Feudalisme er det socioøkonomiske system, som kapitalismen opstod ud fra. Den sociale struktur under feudalismen mindede om en pyramide med kongen, aristokratiet og biskopperne i toppen efterfulgt af baroner, adelige og riddere. I bunden af samfundets hierarki var frie bønner og bybefolkningen, og nederst var fæstebønderne, der udgjorde det overvældende flertal af befolkningen. De jordejende feudalherrer, så som adelige, baroner og gejstlige, udgjorde de herskende klasser i samfundet, som levede af det arbejde, fæstebønderne udførte på deres land.
Modsat det kapitalistiske samfund, hvor befolkningen spaltes i to fjendtlige klasser; borgerskabet og arbejderklassen, var det feudale samfund inddelt i mange forskellige klasser og sociale lag med forskellige rettigheder, privilegier og forpligtelser overfor hinanden.
Det økonomiske fundament i feudalismen var landbruget, som var kilden til skabelsen af værdi. Des mere jord man ejede, des mere magtfuld var man. Derfor bekrigede forskellige baroner, konger og andre feudalherrer næsten ustandseligt hinanden.
Fæstebønderne var ikke varer, der kunne sælges, som slaver kunne, men havde til gengæld for retten til at kultivere et lod af feudalherrens jord en række forpligtelser over for sin herre, såsom at udføre hoveriarbejde på hans jorder, betale årlige afgifter, osv. Til gengæld var feudalherren forpligtet til at beskytte fæstebønderne i krigstid. Herrens behov kom dog altid før fæstebondens, og fæstebønderne var ofte stavnsbundne til jorden, hvilket betød, at de ikke kunne forlade herrens gård uden dennes tilladelse.
Modsat slavesamfundets slaver havde fæstebonden en interesse i at udvikle produktionen på sin jordlod, hvilket faciliterede en vis udvikling af produktionsmidlerne. Langt størstedelen af bøndernes merprodukt tilfaldt dog klassen af feudale jordejere både gennem hoveriet og årlige afgifter. Markedet, konkurrencen og vareproduktion spillede kun en begrænset rolle. Derfor var der i modsætning til under den senere kapitalisme ikke samme incitament for de besiddende klasser til at geninvestere merprodukt/merværdi i udvikling af produktivkræfterne. I stedet blev dette ødslet op i krige, slotte, katedraler og adelig luksus.
Feudalstatens overhoved, for eksempel kongen, havde kun ringe kontrol over sit territorium, der var opdelt imellem feudalherrer med egne toldgrænser, som ofte lå i intern krig med hinanden. En sådan situation havde en hæmmende effekt på handelen.
Som produktivkræfterne udviklede sig, tog handelen fart. Med handelen opstod rige købmænd i byerne, som blev forløberne for det kapitalistiske borgerskab. Disse begyndte at udfordre feudalismens barrierer, som med tiden blev sprængt af de borgerlige revolutioner, hvilket blev indledningen til den moderne kapitalisme.