Klimaforandringerne udgør en kolossal trussel for menneskeheden, og har ledt til enorme demonstrationer i den seneste periode. Kun en socialistisk transformation af samfundet, med produktionen demokratisk planlagt af arbejderklassen i harmoni med planeten, kan gøre en ende på truslen fra klimaforandringer.
Dette dokument af den Internationale Marxistiske Tendens forklarer vores revolutionære program i kampen for at tackle klimakrisen. Udkastet blev skrevet inden pandemien til diskussion ved IMT’s verdenskongres i 2020, men er nu blevet opdateret nogle steder i forbindelse med de seneste begivenheder.
IMT, 2020
Den Internationale Marxistiske Tendens' revolutionære program i kampen mod klimaforandringer
Hele verdens opmærksomhed er på nuværende tidspunkt fokuseret på at bekæmpe COVID-19-pandemien. Men når (hvis) denne umiddelbare fare aftager, lurer en anden – endnu større – eksistentiel trussel: truslen om klimaforandring.
Regnskovene brænder[1]. Steppebrande løber over Australien[2] og USA. Oversvømmelser hærger Indonesien og Bangladesh. Hele øer og kystområder synker i havet. Tørker og hungersnød presser flere til at flygte fra hus og hjem. Hedebølger i Europa dræber tusindvis hver sommer[3]. Hele arter forsvinder fra planeten hver dag. Klimakrisen er ikke et hypotetisk problem for fremtidige generationer, men ét her og nu.
Massebevægelser blandt studerende og unge har taget til gaden over hele verden som modsvar. »The oceans are rising, and so are we,« læste én demonstrants skilt i London. Millioner har deltaget i disse internationale demonstrationer. I september 2019 antages det, at seks millioner mennesker[4] deltog i Friday’s for Future’s globale klimastrejker. Byer i USA, Canada, Tyskland, Italien og Storbritannien oplevede demonstrationer med hundrede tusinder af deltagere[5].
Kapitalismen dræber planeten. Det er den konklusion, som mange aktivister korrekt har draget. Heraf kravene til klimastrejkerne som f.eks: for ’systemforandring ikke klimaforandring’; for ’planeten over profit’. Det er det kapitalistiske system, – med dets umættelige jagt på profit – der er ansvarlig for smadringen af miljøet, udryddelsen af økosystemer og forureningen af den luft, som vi trækker vejret i, og det vand som vi drikker.
Under kapitalismen er det store selskaber, der bestemmer, hvad der produceres, og hvordan det produceres. Men dette bliver ikke gjort efter nogen plan. I stedet bliver vores økonomi overladt til den såkaldte ”usynlige hånd” – altså, til markedets anarki. Virksomheder springer over hvor gærdet er lavest, og ignorerer reguleringer når dette bliver nødvendigt for at reducere omkostninger, udkonkurrere deres rivaler, erobre nye markeder og maksimere deres profitter. Men dette ræs mod bunden er ikke bare et produkt af ’grådige’ kapitalister. Det er det logiske resultat af kapitalismens økonomiske love: et system baseret på privat ejerskab, konkurrence og produktion efter profit.
Problemets skala er enormt. FN’s IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) anslår at den globale opvarmning må begrænses til 1,5 grader celsius hvis en miljømæssig katastrofe skal undgås[6]. For at indfri dette mål må den totale mængde udledning af drivhusgasser reduceres med 45 procent i 2030, og nå nuludledning i 2050. Udover dette må tilpasninger på stor skala og afbødningsforanstaltninger – såsom konstruktion af oversvømmelsesanlæg og genplantning af skove – implementeres. Det antages, at alt dette vil kræve over 2 billioner dollars i ekstra investeringer på verdensplan hvert år[7]; omkring 2,5 procent af den globale BNP.
Videnskaben og teknologien for at kunne gennemføre dette eksisterer[8]. Elnet kunne afkarboniseres med vind-, sol- og havenergi. Biler og transportsystemer kunne omlægges til el, batterier og hydrogen. Energieffektive indgreb kunne drastisk reducere energibehovet hos husholdninger og i industrien. Forureningsniveauer ville kunne reduceres kraftigt. Mad kunne blive produceret bæredygtigt. Affald kunne genanvendes. Store skovområder kunne genplantes.
Men disse vitale skridt kræver alle to ting: planlægning og ressourcer – ingen af delene er kapitalismen i stand til at levere. Fundamentet for kapitalistisk produktion er privat ejerskab og konkurrence, i en håndfuld ikke-valgte og hæmningsløse parasitters jagt på profit; ikke planlægning for at opfylde sociale og miljømæssige behov.
Og videre: hvor skal pengene til at betale for disse drastiske ændringer komme fra under kapitalismen? Verdensøkonomien drukner i gæld efter 2008-krisen, et år med nedskæringer og nu en ny dyb depression udløst af pandemien. Flere nedskæringer – ikke investeringer – er på dagsordenen. At adressere klimakrisen nu er den sidste ting, som den herskende klasse har på sinde.
Kapitalisterne vil ikke investere i de nødvendige tiltag af den simple årsag, at det ikke er profitabelt at gøre det. Teknologier såsom vedvarende energi, som potentielt kunne give en overflod af grøn, ren, næsten omkostningsfri elektricitet, kommer på et fundamentalt niveau i konflikt med profitmotivet og markedssystemet.
For eksempel har statsunderstøttede investeringer i vedvarende energiforsyninger faktisk lammet internationale elektricitetsmarkeder. Efter at være blevet oversvømmet af en billig forsyning grøn elektricitet er priserne blevet presset ned, hvilket har gjort kul- og gaskræftværker urentable at drive. Dette har ført til et skarpt fald i private investeringer i ny energiproduktion. Ikke engang husholdninger oplever goder i form af lavere regninger, eftersom yderligere regeringsunderstøttelser bliver delt ud for at understøtte de store energimonopoler. Med andre ord kan markedet ikke løse problemet – markedet er problemet.
Det kan koges ned til et simpelt spørgsmål: hvem betaler? Rigdommen eksisterer, men den ligger stille i de store virksomheders bankkonti, og bliver klattet væk på destruktive krigsmidler af de imperialistiske magter. Alene 10 kæmpe amerikanske virksomheder, for eksempel, hamstrer over 1,1 billioner dollars i kontanter[9]. Og de totale militære udgifter på verdensplan er 1,8 billioner dollars per år[10]. Under kapitalismen falder ikke blot klimakrisens indvirkning derfor overvældende på arbejderklassens, de fattiges og de mest sårbares skuldre – men det gør omkostningerne der er ved at afbøde miljøkatastrofe også, i form af højere priser, CO2-afgifter og nedskæringer.
Greta Thunberg, den 17-årige svenske stifter af Fridays for Future, er blevet ansigt og stemme for den internationale bevægelse bag klimastrejkerne. Da hun talte til et publikum af verdens ‘ledere’ ved World Economic Forum’s årlige møde i Davos’ og ved FN-topmøder, advarede hun om, at »vores hus står i flammer«[11]. »Jeg vil have, at I går i panik,« sagde Thunberg til sit elitepublikum, »og handler«. Men hendes bønner om presserende handling til politikerne faldt på døve ører.
Denne inerti fra toppen bunder dog ikke blot i en mangel på politisk vilje. Politikere fra etablissementet er ikke passive på dette spørgsmål, fordi de mangler beslutsomhed, men fordi deres primære formål er at forsvare det kapitalistiske system, ikke menneskehedens eller planetens fremtid.
Billede: Socialist revolution
Thunberg har pointeret, at videnskabsmænd bliver ignoreret, og beder regeringer om at lytte til de videnskabelige beviser og anbefalinger. Men kapitalisterne og deres politiske repræsentanter vil ikke lade sig overbevise af moralske argumenter og ej heller af fakta og tal, som de har tilstrækkelig adgang til. I sidste ende vil denne elite ude af berøring med befolkningen ikke gøre noget for at forsvare kloden, eftersom deres eneste kriterium er at maksimere profit på bekostningen af resten af os.
Nogle regeringer har symbolsk erklæret ’undtagelsestilstand’ på klimaområdet i et forsøg på at berolige vælgere. Men dette er en tom frase, når den kommer fra disse big business-politikeres læber. Under kapitalismen er det jo, trods alt, ikke dem, der virkelig bestemmer. I stedet for bliver vores skæbne overladt til markedets luner.
Global handling kræves for at løse et globalt problem, men de kapitalistiske regeringer er afmægtige. Uendelige klimatopmøder bliver indkaldt, og internationale traktater underskrevet. Men alt dette er blot varm luft. Selv når argumenterne bliver fremført, er disse protokoller og aftaler tandløse; målene er ikke-bindende. Under Trump har USA – verdens største økonomi og udleder af CO2 – allerede trukket sig ud af Parisaftalen fra 2015, og har dermed efterladt den som en død fisk i havet.
Roden til dette problem ligger i nationalstaten såvel som det private ejerskab over produktionsmidlerne. Under kapitalismen skal nationale regeringer i sidste ende tjene deres egen kapitalistklasses interesser. Ligesom et røvende slæng af pirater er de måske i stand til at samarbejde for en stund, så længe der er bytte nok til alle. Men så snart rovet svinder ind, går banditterne og gangsterne i kødet på hinanden. Og i denne periode med protektionisme og kapitalistisk krise forsøger alle regeringer, at eksportere deres problemer til et andet sted, hvilket fører til politikker, der fører deres naboer til tiggerstaven, geopolitisk ustabilitet og et nedbrud i samarbejdet omkring internationale problematikker.
Overfor denne afmagt er aktivister i bevægelsen omkring klimastrejker gået på gaden en masse – og har spærret veje og lukket byer i et forsøg på at tvinge politikere til at ranke rykken og skænke problemet opmærksomhed. Overalt i verden har millioner af studerende og unge gået ind i politisk aktivitet for første gang, og kræver øjeblikkelig handling og systemforandring.
Disse mobiliseringer har givet en ny generation en følelse af selvtillid, magt og formål. For de demonstrerende er ideen om militant masseaktion nu reglen og ikke undtagelsen. Ordet ’strejke’ er nu helt i front i unges bevidsthed.
Mange aktivister har korrekt konkluderet, at massemobilisering er uundværligt. Men vi må også lære lektionerne som bevægelsen har bragt med sig indtil nu, og anerkende dens begrænsninger. Gadeprotester og strejker blandt studerende er ikke nok. Klimaaktivister bliver nødt til at forbinde sig med den organiserede arbejderklasse og kæmpe for radikal politisk forandring.
Denne idé om massemobilisering, militant handling og systemforandring er et enormt skridt frem sammenlignet med fortidens individualistiske miljøaktivisme. Men i mangel på en klar og konsekvent revolutionær lederse fortsætter det den gamle, liberale, småborgerlige miljøaktivismes spøgelse med at hjemsøge klimabevægelsen. De mest bemærkelsesværdige ideer i overfloden af mærkelige og mærkværdige ideer – såsom ’afvækst’ og ’anti-forbrugerisme’ – der eksisterer i bevægelsen, dominerer ofte debatten og drukner de studerendes strejkers radikalitet.
Alle disse ideer er, på bunden, sure opstød på linje med økonomen fra det tidlige 19. århundrede, Thomas Malthus’, reaktionære argumenter, der mente, at hungersnød, fattigdom, sygdom og udbredt dødelighed alt sammen var på grund af ’overbefolkning’. I dag dukker dette samme argument op ikke kun i form af ’der er for mange mennesker’; ’for mange munde at brødføde’ – men også som at ’vi lever over evne’; at ’vi forbruger for meget’. Med andre ord at det er normale mennesker – ikke systemet – der er skyld i miljøkrisen.
Imidlertid svarede Friedrich Engels direkte Maltus for længe siden. »Der bliver ikke produceret nok, det er hele sagens rod. Men hvorfor bliver der ikke produceret nok?« spurgte Engels retorisk[12]. »Ikke fordi grænsen for produktion – selv i dag med moderne midler – er nået. Nej, fordi denne grænse ikke er bestemt af antallet af sultne maver, men af antallet af tegnebøger, der er i stand til at købe og betale. Det borgerlige samfund ønsker ikke og kan ikke ønske, at producere mere. De pengeløse maver, arbejdskraften der ikke kan blive brugt til profit, og derfor ikke kan købe, bliver overladt til dødelighedsstatistikkerne.«
Malthus’ apokalyptiske forudsigelser blev også empirisk modbevist, eftersom fremgang i landbrugsteknik tillod understøttelse af større befolkninger med højere næringsniveauer. Ligeledes eksisterer der i dag teknologierne til at producere meget mere, men uden den miljømæssige nedbrydning og ødelæggelse associeret med det kapitalistiske system. Problemet – som Engels bemærkede – er, at kapitalismen ikke kan anvende disse produktivkræfter profitabelt.
Til ingens overraskelse løber kapitalismens apologeter med på denne neo-malthusianske farce, og foreslår, at vi enten må gå sammen og træffe ’etiske’ individuelle valg – genbruge mere, flyve mindre, blive veganere, osv. – som en løsning på den miljømæssige krise. I grunden spiller fokusset på individuel handling og personlige livsstilsvalg en brugbar rolle for den herskende klasse ved at distrahere almindelige mennesker fra den virkelige opgave, som vi står overfor: at ændre samfundet fundamentalt i retning af socialisme.
De ’løsninger’ der udspringer af dette individualistiske mantra, er fuldstændigt reaktionære. I bund og grund er de bare en greenwashing af nedskæringer, der siger til arbejdere og de fattige, at de skal spænde bæltet ind for at løse et problem, som er skabt af kapitalisterne og deres rådne system.
Vi må stille disse ’anti-forbrugere’ et meget simpelt spørgsmål: hvem forbruger for meget? De millioner af arbejderklassehusholdninger i den såkaldt ’udviklede’ verden der må vælge mellem varme i hjemmet eller mad på bordet? Masserne i de såkaldte ’udviklingslande’ der kæmper for at brødføde deres familier? Arbejderne og fattige over hele planeten der lever i fattigdom midt i en verden af overflod?
Statistikkerne viser os, at et medlem af verdens rigeste ene procent er ansvarlig for 175 gange mere CO2-udledning end én fra de nederste 10 procent[13]. Og den fattigste halvdel af verdensbefolkningen udgør kun 10 procent af den totale udledning som konsekvens af livsstilsforbrug sammenlignet med de 50 procent fra de rigeste 10 procent. Denne ’udledningsulighed’ er blot en refleksion af den generelle og enorme økonomiske ulighed, der er iboende i kapitalismen.
Arbejdere er ikke dumme. De kan se etablissements og dets politiske talspersoners stinkende hykleri, når de beder almindelige mennesker om at ’ofre sig’ for planetens skyld. Imens lever den superrige kapitalistiske elite på en helt anden planet, hvor de akkumulerer obskøne mængder rigdom, og flyver rundt i privatfly. Derfor opstod gilets jaunes’ massedemonstrationer i Frankrig mod Emmanuel Macrons forsøg på at tvinge højere benzinskatter på arbejdere; eller massebevægelserne som vi har set i mange ekskoloniale lande mod IMF’s påtvungne fjernelse af brændstoftilskud.
Socialister må være imod alle sådanne tiltag, inklusiv såkaldte ’CO2-afgifter’. Disse afgifter falder som regel på husholdningsforbruget – på brændstof eller energi – og ikke på virksomhederne, og overfører derfor byrden over på arbejderklassens og de fattiges skuldre. Sådanne afgifter er reaktionære og regressive. Og, under alle omstændigheder, løser de ikke klimakrisen, men er blot endnu en form for nedskæringer. Vi står skulder ved skulder med gilets jaunes-demonstranterne, og kræver at kapitalisterne – ikke arbejderklassen – betaler for denne krise.
At lægge skylden på ’forbrugerisme’ og ’vækst’ er en afledningsmanøvre. Miljøskade sker ikke på grund af industrialisering eller vækst, men er en konsekvens af den måde hvorpå produktionen er organiseret og kontrolleret under kapitalismen. Langt fra at effektivisere fører konkurrence og profitmotivet til en ræs mod bunden, og skaber enorme mængder affald og forurening. Virksomheder indbygger bevist forældelse ind i deres produkter for at sælge flere. En enorm reklameindustri forsøger at overbevise os om at købe ting, som vi ikke har brug for. Og virksomheder som Volkswagen snyder bevidst, og bryder miljømæssige reguleringer for at sænke omkostninger og hæve profitter.
Det er profitmotivet, ikke økonomisk vækst i sig selv, der er problemet. Vi lever i et økonomisk system, der beror på konstant forbrug af varer og profitakkumulation. Kapitalister producerer ikke for at opfylde behov, men for at skabe profitter. Så hvis varer ikke bliver solgt, lukker virksomheder og industrier ned, og millioner af arbejdere mister deres job.
Dette er hvorfor krav fra visse dele af den grønne bevægelse for ’afvækst’ er reaktionære. ’afvækst’ under kapitalisme betyder krise – og det er arbejderklassen og de fattige, der bliver tvunget til at betale. Basalt set er ’afvækst’-argumentet et argument for permanent krise og permanente nedskæringer.
Hele fokusset på ’afvækst’-teori er forkert – og derfor aktivt skadeligt. Spørgsmålet skal være et om produktion, og hvordan vi producerer; ikke om forbrug og ’forbrugervalg’. Hvad godt gør individualistiske boykots overfor markedets anarki og kaos? Vi har brug for en rationel produktionsplan med demokratisk kontrol over økonomien, ikke individuelle boykots og ’etisk forbrugerisme’.
Selv hvis vi som samfund ønskede at reducere vores kollektive forbrug, hvordan ville det være muligt så længe produktionen er fuldstændig ejet, kontrolleret og bestemt af kapitalistklassen? Hvordan skulle vi gøre kødindustrien mindre? Hvordan skulle vi begrænse befolkningen? Hvem skulle bestemme hvad og hvor meget, der produceres? Blot ved at stille disse spørgsmål udstiller man den individualistiske miljøaktivismes absurditet, og malthusianismens reaktionære natur i alle dens afskygninger.
Krisen i forbindelse med coronavirus har udtrykkeligt afsløret denne individualistiske, neo-malthusianske, regressive tilgangs begrænsninger. Hele verdensøkonomien er bremset op. Fly flyver ikke. Gader er tomme. Efterspørgsel på olie er kollapset. Husholdningsforbruget er styrtdykket. Resultatet er, at de globale CO2-udledninger estimeres til at falde med 8 procent i år[14]. Men det samme niveau af udledningsreduktioner kræves hvert år i det næste årti for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius.
Vi kan derfor se ’afvækst’-ideologiens reaktionære begrænsninger. Som den pandemiske paralysering viser, kan sådanne dramatiske forandringer kun blive opnået på kaotisk vis under kapitalismen, og prisen er at kaste økonomien ud i en alvorlig depression med massearbejdsløshed[15], fattigdom og sult[16]. Og disse forandringer skraber dårligt nok overfladen i forhold til, hvad der er nødvendigt. En systemisk omlægning af produktionen – og hele samfundets organisering – er tydeligvis nødvendig for at reducere udledninger på den krævede skala.
Hvad der er behov for, er ikke personlig livsstilsforandringer, nedskæringer i individuelt forbrug eller en regression til en mere primitiv produktionsform (såkaldt afindustrialisering). Der bliver produceret ressourcer nok til, at enhver person på planeten kan leve et komfortabelt og ordentligt liv. Hvis disse blev fordelt på en rationel og lige måde, ville der være nok til alle uden nogen forøgelse i produktionen eller affald. Hvad der er behov for, er systemisk, fundamental og international økonomisk forandring.
Under kapitalismen kan teknologier og teknikker, der bliver introduceret for at øge produktiviteten vende sig til deres modsætning og ødelægge potentialet for vækst. Dette kan ses med den nye udvikling i landbruget, hvor det vilkårlige forbrug af insekticider og kunstgødning har smadret bestanddele af insekter, forringet jorden og forurenet vandforsyninger. På en større skala kan det ses på den måde, hvorpå industrien og transporten pumper forurening og CO2-udledninger ud på, og ødelægger den naturlige verden, som hele det menneskelig samfund i sidste ende afhænger af.
Dette er en bekræftelse af, hvad Marx forklarede i Kapitalen, hvori han diskuterede landbrugsproduktionens natur under kapitalismen: »Alt fremskridt i kapitalistisk landbrug er et fremskridt i kunsten i, ikke blot at berøve arbejderen, men i at berøve jorden; alt fremskridt i at forøge jordens frugtbarhed for en given tid, er et skridt imod at ødelægge de vedvarende kilder til netop den frugtbarhed… Kapitalistisk produktion udvikler derfor teknologien… ved blot at undergrave de oprindelige kilder til al rigdom – jorden og arbejderen.«
Men intet af dette er et argument mod teknologi og industri, eller for ’afindustrialisering’. Snarere er det et argument mod privat ejerskab, markedets anarki og profitmotivet. Det er et argument for socialistisk planlægning; for brugen af videnskab og teknologi i menneskets og planetens interesser, ikke for et lille mindretals profitter.
Kort sagt er dette et klassespørgsmål. Hvem ejer? Hvem bestemmer? Kapitalismens anarki ødelægger miljøet. Vi har brug for at planlægge – rationelt og demokratisk – hvordan vi skal bruge planetens ressourcer; hvilke teknologier vi bliver nødt til at udvikle og anvende. Men, som det gamle ordsprog siger, kan du ikke planlægge, hvad du ikke kontrollerer; og du kan ikke kontrollere, hvad du ikke ejer.
I mange lande forsøger liberale organisationer og politiske partier at overtage, assimilere og afspore klimabevægelsen, og fjerne radikaliteten fra demonstrationerne og deres krav. NGO’er såsom Greenpeace har ofte bureaukratisk placeret dem selv som ledere for bevægelsen, og prædiker en ’bred vifte’-strategi. Aktivistiske grupper som Extinction Rebellion er i mellemtiden faldet i samme fælde, og afpolitiserer deres protester, samt. appellerer til at politikere på tværs af det politiske spektrum ’sætter sig ved forhandlingsbordet’.
Problemet er at klimaforandring er politisk. Det er kapitalisterne og deres system, der er ansvarlig for at ødelægge planeten. At forbinde sig med borgerlige partier og appellere til big business-politikere er værre end nyttesløst – det er skadeligt, eftersom det aktivt udvander bevægelsens program, og leder aktivisterne ind i en blindgyde. Politikerne fra etablissementet forsvarer kapitalistklassens interesser, ikke samfundets og miljøets behov. Bevægelsen må ikke tillægge dem noget håb eller tillid, og heller ikke NGO’erne og de liberales forsøg på at føre radikale unge klimaaktivister bag lyset.
Støtte til grønne partier er steget i nogle lande på baggrund af voksende bekymringer omkring miljøet og en generel mistillid til de traditionelle partier der udgør etablissementet. Men fundamentalt set er de grønne ledere blot liberale, der ikke udfordrer systemet, eller ser samfundet som splittet mellem gensidigt uforenelige klasser. Eksemplet med den nye Konservativ-Grønne koalitionsregering i Australien er meget sigende. Dets arbejderklassefjendtlige program kan let koges ned til to krav: reducer immigration og reducer udledninger. Dette har fået den grønnes ’progressive’ maske til at falde af, og har afsløret deres sande, grimme ansigt.
I den anden retning er positive skridt blevet taget for at forbinde det miljøspørgsmålet med venstreorienterede politiske krav. Mest bemærkelsesværdigt er, at forslaget for en Green New Deal (GND) er blevet et kampråb for venstrefløjen i USA og Storbritannien. For eksempel præsenterede Alexandria Ocasio-Cortez en resolution i Washington i 2019, der krævede at den centrale regering reducerede CO2-udledninger ved at investere i vedvarende energiforsyninger og skabe nye jobs. Og videre endnu er blev rejst forslag om en ’Socialistisk Green New Deal’ – baseret på offentligt ejerskab og demokratisk kontrol over økonomien – stemt igennem ved Labourpartiets konference i 2019 i Storbritannien.
Men i virkeligheden er GND-parolen lidt af en tom skal, som kan fyldes, med hvad end man kunne tænke sig. Dette kan ses ved forskelligartetheden af støtter, der har skrevet under på AOC’s Green New Deal[17], inklusiv højreorienterede demokratiske kandidater såsom Biden, Buttigieg og Klobuchar.
Disse vage GND-forslag beløber sig generelt til en keynesianistisk strategi der fosøger at regulere og styre det kapitalistiske system. Men kapitalismen kan ikke styres. Den kan ikke blive tæmmet og gjort ’grøn’. Så længe økonomien er baseret på produktion efter profit, vil det være de store virksomheder, der dikterer til regeringer og ikke omvendt. Kort sagt søger det keynesianistiske krav om et Green New Deal at redde det kapitalistiske system fra sig selv i stedet for at tilbyde ’systemforandring’.
Et ofte citeret studie har vist, at 100 store virksomheder (primært producenter af fossile brændstoffer) er ansvarlige for over 70 procent af drivhusgasudledninger[18]. For nyligt blev det afsløret, at kun 20 virksomheder har generet en tredjedel af al CO2 siden 1965[19]. Tilsvarende kommer kun mellem 3-10 procent af deponeringsaffald i de avancerede kapitalistiske lande fra husholdninger; resten er primært resultatet af industriprocesser på stor skala, konstruktion og minedrift.
Alt dette understreger hvor den virkelige skyld for den miljøkrisen ligger. Og det demonstrerer tydeligt løsningen: bring disse virksomheder og industrier under fælles ejerskab og demokratisk kontrol som en del af en rationel, socialist produktionsplan. Kun sådan kan vi skabe en bæredygtig økonomi, hvor stigende levestandarder ikke står i modsætning til at beskytte planeten.
I private hænder genererer de store monopoler obskøne niveauer af affald og miljøskader. Men nationaliseret under en socialistisk økonomisk plan kunne de anvende moderne grøn teknologi til at skære på udledning og forurening i løbet af få år, mens de giver mad, husly, uddannelse, transport og sygesikring af høj kvalitet til alle.
Ved at kombinere de bedst videnskabelige hoveder med industriarbejdernes evner under demokratisk arbejderkontrol kan vi bruge alle samfundets teknologiske evner og ressourcer til at tjene menneskeheden og planeten. Lucasplanen fra 1970’ernes Storbritannien viser potentialet[20]. Her optegnede organiserede arbejdere fra militæret og flyindustrien et detaljeret forslag, der demonstrerede, at de samme fabrikker, maskiner og ansatte kunne blive omdannet og omsat til at producere vedvarende teknologier og avanceret sundhedsudstyr i stedet for missiler og våben. Arbejderne endte med at blive forrådt af de snæversynede Labour- og fagforeningsledere. Men arbejderklassens kreative kræfter i at kunne planlægge produktionen blev tydeligt demonstreret.
Eksemplet med Lucasplanen demonstrerede muligheden – og behovet – for en ’klimaovergang’. Der er ingen grund til, at et skift til grønne industrier og lukningen af forurenende industrier skal føre til arbejdsløshed. Arbejdere kan blive omskolet; fabrikker kan blive omdannet. Men dette kræver offentligt ejerskab, arbejderkontrol og en generel produktionsplan. Efterladt til markedet kan det kun føre til et permanent ar på arbejderklassens lokalsamfund, når forældede industrier lægges i mølposen, som de tidligere minedriftsområder i Storbritannien og rustbæltet i USA viser.
Dette understreger behovet for at miljøbevægelsen forbinder sig med fagbevægelsen. I nogle lande har de klimastrejkende ganske korrekt rakt en hånd ud til fagforeningerne for støtte. Great Thunberg har selv bedt arbejdere verden over om at gå med de studerende til globale arbejdsnedlæggelser. Af og til har fagforeninger bakket op om denne opfordring, og har lovet at strejke eller demonstrere sammen med de unge aktivister. Dette er den korrekte tilgang. Dette er ikke kun et problem for unge mennesker, men noget som rammer alle arbejdere.
Den organiserede arbejderklasse skal gå forrest i kampen mod klimaforandringer. Men grupper såsom Extinction Rebellion handler på en sådan måde, at de sætter fagbevægelsen ud på sidelinjen ved at fokusere eksklusivt på en strategi med direkte aktion og stunts til offentlig skue. Deres mål er at ’skabe opmærksomhed’ ved at stjæle mediernes rampelys, ofte ved at lænke sig selv fast til bygninger og transportmidler eller ved at lukke veje. I et fejlslået tilfælde overvejede aktivister at bruge droner til at tvinge Londons Heathrow-lufthavn til at lukke[21]. Men ingen i netværket bare overvejede at kontakte fagforeningsmedlemmer i lufthavnen, hvor personalet (inklusiv bagageportører og piloter) diskuterede en potentiel strejke. Hvis disse arbejdere havde strejket, ville de have paralyseret lufthavnen – og hjulpet med at hæve bevidstheden og selvtilliden blandt arbejdere overalt – langt mere effektivt end Extinction Rebellions uansvarlige narrestreger.
I stedet for disse useriøse og apolitiske handlinger har klimabevægelsen brug for at basere sig selv på massemobilisering af arbejdere og unge med klare socialistiske krav. Den organiserede arbejderklasse, bevæbnet med et socialistisk program, ville være ustoppelig. Som marxister altid har sagt, lyser ingen pære og drejer intet hjul uden arbejderklassens tilladelse.
Venstrefløjens politiske og sociale bevægelser er i fremmarch verden over. Opgaven er at tage de studerendes militans og radikalitet fra klimastrejkernes ind i den bredere fagbevægelse, hvor arbejdere og unge sammen kæmper for dristige socialistiske miljøpolitikker. Sådan et program burde indeholde krav som:
Nationalisering af de store energimonopoler, virksomheder der producerer fossile brændstoffer og transportnetværk under demokratisk arbejderkontrol, og tag vores energiforsyninger ud af kapitalisternes og oliebaronernes hænder. Under offentligt ejerskab kunne vi gennemføre masseinvesteringer i vedvarende energi og udfase fossile brændstoffer, mens vi samtidig skar på prisen for forbrugere.
Ekspropriering af byggefirmaer og overtagelse af jorden og bankerne til offentligt ejerskab. På denne måde kunne vi starte et offentligt program på masseskala med isolering af eksisterende hjem og bygning af nye, højkvalitets- og energieffektive boliger.
Bring al transport – busser, jernbaner, metronetværk, taxier, flyselskaber og shipping – under offentligt ejerskab. Erstat det nuværende kaos med et grøn, højkvalitets-, vidt udbredt, koordineret, integreret og gratis offentligt transportsystem. Nationalisering af bilfabrikanter og luftfartsindustrien under arbejderkontrol for at investere i grønne transportmidler og fly.
Sæt alle naturressourcer – inklusiv jord, miner, floder og skove – under offentligt ejerskab og demokratisk kontrol. Kapitalisme og imperialisme må ikke have lov til at smadre og drive rovdrift på planeten for profittens skyld. Implementering af et verdensomspændende program med genplantning af skove og konstruktion af oversvømmelsesforanstaltninger.
Smid de store virksomheder ud af universitet. Forskning og udvikling skal være offentligt finansieret, bestemt demokratisk og orienteret mod samfundet og planetens behov, ikke mod multinationale virksomheders profitter.
Implementering af demokratisk arbejderkontrol og -ledelse i alle nationaliserede og offentlige tjenester med en arbejderledet Lucasplan-model for at starte overgangen fra forurenende sektorer til grønne industrier og jobs.
Marx og Engels ignorerede ikke miljøspørgsmålet, langt fra. Faktisk havde de en dyb interesse i det. Men deres konklusioner dengang, som vores nu, var, at en ende på destruktionen af den naturlige verden aldrig ville være mulig i et system, hvor kapitalistisk anarki regerer. En harmonisk udvikling mellem menneskeheden og naturen er kun mulig, hvis den er baseret på en bevidst, socialistisk plan, som Engels forklarer:
»Lad os imidlertid ikke smigre os selv for meget med vore menneskelige sejre over naturen. Den hævner sig på os for enhver sådan sejr. Hver af dem har ganske vist i første omgang de følger vi har regnet med, men i anden og tredje omgang har den ganske andre, uforudsete virkninger, som kun alt for ofte ophævede de første følger igen… Og på den måde bliver vi hvert øjeblik mindet om, at vi på ingen måde behersker naturen på samme måde, som en erobrer behersker et fremmed folk, som en der står uden for naturen – men at vi med kød og blod og hjerne tilhører naturen og står midt i den, og at hele vort herredømme over den består i, at vi frem for alle andre skabninger kan erkende dens love og anvende dem rigtigt.«
Kun med en socialistisk transformation af samfundet kan vi tilfredsstille flertallets behov i harmoni med miljøet i stedet for at generere profitter til et parasitisk mindretal. Videnskaben og teknologien til at gøre noget ved klimakrisen eksisterer. Men under kapitalisme ødelægger disse kræfter jorden i stedet for at redde den. Socialisme eller barbari: det er fremtiden foran os.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
[1] “Brazil: death and destruction in Bolsonaro’s Amazon”, Felipe Libório, marxist.com
[2] “2020: a world on fire”, Alan Woods, marxist.com
[3] “113 degrees in France: why Europe is so vulnerable to extreme heat”, Umair Irfan, vox.com
[4] “Climate crisis: 6 million people join latest wave of global protests”, Matthew Taylor, Jonathan Watts og John Bartlett, theguardian.com
[5] “September 2019 climate strikes”, wikipedia.org
[6] “Key IPCC Conclusions on Climate Change Impacts and Adaptations”, Martin Parry, Osvaldo Canziani og Jean Palutikof, wmo.int
[7] “Jeff Bezos wants to help save the climate. Here is how he should do it”, economist.com
[8] “Net-zero carbon emissions from harder-to-abate sectors is
technically and financially possible by mid-century”, energy-transitions.org
[9] “American companies are no cash-hoarders”, economist.com
[10] “World military expenditure grows to $1.8 trillion in 2018”, sipri.com
[11] “Greta Thunberg: Our House Is On Fire | Forum Insight”, youtube.com
[12] “Engels to Friedrich Albert Lange In Duisburg”, hiaw.org
[13] “Emissions inequality: there is a gulf between global rich and poor”, Nicholas Beuret, theconversation.com
[14] “Global energy and CO2 emissions in 2020”, iea.org
[15] “Capitalism prepares misery for billions of workers”, Niklas Albin Svensson, marxist.com
[16] “Capitalism threatens mass starvation”, Oliver Brotherton, marxist.com
[17] “Green New Deal, 2.7: Supporters”, wikipedia.org
[18] “Just 100 companies responsible for 71% of global emissions, study says”, Tess Riley, theguardian.com
[19] “Revealed: the 20 firms behind a third of all carbon emissions”, theguardian.com
[20] “The Lucas Plan at 40: When workers planned production”, Ben Curry, socialist.net
[21] “Extinction Rebellion and Heathrow: mass action needed to stop climate change”, Helena Nicholson, socialist.net