald handlingslammet, når det kommer til at stoppe krig, i værste fald er FN en blåstempling af imperialistiske krigseventyr. FN har aldrig forhindret en krig. Kan imperialisterne ikke få gennemtrumfet deres krig i FN, så gør de det bare gennem en anden alliance, og FN kan intet gøre for at forhindre det. Med deres appeller til FN stikker pacifisterne arbejderklassen blår i øjnene.
Selvom pacifister per definition går ind for fred, så er de ikke så få gange endt med at støtte netop krig og oprustning – naturligvis i fredens navn. Det er det, vi ser netop nu med krigen i Ukraine. Deres rationale er, at hvis krigen alene skyldes Putin, der er blevet gal, må hans aggression stoppes, og det kan kun stoppes med våben i hånd. Enhedslisten stemmer for at sende våben afsted til Ukraine. Våben for fred! De formår ikke at se bag konflikten og undersøge klasseinteresserne bag.
Som marxister er vi ikke pacifister. Ikke fordi vi ikke ønsker fred i verden, men fordi vi mener, at det er naivt at tro, at der kan være fred, så længe kapitalismen består. Krav om fred giver isoleret set illusioner til kapitalismen ved at skjule, at krig er en uundgåelig del af kapitalismen. Det hjælper dermed imperialisterne, fordi det underbygger deres fortælling om krigen som det “unormale”. Vores opgave som marxister er at hive sløret væk fra disse pacifistiske illusioner og forklare, hvordan krig og oprustning er en indbygget del af kapitalismen.
I Det Kommunistiske Manifest forklarede Marx og Engels forbindelsen mellem krig og klassekamp: “I samme grad som det ene menneskes udbytning af det andet ophæves, i samme grad ophæves den ene nations udbytning af den anden. Når modsætningerne mellem klasserne indenfor nationen forsvinder, ophører nationernes fjendtlige stilling til hinanden.”
Der kan kun gøres en ende på krig gennem klassekamp, ved at arbejderklassen vælter sin egen herskende klasse og gør en ende på kapitalismen.
Opportunisme og borgfred
Da første verdenskrig netop var brudt ud, og krigsbegejstringen var på sit højeste, var det kun Karl Liebknecht, der alene stemte imod krigsbevillingerne i den tyske Rigsdag i december 1914. Han blev et lyspunkt for alverdens soldater i deres skyttegrave. | Foto: ullstein der bild Dtl.
En krig sætter alle politiske tendenser og partier på prøve. Den blotlægger og stiller skarpt på de processer, der er foregået mere skjult i perioden op til, fordi det bliver svært at gemme sig bag gamle fraser – her stilles spørgsmålet klart: Hvilken side er du på?
Venstrereformisterne, som dem i toppen af Enhedslisten, tager naturligt deres tilgang fra fredstid med ind i krigen. De kan ikke se, at problemerne udspringer af kapitalismen selv, men tror, at klassemodsætningerne kan løses gennem forhandling og fornuftige argumenter. Ligesom de tror, at kapitalisterne kan overbevises om det fornuftige i at sikre arbejderne rimelige vilkår eller for den sags skyld grøn omstilling, tror de, at imperialisterne kan overtales til at undlade krig.
Hele reformismens politik er baseret på ideen om klassesamarbejde. Når en krig bryder ud, ender venstrereformisterne derfor oftest med at bakke op om deres egne borgerskaber. De er imod krig – lige indtil den starter. Når der udbryder en konflikt mellem deres samarbejdspartner – deres nationale borgerskab – og et andet borgerskab, siger logikken, at de må bakke op om deres samarbejdspartner, “deres eget” borgerskab.
Denne udvikling fandt også sted ved første verdenskrig, da alverdens socialdemokratier bakkede op om egne borgerskaber og stemte for krigsbevillinger. I årene op til havde de vedtaget resolutioner om modstand mod den krig, der truede i horisonten. I dagene op til krigens udbrud havde de arrangeret demonstrationer imod krigen. Men da krigen brød ud, svingede de ind bag deres egne borgerskaber.
Rigsdagsgruppen i det tyske socialdemokrati, der var ledende i Anden Internationale, udtalte følgende begrundelse for deres støtte til krigsbevillinger:
“Vi står nu overfor krigens uigenkaldelige faktum. Vi er truet af invasionens rædsler. Beslutningen i dag er ikke for eller imod krig; for os kan der kun være ét spørgsmål: med hvilke midler skal denne krig føres? Meget, ja alt, er på spil for vort folk og dets fremtid, hvis russisk despotisme, plettet med sit eget folks blod, skulle ende som sejrherre. Denne fare må undgås, civilisationen og vort folks uafhængighed må beskyttes. Derfor vil vi udføre, hvad vi altid har lovet: i farens time vil vi ikke svigte vores fædreland.”
Enhedslistens top har undergået samme udvikling med deres pludselige støtte til NATO, “så længe der ikke er et alternativ”. De kan netop ikke se ud over kapitalismens rammer, og derfor ser de intet alternativ til at vælge mellem den ene eller anden imperialistiske magt. Enhedslisten skaber dermed illusioner til “vores eget” borgerskab.
Men for marxister er der et alternativ til at bakke op om én af de to sider: at vælte vores “egne” herskende klasser i alle krigsførende lande. Det kan kun gøres af arbejderklassen i de pågældende lande. Det er ganske vist ikke en her-og-nu-løsning, men det er den eneste løsning til gavn for arbejderklassen.
Men en advarsel: De reformister der af opportunistiske årsager i krigens start stiller sig bag krigsindsatsen, kan lige så hurtigt skifte over, når stemningen vender. Når de første krigståger har lagt sig, og krigens rædsler begynder at dukke frem, begynder krigspropagandaen at klinge hult. Opbakningen til krigen og krigspolitikerne begynder at svinge. Det skete også for det tyske socialdemokrati i årene efter krigen. Da krigen netop var brudt ud, og krigsbegejstringen var på sit højeste, var det kun Karl Liebknecht, der alene stemte imod krigsbevillinger i den tyske Rigsdag i december 1914. Ved at proklamere at “hovedfjenden er herhjemme”, blev han et lyspunkt for alverdens soldater i deres skyttegrave. Men som krigen fortsatte, vendte stemningen blandt de tyske masser. Og med den skiftede flere og flere af de ledende tyske socialdemokrater og blev krigsmodstandere. De frygtede, at masserne ville gå over til de revolutionære, hvis de revolutionære stod som de eneste krigsmodstandere. Opportunisterne blev ikke pludselig krigsmodstandere for at gøre op med årsagerne til krig, kapitalismen, men netop for at bevare det kapitalistiske system og dermed roden til fremtidige krige.
En nordisk forsvarsalliance som alternativ?
Enhedslistens top, med Pelle Dragsted i spidsen, giver den et ekstra nyk med illusioner til "vores eget" nordiske borgerskab. | Foto: Folketinget
Det alternativ som f.eks. Pelle Dragsted har fremhævet til NATO, er en form for nordisk forsvarsalliance. Enhedslistens top giver den dermed et ekstra nøk op med illusioner til “vores eget” nordiske borgerskab. Som om de nordiske lande er et hak bedre end de andre imperialister.
De er små og relativt privilegerede lande med mindre militær magt, men det betyder blot, at de nordiske lande så meget desto mere er tvunget til at hægte sig på en stormagt, som vi har set det med Danmark, der har ageret loyal skødehund for USA.
De nordiske borgerskaber har kun kunnet fremstå mere “fredelige”, fordi deres krige og konflikter er blevet udkæmpet fjernt fra hjemlandet, og fordi de har kunnet lægge sig i læ af stormagterne og ladet dem gøre det beskidte arbejde for sig.
Hvorfor skulle Norden være bedre end NATO – er det i nordisk DNA at være mere fredelige? demokratiske? klimabevidste, eller…? Kapitalisterne i alle lande har økonomiske interesser at forsvare i den internationale konkurrence. De nordiske lande er også imperialistiske, i mindre skala end f.eks. USA, men det gør dem ikke mindre reaktionære end de større imperialistiske lande. Danmark har ageret yderst krigerisk de sidste 20 år, hvor “vi” har deltaget i utallige imperialistiske krigseventyr som Irak og Afghanistan. Sverige har en kæmpe våbenindustri. At skabe illusioner til at Norden skulle være noget særligt, er apologisme af den værste slags overfor vores egen regering og herskende klasse.
Fred mellem folkeslag, krig mellem klasser
Vi er internationalister. For danske marxister er det vores hovedopgave at bekæmpe vores egen regering og herskende klasse, det samme gælder vores amerikanske og russiske kammerater. De herskende klasser udgøres af et forsvindende lille mindretal som bruger en del-og-hersk-strategi til at holde sig på magten. De spiller arbejderklassen ud mod hinanden, ikke mindst på nationale skel. Ruslands invasion øger splittelsen mellem de ukrainske og russiske arbejdere. Vestens imperialisme øger splittelsen mellem vestens arbejdere og de russiske. Begge dele er reaktionært. De herskende klasser i alle lande vinder på denne splittelse.
Når Enhedslisten stemmer for våben til Ukraine og hårdest mulige sanktioner mod Rusland, er det med til at presse den russiske arbejderklasse ind bag Putin, der berettiget vil kunne pege på, at Vesten ikke vil russerne det godt. Og Enhedslistens krav om hårdest mulige sanktioner, der vil ramme den russiske befolkning, styrker kun den massive chauvinisme, der lige nu udvises over for enhver russer og er med til at splitte arbejderklassen. Som om de russiske arbejdere har andet tilfælles med Putin end det russiske sprog. Kun ved at gå imod egne imperialister kan arbejderklassen forenes på tværs af nationale skel.
Som marxister er vi ikke for eller imod krig generelt set. Vi baserer vores politik på en konkret analyse af den konkrete krig. Vores tilgang til krig er underlagt hensynet til den internationale klassekamp. Hvad er effekten af en given krig på arbejderklassens bevidsthed, og hvilke interesser ligger bag krigen. Progressive krige kan være krige, der føres for befrielsen af et undertrykt folk og klasser, og dem støtter vi. Krige der føres for imperialismens interesser, selv hvis de beskrives som defensive eller for national selvstændighed, er vi imod.
Ofte dækker imperialismen sine interesser under det, der præsenteres som folkets ønsker: folket i dette eller hint land ønsker vores hjælp til at forsvare sig. Under det dække har de f.eks. “hjulpet” det afghanske og libyske folk. Men denne hjælp er ikke en hjælp. For det første giver imperialisterne kun “hjælp”, når det passer i deres interesse, de bekymrer sig ikke en disse for folket. Og imperialisterne vil aldrig hjælpe et folk til selv at tage magten. De vil muligvis “hjælpe” med at smide en invaderende hær på porten eller vælte et regime, men kun for at erstatte det med vestlig imperialistisk dominans: Det vil sige et styre, der udplyndrer befolkningen økonomisk.
De politiske ledere, der kræver imperialisternes “hjælp” og ikke formår at se bag denne, går imperialismens ærinde og er med til at ofre arbejdere, bønder og fattige på slagmarken. Vi som lever i imperialistiske lande, vi “kender” vores egne herskende klassers interesser, det er vores opgave at afsløre, at der intet godt kommer ud af deres “hjælp”.
Pacifismen kan få en vis udbredelse, fordi det for de fleste arbejdere er en naturlig reaktion at ønske fred, når man ser krigens rædsler. Som marxister kæmper vi for et samfund uden krig og lidelse, men vi mener, at pacifismen er ude af stand til at skabe et sådan samfund. Pacifisterne ser ikke-vold som en eviggyldig moralsk norm. Men samfundet styres ikke af fast eller abstrakt moral, men af en kamp mellem levende historiske kræfter, der udtrykkes gennem klasser. Vi er ikke moralsk imod vold og magt. Volden udøvet af slaveejeren for at fastholde sin slave i lænker er reaktionær. Men den samme vold, begået af en slave for at bryde sine lænker, er progressiv. "Vold" eller "krig" er ikke en ting i sig selv, men må vurderes ud fra sin kontekst og de klasseinteresser, der står bag.
En del af marxisters rolle er at udstille årsagerne til krig, analysere en given krigs historiske betydning og fortælle sandheden til arbejderklassen om kapitalismen og imperialismen. Vold er indbygget i kapitalismens fundament. Ikke bare når krig rammer det europæiske kontinent. Arbejderne i Mellemøsten har oplevet krigens rædsler de sidste årtier. Ikke bare den militære vold, men også den vold og lidelse, der følger af økonomisk krig, hvor hundredetusinder er døde som følge af sanktioner. Og det er en direkte konsekvens af politiske beslutninger i Vesten.
Og så er vi ikke engang nået til at tale om den systemiske og økonomiske vold, der konstant udøves mod verdens fattigste, hvor det anslås at over 3 millioner børn dør af sult om året, samtidig med at vi kan brødføde 10 milliarder.
Det er vold og lidelse, der udspringer direkte af det kapitalistiske system. Så længe man giver illusioner til, at kapitalismen kan blive fredelig, med pacifistiske paroler om fred og afrustning, er man i realiteten med til at opretholde et system, hvor der konstant foregår vold, også i “fredstid”. Den eneste vej til at gøre op med krig er ved at gøre op med det system, der er roden til krig, dvs. klassesamfundet. Derfor siger vi fred mellem folkeslag, krig mellem klasser.
En krig er udtryk for, at spændingerne mellem nationer er nået et bristepunkt. Det er de samme processer, der gælder for spændinger mellem klasserne. Krig, revolution og kontrarevolution hører sammen, de er udtryk for kapitalismen i sin forfaldsperiode. Det er derfor, at krig ofte følges af massebevægelser og revolutioner. Det gør opgaven for os marxister tydelig: at analysere og forklare de processer, der har ført til en krig, og udstille klasseinteresserne bag. At proklamere at hovedfjenden er herhjemme og bekæmpe “vores egne” imperialister. At gøre det helt klart, at krig ikke er et udtryk for, at systemet er “gået i stykker”, at freden er ikke brudt af vanvid, men at krigen er indbygget i selve systemet, og at det er selve systemet, der er vanvittigt. Den eneste vej til at stoppe krig er ved at kæmpe for, at arbejderklassen river kapitalismen op med rode i en socialistisk verdensrevolution.