centrismeCentrisme er et begreb i den marxistiske terminologi, der betegner personer, organisationer og politik, som vakler mellem reformistisk og revolutionær politik. Centrisme er per definition en ustabil størrelse, idet den er en overgangstilstand enten fra et reformistisk udgangspunkt udviklende sig i revolutionær retning eller vice versa. Centrismen er revolutionær i retorik og radikal i tale, men viger tilbage for at drage de nødvendige og praktiske konklusioner, der kan føre til et brud med kapitalismen. Med andre ord sætter centrister ikke handling bag ordene. Før eller siden må en af de to uforenelige yderpunkter – reformisme eller revolution – vinde.

Gennem den internationale arbejderbevægelses historie har mange reformistiske organisationer og ledere under pres fra en revolutionær bevægelse blandt masserne bevæget sig i revolutionær retning og dermed indtaget centristiske positioner i processen. Lederen af det spanske socialdemokrati, PSOE, og dets fagforening, UGT, under den spanske revolution og borgerkrig, Francisco Largo Caballero (1869-1946), var en sådan figur. Fra at argumentere for fagbevægelsens moderation og samarbejde med Primo de Rivera’s diktatoriske regime (1923-1930) bevægede han og PSOE/UGT sig under indtryk fra en kraftfuld revolutionær massebevægelse i begyndelsen af 1930’erne i retning af revolutionær politik. Således talte Caballero for “socialistisk revolution” og etableringen af en forenet sovjetrepublik på den Iberiske Halvø. Men før eller siden må revolutionær tale også afspejle sig i handling (dvs. gennemførelsen af en socialistisk revolution) eller forfalde til traditionel reformisme og dermed systembevaring. Sidstnævnte udfald blev resultatet for Caballero, hvis politiske skæbne ligesom den spanske republik endte uskønt på flugt fra de fascistiske styrker.

Venezuelas nu afdøde præsident Hugo Chavez (1954-2013) er det tætteste eksempel på centrisme i moderne tid.
For marxister er centrisme et interessant fænomen, som kræver den største opmærksomhed, fordi et kraftigt skift til venstre blandt ledere af de store reformistiske masseorganisationer afspejler et fundamentalt pres fra masserne bag dem; masser, der leder efter en revolutionær vej ud af samfundets krise. Med reformistiske lederes skift til centrisme indtræder desuden en vekselvirkning mellem ledere og masserne. Revolutionær tale fra toppen skubber yderligere til radikaliseringen af masserne, som fra sin side skubber endnu mere på for radikal politik. I en situation med centristiske masseorganisationer har bevidste revolutionære – hvis de er på rette sted med en korrekt politik – en overordentlig favorabel chance for at vinde masseopbakning til en revolutionær politik. Samtidig er centristiske udviklinger i de reformistiske masseorganisationer et varsel om, at et større opgør i klassekampen er på vej.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.