delacroix libertyI disse dage og måneder kan man se et stigende antal såkaldte dokumentarprogrammer om den russiske revolution. Samtidig udkommer der et stigende antal film, tv-programmer og bøger om venstreorienterede terrororganisationer som Blekingegadebanden og Rote Armee Fraktion.

Alle har de samme morale; handlinger, der sigter på at ændre samfundet, fører uundgåeligt til moralsk forkastelige handlinger.

Anledningen er den stigende klassekamp og den alvorlige økonomiske krise, som borgerskabet såvel som marxisterne ved, vil føre til en skærpet klassekamp i den kommende periode. De forsøger nu med alle midler at indpode i hovedet på arbejdere og unge, at selve idéen om revolution er moralsk forkastelig. I 1938 skrev Trotskij en lille pjece ”Deres moral og vores”, hvor han på brillant vis svarer på disse angreb.

Moralske dunster

Pjecen (der kan læses her) er skrevet i 1938 med en stigende reaktion overalt i verden, bare et år før udbruddet af anden verdenskrig. Trotskij forklarer, hvordan den triumferende reaktion får repræsentanterne for ”venstrefløjen” – socialdemokrater, anarkister og lignende, til at ”udsvede det dobbelte af deres sædvanlige kvantum moralske dunster”.

Disse ”moralister”, som Trotskij kalder dem, fordømmer ikke reaktionen, men de revolutionære, for gennem deres handlinger at provokere reaktionen. ”Klassegrundlaget for dette falske og pompøse træk er: Det intellektuelle småborgerskab. Det politiske grundlag: deres afmagt og forvirring over for den sig nærmende reaktion. Det psykologiske grundlag: Deres bestræbelser på at overvinde følelsen af egen afmagt ved at maskere sig bag en profets skæg.”

Lighedstegn mellem reaktionen og revolutionen

Moralisternes metode er at sætte lighedstegn mellem reaktionens opførsel og revolutionens. Det ser vi også i dag, hvor der i utallige dokumentarprogrammer sættes lighedstegn mellem den store russiske revolution under ledelse af Lenin og Trotskij, og den seneste totalitære degenerering under det stalinistiske bureaukrati.

Der sættes lighedstegn mellem kampen for socialisme og det totalitære styre i Nordkorea, når der i TV ukritisk refereres til det ”kommunistiske” Nordkorea. Og det samme ses med fordømmelserne af enhver revolutionær kamp i sammenligningen med Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion.

”Det grundlæggende træk i disse tilsnigelser og sammenligninger ligger”, som Trotskij forklarede ”i deres fuldstændige ignorering af de forskellige retningers materielle grundlag, det vil sige af deres klassenatur og dermed deres objektive historiske rolle.”

Eviggyldig moral

Trotskij forklarer, hvordan den mest benyttede beskyldning mod bolsjevikkerne var sætningen om at ”målet helliger midlet”. En anklage der også i dag rettes mod marxisterne. Men Trotskij spidder fuldstændig denne beskyldning. For det første spørger han moralisterne; ”hvad med jeres egne moralske principper?” Hvis hverken personlige eller sociale mål kan hellige midlerne, hvad kan så? Så må kriterierne findes uden for det historiske samfund, og det efterlader i sidste ende ikke andet kriterium end Gud. Hvis der findes eviggyldige moralske kriterier, må de have eksisteret før mennesket, endda før universet og hvordan kan de så være opstået? Trotskij giver svaret klart: ”Teorien om en evig moral kan ikke overleve uden Gud.”

Hvis ikke man vil ty til Jesus, Muhammed eller Buddha, må man anerkende, at moralen er et produkt af den sociale udvikling. Der findes ikke en uforanderlig moral, som står uden for samfundet. Alle handler i virkeligheden efter princippet om at ”målet helliger midlet”. Hvordan skulle man ellers kunne retfærdiggøre nogen som helst af sine handlinger? Man gør noget, med et bestemt formål, hvad enten det er at spise for at blive mæt, give øl for at score en dejlig dame, eller strejke for at opnå bedre løn.

Moral og klasseinteresser

Samfundet er i konstant forandring og drivkraften i denne forandring, er klassekamp. Trotskij forklarer, at moral er én ideologisk komponent i klassekampen, der er langt mere end kampen for økonomiske krav. Moral kan ikke adskilles fra sin historiske kontekst og sit klassetilhørsforhold. Forskellige klasser kan bruge de samme midler, men til forskellige formål. Det kan ifølge Trotskij ikke være anderledes, da to hære, der står over for hinanden, må have en vis symmetri for at kunne slås.

Hvad der bedømmes som amoralsk, er i virkeligheden det, der går imod den herskende klasses moral - det vil sige klasseinteresser. ”Den herskende klasse påtvinger samfundet sine mål og vænner det til at betragte de midler, der modvirker disse mål som umoralske. Dette er den officielle morals hovedfunktion.” Borgerskabet, der udgør et forsvindende mindretal, kan ikke opretholde sin position som herskende klasse gennem rå magtudøvelse alene, men har brug for moralen som cement.

Der findes utvivlsomt nogle elementære moralske regler, som er uundværlige for, at mennesker kan leve sammen, men Trotskij forklarer, at deres virkemåde er meget begrænset og ustabil. Disse ”almengyldige” moralske regler bliver svagere jo skarpere klassekampen bliver.

Du må ikke slå ihjel

At moralen er kontekstafhængig, bliver tydeligt med et lille eksempel. Til hverdag lever vi efter buddet; ”du må ikke slå ihjel”, ellers ville vi have svært ved at leve sammen. Umiddelbart ville det se ud som en ”almengyldig moralsk regel”. Men ser vi lidt nærmere på det, kan vi se, at selv denne selvindlysende moralske regel er kontekstafhængig.

flagdag af Rune DyrholmFoto: Rune Dyrholm, forsvarsgalleriet.dkHvis en mand skyder omkring sig som en gal og dræber massevis af uskyldige mennesker, vil de fleste hævde, at det er i orden, at denne mand bliver dræbt, hvis det er den eneste måde at stoppe hans skyderier på. Drab under selvforsvar er tilladt. Regeringer verden over sender tusinder i krig, hvor det er utilladeligt for soldaterne ikke at slå ihjel. De såkaldt almengyldige moralske regler udtrykker ifølge Trotskij ikke andet end, at mennesket i sin individuelle opførsel til hverdag er bundet af visse fælles normer, fordi vi lever som medlemmer af et samfund.

Stalinisme og Sovjet

Enhver der anser sig for at være socialist er på et tidspunkt er blevet mødt fra velmenende lærere, forældre og lignende med et hoverende: ”se på Sovjet, socialisme er måske en fin idé, men det kan ikke lade sig gøre i praksis.” Eller, ”socialisme vil altid føre til diktatur som i Sovjet.” Det var allerede på Trotskijs tid fremherskende argumenter mod de revolutionære, argumenter som Trotskij også besvarer i pjecen.

Han forklarer, at denne sammenligning mellem demokrati og Sovjet er både ignorant og kynisk. Det er en sammenligning mellem et abstrakt begreb om demokrati over for en historisk konkret udvikling, som den foregik i Rusland efter revolutionen i 1917. Det er som at spørge; hvad kan du bedst lide, dette konkrete halvrådne æble eller grøntsager?

Den russiske revolution i 1917 var den største begivenhed i menneskehedens historie. For første gang tog arbejderklassen magten i et land og begyndte at omdanne samfundet efter flertallets behov og ikke mindretallets. Men Rusland var et tilbagestående og isoleret land, hvilket gav plads til den bureaukratiske degenerering under Stalin. Også de borgerlige demokratier har en historie. En historie med Hitler og Franco, Første og Anden Verdenskrig og millioner af døde af sult og uhelbredelige sygdomme. Argumentet holder derfor ikke vand. Stalinismen er ikke en naturlig følge af en socialistisk revolution, men den bureaukratiske reaktion mod arbejdernes styre i et tilbagestående og isoleret land.

Bolsjevikisk ”amoral”

”Men”, siger andre, ”stalinismen er et resultat af bolsjevikpartiets amoral. Det var Lenins centralistiske idéer og bolsjevikpartiet, der førte til stalinismen.” Men stalinismens forbrydelser er på ingen måde et produkt af bolsjevismen – tværtimod! Det bedste bevis for dette er, at det stalinistiske bureaukrati måtte udrydde hele ledelsen af bolsjevikpartiet for at befæste sin magt.

Disse moralister, som vi også har så rigeligt af i dag, beskylder bolsjevikkerne og Lenin for at være amoralske, fordi de benyttede sig af alle mulige slags ”manøvrer og kneb”. Det er fuldstændig korrekt, at Lenin argumenterede for ”kneb og manøvrer”. Men ikke ud af det blå. Ifølge Lenin skyldtes nødvendigheden af disse kneb og manøvrer, at det reformistiske bureaukrati forråder arbejderklassen til kapitalen. Som Trotskij forklarer, er ”manøvrer” og ”kneb” i dette tilfælde er metoder til gyldigt selvforsvar mod det reformistiske bureaukrati. Bureaukratiet benytter sig af alle slags kneb og manøvrer, eksklusioner og bagvaskelser.

Klassekamp er umulig uden listighed, løgne og bedrageri. Hvordan skal arbejderne vinde en strejke, hvis deres strategi og størrelsen af deres strejkekasse på forhånd er afsløret for arbejdsgiverne? Som vi kan se i dag i hele arbejderbevægelsen, har vi ledere, der siger én ting og gør noget andet. Ledere der er valgt til at forsvare arbejderklassens interesser, men som i stedet gennemfører angreb på rettigheder i ”samfundets interesse” og skærer ned på velfærden ”for at bevare velfærden”. På den baggrund klinger beskyldninger mod marxisterne om bedrag hult.

Partiet er alt

Den bolsjevikiske amoral viser sig, ifølge moralisterne, i bolsjevikkernes dyrkelse af partiet. For livsstilssocialister betragtes partiet som en fritidsbeskæftigelse, noget man kan vælge til og fra, alt efter hvordan det gavner hans personlige udvikling. Det er rigtigt, at stalinismen skjulte sig bag partikulten, mens i virkeligheden ødelagde det bolsjevikpartiet og hele den kommunistiske internationale.

Men det er også rigtigt, at for en bolsjevik – for en revolutionær – er partiet alt. ”For en revolutionær marxist kan der ikke være noget modsætningsforhold mellem personlig moral og partiets interesser, eftersom partiet i hans bevidsthed giver konkret udtryk for menneskehedens højeste opgaver og mål.” Mens bolsjevikpartiet på den ene side bedrog borgerskabet i Rusland og resten af verden, var det det mest ærlige parti i verden. Det fortalte altid arbejderklassen sandheden, og kun sådan vandt det arbejderklassens tillid og kunne stå i spidsen for oktoberrevolutionen.

En af den revolutionære bolsjevikiske regerings første handlinger, efter at den var kommet til magten, var at offentliggøre alle de tidligere hemmeligholdte diplomatiske fredsforhandlinger for hele verdens arbejderklasse at se og dømme deres egne regeringer. Lenins såkaldte amorale, var i virkeligheden blot en forkastelse af en eviggyldig moral hævet over klasseinteresser. Han forblev hele sit liv tro mod ét ideal: idealet om arbejderklassens befrielse.

Hvilket mål og hvilke midler?

Når vi marxister beskyldes for at efterleve princippet om, at målet helliger midlet, må vi sige; "ja, det gør vi, såvel som alle andre. Intet andet end målet kan hellige midlet.”

Men målet må også retfærdiggøres. ”Ud fra et marxistisk synspunkt, som udtrykker proletariatets historiske interesser, retfærdiggøres målet, hvis det fører til udvidelse af menneskets magt over naturen og til ophævelse af menneskets magt over mennesker.”

Det betyder ikke, at alt er tilladt. Det betyder, at det, der fører til menneskets befrielse, det der hæver arbejderklassens organisering, bevidsthed og tiltro til egen styrke, er tilladt. Da det kun kan nås gennem revolution, er arbejderklassens moral af revolutionær karakter. Det er klart, at disse kriterier ikke giver et svar på, hvad der helt konkret er tilladeligt. Spørgsmålet om, hvilke midler, der i de konkrete tilfælde er tilladte, er fuldstændig forbundet med spørgsmålet om revolutionær strategi og taktik.

Det er derfor umuligt på forhånd at afvise det ene eller det andet middel som tilladelige. I pjecen kommer Trotskij med et meget illustrativt eksempel, hvor han spørger, om individuel terrorisme er utilladeligt ud fra ”rent moralske” synspunkter. Han siger, at man slet ikke kan stille spørgsmålet abstrakt på denne måde. Som socialister støtter vi ethvert undertrykt folks kamp for befrielse. Men, siger Trotskij, det er ikke et spørgsmål om subjektive motiver. Man kan ikke dømme en handling ud fra hensigten, men om hvorvidt midlet fører tættere på målet.

Det er tydeligt, at individuel terrorisme, som for eksempel. palæstinensiske selvmordsbomber i Israel, Blekingegadebandens kup og lignende, ikke fører tættere på målet. Det er umuligt at erstatte masserne og kun i massebevægelsen kan terroristen finde udtryk for sin heroisme. Under en borgerkrig, som er det mest skærpede udtryk for kamp mellem klasser, er individuelle terrorhandlinger ikke længere terrorhandlinger, men en del af massekampen. Her kan de blive hensigtsmæssige for at nå målet. Moralske og politiske vurderinger følger af kampens indre behov. ”Arbejderklassens befrielse kan kun gennemføres af arbejderne selv.” Ethvert skridt, der fører tættere på dette, er moralsk rigtigt, set ud fra arbejderklassens synspunkt.

Meget mere kunne siges om denne fantastiske pjece. Herfra skal blot lyde en opfordring til alle om selv at læse den. Og altid at huske, at der findes ingen ”overnaturlig eviggyldig” moral. Der findes kun klassemoral og det er marxisternes opgave altid at se klasseinteresserne bag enhver moral.

 

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.