I kølvandet på den seneste økonomiske krise er der igen opstået diskussion om alternativer til kapitalismen. I den anledning udgav Forlaget Marx for nyligt en antologi om marxisme og anarkisme. I januar 1920 skrev formanden for Kommunistisk Internationale, Sinovjev, et brev til de amerikanske arbejdere der var organiseret i den anarko-syndikalistiske fagforening IWW. Brevet, som vi hermed publicerer for første gang på dansk, behandler mange spørgsmål som igen er blevet aktuelle i forbindelse med debatten om alternativet til det nuværende samfund.

Oversat fra engelsk af Frederik B. Ohsten. Alle noter er tilføjet af oversætteren og indgår ikke i originalen.

Kammerater og klassefæller! Den Kommunistiske Internationales eksekutivkomité, der er forsamlet i Moskva, den russiske revolutions hjerte, hilser det revolutionære amerikanske proletariat i Industrial Workers of the World.

Kapitalismen er ruineret af Verdenskrigen, den er ikke længere i stand til at opretholde de enorme kræfter, den har skabt, og den er i forfald.

Arbejderklassens time er slået. Den sociale revolution er begndt, og her på de russiske stepper bliver de første slag udkæmpet.

Historien spørger os ikke, om i bryder os om det eller ej, om arbejderne er rede eller ikke. Her er muligheden. Grib den – og verden vil tilhøre arbejderne; lad den passere – og der vil måske ikke være en ny mulighed i generationer fremover.

Tiden er ikke til at tale om at "bygge det nye samfund i det gamles skal". Det gamle samfunds skal brækker i stykker. Arbejderne må oprette proletariatets diktatur hvilket alene kan bygge det nye samfund.

En artikel i "The One Big Union Monthly", der er jeres officielle organ, rejser spørgsmålet: "hvorfor skulle vi følge bolsjevikkerne?" Ifølge artiklens forfatter er alt, den bolsjevikiske revolution i Rusland har gjort, "at give det russiske folk stemmeret".

Det er naturligvis usandt. Den bolsjevikiske revolution har taget fabrikkerne, minerne, jorden og de finansielle institutioner ud af kapitalisternes hænder og lagt dem i hænderne på hele arbejderklassen.

Vi forstår og deler jeres afsky for principperne og taktikken hos de "gule" socialistiske politikere, der i hele verden har miskrediteret selve socialismens navn.(52) Vort mål er det samme som jeres – en sammenslutning uden stat, uden regering og uden klasser, hvor arbejderne skal styre prodktionsmidlerne og distributionsmidlerne til alles fælles bedste

Vi retter dette brev til jer, klassefæller i IWW, som en anerkendelse af jeres lange og heroiske tjeneste i klassekampen. I har taget det største slæb i jeres eget lands klassekamp, og i bør klart forstå kommunismens principper og program. Vi opfrodrer jer som revolutionære til at gå med i den Kommunistiske Internationale, der er født i den sociale verdensrevolutions daggry.
Vi opfordrer jer til at indtage den plads, som jeres mod og revolutionære erfaring tilsiger jer, i den proletariske røde hærs forreste rækker, i kamp under kommunismens faner.

Kommunisme og IWW

Den amerikanske kapitalistklasse bekender nu sinsande kulør.
De konstant stigende leveomkostninger, den voksende arbejdsløshed, den barbariske undertrykkelse af alle arbejdernes forsøg på at forbedre deres forhold, deportationen og fængslingen af "bolsjevikker", rækken af love imod strejker, lovene imod "kriminelle syndikalister", lovene om "røde flag" og lovene imod propaganda, der taler for "voldelig omstyrtelse af regeringen og ulovlig skade på ejendom" – alle disse tiltag har for enhver intelligent arbejder kun én eneste betydning.

Industrielt slaveri er lige så gammelt som selve kapitalismen, og før dette fandtes der andre former for slaveri for arbejderne.

Men nu planlægger verdens kapitalister – de amerikanske kapitalister ligesom kapitalisterne fra Frankrig, Italien, England, Tyskland osv. – én gang for alle at reducere arbejderne til absolut og håbløs trældom.
Enten dette eller arbejderklassens diktatur – der er intet andet alternativ. Og arbejderne må vælge nu.
Kapitalismen forsøger desperat at genopbygge dens knuste verden. Arbejderne må med magt erobre statsmagten og genopbygge samfundet i deres egne interesser.

Den kommende slavestat

Inden den amerikanske borgerkrig var Sydstaternes negerslaver bundet til jorden. Industrikapitalisterne i nord havde behov for en bevægelig befolkning til at bemande deres fabrikker, de erklærede, at slaveriet var en skændselsgerning, og de afskaffede det med magt. Nu forsøger industrikapitalisterne at binde arbejderne til fabrikkerne.

Under Verdenskrigen var det i hvert land i praksis forbudt arbejderne at strejke eller blot at standse arbejdet. I kan huske "arbejd eller kæmp"-lovene i jeres eget land.

Og nu, hvor krigen er ovre, hvad er der sket? Leveomkostningerne er steget og steget mens kapitalisterne faktisk har forsøgt at nedbringe lønningerne. Og når arbejderne, der er truet af sult, er tvunget til at strejke, bliver hele statens magt mobiliseret for at drive dem tilbage til maskinerne. Da jernbanearbejderne strejkede i Californien, truede US Marshal(53) med at tilkalde føderale tropper for at tvinge dem tilbage i arbejde. Da jernbanearbejdernes fagforening krævede højere løn eller rationalisering af jernbanerne, mødte USA's præsident dem med regeringens fulde, bevæbnede magt. Da minearbejdernes sammenslutning nedlagde arbejdet, besatte tusindvis af soldater minerne, og domstolene udstedte de mest omfattende tilhold i landets historie; de forbød fagforeningens ledere at udsende ordre om strejke eller på nogen anden måde hjælpe strejken, og de tvang arbejderne til at betale strejkebøder. Endelig erklærede justitsministeren officielt, at regeringen ikke ville tillade strejker i "virksomheder, der har samfundsmæssig betydning".

Dommer Gary, der er leder af ståltrusten, kan nægte kravet fra USA's præsident om at mødes med et udvalg af hans stålarbejdere, men når arbejderne vover at gå i strejke for en løn til at leve af og for den grundlæggende ret til at organisere sig i en fagforening, bliver de kaldt bolsjevikker og skudt ned i gaderne af Pennsylvanias kossakker.

Og I, klassefæller fra IWW med jeres bitre erindringer om Everett, om Tulsa, om Wheatland, om Centralia, hvor jeres kammerater blev slagtet, hvor tusinder af jer blev fængslet – I som ikke desto mindre må gøre det "beskidte arbejde" i markerne, på havnene, i skovene – I kan tydeligt se den proces, hvormed kapitalisterne ved hjælp af deres våben, staten, forsøger at indføre slavesamfundet.

Overalt råber kapitalisterne: "Mere produktion! Mere produktion!" Med andre ord må arbejderne arbejde mere for mindre løn, så deres blod og sved kan forvandles til guld for at betale den ruinerede kapitalistiske verdens krigsgæld.

For at opnå dette må arbejderne ikke længere have ret til at forlade deres arbejde; de må forbydes at organisere sig, så de kan blive i stand til at aftvinge indrømmelser fra arbejdsgiverne eller tjene på den kapitalistiske konkurrence. Af al magt skal arbejderbevægelsen standses og ødelægges.

For at redde udbytter-systemet må kapitalisterne forene sig og lænke arbejderne til industriens maskiner.

Eller den sociale revolution

Vil kapitalisterne være i stand til at gøre dette?
Det vil de, hvis ikke arbejderne erklærer krig mod hele det kapitalistiske system, omstyrter de kapitalistiske regeringer og opretter en arbejderklasse-regering, der knuser den kapitalisiske privatejendoms institutioner og gør al rigdom til alle arbejderes fælles ejendom.

Det er, hvad de russiske arbejdere har gjort, og det er den eneste vej for arbejderne i andre lande til at befri sig fra industrielt slaveri og omdanne verden, så arbejderen får alt, han producerer, og ingen vil være i stand til at tjene penge på andres arbejde.

Men hvis ikke arbejderne i andre lande rejser sig imod deres egne kapitalister, kan den russiske revolution ikke holde ud. Kapitalisterne i hele verden er klar over den fare, Sovjetruslands eksempel udgør, og de har forenet sig for at knuse det. De allierede har hurtigt glemt deres had til Tyskland og har inviteret de tyske kapitalister til at slutte sig til dem i den fælles sag.

Arbejderne i andre lande er også begyndt at forstå dette. I Iralien, Tyskland, Frankrig og England er revolutionens tidevande på vej opad. I USA indser selv de konservative medlemmer af AFL(54), at strejker for højere løn og bedre forhold ikke betyder noget, fordi leveomkostningerne hele tiden stiger og stiger. De har foreslået alle former for tiltag og reformer, såsom Plumb-planen(55), nationalisering af minerne osv. De har oprettet det såkaldte "Labor Party" [Arbejderpartiet, red.], der arbejder for, at regeringen og kommunerne skal eje industrien, mere demokratiske valghandlinger osv.

Men disse reformer ville, selv hvis de blev gennemført, ikke løse problemet. Så længe, det kapitalistiske system eksisterer, vil nogle mennesker tjene penge på andres arbejde. Alle reformer af det nuværende samfundssystem narrer blot arbejderen til at tro, at han ikke bliver berøvet så meget som tidligere.

Den sociale revolution er begyndt, og det første slag er i gang i Rusland. Den vil ikke vente på, at arbejderne eksperimenterer med reformer. Kapitalisterne har allerede ødelagt Sovjetrepublikken i Ungarn. Hvis de kan dominere og knække arbejderbevægelsen i andre lande, da vil det føre til den industrielle slavestat.

De klassebevoidste arbejdere i hele verden må før det er for sent forberede sig på at møde det kapitalistiske angreb, at angribe og sønderslå kapitalismen og udradere den.

Den kapitalistiske stat

Krigen og tiden derefter har med al tydelighed afsløret den kapitalistiske stats virkelige funktion – med al dens lovgivning, domstole, politi, militær og bureaukrati. Staten bliver brugt til at forsvare og styrke

kapitalisternes magt og undertrykke arbejderne. Det er især sandt i USA, hvis forfatning blev udfærdiget af de store købmænd, spekulanterne og jordejerne med det klare formål at beskytte deres klasseinteresser imod folkets flertal.

På nuværende tidspunkt virker USA's regering åbent som kapitalisternes våben imod arbejderne.

IWW bør forstå dette klarere end nogen anden arbejderorganisation, fordi den brutalt er blevet forfulgt af regeringen – organisationens ledere er blevet fænslede, dens aviser undertrykt og dens propaganda er blevet ulovlig i mange delstater.

Enhver arbejder kan se dette med egne øjne. Alle folk vælger guvernører, borgmestre, dommere og sheriffer, men når der er strejke indkalder guvernøren militsen til at beskytte skruebrækkerne, borgmesteren giver politiet ordre til at tæske og anholde blokadevagterne, dommeren fængsler arbejderne for "optøjer" eller "forstyrrelse af den offentlige orden", og sheriffen ansætter voldsmænd som vicesheriffer for at bryde strejken.

Hele det kapitalistiske samfund gør fælles front mod arbejderen. Præsten siger, at arbejderen skal være tilfreds; pressen fordømmer ham som "bolsjevik"; politimanden anholder ham; domstolene idømmer ham fængsel; sheriffen inddriver hans møbler som gældsbataling; fattighuset tager hans kone og børn.

For at sønderslå kapitalismen må arbejderne først vriste statsmagten ud af hænderne på kapitalistklassen. De må ikke blot erobre denne magt, men afskaffe hele det kapitalistiske statsapparat helt og aldeles.

Erfaringerne fra revolutioner har vist, at arbejderne ikke kan overtage statsapparatet og bruge det til deres egne formål, sådan som de gule socialist-politikere siger, man skal. Den kapitalistiske stat er bygget for at tjene kapitalismen og det er det eneste, den kan gøre, uanset hvem der kører den.

I stedet for den kapitalistiske stat må arbejderne bygge deres egen arbejderstat, proletariatets diktatur.

Proletariatets diktatur

Mange medlemmer af IWW er ikke enige i dette. De er imod "staten overhovedet." De foreslår at omstyrte den kapitalistiske stat og i stedet omgående oprette det Industrielle Fællesskab.(56)

Kommunisterne er også imod "staten". De ønsker også at afskaffe den – og i stedet sætte menneskenes egen administration af tingene.

Desværre kan det ikke gøres omgående. At den kapitalistiske stat bliver sønderknust betyder ikke, at kapitalismen automatisk og omgående forsvinder. Kapitalisterne har stadig våben, som må fratages dem; de har stadig støtte fra horder af loyale bureaukrater, ledere, opsynsfolk, værkførere og alle slags uddannede mennesker, der vil sabotere industrien – og disse folk må overtales eller presses tl at tjene arbejderklassen; de har stadig militære officerer, der kan forråde revolutionen, præster der kan oppiske overtroisk frygt imod den, lærere og talere, der kan sprede misinformation, uvidende bøller der kan hyres til at miskreditere den med ondskabsfulde handlinger, avisredaktører der kan føre folket bag lyset med en flod af løgne, og de "gule" socialister og arbejder-bedragere foretrækker kapitalistisk "demokrati" frem for revolution. Alle disse folk må holdes nede.

For at sønderslå den kapitalistiske stat, at knuse den kapitalistiske modstand, afvæbne kapitalistklassen, konfiskere den kapitalistiske ejendom og overdrage det hele til hele arbejderklassen i fællesskab, er det nødvendigt med en regering, en stat, proletariatets diktatur, hvor arbejderne gennem deres sovjetter med fast hånd kan rive det kapitalistiske system op med rode. Det er præcis, hvad der findes i Sovjetrusland i dag.

Men dette proletariatets diktatur er kun midlertidigt. Vi kommunister ønsker også at afskaffe staten Staten kan kun eksistere, så længe der findes klasekamp. Proletariatets diktaturs funktion er at afskaffe kapitalistklassen som klasse og gøre op med alle slags klassedelinger. Og når denne forudsætning er opnået forsvinder proletariatets diktatur, staten, automatisk og i stedet opstår der et nyt administrativt organ, der vil være lidt som IWW's ledelse.

I en løbeseddel argumenterede Mary Macy for nylig for, at selv om IWW teretisk ikke anerkender behovet for proletariatets diktatur, vil de faktisk blive nødt til det under revolutionen for at bekæmpe den kapitalistiske kontrarevolution.57 Det er helt rigtigt, men hvis ikke IWW på forhånd indser behovet for en arbejderstat og forbereder sig på det, vil der opstå forvirring og svaghed på et tidspunkt, hvor det er nødvendigt med beslutsomhed og resolut handling.

Arbejderstaten

Hvorledes vil arbejderstaten se ud?
Foran os har vi eksemplet med den russiske sovjetrepublik, hvis struktur det i lyset af de modstridende rapporter, der trykkes i andre lande, kan være nyttig kort at beskrive her.

Myndigheden er den lokale sovjet – eller råd – med deputerede fra arbejderne, den Røde Hær eller bønderne.
Arbejdernes sovjetter i byerne er sammensat således:
Hver fabrik vælger en delegeret for et bestemt antal arbejdere, og enhver lokal fagforening vælger delegerede. Disse delegerede bliver valgt ud fra politiske partier eller, hvis arbejderne ønsker det, som individuelle kandidater.

I den Røde Hær bliver de delegerede valgt af de militære enheder.
For bønderne gælder det, at hver landsby har sin lokale sovjet, der sender delegerede til egns-sovjetten, der til gengæld vælger amts-sovjetten, som sender delegerede til provins-sovjetten.

Ingen, som har ansat arbejdere, kan stemme.
Hver sjette måned vælger by-sovjetterne og provins-sovjetterne delegerede til den al-russiske sovjetkongres, der er landets øverste regerende organ. Denne kongres bestemmer den politik, landet skal føre i de næste seks måneder og vælger desuden en central eksekutivkomité med to hundrede medlemmer, der skal udføre denne politik. Kongressen vælger ogsåregeringen, Folkekommissærernes Råd, der står i spidsen for regeringens departementer eller Folkekommissariater.

Folkekommissærerne kan til enhver tid tilbagekaldes af den centrale eksekutvivkomité. Alle sovjetternes medlemmer kan meget let blive tilbagkaldt til enhver tid af deres vælgere.

Disse sovjetter er ikke blot lovgivende organer, men også udøvende myndigheder. I modsætning til jeres Kongres laver de ikke lovene og overlader det til præsidenten at udføre dem. Medlemmerne udøver selv lovene, og der er ingen højesteret til at sige, om disse love er "forfatningsstridige".

Mellem de al-russiske sovjetkongresser er den centrale eksekutivkomité Ruslands øverste magt. Den mødes minimum hver anden måned, og i mellemtiden regerer Folkekommissærernes Råd landet og medlemmerne af den centrale eksekutivkomité går på arbejde i de forskellige regeringsdepartementer.

Organiseringen af produktion og distribution

I Rusland er arbejderne organiserede i fagforeninger, og alle arbejderne i en industrigren tilhører samme fagforening. For eksempel: i en fabrik, der laver metalprodukter, er selv tømrerne og malerne medlemmer af metalarbejdernes fagforening. Hver fabrik er en lokal fagforening, og den klub, som arbejderne vælger, er dens forretningsudvalg.

Fagforeningernes alrussiske centrale eksekutivkomité bliver valgt på den årlige fagforeningskongres. En komité, der er valgt på kongressen, fastlægger lønningerne for alle kategorier af arbejdere. Med meget få undtagelser er alle de vigtige fabrikker i Rusland blevet nationaliserede, og de er nu alle arbejdernes fælles ejendom. Fagforeningernes opgave er derfor ikke længere at kæmpe imod kapitalisten men at drive industrien.

Det sovjetiske arbejdsministerium arbejder hånd i hånd med fagforeningerne. Ministeriets chef, Folkekommissæren for arbejde, er valgt af sovjetkongressen med godkendelse af fagforeningerne.

Det valgte Øverste Råd for Folkets Økonomi, der har ansvaret for landets økonomiske liv, , er delt op i departementer såsom departementet for metal, departementet for kemikalier osv., og hvert af dem bliver anført af eksperter og arbejdere, der er udpeget af det Øverste Råd for Folkets Økonomi med godkendelse af fagforeningen.

På hver fabrik bliver produktionen anført af et udvalg med tre medlemmer: en repræsentant fra den faglige klub, en repræsentant fra fagforeningernes centrale eksekutivkomité og en repræsentant fra det Øverste Råd for Folkets Økonomi.

Demokratisk centralisering

Fagforeningerne er på denne måde en del af regeringen – og denne regering er den mest centraliserede regering, der findes.

Det er desuden den mest demokratiske regering i historien. For alle regeringens organer er i konstant berøring med de arbejdende masser og er konstant følsom overfor deres vilje. Desuden har de lokale sovjetter i hele Rusland fuld selvbestemmelse til at styre deres egne, lokale anliggende når blot de udfører den nationale politik, som bliver besluttet af sovjetkongressen. Derudover repræsenterer sovjet-regeringen kun arbejderne, og den kan kun handle i arbejdernes interesse.

Mange medlemmer af IWW modsætter sig centralisering, fordi de tænker, at det ikke kan være demokratisk. Men hvor der findes store folkemasser er det umuligt at registrere enkeltpersoners vilje; kun flertallets vilje kan registreres, og i Sovjetrusland bliver regeringen alene administreret for arbejderklassens fælles bedste.

For at kapitalistklassens private ejendom kan blive arbejdernes sociale ejendom, kan den ikke overgives til enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner. Den må blive alles fælles ejendom, og det er nødvendigt med en central myndighed for at gennemføre denne forandring.

De enkelte industrigrene, der forsyner hele folket, er ikke kun et anliggende for arbejderen i den enkelte industrigren, men for alle sammen, og de må drives til alles bedste. Dertil kommer, at moderne industri er så komliceret og interdependent, at den for at fungere mest økonomisk og med den største produktion må være underlagt en enkelt, generel plan og en central ledelse.

Revolutionen må forsvares imod de store angreb fra kapitalismens forenede styrker. En stor hær må samles, trænes, forsynes og ledes. Det betyder centralisering. Sovjetrusland har i to år næsten på egen hånd bekæmpet den kapitalistiske verdens angreb. Hvorledes kunne den Røde Hær, der tæller mere end to millioner, være blevet opbygget uden en central ledende myndighed?58

Kapitalistklassen har en strengt cenraliseret organisation, der tillader, at dens fulde styrke kan rettes mod de splittede og svækkede dele af arbejderklassen. Krig er krig. For at omstyrte kapitalismen må arbejderne være en militær kraft med sin egen generalstab – men denne generalstab må være valgt af arbejderne og være under arbejdernes kontrol.

Når der er strejke er enhver arbejder klar over, at der bør være en strejkekomité – et centraliseret organ ttil at lede strejken, og hvis ordrer må følges – om end denne komité er valgt og kontrolleret af arbejderne.

Sovjetrusland er i strejke mod hele den kapitalistiske verden. Den sociale revolution er en generalstrejke imod hele det kapitalistiske system. Proletariatets diktatur er den sociale revolutions strejkekomité.

Sandsynligvis vil den kommende proletariske revolution i USA og andre lande udvikle nye organisationsformer. Bolsjevikkerne hævder ikke, at de har den endegyldige løsning på den sociale revoution. Men erfaringen med to år med arbejderstyre i Rusland har naturligvis den allerstørste betydning, og den bør nøje studeres af arbejdere i andre lande.

Politik

Ordet "politik" er for mande medlemmer af IWW som et rødt flag for en tyr – eller en kapitalist. For dem betyder politik blot politikere – som regel "gule" socialist-kandidater, der forsøger at skrabe stemmer sammen og opnå et behageligt embede, hvorfra de mageligt kan glemme alt om arbejderne.

Disse "anti-politiske" arbejdere er imod kommunisterne, fordi de kalder sig et "politisk parti" og nogle gange deltager i politiske kampagner. Dette er en alt for smal brug af ordet "politik". Et af de principper, som IWW blev grundlagt på, blev udtrykt af Karl Marx: "enhver klassekamp er en politisk kamp."(59)

Det vil sige, at enhver af arbejdernes kampe imod kapitalisterne er en kamp for arbejdernes politiske magt – statsmagten.

Det er i denne forstand, at vi kommunister bruger ordet "politik".

De "gule" socialister tror, at de gradvist kan opnå den politiske magt ved at bruge den kapitalistiske stats politiske maskineri til at vinde reformer, og når de har fået valgt et flertal i Kongressen, når de har vundet præsidentposten, guvernørposterne, borgmestrerne og sherifferne, da kan de begynde at bruge statsmagten til fredeligt at fjerne kapitalismen og indføre det Industrielle Fællesskab.

Dette får de "gule" socialister til at prædike alle slags reformer af det kapitalistiske system, det får dem til at tiltrække mindre kapitalister og politiske eventyrere af alle slags, og det får dem sluttelig til at indgå studehandler og kompromiser med kapitalistklassen. IWW tror ikke på denne vej, og det gør kommunisterne heller ikke.

Vi kommunister tror ikke, at det er muligt at gribe statsmagten ved at bruge den kapitalistiske stats politiske maskineri. Staten er et særligt våben i kapitalisternes arsenal, og den er naturlivis opbygget således, at den forsvarer og styrker kapitalismens magt.

Den kapitalistiske kontrol med alle de ting, der påvirker den offentlige mening – pressen, skolerne, kirkerne og bedragerne i arbejderbevægelsen samt den kapitalistiske kontrol med arbejdernes politiske opførsel gennem kontrollen med deres livsfornødenheder gør det aldeles usandsynligt, at arbejderne under det nuværende kapitalistiske "demokrati" nogensinde lovligt kan vælge en regering, der varetager deres interesser. Og på dette tidspunkt, hvor kapitalistklassen verden over fører en desperat kampagne med undertrykkelse imod alle bevidste arbejder-organisationer, er det utænkeligt.

Men selv hvis det var muligt for arbejderne at vinde statsmagten ved hjælp af den kapitalistiske stats politiske maskineri, kunne denne stat aldrig bruges til at indføre det Industrielle Fællesskab. Den virkelige kilde til kapitalistisk magt ligger i kapitalisternes ejerskab af og kontrol med produktionsmidlerne. Den kapitalistiske stat eksisterer med det formål at beskytte og udvide dette ejerskab og denne kontrol – den kan derfor ikke bruges til at ødelægge det.

Så vidt er kommunisterne og IWW enige. Den kapitalistiske stat må angribes af direkte aktion. Dette er i ordets korrekte betydning også en politisk aktion, fordi den har et politisk formål – erobringen af statsmagten. IWW foreslår at opnå dette ved generalstrejke. Kommunisterne går længere. Historien peger tydeligt på, at generalstrejke ikke er tilstrækkeligt.

Kapitalisterne har våben – og erfaringerne med de hvide garder i Rusland, Finland og Tyskland(60) viser, at de har den fornødne organisering og træning til at bruge disse våben mod arbejderne. Desuden råder kapitalisterne over fødevarelagre, hvilket sætter dem i stand til at holde ud i længere tid end arbejderne, der aldrig står langt fra en mangelsituation.

Kommunisterne taler også for generalstrejke, men de tilføjer, at den må blive til væbnet opstand. Både generalstrejken og opstanden er former for politisk aktion.

Revolutionær parlamentarisme

Hvis dette er sandt, hvis kommunisterne ikke tror, man kan erobre statsmagten gennem stemmeurnerne, hvorfor deltager de kommunistiske partier da i valgkampe og opstiller kandidater?

Spørgsmålet om, hvorvidt kommunisterne bør deltage i valg, er af sekundær betydning. Nogle kommunistiske organisationer gør dette, andre gør ikke. Men de, som agerer på den politiske bane, gør det alene for propaganda. Politiske kampagner giver revolutionære en mulighed for at tale med arbejderklassen og pege på statens klassekarakter og deres klasseinteresser som arbejdere. Det gør det muligt for dem at vise det nytteløse i reformer og demonstrere de virkelige interesser, der dominerer de kapitalistiske og "gule" socialistiske partier og pege på, hvorfor hele det kapitalistiske system må omstyrtes.

Kommunister, der er blevet valgt til parlamentet, har som deres opgave at bedrive propaganda; at ustandseligt udstille den kapitalistiske stats sande natur, obstruere den kapitalistiske regerings operationer og vise deres klassekarakter, at forklare det nytteløse i alle kapitalistiske reformforsøg osv.

I den lovgivende forsamlings haller kan kommunisten fra nationens talerstol udstille kapitalismens brutalitet og kalde arbejderne til oprør. Karl Liebknecht viste, hvad en kommunist i parlamentet kan gøre. Hans ord i den tyske Rigsdag blev hørt over hele verden. Andre i Rusland, Sverige (Höglund) og andre lande har gjort det samme.

Den mest almindelige indvending mod at vælge kandidater til kapitalistiske parlamenter er, at uanset hvor gode revolutionære, de er, vil de uundgåeligt blive korruperede af deres omgivelser og forråde arbejderne.

Denne antagelse er affødt af mange års erfaringer med socialistiske politikere og arbejder-bedragere. Men vi kommunister siger, at et virkelig revolutionært parti vil vælge ægte revolutionære og vil vide at holde dem under sin kontrol.

Mange medlemmer af IWW er bittert imod at gøre nogen som helst brug af parlamenter og andre regerende institutioner til propagandaformål. Men IWW har som organisation ofte brugt dem. Under Lawrence-strejken i 1912 gjorde IWW endda god brug af Victor Berger, det socialistiske Kongresmedlem, der talte om strejken og IWW i Repræsentanternes Hus.(61)

William D. Haywood, Vincent St. John og mange andre IWW-ledere har frivilligt vidnet for Kommissionen for Industrielle Anliggender under USA's regering og benyttet sig af denne metode til at bedrive propaganda for dees organisatione. Men det bedste eksempel på brug af statens politiske maskineri til propagandaformål var i 1918, da den føderale domstol i Chicago af de hundrede IWW-ledere, der var for retten, blev omdannet til et tre måneder langt agitationsmøde for IWW. Det var ekstremt værdifuldt for os.

Disse er alle tilfælde, hvor man har brugt den kapitalistiske stats maskineri til at bedrive revolutionær propaganda blandt masserne. Propagandaen bør bedrives, som forholdene betinger det – og det samme gælder parlamentarisk handling. Intet våben bør fordømmes på forhånd.

IWW's særlige og specielle opgave er at forberede arbejderne på erobring og drift af industrien. Kommunistpartiets særlige funktion er at forberede arbejderne på erobring af den politiske magt og driften af proletariatets diktatur. Alle arbejdere bør på samme tid være en del af den revolutionære fagforening i deres industrigren samt af det parti, der taler for kommunisme.

Den sociale revolution og det fremtidige samfund

IWW's formål, som er at "bygge det nye samfund i det gamle samfunds skal", indebærer en omfattende organisering af arbejderne, så det kapitalistiske saystem på et givent tidspunkt kan omstyrtes, og det færdigudviklede Industrielle Fællesskab kan træde i stedet.

En sådan handling kræver, at flertallet af arbejderne er organiserede og disciplinerede. Inden krigen var der grund til at tro, at dette kunne lade sig gøre selv om IWW i sin 14-årige historie kun havde været i stand til at organisere en relativt lille andel af de amerikanske arbejdere.

Men på nuværende tidspunkt er en sådan plan utopisk. Kapitalismen bryder sammen, den sociale revolution står foran os, og historien vil ikke vente på, at flertallet af arbejderne er organiserede 100 procent ifølge en plan fra IWW eller en hvilken som helst anden organisation. Foran os har vi ikke længere udsigt til en normal økonomisk udvikling, der alene ville gøre det muligt at gennemføre en sådan plan. Krigen har kastet verdens folk ud i katastrofe, og de må planlægge omgående handling – ikke udarbejde planer, som det vil tage årevis at gennemføre.

Det nye samfund vil ikke, som vi troede, blive opbygget inde i de kapitalistiske systems skal. Det kan vi ikke vente på. Den sociale revolution er her. Og når arbejderne har omstyrtet kapitalismen og har knust alle forsøg på at genskabe den, da kan de i ro og mag og i frihed gennem deres sovjet-stat opbygge det nye samfund.

Stillet over for den sociale revolution, hvad er da de vigtigste ummidelbare opgaver for IWW?

De bør, som den vigtigste organisation, der baserer sig på revolutionært fagforeningsarbejde i USA, forsøge at skabe grundlaget for at forene alle fagforeninger, der har en klassebevidst karakter, aller arbejdere der anerkender klassekampen, såsom WIIU62, One Big Union63 og visse oprørske fagforeninger inednfor AFL. Dette er ikke tiden til at grunde over et navn eller små organisatoriske spørgsmål. Den vigtigste opgave er at samle alle arbejdere, der er rede til revolutionær masseaktion.

De bør som revolutionære ikke afvise de amerikanske kommunisters forsøg på at nå til enighed med dem omkring fælles, revolutionær aktion. Det politiske parti og den faglige organisation bør skulder ved skulder gå fremad mod det fælles mål – afskaffelse af kapitalismen gennem proletariatets diktatur, oprettelse af sovjetter og klassernes og statens bortdøen. Den Kommunistiske Internationale rækker sin broderlige hånd til IWW.

NOTER:

(51) Grigorij Jevsejevitj Sinovjev (1883-1936) var en sovjetisk kommunistisk
politiker. Han var formand for Kommunistisk Internationales eksekutivkomité fra
1919 til 1926. Under revolutionen i 1917 gik han – sammen med blandt andre Josef Stalin og Leon Kamenev (1883-1936) – imod Lenins linje. Sammen med Kamenev modsatte han sig oktoberrevolutionen, og han trak sig fra bolsjevikkernes ledelse, fordi de ikke ville indgå forhandlinger med de socialdemokratiske mensjevikker og bondepartiet de Socialrevolutionære. Han vendte imidlertid senere tilbage til en
ledende position i partiet, og i 1919 blev han leder af Kommunistisk Internationale.
Sammen med Nikolaj Bukharin, Kamenev og Stalin lancerede Sinovjev et korstog
mod Trotskij i 1923, da Lenin lå dødeligt syg. Da Trotskij og partiets venstrefløj var blevet udmanøvreret, havnede Sinovjev imidlertid i opposition til Stalin, og i perioden 1926-27 indgik han en alliance med Trotskij imod Stalin. I 1927 blev han ekskluderet fra partiet, og efterfølgende kapitulerede han til Stalin. Han blev atter ekskluderet i 1932. Endnu en gang frasagde han sig offentligt alle sine tidligere holdninger og underlagde sig Stalin, men han blev alligevel i 1935 idømt ti års fængsel. I 1936 blev han anklaget ved den første af de store skueprocesser i Moskva og efterfølgende henrettet.

(52) Der tænkes her på reformistiske, socialdemokratiske politikere og
fagforeningsledere, der fører en linje med klassesamarbejde i stedet for klassekamp, nationalisme i stedet for internationalisme. I USA var denne tendens især repræsenteret af den såkaldte ”craft-unionisme” og fagforbundet AFL.

(53) United States Marshal Services er en føderal politimyndighed i USA.
Sammen med FBI er det en af landets vigtigste politimyndigheder.

(54) American Federation of Labor – eller blot AFL – var et amerikansk
fagforbund, der blev stiftet i 1886, da en række fagforeninger brød ud af organisationen Knights of Labor. AFL var præget af den såkaldte "craft-unionisme", hvis vigtigste kendetræk var organisering af enkelte håndværk i egne, snævre fagforeninger. I praksis splittede de arbejderne i de forskellige fag ud mod hverandre. De modsatte sig, at ufaglærte og arbejdere i storindusterien blev organiserede.

(55) Plumb-planen var et forslag om, at den amerikanske føderale regering skulle opkøbe alle jernbaner til en pris, der skulle fastsættes af et uvildigt udvalg. Ifølge forslaget skulle der investeres i forbedringer af jernbanerne gennem lån fra delstater og den føderale regering, og det nye selskabs overskud skulle bruges til at sikre billige billetter og en højere løn til jernbanens ansatte. Forslaget, der var udfærdiget af og opkaldt efter Glenn E. Plumb (1866-1922) blev aldrig vedtaget af hverken kongressen eller præsidenten.

(56) IWW yndede at bruge betegnelsen "Industrielt Fællesskab" til at betegne et samfund, hvor arbejderne har væltet kapitalismen og selv har taget magten. Fra et marxistisk synspunkt er betegnelsen "socialisme" langt bedre, fordi den betoner ejendomsforholdene, men ordet dækker over det samme.

(57) Mary Edna Tobias Macy (1877-1922) var en amerikansk socialist og medredaktør af det internationalistiske blad International Socialist Review. Bladet samlede folk fra Zimmerwald-bevægelsens venstrefløj, men blev i 1918 lukket, fordi Wilson-regeringen forbød, at bladet kunne sendes med posten. Macy meldte sig samme år ind i IWW, hvor hun blev en flittg skribent og forfattede mange artikler og løbesedler for organisationen. Da USA's regering lancerede en byge af arrestationer og politisk forfølgelse imod IWW-folk, mistede Macy sit hus, fordi hun havde stllet det som kaution for det ledende IWW-medlem "Big" Bill Haywood, der flygtede til Sovjetunionen, hvor han fik politisk asyl. Udmattet og deprimeret efter årevis med politisk forfølgelse og økonomisk ruin beguk Mary Macy selvmord den 8. december 1922.

(58) Den Røde Hær var den officielle betegnelse for Sovjetunionens hær fra 1918 til 1946. Hæren blev under ledelse af Leon Trotskij opbygget i 1918 på grundlag af medlemmerne af den frivillige milits Den Røde Garde. Fra maj 1918 indførte Leon Trotskij almindelig værnepligt for at opbygge en hær, der effektivt kunne slå den væbnede kontrarevolution tilbage. På dette tidspunkt havde general Alexej Kaledins monarkistiske kossak-hær taget kontrol med Don-regionen. Desuden var de allierede lande fra Første Verdenskrig begyndt at intervenere, og tolv forskellige lande bevæbnede kontrarevolutionære militser. Senere kom endnu flere lande kontrarevolutionen til hjælp med både bevæbning, assistance og regulære tropper. Den Røde Hær blev opbygget som en revolutionær hær med frie politiske diskussioner og kurser, og alle officerer var på valg. I de erobrede områder konfiskerede den Røde Hær godsejernes jord og fordelte den til bønderne – de kontrarevolutionære hære gjorde det stik modsatte. Dette var afgørende for bøndernes støtte til den Røde Hær og dens sejr i krigene 1918-22. Senere, da Stalin-fløjen og bureaukratiet tog magten i Sovjetunionen, blev al demokrati i hæren afskaffet, og alle de gamle ting fra tsar-tiden blev genindført: medaljer, kadaverdisciplin og ulige tiltaleformer mellem menige og befalingsmænd. Under Stalins udrensninger sidst i 1930'erne blev mange af de bedste militære ledere (herunder general Mikhail Tukhatjevskij) fjernet og erstattet af uduelige Stalin-loyalister, der troede, at Anden Verdenskrig ville blive udkæmpet med kavaleri.

(59) Karl Marx og Friedrich Engels: Det Kommunistiske partis manifest.

(60) Der henvises her til de kontrarevolutionære militser, som kæmpede imod revolutionen i Rusland, Finland og Tyskland. I Finland opstod det såkaldte "Suojeluskunta" i 1918 som kontrarevolutionens væbnede gren. Under borgerkrigen – der også omfattede kontrarevolutionære legioner fra Polen og Tyskland – blev titusindvis af revolutionære arbejdere dræbt eller sendt i koncentrationslejre. I Tyskland opstod de såkaldte "frikorps" efter Første Verdenskrig som stødtropper mod truslen om socialisme. Frikorpsene var berygtede for deres hensynsløse brutalitet og racistiske ideologi. I Baltikum, Østprøjsen, Polen og Schlesien angreb de venstrefløjen og lavede etniske udrensninger. I Tyskland blev de brugt til at nedkæmpe rådsrepublikken i Bayern og revolutionen i Berlin, hvor de også – på Socialdemokratiets foranledning – myrdede de kommunistiske ledere Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

(61) Victor L. Berger (1860-1929) var en amerikansk politiker fra Wisconsin (født i Østrig-Ungarn), der var med til at stifte det socialdemokratiske parti i USA i 1898 og i 1901 USA's Socialistiske Parti. Han sad i Repræsentanternes Hus i perioden 1911-13 og igen 1923-29.

(62) Workers International Industrial Union (WIIU) var et fagforbund, der brød ud af IWW i 1908 på spørgsmålet om fagforeningens holdning til politik. Socialist Labor Party of America, der havde været med til at stifte IWW, trak sig ud af IWW i 1908 på grund af IWW-ledernes afvisning af at kombinere den faglige aktivitet med politisk handling. WIIU kom dog aldrig til at organisere mange arbejdere og led en stille død i 1925.

(63) One Big Union var en syndikalistisk canadisk fagforening, der blev stiftet i 1919. Organisationen spillede en stor rolle i generalstrejken i Winnipeg i 1919, og organisationen voksede hurtigt til omkring 75.000 medlemmer. I 1956 var medlemstallet gået tilbage til 24.000 medlemmer, og organisationen fusionerede med Canadian Labour Congress, det canadiske LO.

(64) London-bureauet, også kendt som Amsterdam-bureauet, blev stiftet i 1935. Det var en løs sammenslutning af socialistiske (centristiske) partier, der ikke havde forbindelse til hverken Anden eller Tredje Internationale, og som modsatte sig oprettelsen af en Fjerde Internationale. Blandt medlemmerne var det tyske SAP, det britiske ILP og sidenhen det spanske POUM.