Leon Trotskij oprettede Fjerde Internationale i 1938 på grundlag af erfaringerne fra de tre foregående internationaler. Efter Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen i 1924 blev det tidligere politiske flertal af kommunistpartiet, der fulgte linjen fra Lenin, stemplet som trotskister og bekæmpet af det stalinistiske bureaukrati.
Trotskij gjorde på det tidspunkt klart at Stalin brugte betegnelsen ”trotskisme” for at prøve at fremstillet mindretallet (ledt af Trotskij) i kommunistpartiet som noget der var anderledes end den tidligere politiske linje ført frem af Lenin. Men realiteterne var, at Lenin og Trotskij, især i årerne op til Lenins død, havde ført en fælles intens kamp mod det voksende bureaukrati (med Stalin i spidsen) der langsomt var ved at kvæle den unge sovjetiske arbejderstat. Mindretallet samlede sig i Venstreoppositionen og førte en hård kamp for at få det russiske kommunistparti og den Kommunistiske (tredje) Internationale tilbage på revolutionært internationalistisk grundlag.
Fjerde Internationale
Undertrykkelsen af venstreoppositionen blev langsomt forstærket og et utal af lederne fra den russiske revolution forsvandt eller blev sendt i lejre. Trotskij selv blev ekskluderet af kommunistpartiet i 1927 og sendt i eksil i 1929.
Først i 1934 efter at Stalin havde erklæret Hitlers magtovertagelse for ”et nødvendigt skridt”, uden at det havde frembragt væsentlig modstand internt fra den kommunistiske internationale, erklærede Trotskij og Venstreoppositionen den Kommunistiske Internationale (Komintern) for død.
Fra deraf blev alle kræfter sat ind i kampen for at danne en ny internationale der kunne videreføre de revolutionære traditioner fra Marx, Engels og Lenin. Fjerde internationale blev dannet i 1938 på grundlag af Overgangsprogrammet. Perspektivet var, at den truende verdenskrig ville medføre revolutionære situationer i de fleste lande og at Fjerde Internationale i den situation ville kunne spille en afgørende rolle
Trotskisterne
Fjerde Internationale bestod i de fleste lande af små grupper. I flere lande arbejdede trotskisterne indenfor de etablerede arbejderpartier og kæmpede der for at vinde opbakning til de marxistiske ideer.
Trotskijs skrifter fra 30’erne vidner om, at der var mange diskussioner om, hvordan revolutionære skulle arbejde, hvilke paroler, de skulle fremføre, og ikke mindst hvordan man skulle gå fra at være relativt små grupper til at vinde bred opbakning i arbejderklassen. Mordet på Trotskij berøvede den nye internationale en fremragende teoretiker og revolutionær leder. De tilbageværende ledere skulle hurtigt vise sig ude af stand til at føre hans arv videre.
Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 betød, at kontakten mellem de forskellige sektioner af Fjerde Internationale blev næsten ikke eksisterende. I de besatte lande måtte trotskisterne arbejde illegalt, hvilket naturligt besværliggjorde arbejdet. I Danmark endte flere af trotskisterne i koncentrationslejre. De eneste sektioner, der kunne arbejde åbent var den amerikanske (Socialist Workers Party, ledt af James Cannon) og den engelske.
Trotskijs perspektiv
Trotskijs perspektiv var, at Anden Verdenskrig ville blive fulgt af en revolutionær bølge, der ville betyde at de socialdemokratiske og stalinistiske partier ville blive marginale, og at Fjerde Internationale ville blive den afgørende revolutionære kraft. Enten ville arbejderne i Sovjet lavet en politisk revolution, eller også ville arbejderne i Vesten gennemføre en revolution, som igen ville sikre genindførelsen af en demokratisk arbejderstat i Rusland. Men de russiske arbejdere gennemførte ikke en politisk revolution. I kampen mod de nazistiske tropper gav de alle deres kræfter for at forsvare Sovjet.
Den røde hærs gigantiske sejre efterlod bureaukratiet i Sovjetrusland med en kæmpe autoritet blandt de vestlige arbejdere. Derfor kiggede millioner af arbejdere mod kommunistpartierne i de forskellige lande for at vise vejen. Dette kunne have været starten på revolution i alle de europæiske lande, men Stalin gav ordre om at man måtte undgå revolution for enhver pris. En succesfuld revolution i for eksempel Grækenland, Frankrig, Italien eller Danmark ville kunne true det sovjetiske bureaukrati på grund af den virkning, det ville have på arbejderne i USSR.
Derfor blev den revolutionære bølge vildledt af stalinisterne og endte med at give de gamle magthavere magten tilbage. Samtidig gjorde Sovjetunionens popularitet, at de vestlige magter ikke turde angribe Sovjet.
Den engelske sektion
Trotskijs død efterlod Fjerde Internationale uden en ledelse der var i stand til at nyorientere internationalen. I stedet holdt lederne krampagtigt fast i perspektivet om umiddelbar revolution i Europa efter krigen. De mente, at man ville se en lang årrække med diktaturer og økonomisk krise i Europa. Kun den engelske sektion (det Revolutionære Kommunistiske Parti, RCP) var i opposition. De forklarede, at Trotskijs perspektiv havde været korrekt, men at især de ”kommunistiske” lederes forræderi havde været med til at stoppe den revolutionære bølge, der fulgte krigen.
Uenigheder med den internationale ledelse
Lederne af Fjrede Internationale påstod hårdnakket, at revolutionen stod for døren i hele Europa. Ledelsen for den engelske sektion, med folk som Jock Haston og Ted Grant i spidsen, forklarede derimod, at Sovjetunionens succes under krigen samt kommunistpartiernes forræderi efter krigen, gjorde, at perspektivet om revolution var blevet udskudt.
Fjerde Internationales ledere agiterede for at hvis ikke revolutionen sejrede, ville der opstå militærdiktaturer i hele Europa. Haston og Grant gik hårdt imod dette og forklarede, at imperialisterne var nød til at imødekomme de revolutionære masser ved at indføre demokratiske styrer og give reformer til arbejderne. Dermed var der tale om en ”kontrarevolution i demokratisk form”. For eksempel kom Labour til magten i England efter krigen og gennemførte en række progressive reformer indenfor kapitalismens rammer. Labour nationaliserede en række vigtige industrier og var i stand til at forbedre leveforholdene. Det gjorde, at mange arbejdere ikke længere anså det for nødvendigt at gøre op med kapitalismen.
Den internationale ledelse forklarede også at et opsving var udelukket i perioden efter krigen. Men virkeligheden var, at genopbygningen af Europa gav et grundlag for et massivt økonomisk opsving, der varede til midten af 70’erne. Samtidig gav USA kæmpe lån til Europa gennem Marshall-hjælpen, hvilket gjorde det muligt at genopbygge Europas ruiner og forbedre forholdene for arbejderne. Sådan var de i stand til at stoppe den revolutionære bølge.
Østeuropa
Den nye ledelses manglende evner førte dem fra den ene fejl til den anden. De erklærede de nye østeuropæiske lande for at være ”statskapitalistiske” samtidig med, at de fastholdt Trotskijs analyse af Sovjetunionen som en degenereret arbejderstat, til trods for at de grundlæggende sociale forhold var de samme.
RCP derimod forklarede at det var fejlagtigt at kalde de østeuropæiske lande for statskapitalistiske. Sagen var, at de tidligere kapitalister i de østeuropæiske lande, der var kontrolleret af Sovjetunionen, var flygtet fra den Røde Hær. Statsmagten var i hænderne på meget ustabile regeringer, hvor kommunistpartierne havde sikret sig de vigtigste poster. Da USA prøvede at tilbyde de østeuropæiske lande Marshall-hjælp følte Sovjetunionen deres magt truet og opildnede arbejderne til at støtte indførslen af planøkonomi. Det begyndte i Tjekkoslovakiet, men gentog sig i de andre lande.
Deforme arbejderstater
Ved at basere sig på arbejderne, og med den røde hær i baghånden, var stalinisterne i stand til at indføre bureaukratiske deforme arbejderstater i hele Østeuropa. Ikke sunde demokratiske arbejderstater som Rusland i 1917, hvor magten var i hænderne på arbejderne og bønderne gennem demokratisk valgte sovjetter (råd), men kopier af det totalitære bureaukratiske regime, som Sovjetunionen var degenereret til.
Ledelsen af Fjerde Internationale holdt stædigt fast i deres forkerte analyse, hvilket førte dem til den ene zig zag kurs efter den anden. Da Tito i Jugoslavien kom i konflikt med styret i Sovjetunionen erklærede de nu, at Jugoslavien ikke længere var ”statskapitalistisk”, men i stedet en relativ sund arbejderstat. Dette til trods for at den politiske situation i Jugoslavien var uændret. Den eneste forskel i situationen var, at det Jugoslaviske bureaukratis interesser var i modstrid med Sovjetunionens.
Statskapitalisme?
Ted Grant forklarede flere gange, at det var problematisk at kalde de østeuropæiske lande for ”statskapitalistiske”. Økonomien i disse lande var underlagt staten gennem planøkonomien. Statskapitalisme er derimod en betegnelse for kapitalistiske lande, hvor staten for eksempel gennemfører nationaliseringer af visse dele af økonomien uden på nogen måde at true den private ejendomsret. Ved at kalde landene for statskapitalistiske var lederne af Fjerde Internationale med til at forvirre bevægelsen. Hvis de østeuropæiske lande var statskapitalistiske, måtte den logiske konklusion være, at der findes en form for kapitalisme uden kriser og arbejdsløshed. Så hvorfor kæmpe for socialisme? Den engelske sektion sagde imidlertid, at der var brug for en politisk revolution, hvor man smed det stalinistiske bureaukrati ud og i stedet sikrede demokratisk arbejderkontrol med alle beslutninger i planøkonomien.
FI støtter Mao og Tito
I Kina mente lederne, at Mao ville kapitulere til de borgerlige ligesom under den kinesiske revolution i 1925-27. Da revolutionen lykkedes i Kina i 1949, erklærede de det derefter for at være statskapitalistisk. Dette ændrede de senere til at Kina var en deform arbejderstat.
Da Kina kom i konflikt med det sovjetiske bureaukrati slutningen af 50erne erklærede de nu, at Kina var en forholdsvis sund arbejderstat. Gennem den slags principløse manøvrer fra side til side orienterede de deres arbejde til ukritisk at støtte det jugoslaviske og kinesiske bureaukrati, til trods for at de kort forinden havde erklæret landene for at være statskapitalistiske.
Fejl på fejl
I Europa gik Fjerde Internationale ind i de socialdemokratiske og kommunistiske partier på et fuldstændig opportunistiske grundlag, hvor man skjulte sine ideer og i stedet prøvede at blive en del af partierne ved ikke at sige noget. Denne metode kaldes for dyb entrisme. Flere steder betød det, at flere af deres folk blev en del af de reformistiske bureaukratier. Senere forlod de partierne igen, uden at det rigtigt gik op for nogen af medlemmerne af partierne, at de overhovedet havde været der. Ernst Mandel (en af lederne af Fjerde Internationale) forklarede i april 1968, at de europæiske arbejdere aldrig ville røre på sig, da de var alt for privilegerede. En måned senere var Frankrig lammet af verdenshistoriens hidtil største generalstrejke.
Studenter
I stedet for at kæmpe for de marxistiske ideer blandt arbejderne søgte de alle slags genveje til at opbygge Internationalen. For eksempel vendte de sig mod guerilla bevægelserne i den tredje verden og mod studenterne. De studenter, man vandt, skulle udelukkende lave solidaritetsarbejde med befrielsesbevægelserne i den tredje verden. Dette kunne kun føre til, at man misuddannede en hel generation af unge.
Studenter kan spille en væsentlig rolle i opbyggelsen af de revolutionære kræfter. Men kun hvis man ærligt forklarer dem studenternes begrænsede rolle i klassekampen og træner dem i at vinde og uddanne arbejdere og på den måde sprede de marxistiske ideer i arbejderklassen. Man kan have nok så mange revolutionære studenter, men uden en stærk tilstedeværelse i arbejderklassen vil man i sidste ende ikke komme nogle vegne.
Militant: en succes
Kun lederne af den engelske sektion var i stand til at gå imod degenereringen af Fjerde Internationale og nyorientere bevægelsen på basis af Trotskijs ideer og metode. Især har Ted Grant været en grundpille i videreførelsen af de marxistiske ideer traditioner og metode (også kaldet trotskismen).
Efter at have kæmpet imod degenereringen af Fjerde Internationale blev Ted Grant og en række andre ekskluderet i 1965. De valgte at vende ryggen til lederne af Fjerde Internationales intriger og i stedet opbygge en international tendens baseret på de marxistiske ideer. I 1970 begyndte de at udgive avisen Militant, og de arbejdede som marxistisk tendens i det engelske arbejderparti Labour. Dette førte til massiv fremgang.
Militant fik omkring 8.000 faste støtter, tre parlamentsmedlemmer (for Labour), som havde stillet op på et marxistisk program, samt 40 byrådsmedlemmer (for Labour) og flertal i Liverpool byråd. Militant spillede også en stor rolle under minearbejderstrejken 1984-85 og i anti-poll-tax kampagnen i slutningen af 80’erne. Militant var dermed en af stærkeste trotskistiske tendenser nogensinde.
>
Militant ødelægges
Desværre begyndte et lag at få storhedsvanvid over succesen. De ville udråbe et selvstændigt arbejderparti. Dette gik Ted Grant hårdt imod. Han sagde, at det var vanvid at kalde 8.000 mennesker for et parti i et land, hvor Labour havde mange hundredetusinde medlemmer. Ted Grant fortsatte – sammen med blandt andre Alan Woods – kampen for de marxistiske ideer i det der i dag er kendt som den Internationale Marxistiske Tendens og som har støtter verden over.
Den verdensomspændende kapitalistiske krise betyder, at arbejdere overalt må se deres arbejde, lønninger, boliger og leveforhold truet. Det gælder ikke mindst i Danmark. Ledelsen for arbejderbevægelsen accepterer uden at blinke, at arbejderklasse skal betale prisen for en krise, som kapitalisterne har skabt. Der er et stort behov for et alternativ til dette vanvid.
De marxistiske ideer, som de blev formuleret af Marx, Engels, Lenin og Trotskij, er de eneste, der kan vise en vej frem. Nemlig arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne. For at dette skal lykkes, er det afgørende med en stærk marxistisk internationale, der bygger på arbejderklassens bedste traditioner.
