Ukendt fotografÅbningen af det nordirske Stormont-parlament i november 1932. Det reaktionære parlament var designet til at være et "protestantisk parlament for et protestantisk folk" . Ukendt fotograf

I 1998 underskrev den britiske regering og den Provisoriske Irske Republikanske Hær (IRA) ‘the Good Friday Agreement’, der afsluttede to og et halvt årtiers blodsudgydelser. Men aftalen løste ikke problemerne for den irske arbejderklasse, og nu med Brexit truer sekteriske uroligheder med at blusse op igen.

I århundreder har Nordirlands katolikker været ofre for diskrimination og forfølgelse som resultat af det britiske imperiums ”del-og-hersk”-taktik. Men da revolution fejede over Irland i 1919-22, og briterne ikke længere kunne fastholde landet, blev Irland skåret over i to, og briterne beholdt seks regioner i nordøst.

Den irske revolutionære James Connolly havde forudset, at en opdeling af Irland ville ”betyde et karneval af reaktion i både nord og syd, tilbagerulningen af fremskridtets hjul, ødelæggelsen af den forestående enhed i den irske arbejderbevægelse og en paralysering af alle avancerede bevægelser, så længe den står på.” Dette var præcis, hvad den britiske herskende klasse sigtede mod.

Et reaktionært regime

Den sekteriske stat i norden blev designet som ”et protestantisk parlament for et protestantisk folk”. Den skulle være et bolværk imod klassekamp og revolution. Katolikkerne blev permanent undertrykt, og protestanternes loyalitet blev sikret gennem minimalt bedre leveforhold og en oppisket frygt om en katolsk reaktion som den, der herskede i syden. Sekterisme var kernen i mini-staten helt fra begyndelsen. Det krævede opbyggelsen af et enormt undertrykkelsesapparat, som blev dannet i form af the Royal Ulster Constabulary (RUC) og B Specials, som begge var antikatolske statslige sikkerhedsstyrker.

Men kontrarevolutionen herskede også i syden. Opdelingen af Irland kastede syden ud i borgerkrig, hvorefter det irske borgerskab satte sig solidt i sadlen. Regimet i Dublin hvilede i ligeså høj grad på undertrykkelse og reaktion, som regimet i Nordirland.

Sydens reaktionære regime kunne kun frastøde nordens protestantiske arbejdere, og så længe et ”forenet Irland” var lig med nordens absorbering ind i et syd, der var domineret af den reaktionære konservative katolske kirke, ville de aldrig acceptere dette. At forene Irland på et kapitalistisk grundlag ville blot være at vende fortegnene, så protestanterne ville blive det forfulgte mindretal.

Dette var de bitre frugter, som blev høstet af de borgerlige nationalisters forræderi imod kampen for selvstændighed og arbejderledernes manglende evner til at stille sig i spidsen for denne kamp i 1920’erne.

I retning af reform

I efterkrigsperioden begyndte økonomien at gå nedad i Nordirland. Arbejdspladser i alle de større industrier, bl.a. værfterne og hørindustrien, forsvandt, og området mistede sin tidligere økonomiske virkelighed. Også Nordirlands militærstrategiske værdi som buffer på Storbritanniens vestlige flanke forsvandt med opfindelsen af atomvåben og langdistancemissiler.

Desuden var relationerne med syden begyndt at varme op i 1950’erne. Irland og Storbritannien havde gode handelsrelationer, og den britiske imperialismes sekteriske opsætning i norden besværliggjorde kun denne relation. Endeligt vendte de sekteriske foranstaltninger og de uretfærdigheder, som de medførte, sig fra at være et bolværk imod revolution til at blive brændbart materiale til en ny social eksplosion.

Derfor så den britiske imperialisme nu til reform. Denne vending blev afspejlet i Nordirlands nye premierminister Terence O’Neill, der tiltrådte embedet i 1963. Men O’Neills løfter om reformer forblev kun ord, som ikke tilfredsstillede katolske arbejdere og unge, og samtidig irriterede hardlinerne i hans egen unionistiske lejr. Splittelser begyndte at åbne sig i Unionist-partiet i form af en højrefløj centreret omkring William Craig.

Endnu mere ildevarslende, og uden for Unionist-etablissementets kontrol, var den protestantiske præst Ian Paisley, hans parti Ulster Constitution Defence Committee (UCDC) og dets væbnede fløj Ulster Protestant Volunteers (UPV). Den vanvittige prædikant anklagede O’Neill for ”knæfald for papisme” og for at hjælpe den katolske kirke med at genforene Irland på katolsk basis.

Alt i alt indikerede dette, at den herskende klasse var ved at lære en vigtig lektion om, at man ikke kan opildne til sekterisme i årtier og så bare ”lukke for hanen”, når det ikke længere er formålstjenligt.

Borgerrettigheder

I slutningen af 60’erne fejede en revolutionær bølge over hele verden. Og i 1967 blev Northern Ireland Civil Rights Association (NICRA) oprettet for at samle de forskellige kampe imod uligheden mellem katolikker og protestanter. Deres krav var meget moderate og gik primært på at afskaffe diskriminationen mod katolikker i offentlige erhverv og i forhold til boliger.

I første halvdel af 1968 begyndte katolske arbejderklassefamilier at besætte nybyggede boliger i Co Tyrone. For eksempel tog et par med børn, som boede sammen med moderens forældre og seks brødre, skæbnen i deres egne hænder og besatte et af disse tomme huse. Men familien blev brutalt smidt ud, samtidig med at huset ved siden af blev givet til en 19-årig enlig protestantisk pige, som tilfældigvis var sekretær for den lokale Unionist-politiker.

Medierne dækkede denne udsættelse, og den blev et samlingspunkt for borgerrettighedsbevægelsen, som startede den største march fra Coalisland til Dungannon den 25. august 1968. Men demonstrationen blev afvist af RUC og hård kerne af Paisleys støtter.

RUC-vold

Den første borgerrettighedsmarch i Derry fandt sted den 5. oktober 1968. Marchen var ikke stor, men blev alligevel forbudt, og mens der blev holdt taler, begyndte RUC at omringe den. Før marchen kunne starte, blev den angrebet med politistave og vandkanoner. De marcherende flygtede ind i det katolske nabolag Bogside, der eksploderede i vrede.

De lokale middelklasser blev rystede over disse begivenheder, og så sig tvunget til at organisere sig selv som Derry Citizens’ Action Committee (DCAC). I “fredens” og “enhedens” navn, lagde de et enormt pres på de oprindelige organisatorer til at acceptere dem som bevægelsens ledere. De mødte kun lidt modstand.

Samtidig organiserede tusindvis af studerende fra Queens University i Belfast sig som den diffuse, men venstreorienterede gruppe under navnet People’s Democracy.

Borgerrettighedsbevægelsen blev overalt mødt af loyalistisk sekterisme. Dette produkt af britisk imperialisme var nu kommet ud af dennes kontrol og var samtidig blevet til en pisk, der ansporede udviklingen af revolutionær bevidsthed blandt de katolske arbejdere og unge.

Endelig nu, da O’Neill stod over for en social eksplosion, begyndte han at sætte en smule handling bag løfterne om forandring. Craig blev fyret, Derry Corporation blev opløst, og den repressive Special Powers Act blev opløst. Men reformerne var for lidt og for sent. Den 16. november overvældede en ny march på 20.000 politiet i Derry.

Alligevel opfordrede NICRA og DCAC et fuldstændigt stop for marcherne på baggrund af disse sølle reformer. Selv over for den mest brutale reaktionære vold burde masserne efter deres mening forblive passive. Som DCAC’s John Hume formulerede det:

Vi må forblive ikke-voldelige selv til det punkt, hvor vi bliver udraderet. Vold skaber omtale, og hvis vi laver det, er [det] dårlig omtale. Men hvis det bliver gjort mod os, er det god omtale.” (Irish News, 22. februar 1969).

Lederskab

Ved tærsklen til 1969 var atmosfæren anspændt. Paisleys støtter øgede deres agitation, borgerrettighedsbevægelsens officielle ledere arbejdede på at holde den tilbage, og NICRA’s stalinistiske ”venstrefløj” tilbød intet alternativ.

Der var en akut mangel på en ægte revolutionær organisation i Irland i 1968-69. En sådan organisation, der nægtede at bukke under for presset om at blande faner med de småborgerlige ledere, kunne have forbundet borgerrettighedsspørgsmålet med alle arbejderes forhold – inklusiv nordens protestantiske arbejdere og arbejderne i syden. Hvis det var tilfældet, ville en revolutionær mulighed have åbnet sig over hele Irland.

Den 1. januar 1969 tog de radikale studenter fra People’s Democracy initiativ til at holde en ny march fra Belfast til Derry. Men marchen blev chikaneret af hundredvis af Paisleys bøller, som kastede mursten, flasker og brosten efter den. Undervejs fik disse hjælp af dusinvis af RUC-betjente, som var uden for tjeneste. De marcherende blev tævet med kæppe, køller med søm i og cykelkæder.

Kun få marcherende nåede blødende og sårede frem til Derry. Her blev de mødt af tusindvis af rasende arbejdere og unge. RUC angreb igen forsamlingen og skubbede den ind i Bogside. Men nu kæmpede Bogside igen. Selvforsvarskomiteer blev dannet, og barrikader blev rejst.

I sommeren 1969 stod Nordirland på tærsklen til en social eksplosion. Den revolutionære ungdom var åben over for socialistiske ideer. Hele staten blev set som fjenden, og republikanisme vandt frem. O’Neills reformer havde ikke formået at lægge låg på bevægelsen, og i april blev han tvunget ud, og hans post blev overtaget af Chichester ”ChiChi” Clark, som ingen alternativ politik havde.

Derry eksploderer

Gnisten, der antændte krudttønden, kom under ”marchsæsonen” i 1969. Hver sommer marcherede loyalistiske grupper til minde om de sejre, som William of Orange vandt over James den 2. i kampen om arveretten til den britiske trone i 1600-tallet.

Den 12. august 1969 marcherede de loyalistiske Apprentice Boys i Derry forbi Bogside. Balladen startede, da protestantiske unge kastede mønter på katolikkerne. Optøjer brød ud, og RUC blev sat ind for at åbne en vej for marchen gennem Bogside.

Derry eksploderede. Nu kastede hele arbejderbefolkningen sig ind i kampen mod RUC. Nogle hjalp de sårede, andre lavede molotovcocktails, andre igen lavede mad til de kæmpende, og almindelige mennesker åbnede deres boliger, så de kunne bruges i kampen. Hele området blev lukket bag barrikader, og der blev opfordret til at andre områder rejste sig i sympati for at presse RUC.

’Har vi våben?’

Belfast og andre steder besvarede Derrys opfordring. Indtil nu havde de katolske arbejdere i Belfast tøvet, men nu angreb de RUC-stationerne i byen. RUC svarede igen ved at sende pansrede biler med tunge maskingeværer ind i de katolske områder. Da maskingeværsilden blev åbnet, blev en niårig dreng dræbt i sin seng.

Loyalistiske grupper fulgte RUC og nedbrændte katolske boliger. Ian Paisley påstod, at hjemmene kun brændte, fordi katolikkerne havde fyldt dem med molotovcocktails og ammunition til IRA. Pressen og Westminsters politikere gentog påstandene om en IRA-konspiration med det formål at drive protestanterne ind i reaktionens arme. Der opstod en virkelig risiko for en pogrom og en fuldstændig borgerkrig.

Lignende begivenheder udviklede sig i Derry. Bogsides arbejdere havde i tre dage formået at holde RUC ude, og regeringen i det nordiske parlament Stormont gjorde sig klar til at slippe B Specials løs. Eamonn McCann, en venstreorienteret leder af Derry Labour Party, beskrev det øjeblik, hvor det gik op for Derrys ubevæbnede beboere, at de stod over for udsigterne til en pogrom:

…Vi kiggede gennem skyerne af gas, forbi politilinjerne, og så, at Specials bevægede sig ind i Waterloo Place. De var ved at blive sat ind i kampen. De ville uden tvivl bruge geværer. Det slog hundredvis af mennesker samtidig, at der var mulighed for, at der ville blive en massakre. “Har vi våben?” råbte folk til hinanden, og håbede at nogen vidste det…

Men der var ingen våben. Modsat regeringens og pressens påstande, var IRA irrelevante indtil starten af 1970’erne.

Britiske tropper sendt ind

På tredje dagen med optøjer sendte Wilson-regeringen tropperne ind. ‘Operation Banner’ var begyndt. Troppernes ankomst blev mødt med entusiasme fra flertallet af katolske arbejdere og unge, som troede at de var ankommet for at bevare freden. McCann forklarer, at denne holdning påvirkede selv de mest klassebevidste aktivister.

I virkeligheden var tropperne ikke blevet sendt ind for at beskytte katolikker, men for at beskytte den britiske imperialismes interesser. Den britiske herskende klasse var foruroligede over Nordirlands skred mod borgerkrig.

Et sådant scenarie ville også destabilisere regimet i syden. Kampe ville hurtigt sprede sig til det britiske fastland begyndende med byer med en stor irsk befolkning som Liverpool og Glasgow. De økonomiske konsekvenser ville blive altødelæggende.

Men det mest skræmmende for den herskende klasse var den udvikling, der foregik bag barrikaderne. Borgerforsvarskomiteer havde overtaget styringen med lokalsamfundet, hvori 150.000 indbyggere havde barrikaderet sig. Komiteerne førte kampen, men overtog også flere statslige opgaver som drift af trafikken og forhindring af kriminalitet. En revolutionær situation havde udviklet sig, og dobbeltmagt var blevet et faktum.

Disse komiteer indeholdt en definitiv venstreorienteret, marxistisk tendens. Derrys Ungsocialister og arbejdere etablerede en regelmæssig avis med massivt oplag i Bogside, Barricades Bulletin, og der blev afholdt massemøder med tusindvis af deltagere. Det kunne det britiske og irske borgerskab ikke acceptere.

Arbejdernes selvforsvar

Der var en stærkt antisekterisk stemning i hele arbejderklassen på dette tidspunkt. På et massemøde med over 8.000 primært protestantiske arbejdere, blev en resolution, der krævede en afslutning på volden, stemt igennem.

Forsvarskomiteerne havde også en ikke-sekterisk karakter. I mange områder oprettede katolske og protestantiske arbejdere fælles forsvarspatruljer, der skulle stoppe vold fra begge sider. I Bogside holdt forsvarskomiteens socialister kontakt med arbejdere i Fountain-nabolaget, som var primært protestantisk.

Under disse forhold kunne fagforeningerne have fremsat parolen om oprettelsen af ikke-sekterisk arbejderselvforsvarskomiteer. Et sådant initiativ ville meget sandsynligt blive taget positivt imod og ville have sat en stopper for et begyndende skred i retning mod “øje-for-øje” sekterisk vold.

Men lederne af arbejderbevægelsen solgte fuldstændigt og meget bogstaveligt ud. Repræsentanter fra fagforeningsbevægelsen mødtes med repræsentanter for Clarks Unionist-regering i september 1969.

Resultatet af mødet blev en fælles udtalelse, som opfordrede til at rive barrikaderne ned:

[D]et vigtigste bidrag som folk kan yde på dette tidspunkt, er at fjerne barrikaderne med fredelige og frivillige midler i samarbejde med sikkerhedsstyrkerne.”

Fagforeningslederne havde intet andet perspektiv end at genoprette ”lov og orden”. For dette fuldstændige forræderi fik de en årlig regeringsstøtte på 10.000 pund (Hadden, s. 273).

Northern Ireland Labour Party’s (NILP) rolle var ikke mindre forsmædelige. Lederskabet klyngede sig til reformismens metoder. I konteksten af en sekterisk stat betød det en tilpasning til unionisme. Efterhånden som en sekterisk kile blev drevet ind mellem arbejderne, betød afvisningen af at bryde med reformismen, at NILP’s skæbne blev forseglet.

Truslen om en pogrom hang stadig i luften i august 1969, og mange af de venstreorienterede begyndte at drive mod det officielle (stalinistiske) IRA og begyndte at træne med våben. De ville ikke møde truslen om en pogrom ubevæbnet.

Undertrykkelse

Arbejderledernes forræderi efterlod et enormt vakuum. I september formåede biskopper og småborgerlige, ”moderate” nationalistiske ledere i en fælles indsats at overtale masserne til at fjerne barrikaderne. Til gengæld blev RUC afvæbnet og B Specials opløst. Det lod til, at briterne havde interveneret på katolikkernes vegne.

ukendt fotograf 2Ulster Defence Regiment marcherer i Portadow. UDR var underlagt den britiske hær, og mange tidligere B Specials blev indrulleret i den. Fotograf ukendt

Men i virkeligheden var B Specials blot blevet erstattet af Ulster Defence Regiment (UDR), hvor mange tidligere B Specials blev indrulleret. UDR havde en tæt forbindelse med den paramilitære gruppe Ulster Defence Association (UDA) og blev på den måde en fremragende måde at skaffe våben på til de loyalistiske paramilitære.

Den britiske besættelse gjorde sig snart mærkbar. Den 26. juni 1970 tabte en kvinde ved navn Bernadette Devlin sin appel imod en dom for hendes deltagelse i forsvaret af Bogside. Igen eksploderede Bogside i vrede og hæren blev sat ind.

Den næste dag forsøgte den loyalistiske Orange Order at marchere i den katolske enklave Short Strand i Belfast. Denne sekteriske provokation eskalerede til kast af molotovcocktails på Skt. Michaels Kirke. Det (småborgerlige) provisoriske IRA, også kaldet ”provoerne”, svarede igen med geværild og formåede at stoppe loyalisternes remmach. Unionisterne var dybt oprørte over, at den britiske hær ikke intervenerede.

Briterne håbede med rå styrke at kunne knække uroen, afvæbne IRA og tilfredsstille unionisterne. Det var på denne basis, at de forestillede sig, at ‘Operation Banner’ kunne afsluttes, og hæren trækkes ud. Denne politik skulle blive fuldstændigt katastrofal.

Et par dage efter provoernes sammenstød med Orange Order erklærede den britiske hær udgangsforbud i Belfasts katolske arbejderkvarter Falls Road. Soldaterne ransagede hundredvis af katolske hjem i søgen efter IRA-medlemmer. I ”ransagningerne” blev hjem fuldstændig smadrede, 337 folk blev arresteret, 78 blev såret og 4 blev dræbt.

Provoerne

Undertrykkelsen forårsagede en rasende stemning i Belfasts katolske arbejderklasse. Unge så til enhver, der ville give dem våben. De officielle republikanske ledere, borgerrettighedslederne og lederne af arbejderbevægelsen var alle blevet taget på sengen af begivenhederne, og da spørgsmålet om våben blev stillet, havde de ingen svar.

Men provoerne havde et simpelt svar. Som Billy McKee, en IRA-kommandant, udtrykte det:

Dette er vores mulighed over for briterne på gaderne. Det er, hvad vi vil have, en åben konfrontation med briterne. Få briterne ud gennem væbnet modstand.

De mente, at den nationale opdeling var årsagen til alle de problemer, som de katolske arbejdere led under. De troede rent faktisk, at de kunne drive briterne ud gennem væbnet konflikt og således forene Irland med rå militær styrke.

Provoerne havde ingen kvaler med at give våben til enhver, der ville forsvare dem selv og deres lokalsamfund. De ønskede en direkte militærkonfrontation. Efter udgangsforbuddet i Falls blev provoerne i Belfast oversvømmet med unge.

På nærmest 24 timer blev provoerne omdannet til en seriøs magt med massestøtte i de katolske arbejderkvarterer. McCann beskrev dem som ”den strømning, der fyldte det vakuum, som manglen på et socialistisk alternativ havde skabt.” Provoerne afskar fuldstændig det nationale spørgsmål fra sociale og klassespørgsmål. De mente, at en modig væbnet minoritet kunne besejre hele den britiske imperialismes magt. Deres kampagne mod denne blev et katastrofalt eventyr. Én million protestantiske arbejdere var imod Irlands forening på kapitalistisk basis, da det tilbagestående syd var domineret af den katolske kirke.

Provoerne kombinerede ikke kampen for selvforsvar med en klassebaseret appel om en socialistisk republik og forsøgte i stedet at opnå deres mål militært mod de protestantiske arbejderes vilje! De unge katolske arbejdere der gik med i IRA var i overvældende flertal ikke mod protestanter, og IRA’s kampagne var primært ikke bevidst sekterisk.

Men bombeangreb, der var rettet mod hæren eller infrastruktur, dræbte uundgåeligt civile. Repressalier for sekteriske drab, udført af folk som Shankill Butchers [loyalistisk bande, red.], fik selv en sekterisk, “øje-for-øje”-karakter. Det provisoriske IRA’s ”væbnede kamp” – som i virkeligheden var individuel terror – drev en dyb kile ned i arbejderklassen.

En kile ned i arbejderklassen

Da provokampagnen begyndte, mindedes McCann, hvordan al kontakt mellem socialisterne i Bogside og arbejderne i Fountain stoppede. Mange protestantiske arbejdere blev skubbet i armene på den britiske stat. Det samme var tilfældet i resten af Storbritannien, da IRA-kampagnen ramte det britiske fastland.

Det pressede briterne til at blive i Irland og forsøge at besejre IRA. Alternativet var at trække ud og se regionen falde tilbage i borgerkrig. Men det var umuligt at besejre IRA. Hver eneste repressive handling drev tusindvis af nye rekrutter i armene på dem.

Da tilbageholdelse uden retssag blev indført i 1971 – det vil sige massearrestationer af katolikker uden bevisførelse – førte det kun til ny uro. Der var nye massearrestationer og nye vrede unge rekrutter til provoerne.

Den 30. januar 1972 fandt det endelige brud sted. Faldskærmstropperegimentet angreb en fredelig og ubevæbnet march i Derry med skarp ammunition. Fjorten blev dræbt. Resterne af illusioner om at det var muligt at opnå forandring gennem fredelige gadedemonstrationer, blev for alvor knust én gang for alle på Bloody Sunday.

Keith RufflesGavlmaleri af Bloody Sunday hvor den britiske hær angreb fredelige demonstranter, hvilket medførte 14 dødsfald og omkring 15 sårede. Foto: Keith Ruffles

Dødvande

Den ”væbnede kamp” var fuldstændig reaktionær. IRA’s kampagne blev af den herskende klasse brugt til at styrke undertrykkelsesapparatet. Men statens repression førte kun til flere rekrutter. Det uundgåelige resultat var dødvande. Alligevel tog det to og et halvt årtiers blodsudgydelser (3.000 døde heriblandt hundredvis af unge, der oprigtigt troede, at de kæmpede for en socialistisk republik) før det blev anerkendt.

Men provoerne vendte sig ikke mod revolutionær socialisme, men mod reformismens miskrediterede metoder. I 1994 udstedte de en våbenhvile, og i 1998 underskrev de ‘the Good Friday Agreement’ (GFA), som kun repræsenterede en indrømmelse af deres nederlag og et forræderi mod kampen for et forenet Irland.

Den sekteriske splittelse i arbejderklassen var i mellemtiden blevet til en gabende afgrund. Uanset hvor ”radikale” provoernes guerillametoder lod til at være, var de i deres politiske indhold en borgerlig, højreorienteret tendens i irsk republikanisme.

Dette er kun blevet tydeligere siden GFA’s underskrivelse, hvor mange af de tidligere guerillaer har omdannet sig til borgerlige politikere og regeret i ti år med Ian Paisleys DUP. De var fuldstændigt enige i behovet for en anti-arbejderpolitik i norden.

Men i perioden siden opdelingen har historien ikke stået stille. I to årtier er de reformistiske ideer blevet afprøvet i nordens parlament og har slået fejl i kontekst af en stadig dybere krise i kapitalismen. Det er årsagen til Stormonts kollaps i 2017. En lignende udvikling har fundet sted i syden, hvor den katolske kirke har oplevet et lignende autoritetskollaps, som bl.a. er blevet udtrykt i barnemordsskandalerne og resultatet af folkeafstemningen om homoseksuelle ægteskaber.

Men vigtigst af alt er, at den eneste kraft, der er i stand til at forene Irland på et socialistisk grundlag – arbejderklassen – er blevet voldsomt styrket i Irland, både i norden og syden.

Kapitalismens bankerot i Nordirland har i stigende grad ført til et bankerot i unionisme, som for første gang i historien har mistet sit flertal. I dag identificerer langt færre unge sig som nationalister eller unionister. En ny generation er vokset op, og den leder – bevidst eller ubevidst – efter et reelt alternativ, som kun kan være den socialistiske revolution.

Opgaven er at vende tilbage til Connollys revolutionære, marxistiske traditioner og bygge et revolutionært massearbejderparti i Irland uden illusioner til reformisme, pacifisme eller guerillaisme. Sådan et parti bestående af den irske arbejderklases mest avancerede lag kunne anføre Irlands arbejdere til en omvæltning af kapitalismen og etablering af en arbejderrepublik. Ved at gøre dette kunne den række ud til arbejderne i Storbritannien og andre lande og lægge grundlaget for et socialistisk Europa og en socialistisk verdensføderation. Det er den virkelige løsning på det irske spørgsmål.