I marxistisk terminologi er ”klassesamarbejde” oftest betegnelsen for et samarbejde mellem repræsentanter fra de to dominerende klasser: kapitalist- og arbejderklassen, som skal opretholde det kapitalistiske klassesamfund.
Arbejdsbevægelsens ledelse er historisk gået fra at være revolutionær til at blive reformistisk. Den har droppet alle idéer om revolution, socialisme og arbejdermagt. Forbedringer af deres medlemmers liv er blevet 2. prioritet; for dem handler først og fremmest om at forsvare det kapitalistiske system for at bevare deres egen privilegerede position i samfundet.
Vi lever i et samfund med en herskende klasse: kapitalistklassen. Da det er konteksten, vil klassesamarbejdet først og fremmest komme den herskende klasse til gode, fordi det foregår på deres præmisser. Det ville ikke længere være klassesamarbejde, hvis arbejderklassens repræsentanter forsøgte at bryde med kapitalismens rammer.
Arbejderklassens repræsentanter begrunder klassesamarbejdet med, at det er i ”den nationale interesse” eller for at ”bevare den samfundsmæssige sammenhængskraft”. Det handler dog først og fremmest om at bevare kapitalismen og kapitalisternes muligheder for at tjene profit.
Klassesamarbejde foregår oftest igennem eller ved hjælp af staten, som det for eksempel er tilfældet med forligsmandsinstitutionen i overenskomstforhandlinger eller politisk set med samarbejde mellem arbejder- og arbejdsgiverpartier i parlamentet. I staten bliver klassesamarbejdet ophøjet, formaliseret og institutionaliseret. Det ser vi i Danmark eksempelvis i de såkaldte trepartsforhandlinger mellem staten, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Med trepartsforhandlingerne bliver det tydeligt, hvordan staten under kapitalismen bliver et redskab til en forløjet ”klasseforsoning”, det vil sige: en forsoning mellem repræsentanter fra kapitalist- og arbejderklassen men med et kapitalistisk samfunds rammer – altså som hesten med sin rytter.