Ikke kun i USA er dette eksempel gældende, men også de danske arbejdere må spørge sig selv, hvorfor vores skoler og hospitaler kun er blevet dårligere i en tid med højkonjunktur. At skoler forfalder og lønninger stagnerer, er ikke noget tilfælde. Det er den logiske konsekvens af det kapitalistiske samfund.
Det samfund, vi har i dag, bliver drevet fremad af en konstant søgen efter profit. Dette skyldes ikke, som nogen hævder, at de mænd og kvinder, der sidder i toppen af erhvervslivet, er grådige. Det skyldes, at de bliver nødt til at skaffe profit, hvis ikke deres virksomheder skal gå neden om og hjem. Det er nødvendigt for en virksomhed konstant at investere i forbedringer for at optimere produktionen. Gør de ikke det, vil de blive udkonkurreret af andre virksomheder, der kan lave samme produkter til en lavere pris. For at holde priserne nede og profitterne oppe skæres der ned i arbejdernes løn og arbejdsmiljø.
Krise
Når vi som nu ender i kriser, kan ingen borgerlige økonomer fortælle os, hvorfor. Vi fik at vide, at det skyldtes dårlig styring i en enkel bank. Da den amerikanske stat ugen efter nationaliserede tre af verdens største banker, måtte man modvilligt gå ud og sige, at det var dårlig styring af en hel økonomisk sektor. Sandheden, som økonomerne ikke tør indrømme er, at det er dårlig styring af en hel økonomi.
Selv om aktiehandlere mister nogle penge på den nuværende krise, vil det være arbejderklassen, der trækker det hårdeste læs. Aktiemarkedet er blot en stor spekulationsbørs for fremtidsforudsigelser. At aktiemarkedet nu går nedad, betyder ikke, at økonomien er i krise. Det betyder kun, at aktiehandlerne regner med, at dette sker. Først da vil arbejderne virkeligt blive ramt.
Markedets anarki
Markedet er grundlæggende anarki. Der er ingen, der har sat en kurs og ingen der ved, i hvilken retning vi går. Spørger du en virksomhedsejer, om han planlægger sin produktion, vil han svare: ja selvfølgelig. Det ville være helt forrykt, hvis ikke afdelingerne på den samme virksomhed snakkede sammen om, hvad de laver. Det ville betyde, at afdelingerne enten lavede det samme eller lavede ting, der ikke kunne bruges. På en skofabrik ville den ene side af fabrikken lave sko i størrelse 42 og den anden side kun producerede gummistøvler i størrelse 33. Det siger selvfølgeligt sig selv, at denne virksomhed hurtigt ville gå fallit.
Den produktion der sker inden for normale virksomheder, er planlagt meget nøje for, at intet skal gå til spilde, hverken i materialer eller i arbejdskraft. De problemer, vi ville se på en fabrik uden planlægning, viser sig også ude i samfundet. Der er et kæmpe spild af materialer og arbejdskraft og der bliver kun produceret, hvad folk har råd til at købe, ikke hvad der er brug for.
Hvad der derfor er brug for, er en økonomi, hvor styringen ikke overlades til tilfældigheder og profit. En økonomi der er planlagt.
Planøkonomi
Planlægger man økonomien, må man stille sig selv tre spørgsmål; hvad er der brug for? Hvor har vi den nødvendige teknologi? Og hvor har vi mulighederne for at producere det nødvendige?
Af borgerlige økonomer bliver en nødvendighed og hvad der købes ofte fremstillet som det samme spørgsmål. De hævder, at markedet er den ultimative regulator og at hvad folk har brug for, bliver produceret så snart der bliver brug for det. Ser vi dog ud i virkeligheden bliver det klart at mange mennesker i Danmark har brug for at tandlægehjælp uden at have råd til at få det. For slet ikke at snakke om det akutte behov for aidsmedicin fra virksomheder, der oversvømmer markedet med Viagra. I det tilfælde at markedets regulator virker, reagerer den ekstremt langsomt. Er der på markedet en mangel på korn, vil bønder på grund af de stigende priser blive opfordret til at så mere. Det tager dog et helt halvt år før at det der bliver sået kan høstes. Hvad der sker med den almindelige borger, der sulter, snakkes ikke om.
For at kunne producere må vi vide, hvor den nødvendige teknologi befinder sig. Hele samfundet bør få adgang til de forskningsresultater, der foreligger. Der er ingen grund til at vi skulle producere noget med forældede metoder. Når vi ved hvordan, må vi gå videre til den virkelige planlægning. Hvor har vi fabrikker, der kan producere det efterspurgte, hvor har vi arbejdskraften og hvor har vi råstofferne.
Der er ingen grund til at producere sko, hvis ikke folk har brug for dem. Det ville i dagens samfund betyde, at arbejdere på den pågældende skofabrik skulle fyres for at holde profitten oppe. Under en planøkonomi ville man kunne omdirigere denne arbejdskraft til en sektor, der havde brug for denne. Vigtigst af alt er dog at man laver et samarbejde, der strækker sig ud over konkurrencens snævre bånd. Ingen konkurrence om arbejdskraft, for vi ved alle, at der både er brug for maskinarbejdere og skolelærere. Ingen grund til at tilbageholde ressourcer indtil priserne er steget, for folk skal nok få deres løn. Det vil betyde at man vil kunne levere skinnerne og bjælkerne til togbanen samtidigt og derved kan få arbejdet til at flyde meget lettere.
Planlægning er dog ikke noget der bare vil komme til at flyde af sig selv. Det handler ligesom i en virksomhed om at sætte sig nogle mål. Nogle mål der konkret vil kunne forbedre levestandarden for den almene befolkning.
Selvfølgeligt skal der være logik bag de krav, man stiller, og måden, de bliver opfyldt på. Det nytter jo ikke at opnå kravet om 10.000 nye sko, hvis de alle er i samme størrelse.
Kooperativer
Det bringer os ind på styringen af produktionen og styringen af planlægningen. Mange har gennem tidens løb argumenteret for arbejdereje af virksomhederne uden en planlagt økonomi. De mener at virksomheder i dag kører dårligt og udnytter deres ansatte, fordi en lille magtelite sidder i toppen. Var det så enkelt, ville man gennem historien mange gange have opnået en bedre verden.
Kooperativer (arbejderejede virksomheder) er også underlagt konkurrencens love og vil også blive nødt til at sætte alt til siden for at skaffe profit. De vil blive nødsaget til at sætte tempoet op, lønnen ned og sætte miljøet til siden vil de kunne konkurrere med andre virksomheder.
Styring
For både at sikre at økonomien bliver planlagt må der være en klar fordeling inden for en virksomhed. Virksomhedens bestyrelse bør vælges demokratisk så de udgør en tredjedel fra forskellige steder i samfundet. 1/3 fra virksomheden, 1/3 fra fagforeningen, 1/3 fra staten. Hver af disse dele vil kunne varetage forskellige interesser.
I stedet for blot at ytre en anklage om, hvor udemokratisk det er at arbejderne ikke har 100% kontrol over en virksomhed, bør man gennemtænke de konsekvenser dette ville kunne have. Hvis det kun var arbejderne fra en enkelt virksomhed, der kontrollerede den, ville de have meget lidt viden om hvilke behov, der fandtes i samfundet. De ville kun producere ud fra deres egne krav. Ved at forbinde en virksomhed med fagforeningen sørger man for, at det ikke kun er den enkelte virksomheds arbejdere, men alle faggruppens arbejderes interesser der bliver hørt. Det vil sikre fælles standarder for alle virksomheder og en mulighed for at lære af hinanden på tværs af virksomheds grænser.
At repræsentanter for den socialistiske stat skal være tilstede er ikke et ønske om kontrol men en vilje til planlægning. Hvordan skal en stat være i stand til at planlægge, hvis ikke den ved præcist, hvad virksomhedernes kapacitet er. Og hvordan skal en virksomhed producere, hvis ikke den ved hvilke behov, der findes.
Planøkonomi i Danmark i dag
Ønsker man at forandre den danske økonomi må man tage fat på de største steder først. Nationalisér de 200 største virksomheder i Danmark. Derved vil man have lagt ca. 1 mio. arbejdere ind i planlægningen.
Ud over disse 200 virksomheder viser finanskrisen os hvor vigtigt det er at have kontrol over bankerne. For hvis bankerne har lånt alle statens penge ud til lukrative firmaer, er der ingen penge til forbedringer.
Planøkonomien må ikke være et eksempel samfund, men må omfatte alt. Det nytter ikke noget at skabe små mønster samfund til forbillede for resten af verden. Planøkonomien skal være international og omfatte en hver industri.
I forhold til 1917 har vi mere teknologi, er vi højere uddannet og vigtigst af alt har vi mange flere erfaringer. Mulighederne for planøkonomi i Danmark er derfor bedre end nogensinde før.
Planøkonomiens forbedringer i Sovjet
I skolebøger og fjernsynsprogrammer får vi altid at vide: se på Sovjet, der gik det galt! Ingen vil benægte, at der i Sovjet skete en masse forfærdelige ting. Men på trods af manglende demokrati og dårlig styring lykkedes det at skabe gigantiske fremskridt.
I 1917 da oktober revolutionen blev gennemført i Rusland var det et land der byggede sig på landbrug. Analfabetismen var skræmmende høj og på de få fabrikker der fandtes havde arbejderklassen ingen uddannede ledere eller teknikere. Fra 1913 (som var højdepunktet i produktionen før første verdenskrig) til 1963 blev den totale industriproduktion 52 gange større (USA : 6 gange, UK: knap 2 gange) og arbejdsproduktiviteten (der er den mest afgørende måleenhed i denne sammenhæng) steg med 1310% (USA: 332%, UK: 73%)
Befolkningens levestandard oplevede stadige stigninger, størstedelen havde ting som tv, køleskab, vaskemaskine osv.
Ingen inflation
Huslejen lå fast nede omkring ca. 6% af månedsindkomsten. Det lyder jo ikke dårligt hvis man tager i betragtning at mange mennesker i dag betaler mere end en tredjedel af deres indkomst til husleje. Indtil op i 80’erne havde den sidste prisstigning på brød, sukker og de fleste andre madvarer været i 1955 og på kød og mælk i 1962.
Efter murens fald kunne man så forvente at den fantastiske kapitalisme ville skabe et bedre liv for den almindelige arbejder i Rusland. Til sammenligning med disse små prisstigninger under det stalinistiske styre var inflationen i 1993 efter kapitalismens indførsel på 2600%. Selv da inflationen i løbet af 90’erne faldt, formåede den ”nye” økonomi ikke at indfri nogle af sine mange løfter. Rusland døjer stadig med massiv arbejdsløshed og stigende forskelle mellem rig og fattig. Alt dette kommer bedst til udtryk ved at Ruslands befolkning i dag drikker den samme mængde vodka som hele Sovjets befolkning før 1992.
Den demokratiske nødvendighed
At Sovjetunionen kollapsede, er dog ikke et tilfælde. I stedet for at sige: Det gik ikke, ærgerligt. Må vi spørge os selv, hvad gik galt?
I Sovjets første år skete der en uset bureaukratisering af staten. En lille gruppe af mennesker samlede en masse magt på deres egne hænder. Meget lig situationen som den havde været før revolutionen. Det er klart, at det er umuligt for en lille klike af mennesker at kende alles behov.
Lenin opstiller i ’Staten og revolutionen’ fire betingelser for en sund arbejderstat.
- Frie demokratiske valg til enhver post
- Mulighed for at tilbagetrække sin kandidat
- Ingen bureaukrat må få højere løn end en almindelig arbejder
- Ikke en stående hær, men et bevæbnet folk
Ingen af disse betingelser blev i Sovjet unionen mødt. Ud over nævnte betingelser skal alle regnskaber være åbne og alle skal være uddannet i at forstå dem. Dette gør, at det ikke kun er en lille gruppe højtuddannede mennesker, der er i stand til at forstå planlægningen, men, at alle kan deltage i den proces. Arbejdstiden må nedsættes drastisk så alle har tid til at være med i den demokratiske proces. Allerede ved at sikre arbejde til alle, vil dette være en mulighed. Men i takt med, at produktionen udvikler sig, vil man i stigende grad have mulighed for, at folk kan deltage på lige vilkår til bestyrelsen af fabrikken og planlægningen. Som Lenin udtrykte det ”den socialistiske stat, må være en døende stat” en stat der er i gang med at opløse sig selv inde fra ved, at alle deltager i statens styring.
Skal en planøkonomi fungere må den planlægges centralt, men styres fra bunden. Både i fabriks åd og i lokalråd. Fra disse steder vil det være muligt at planlægge arbejdstider og betingelser men også behovet for biografer eller tandlægeklinikker.
