Marxisternes mål er et klasseløst samfund. Det første mål på denne vej er at afskaffe kapitalismen og etablere en arbejderstat på international skala og begynde overgangen til socialisme. Strategien for at nå det klasseløse samfund er altså, at kapitalismen bliver afskaffet gennem at arbejderklassen tager kontrollen over økonomien og sætter sig i spidsen for samfundet.

Kapitalisterne ønsker at tilegne sig en så stor del som mulig af de værdier, arbejderne fremstiller. De prøver at øge profitten og sænke arbejdernes løn Modsat er det i arbejdernes interesse at få en så stor del af goderne som muligt. Disse to interesser er uforenelige og skaber konstant konflikt mellem klasserne. I sidste ende drejer klassekampen sig om, hvilken klasse, der skal bestemme over samfundet. Denne magt ligger lige nu hos kapitalisterne. Det er marxisternes opgave at hjælpe arbejderne til at lave det om.

Strategi er indenfor militærteori videnskaben om brugen af slag med det formål at vinde krigen. Taktik handler derimod om dispositionen af kræfter inden for de enkelte slag. I sagens natur er strategi mere langsigtet end taktik, og dog hænger de to uløseligt sammen. Taktik er meningsløst uden en veltilrettelagt strategi. På visse tilspidsede situationer i en krig – i de afgørende slag – smelter strategi og taktik nærmest sammen, så det er umuligt at skelne mellem de to. Klassekampen fungerer på mange måder ligesom en krig.

Strategien for socialisme indebærer altså, at arbejderklassen skal tage magten. Hvis det var en automatisk proces, var der ingen grund til at have politiske partier, ligesom der heller ikke ville være nogen grund til at have generaler, hvis krig var en automatisk proces. For marxister handler det altså om at vinde arbejderklassen. Det gøres ved at forbinde de daglige krav med perspektivet om socialisme. Trotskij udtrykte det sådan her:

”Det er nødvendigt at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelig slutning: proletariatets erobring af magten.” (Trotskij, Overgangsprogrammet)

Reformisme eller revolution
Marxisterne er ikke imod reformisme, fordi vi er imod reformer (forbedringer af arbejdernes levevilkår), men fordi reformisterne nægter at bryde med kapitalismen, når denne økonomi ikke længere kan tolerere reformer. I slutningen af 1800-tallet voksede de europæiske socialdemokratier og fagforeninger til store og magtfulde organisationer. Men på denne tid var kapitalismen inde i en kraftig økonomisk opgangsperiode. Det gjorde, at kapitalisterne havde råd til at give indrømmelser. Arbejdernes organisationer kunne vinde forbedringer (reformer) uden at vælte systemet.

Ofte var selve truslen om strejke nok til at fremtvinge indrømmelser. Denne periode skabte et klima, hvor perspektivet om socialisme ikke stod på dagsordenen. Derimod kunne lederne for arbejderbevægelsen koncentrere sig om forhandlinger, og samtidig blev skellene inde i arbejderbevægelsen større og større. Lederne begyndte at leve en privilegeret tilværelse. Men forholdene bestemmer bevidstheden. I bevægelsens top bredte der sig en opfattelse af, at det ikke var nødvendigt at bryde med kapitalismen, men at man stille, roligt og gradvist kunne forbedre arbejdernes forhold. En skønne dag ville man have forhandlet hele ejendomsretten over produktionen hjem til arbejderne. Denne grundlæggende ide, om at det ikke er nødvendigt med et afgørende brud med kapitalismens rammer, hedder reformisme.

Den reformistiske fløj af Socialdemokratiet begyndte på denne tid at adskille partiets minimumsprogram og maksimumsprogram. Socialdemokratiets minimumsprogram handlede om reformer inden for kapitalismens rammer. Det kunne for eksempel være 8-timers arbejdsdag, højere løn eller gratis uddannelse. Maksimumsprogrammet talte om at afskaffe kapitalismen og erstatte den med socialisme. Reformismens væsen består i at adskille de daglige krav fra arbejderbevægelsens mål om et samfund styret af arbejderklassen selv.

Ved udbruddet af første verdenskrig forrådte ledelsen af det tyske socialdemokrati (ligesom de fleste andre landes socialdemokratier) de løfter, de tidligere havde givet om modstand mod krigen. I stedet støttede ledelsen af stort set alle socialdemokratiske partier, at regeringerne skulle sende millioner af arbejdere i døden i skyttegravene i en krig om kolonier og profitter. I Tyskland var der dog én heroisk undtagelse, nemlig Karl Liebknecht, der som det eneste medlem af parlamentet talte imod krigsbevillingerne.

Den internationale arbejderbevægelse blev sprængt i stumper og stykker på grund af ledernes forræderi. I stedet for at stille sig på arbejdernes side og stå fast på løfterne om at besvare en imperialistisk krig med revolutionære generalstrejker i alle lande, valgte lederne næsten alle sammen at holde med ”deres egne” borgerlige regeringer.

Den fløj af Internationalen, der holdt fast i ideerne fra Marx og Engels, gik sammen om at danne den Kommunistiske Internationale (også kaldet Komintern eller Tredje Internationale). I Tyskland blev det kommunistiske parti stiftet nytårsaften 1918. Rosa Luxemburg indledte diskussionen om partiets program. Her sagde hun blandt andet, at partiet måtte bygge bro mellem minimums- og maksimumsprogrammet, og at det i den revolutionære situation, som Tyskland stod i, ikke gav mening at skelne. For at opnå minimumsprogrammet var det blevet nødvendigt at gennemføre maksimumsprogrammet. Taktik var blevet til strategi og omvendt.

”Vores program er direkte i modsætning til Erfurt-programmet; det er direkte i modsætning til adskillelsen af de umiddelbare såkaldte minimumskrav formuleret til den politiske og økonomiske kamp fra det socialistiske mål. I denne bevidste opposition (til Erfurt-programmet) likviderer vi resultaterne af 70 års evolution og, frem for alt, de umiddelbare resultater af verdenskrigen, mens vi siger: For os er der intet minimums og maksimumsprogram; socialisme er en og samme ting: det er det minimum, vi skal virkeliggøre i dag.” (Rosa Luxemburg, tale til KPD's første kongres, 31. december 1918.)

På Kominterns internationale kongresser var der et væld at livlige, dybe, teoretiske diskussioner. Dokumenterne fra de første fire kongresser i denne Internationale er uden tvivl nogle af de dokumenter fra arbejderbevægelsens historie, der er mest levende, mest relevante og de mest gennemarbejdede. Det er ingen tilfældighed. Disse kongresser fandt sted i en livlig periode, hvor arbejderne overalt i Europa blev vækket til politisk liv og kæmpede for at gøre det af med kapitalismen og følge bolsjevikkernes eksempel fra Rusland. De mægtige klassekampe i denne periode afspejler sig i disse dokumenter gennem et væld af eksempler. Dokumenterne fra Kominterns første fire kongresser er guld værd, fordi de opsummerer arbejdernes samlede erfaringer fra denne enorme revolutionære bølge i menneskehedens historie. Dokumenterne er ikke tørre, teoretiske skrivebordstekster, men handlingsprogrammer bestemt på at skabe en ny verden uden udbytning, krig og elendighed.

Resolutionen om taktik fra Kominterns tredje kongres, som blev afholdt i 1921, beskæftiger sig også med forholdet mellem minimums- og maksimumsprogrammet. Resolutionen gør det klart, at det er bedrageri mod arbejderne, hvis man forsøger at begrænse arbejdernes kamp til kun at dreje sig om de daglige krav:

”Al agitation, propaganda og politisk arbejde, som de kommunistiske partier udfører, må begynde med forståelsen af, at langvarig forbedring for proletariatet er mulig under kapitalismen, og at kun omstyrtelsen af bourgeoisiet og ødelæggelsen af de kapitalistiske stater vil gøre det muligt at ændre arbejderklassens levevilkår og genoprette økonomien, som kapitalismen har ødelagt. Dette betyder imidlertid ikke, at proletariatet skal afvise sin kamp for umiddelbare, praktiske krav indtil det har etableret sit diktatur.

Selv om kapitalismen er i stadig nedgang og er ude af stand til at garantere arbejderne blot et liv med velnæret slaveri, fortsætter Socialdemokratiet med at fremsætte sit gamle program med fredelige reformer, som skal gennemføres på grundlag af og inden for rammerne af det fallerede kapitalistiske system. Dette er et bevidst bedrag af de arbejdende masser. Selv om det er klart, at kapitalismen i på sit nuværende stadie af nedgang er ude af stand til at garantere arbejderne en anstændig menneskelig tilværelse, udviser socialdemokraterne og reformisterne over alt dagligt deres uvilje og uduelighed til at kæmpe for selv de mest beskedne krav i deres program. Kravet, som de centristiske partier fremsætter, om socialisering eller nationalisering af de vigtigste dele af industrien er ligeledes et bedrag, fordi det ikke er forbundet til et krav om sejr over bourgeoisiet. Centristerne ønsker at aflede arbejderne fra den virkelige, vitale kamp for deres umiddelbare mål ved at fremvise håbet om, at de industrielle former kan overtages gradvist, en efter en, og at ’systematisk’ økonomisk opbygning derefter kan begynde. Socialdemokraterne trækker sig dermed tilbage til deres minimumsprogram, som du klart står afsløret som kontrarevolutionært falskneri.” (marxists.org)

Resolutionen angriber endda tilmed de tendenser, der fremsatte krav om nationaliseringer uden at forbinde det til et perspektiv om en arbejderstat og socialisme. For Lenin, Trotskij og de andre bolsjevikker var det vigtigste altid at højne arbejdernes bevidsthed. Det betyder i praksis at sige tingene som de er, uden at skjule noget, ikke at få opgaverne til at se mindre ud end de i virkeligheden er. Lenin insisterede altid på at kalde tingene ved deres rette navn, og han var urokkelig i sin tiltro til, at arbejderne gennem erfaring ville nå til de samme konklusioner som bolsjevikkerne.

Lenin skrev imod de tendenser, der adskilte de daglige krav fra perspektivet om socialisme.

”Socialdemokratiet er arbejderbevægelsens forening med socialismen. Dets opgave er ikke passivt at betjene arbejderbevægelsen på hvert enkelt af dens stadier, men at repræsentere den samlede bevægelses interesser, at vise denne bevægelse dens sluttelige mål, dens politiske opgaver, og at bevare dens politiske og idémæssige selvstændighed.” (Lenin, Udvalgte værker, bind 2, s. 14-15.)

Der er massevis af sådanne citater hos Lenin. Lenin slog mange gange fast, at der var tale om politisk bedrag, hvis man ikke åbent erklærer, at kampen for reformer i sidste ende ikke kan vindes uden en revolution. Denne politik var i lang tid i mindretal, men det var denne linje, der gjorde den russiske revolution mulig.


For at bygge en marxistisk tendens med solide rødder i arbejderklassen er det ikke tilstrækkeligt at have korrekte ideer. Det er nødvendigt at udvikle en korrekt taktik til at overbevise masserne om, at vore ideer er korrekte.

Den danske arbejderklasse har igennem historien opbygget organisationer for at forsvare sine rettigheder imod kapitalisterne. Disse organisationer – fagforeninger og partier – er blevet oprettet med et klart mål om at forbedre arbejdernes levevilkår, og de nævner alle i deres stiftende programmer, at varig fremgang kun kan sikres gennem demokratisk socialisme.

Fremvæksten af de store arbejderorganisationer i slutningen af 1800-tallet faldt imidlertid sammen med et stort økonomisk opsving. Det gjorde, at arbejdsgiverne havde råd til at give indrømmelser til arbejderne. Det er det materielle grundlag for ideen om reformisme. Arbejderbevægelsen blev delt mellem top og bund, og det kulminerede med de socialdemokratiske lederes forræderi i 1914, da de næsten alle sammen støttede deres ”egne” borgerlige regeringer og deltagelsen i første verdenskrigs barbari.

Parolen om enhedsfront
I de første år af Kominterns levetid var der forskellige venstreekstreme strømninger indenfor kommunistpartierne i Europa, der nægtede al samarbejde med ”forræderne” i Anden Internationale. Denne holdning afspejlede uden tvivl et sundt revolutionært ønske om at gøre op med den pro-borgerlige politik som lederne af de europæiske socialdemokratier førte. Men størstedelen af arbejderne havde ikke draget de samme konklusioner som kommunisterne. De holdt fast i de organisationer de kendte ud fra et sundt instinkt om at det er nødvendigt at stå samlet i arbejderbevægelsen, og at splittelse kun gavner kapitalisterne. Lenin og Trotskij forklarede igen og igen, at det var nødvendigt med en venlig tilgang over for de socialdemokratiske arbejdere for at vinde dem til kommunisternes program for arbejdermagt.

Lenin og Trotskij blev ikke kun kritiseret af de europæiske socialdemokratiske ledere (som sendte de fascistiske frikorps ind mod arbejderne i Berlin for at drukne revolutionen i blod i januar 1919). De blev også kritiseret af ”venstre”-kommunister i Tyskland, Holland og andre steder. En fremtrædende repræsentant for denne strømning, Gorter, kritiserede dem for at ”løbe efter masserne”. Trotskij svarede Gorter i sin tale ”om KAPD’s politik” for Komintern i 1920:

”Kammerat Gorter taler om den sociale revolution som en kunstner-solist, som en lyriker, men han mangler tillid til revolutionens materielle grundlag – arbejderklassen. Hans første synspunkt er individualistisk og ekstremt aristokratisk. Men revolutionær aristokratisme går altid hånd i hånd med pessimisme. Kammerat Gorter siger, at vi fra Østen ikke er klar over, i hvilken grad arbejderklassen er blevet ’borgerliggjort’, og af denne grund står vi over for en større fare, des større masser vi favner. Her er kernen i hans tale: han stoler ikke på arbejderklassens revolutionære ånd. Han ser ikke proletariatets store masser under en skal af et privilligeret og bureaukratiseret aristokrati.
(…)
Lad os tage fagforeningerne. Før krigen talte de to til tre millioner i Tyskland og England; omkring 300.000 i Frankrig og så videre. I dag omfatter de cirka otte til ni millioner i Tyskland og England, og over to millioner i Frankrig, og så videre. Hvordan kan vi forsøge at øve indflydelse over masserne uden for disse mægtige organisationer, som millioner af arbejdere, takket være krigens omvæltninger, er blevet trukket ind i? Kammerat Gorter peger på, at mange flere arbejdere vedbliver uden for fagforeningerne end der er inde i dem. Det er, generelt set, helt korrekt. Men hvordan håber kammerat Gorter på at nå de mest tilbagestående lag, som selv under indflydelse af de største krigs-omvæltninger ikke gik med i arbejderklassens organiserede økonomiske kamp? Eller tror han måske, at kun de borgerliggjorte proletarer strømmede ind i fagforeningerne, hvorimod de rene nægtede at krydse fagforeningernes dørtærskel?”
(Trotskij, om KAPD’s politik, tale holdt for Kominterns Eksekutivkomité 24. november 1920.)

Komintern talte fra starten for en taktik med enhedsfront. En enhedsfront er ikke en bred front eller alliance mellem alle mulige slags organisationer, men en aftale mellem arbejdernes masseorganisationer om fælles handling på en række områder Lenin talte for enhedsfront med mensjevikkerne og de Socialrevolutionære imod den reaktionære general Kornilovs militære angreb på Petrograd i september 1917. Det skete kort efter, at de selv samme mensjevikker og SR-ledere havde sat bolsjevikkerne i fængsel. Men bolsjevikkernes taktik med enhedsfront betød, at de var i stand til at vinde flertallet af arbejderne, bønderne og soldaterne bag sig.

Katastrofen i Tyskland
Kommunistpartiet i Tyskland var fra starten stærkt påvirket af sekteriske tendenser, der nægtede at have noget at gøre med de socialdemokratiske arbejdere. Ikke desto mindre lykkedes det (især på grund af Lenin og Trotskijs ihærdige argumentation) i 1921 at vinde flertal i partiet for en politik med enhedsfront for at slå den reaktionære general Kapp, der forsøgte et militærkup imod den socialdemokratiske regering.

Trotskij fremførte ideen om en enhedsfront mellem kommunister og socialdemokrater i Tyskland for at slå Hitler. Han forklarede, at det overhovedet ikke betød, at kommunisterne skulle opgive deres program. Det var ellers en løgn, som stalinisterne ihærdigt spredte imod Lenins gamle parole om enhedsfront. Trotskij forklarede, at kommunisternes mål inde i enhedsfronten ville være at give masserne mulighed for at sammenligne ideerne og metoderne hos det revolutionære parti med ideerne og metoderne hos reformisterne.
De stalinistiske ledere af Kommunistpartiet nægtede ethvert samarbejde med Socialdemokratiet, som de kaldte ”socialfascister”. Dermed blev arbejderbevægelsen splittet midt over til gavn for nazisterne. Da Trotskij og hans tilhængere talte for en enhedsfront mellem socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere imod fascismen, svarede stalinisterne igen ved at kalde trotskisterne for ”fascistiske agenter”, ”trotskij-fascister” og andet svineri. Ved denne vanvittige politik hjalp stalinisterne i virkeligheden fascisterne.

I 1932, året inden Hitlers magtovertagelse, advarede Trotskij indtrængende de kommunistiske arbejdere imod splittelse i arbejderbevægelsen og appellerede om en enhedsfront med de socialdemokratiske arbejdere:

”Situationen i Tyskland er som den var skabt med vilje for at gøre det muligt for Kommunistpartiet at vinde flertallet af arbejdere på kort tid. Blot må kommunistpartiet forstå at det stadig i dag repræsenterer et mindretal af proletariatet og fast må træde på enhedsfrontens vej. I stedet for dette har Kommunistpartiet lavet sin egen taktik, som kan udtrykkes i følgende ord: ikke at give de tyske arbejdere mulighed for at føre økonomiske kampe eller tilbyde modstand mod fascismen eller bruge generalstrejkens våben eller skabe sovjetter – før hele proletariatet på forhånd anerkender Kommunistpartiets ledelse. Den politiske opgave bliver omformet til et ultimatum.” (Trotskij, Tyskland: Den eneste vej)

”Folkefronten”
Efter katastrofen i Tyskland, hvor nazisterne havde taget magten i landet med verdens stærkeste arbejderbevægelse uden så meget som en eneste kamphandling, udsendte stalinisterne endda en erklæring, hvori de sagde, at det tyske parti havde handlet aldeles korrekt! Imidlertid tvang begivenhederne stalinisterne til at ændre kurs. I 1935 antog det staliniserede Komintern en politik med såkaldt folkefront. Folkefronten indebærer, i modsætning til enhedsfronten, et samarbejde med ”progressive borgerlige” på et fælles program. Det betyder, at folkefronten er et forsvar for borgerligt demokrati. Men som Trotskij forklarede, så ønsker arbejderne at kæmpe imod fascisme med deres egne organisationer og egne metoder. Under den spanske revolution var stalinisternes taktik med folkefront det afgørende element i at afvæbne arbejderne over for fascismen. Stalinisterne opløste arbejdernes egne militser og gav de eksproprierede virksomheder tilbage til kapitalisterne i ”folkefrontens” hellige navn.

Klassen og dens ledelse
Et gammelt liberalt ordsprog siger, at ethvert folk får den ledelse, de fortjener. Det afspejler det evolutionistiske historiesyn, som opfatter den menneskelige udvikling som en langsom, gradvis proces. Imidlertid viser historien os, at et folk eller en nation kan have flere forskellige regeringer inden for et ganske kort tidsrum. Dette skyldes, at enhver nation består af forskellige klasser, der har forskellige interesser. Inden for disse klasser er der forskellige lag, som også er delvist modstridende.

Trotskij beskrev dette paradoks ganske klart:

Regeringer udtrykker ikke den systematisk voksende "modenhed" hos et "folk", men er et produkt af kampen mellem forskellige klasser og de forskellige lag inden for én og samme klasse, og endelig effekten af ydre faktorer - alliancer, konflikter, krig, osv. Dertil kommer at en regering, når først den er blevet oprettet, kan bestå meget længere end det styrkeforhold som skabte den. Det er netop ud af denne modsætning at revolutioner, statskup, kontrarevolutioner osv. opstår. (Trotskij, Klassen partiet og ledelsen.)

Arbejderklassens ledelse afspejler ikke direkte klassens bevidsthed, modenhed og ønsker. Den nuværende ledelse for Socialdemokratiet og resten af arbejderbevægelsen har konsolideret sig i en periode, hvor aktiviteten blandt arbejderne har været lav. Uden et pres nedefra har det været muligt for højrefløjen at tage magten i arbejderbevægelsen. Det er ikke et udtryk for, at arbejderne er blevet borgerlige (som sekterikerne påstår), men derimod at arbejderne ikke ser et klart alternativ, der er værd at slås for.

Napoleon beskrev for længe siden betydningen af hærens moral i krig. Den franske hær fejede over Europa og slog den ene mægtige nation efter den anden på baggrund af den borgerlige revolutions fremskridt. Soldaterne følte, at de kæmpede for menneskehedens befrielse. Bønderne følte, at de førte en revolutionær krig imod Europas fyrster. Det var hemmeligheden bag Napoleons opsigtsvækkende sejre, og det var hemmeligheden bag demoraliseringen i fyrsternes hære. Højrefløjen i arbejderbevægelsen tror, at de er ”kloge”, når de overtager de borgerliges politik, men i virkeligheden demoraliserer de kun deres egen base og gør, at arbejderne ikke gider kæmpe for dem eller stemme på dem.

Socialdemokratiets ledelse har, generelt set, under Helle Thorning-Schmidt fortsat den højredrejning af partiet, som Poul Nyrup i sin tid var bannerfører for. Men i stedet for at føre til fremgang, som alle de ”kloge” kommentatorer fra universiteterne troede på, så har det ført til nedgang og katastrofe. Arbejderne har reageret med resignation over for denne ledelse. Men det er en proces, der vil slutte. Arbejderne vil vende tilbage til Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier SF og Enhedslisten. Det vil arbejderne ikke gøre på grund af ledelsen, men fordi arbejderne har brug for et sted at udtrykke sig politisk igennem.

Arbejderklassens forhold til sin ledelse er ikke et mekanisk forhold, men et dialektisk. De påvirker hinanden, og ledelsen kan i en periode have en vis uafhængighed fra klassen, især i en periode med stilstand, hvor arbejderne er relativt passive på det faglige og politiske plan. I løbet af historien er masseorganisationerne blevet tømt masser af gange. Men det er en generel lov – på linje med tyngdeloven – at når arbejderne bevæger sig, gør de det først og fremmest gennem deres traditionelle organisationer, der har bevist, at de kan gennemføre visse krav. I masseorganisationerne vil der opstå konflikt mellem det konservative bureaukrati og de aktive arbejdere, og hvis ikke den nuværende ledelse går med arbejderne, vil arbejderne afprøve andre tendenser – venstrereformisme, centrisme og revolutionær marxisme. For at det sidste skal ske, er der selvsagt brug for at marxismen er til stede i arbejderbevægelsen.

I Danmark er det Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, der repræsenterer de danske arbejderes politiske traditioner. Desuden er fagbevægelsen den direkte, traditionelle organisation til brug for den økonomiske kamp. Gang på gang har arbejderne vist, at det først og fremmest er gennem disse organisationer, arbejderne bevæger sig, når de forsøger at tage kontrol over deres egen skæbne. Arbejderne i disse organisationer må bevæbne sig med marxismen for effektivt at føre en kamp imod de borgerlige og kapitalisternes nedskæringspolitik. Når sekterikerne stiller sig ud på sidelinjen i små organisationer, overlader de i virkeligheden arbejderne til arbejderbevægelsens bureaukrati. Sådan en opførsel er kontraproduktiv og vil aldrig føre til noget.

Arbejderne går gennem de traditionelle organisationer
Arbejderne er praktiske mennesker. For det store flertal er det at organisere sig ikke et spørgsmål om ideologi, men et spørgsmål om praktiske resultater. Alle arbejdere ved, at man ikke opnår noget alene. Arbejderne har gennem smertefulde erfaringer lært behovet for at organisere sig samlet imod arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i de borgerlige partier. Når arbejderne organiserer sig for at ændre på forholdene, gør de det altså ikke på baggrund af overvejelser om partiprogrammer, men på baggrund af, hvilke partier, der har bevist, at de kan udrette noget, og hvem der har styrken til at føre kravene igennem. Ted Grant beskrev i mange skrifter arbejdernes forhold til masseorganisationerne indgående:

”På baggrund af undersøgelser af arbejderbevægelsen gennem flere årtier har jeg draget følgende uundgåelige konklusion: når arbejdernes store flertal går i kamp for at ændre samfundet, så går de først til de traditionelle masseorganisationer. Grunden til dette er ikke svær at se. Flertallet af arbejderne - og selv størstedelen af de fremskredne elementer i klassen - lærer ikke fra bøger, men kun af erfaring, specielt erfaring fra store begivenheder. Som en konsekvens heraf må hver generation af arbejdere gennem smertefuld erfaring genlære fortidens lærdom. Hvor der findes en stærk og uddannet marxistisk tendens, kan den proces, gennem hvilken klassen når til de korrekte konklusioner, blive væsentligt forkortet.” (Ted Grant, Marxisme og masseorganisationerne.)

Ted Grant baserede sig på de klassiske marxistiske værker. Allerede Marx og Engels gjorde det klart, at kommunisterne ikke stod i modsætning til resten af arbejderbevægelsen. Marx og Engels’ Kommunisternes Forbund arbejdede selv i det Demokratiske Parti, og Marx og Engels’ fløj var mange gange i mindretal inden for Første Internationale. Engels bemærkede engang, at han og Marx var i mindretal hele deres liv, og at de var stolte af det. Marx og Engels skrev allerede i Det Kommunistiske Manifest:

”Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.” (Marx/Engels, Det kommunistiske manifest.)

Marx og Engels – og senere Lenin og Trotskij – forklarede igen og igen, at det er ABC for marxister at arbejde i de traditionelle organisationer, som klassen har skabt, og som den bevæger sig igennem. Forskellige ultra-venstre grupper er meget glade for at citere Lenins skrifter fra perioden 1914-1917, hvor han ihærdigt argumenterer for et brud med reformisterne og for oprettelse af en ny Internationale i stedet for den socialdemokratiske Anden Internationale, der i praksis var brudt sammen. Men det var en politisk kamp for at gøre de politiske forskelle inden for arbejderbevægelsen så klar som mulig for arbejderne.

Lenins brud med reformismen
Lenin tænkte aldrig på sin kamp imod de socialdemokratiske ledere som en kamp for at stå uden for den eksisterende arbejderbevægelse – selve tanken er absurd. Tvært imod var det altid essentielt for de store marxister, at marxismen ikke blev sat uden for arbejderbevægelsen, men fast forbundet med den organiserede arbejderklasse. Trotskij bemærkede over for de sekteriske tendenser i Venstreoppositionen, at Lenins kamp imod opportunisterne havde en helt igennem realistisk, revolutionær karakter:

"Men Lenin tænkte på et brud med reformisterne som den uundgåelige konsekvens af en kamp imod den, og ikke som en handling til frelse uafhængigt af tid og rum. Han krævede ikke et brud med socialpatrioterne for at redde sin egen sjæl, men for at rive masserne væk fra socialpatriotisme." (Trotskij, Sekterisme, centrisme og Fjerde Internationale.)

I den nuværende periode står marxisterne over for mægtige reformistiske organisationer med massebasis. Både massepartier og fagforeninger har støtte fra millioner af arbejdere. Marxisternes evne til at vokse i antal og indflydelse afhænger af vores evne til at vinde basen i disse organisationer, særligt fagforeningerne, men også de store reformistiske partier.

Sekterikerne på venstrefløjen kræver altid et ”brud” med de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen. For sekterikerne betyder sådan et brud, at man trækker sig ud af arbejdernes traditionelle organisationer og laver sit eget ”revolutionære parti” med nogle få hundrede tilhængere uden for arbejderbevægelsens etablerede organisationer. Men i stedet for at svække det højredrejede bureaukrati i arbejderbevægelsen, som sekterikerne hævder at bekæmpe, gavner det den højredrejede ledelse. Lenin forklarede mange gange, at det var en forbrydelse at splitte de fremskredne arbejdere væk fra masserne. Det kan man se på et kort blik i hans bog ”Venstre-kommunismen – en børnesygdom”, eller man kan blot se på bolsjevikpartiets historie. Bolsjevikkerne opstod først som selvstændigt parti efter mange år som fraktion inde i det russiske socialdemokratiske parti. Trotskij besvarede sekterikernes argumenter ved at huske dem på de historiske erfaringer fra Rusland:

”Historien sluttede ikke i 1903. Splittelsen viste sig at være for tidlig, det vil sige ikke i tråd med den objektive situation og massernes mentalitet, og bolsjevikkerne måtte genforene sig med mensjevikkerne i slutningen af 1906. Men her afbryder dokumentet os: ’Det er sandt, at der under massernes pres for enhed kom en forbindelse mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne i 1906. Efter vores mening skal en alliance mellem to fraktioner af arbejderbevægelsen forstås som en enhedsfront. Derfor er den historiske reference ikke mere relevant end den første (til Marx).’ Jeg er ked af at måtte sige, at dette er at vende den russiske erfaring på hovedet. Det var ikke et tilfælde med en alliance eller en enhedsfront, men en sammenlægning af de to partier, som blev bekræftet på Stockholm-kongressen i 1906, og dette forenede parti eksisterede, selv om det var splittet af fraktionskamp, til 1912, dvs. seks år.” (Trotskij, Writings 1934-35, side 96.)

Komintern blev en massekraft i arbejderklassen på baggrund af store begivenheder i 1917-23. I de fleste tilfælde blev den nye internationales massepartier dannet efter splittelser i de gamle partier i Anden Internationale. Derudover vandt kommunisterne faktisk flertallet i de gamle organisationer nogle steder, for eksempel i Frankrig, Norge, Bulgarien og Tjekkoslovakiet.

Kampen om masseorganisationerne
Det er ABC for arbejderne, at man ikke opnår noget uden organisering. Hvis arbejderne ”af sig selv” kunne kæmpe for bedre forhold, så ville fagforeninger og partier være overflødige. Men sådan forholder det sig ikke. Arbejderklassen har lært gennem erfaring, at det er nødvendigt at organisere sig i fagforeninger og politiske partier for at udfordre kapitalisterne og kæmpe for bedre forhold. Arbejderklassens organisationer repræsenterer det nye samfund inde i det gamle. Disse organisationer træner, organiserer og uddanner arbejderklassen. Enhver arbejder ved, at man intet opnår alene.

Arbejderklassen udgør nu, med industrialiseringen af Kina og store dele af Asien, for første gang i verdenshistorien, flertallet af jordens befolkning. Men alligevel fortsætter den politiske og økonomiske magt i verden med at være kontrolleret af en lille minoritet af kapitalister. Dette paradoks skyldes, at arbejderklassen ikke ”automatisk” tager magten, når den udgør flertallet i et givent land. I så fald havde vi haft socialisme i Danmark og Europa i flere generationer. For at afskaffe kapitalisternes magt er det nødvendigt med samlet handling og en fælles ledelse.

For marxister er et revolutionært parti først og fremmest ideer, tradition, program og metode. Først herefter er det en organisation til at føre ideerne ud i livet. Det grundlæggende er altså ideerne, og det er det, man må organisere sig omkring. Fra begyndelsen må partiet altså basere sig på teori og et program – det vil i virkeligheden sige, at man baserer sig på arbejderklassens erfaringer. Teori er intet andet end en opsamling og generalisering af arbejderklassens samlede erfaringer. Det er altså nødvendigt med politisk klarhed. Det kan kun ske gennem åben, ærlig diskussion og uddannelse af medlemmerne i arbejderklassens erfaringer. Men det er ikke nok at have de rigtige ideer. Det er også nødvendigt at vinde flertallet for de socialistiske ideer. Dette kræver, at man har en fleksibel tilgang til arbejderklassens organisationer.

Alle de store marxister udmærkede sig ved deres fasthed i principperne samt en fleksibel tilgang til taktiske spørgsmål. En general, der kun kan finde ud af at blæse til åben offensiv, selv når hans tropper er decimerede, vil næppe vinde mange slag – for slet ikke at tale om krige. På samme måde er det med marxisterne: der er brug for den allerstørste fleksibilitet i taktiske spørgsmål samtidig med, at de grundlæggende principper uden tøven bliver forsvaret og åbent ført frem.

De pseudo-marxistiske sekterikere tager ikke udgangspunkt i den virkelige bevægelse blandt arbejderklassen og dens organisationer. I stedet arbejder de med idealer og abstraktioner udenfor tid og rum. For marxister består reformismens utilstrækkelighed (som indeholder kimen til forræderi) netop i, at den stopper på halvvejen, tøver og ikke tager den nødvendige konsekvens af arbejdernes kamp for et bedre samfund. Som helhed søger de reformistiske ledere altid et kompromis med kapitalisterne for at lægge låg på arbejdernes aktivitet og dermed befæste deres egne stilling som et bureaukrati på arbejdernes skuldre. Det er ABC. Men der er flere bogstaver i alfabetet. Selv de mest højreorienterede fagforeningsledere kan under pres fra arbejderklassen begynde at lede en kamp, og de kan endda gå længere, end de havde tænkt sig. Det er nødvendigt at analysere bevægelsen konkret, følge den gennem et hvert stadie og ikke begrænse sig til abstrakte generaliseringer om reformismens rolle og så videre. Når arbejdernes ledere tager selv et halvt skridt fremad, er det nødvendigt at presse på for at gå videre. Som Marx og Engels forklarede så godt, må marxisterne være i forreste række blandt de, der kæmper for forbedringer for arbejderklassen, og samtidig tålmodigt fortælle arbejderne om behovet for en revolutionær omvæltning. Det er opgaven for marxister i arbejderbevægelsen. Det er en opgave, der kræver en kombination af standhaftighed på alle principielle spørgsmål sammen med den nødvendige fleksible taktik.

For sekterikeren er der en meget enkel recept til kampen imod bureaukratiet i arbejderbevægelsen. Opskriften hedder: fordømmelse, fordømmelse, og endnu mere højlydt fordømmelse. Derefter præsenterer sekterikeren sig selv som alternativ til den eksisterende ledelse og opfordrer masserne til at gå med i ”det nye arbejderparti”. Dermed er problemet løst, spørgsmålet er udtømt, og alt er godt. Men virkeligheden er desværre mere kompliceret end sekterikernes tankebaner.

For at gøre de marxistiske ideer til en virkelig, levende kraft, er det nødvendigt at forbinde den med arbejderne. At stille marxismen uden for arbejderbevægelsen svarer til at hælde benzin på jorden i stedet for i bilens tank. I 1930’erne forsøgte Trotskij at reorientere de marxistiske kræfter i Venstreoppositionen efter katastrofen i 1933, hvor det blev klart, at arbejdet for at vinde Komintern tilbage på sit program var tabt. Komintern var en død organisation, hvor det stalinistiske bureaukrati kontrollerede alt. På grund af stalinismens forræderi vendte mange arbejdere sig imod de kendte, socialdemokratiske organisationer. Trotskij førte en kamp imod sekterisme inde i Venstreoppositionen og for at marxisterne skulle vende sig imod arbejderne i disse organisationer:

”Som et system af ideer og handlinger er selv den mindste forsoning med Socialdemokratiet ikke mulig for os. Men dette system af ideer er repræsenteret på forskellig vis i levende organer. Under visse omstændigheder begynder de at falde fra hinanden. Systemet som sådan kollapser. Det bliver erstattet af en kamp mellem forskellige tendenser, og denne kamp kan skabe en situation, der kræver vores øjeblikkelige og direkte intervention og endda organisatoriske indtræden i Socialistpartiet.” (Trotskij, Writings 1934-35, side 95.)

Trotskij anbefalede, at de franske trotskister skulle gå ind i Socialistpartiet. Under indtryk af faren for fascisme samlede de franske arbejdere sig massivt omkring Socialistpartiet, og de bevægede sig i retning af at tage magten. På grund af de franske trotskisters sekteriske holdning, hvor de først var imod indtræden i Socialistpartiet af ”principielle” grunde, og derefter nølende og vaklende arbejde, kom de til at stå uden for massebevægelsen.

Erfaringen fra Spanien
Et af de mest tragiske eksempler på sekterismens konsekvenser finder vi i den spanske revolution. De spanske bolsjevik-leninister (som trotskisterne kaldte sig i 1930’erne) i ICE anbefalede under valget i november 1933 at stemme på Kommunistpartiet i første valgrunde, og derefter på den arbejder-kandidat med bedst muligheder. Det stod i modsætning til Kommunistpartiets ultra-venstre politik, hvor de kun anbefaler at stemme på sig selv. Efter højrefløjen vandt valget, mente ICE at fascismen, som før var langt væk, nu var nært forestående.

Over for den fascistiske fare lancerede ICE en kampagne for enhedsfront mellem arbejdernes organisationer. Kampagnen førte til oprettelse af Arbejderalliancerne (AO). På trods af, at den socialdemokratiske ledelse nægtede at demokratisere AO, gjorde alliancen, at ideen om enhedsfront imod fascismen fik stor opbakning.

En væbnet opstand i Asturien i 1934, den såkaldte Asturiske kommune, blev besejret og fulgt af en periode med reaktion. Nederlaget havde imidlertid store konsekvenser for Socialistpartiet (PSOE) og Ungsocialisterne (JJSS). Især JJSS blev presset til radikale konklusioner. De nåede til den konklusion, at det, revolutionen manglede, var en ægte revolutionær ledelse, et bolsjevikisk parti. Deres ungdomsavis i Madrid skrev, at trotskisterne var de bedste revolutionære og teoretikere i Spanien, og de inviterede trotskisterne til at gå med i JJSS og PSOE for at uddanne dem i marxisme og hjælpe med at ”bolsjevisere” dem.

Trotskij argumenterede kraftigt for, at ICE måtte opbygge en solid fraktion inde i PSOE og JJSS for at vinde de tusinder af socialistiske medlemmer, som søgte i retning af marxisme. Ud fra denne position, forklarede Trotskij, ville det være muligt at udøve stor indflydelse på Kommunistpartiets medlemmer, som undrede sig over den stalinistiske ledelses pludselige skift fra en ultra-venstre kurs til en parole om folkefront og alliance med de borgerlige. På dette tidspunkt var det spanske kommunistparti reduceret til en lille sekt med kun 800 medlemmer. JJSS havde omkring 100.000 medlemmer, især fra arbejderklassen.

Imidlertid var flertallet af ledelsen i ICE ikke enig med Trotskij. De anså i høj grad venstredrejningen i PSOE o JJSS som bureaukratiets værk. Selv om de korrekt pegede på den begrænsede natur af venstrefløjen i PSOE, undervurderede de, hvilke effekter radikaliseringen kunne have blandt de menige socialdemokrater og ungsocialister. Lederne af ICE overlod dermed banen til stalinisterne, som ved at vinde politisk indflydelse over JJSS for første gang fik en massebasis i Spanien. Trotskij brød med lederne af ICE og sagde, at deres sekterisme var kriminel. Stalinisterne brugte deres nyvundne massegrundlag til at binde arbejderne til de borgerlige og kvæle revolutionen.

Marxisme versus sekterisme
Arbejderbevægelsens historie er fuld af eksempler på ærlige revolutionære, der er degenereret til sørgelige, sekteriske karikaturer af marxister. Sekterikerne har altid det til fælles, at de ikke tager udgangspunkt i arbejdernes virkelige bevægelser og erfaringer, men i stedet tager udgangspunkt i abstraktioner. I stedet for tålmodigt at forklare vejen frem for arbejderbevægelsen, som Lenin rådede til, opstiller sekterikerne ultimatummer til arbejderne. I stedet for at tage bestik af de virkelige forhold og kæmpe sammen med arbejderne i deres traditionelle organisationer, kommer de konstant med høje, fordømmende råb om ledernes forræderi. Det har intet med marxisme at gøre. Det har ikke engang noget at gøre med sund fornuft.

Det økonomiske opsving mellem 1948 og 1973 var det grundlag, hvorpå de reformistiske illusioner blev næret indenfor arbejderbevægelsen. I de fremskredne kapitalistiske lande som Danmark tillod opsvinget en vis økonomisk og politisk stabilitet. Muligheden for gradvise reformer og forbedringer styrkede især Socialdemokratiet. Stalinisterne blev desuden styrket af fremgangen i Sovjetunionen og udvidelsen af planøkonomien til Østeuropa, Kina og diverse lande i den tredje verden. I perioden med det kraftige efterkrigsopsving blev marxismens kræfter derfor reduceret kraftigt. De reformistiske og stalinistiske ledere pressede alene ved deres sociale vægt de marxistiske kræfter ud i arbejderbevægelsens periferi.

Alle de store opsving i klassekampen, som har fundet sted i Europa siden Anden Verdenskrig har dette til fælles: Hver eneste gang har arbejderne udtrykt sig gennem deres traditionelle, etablerede organisationer. Hver eneste gang, arbejderne i denne periode har bevæget sig for at ændre samfundet, har sekterikerne stået tilbage med åben mund og polypper.

I foråret 1968 erklærede Ernst Mandel, der dengang var leder for en pseudo-marxistisk gruppe i Frankrig, at revolutionære generalstrejker i Frankrig var udelukket i mindst 20 år fremover. Alligevel gennemførte de franske arbejdere i maj 1968 verdenshistoriens største generalstrejke, som fik præsidenten til at forlade landet i helikopter. Arbejderbevægelsens ledere kunne have taget magten, hvis de ville. En veletableret marxistisk tendens i Socialistpartiet i Frankrig i 1968 kunne have ændret situationen radikalt. Men på grund af ”trotskisternes” sekteriske indstilling, stod de fuldstændig afskåret fra arbejderne, da begivenhederne rullede.

Lignende historier kan fortælles fra Italien i 1969, Portugal i 1974 og Spanien 1975-76. Desuden viser erfaringerne fra klassekampene i England, Tyskland, Grækenland og resten af Europa det samme. Lad os tage et mere hjemligt eksempel. Den store fremgang, som SF og SFU oplevede i kølvandet på protesterne og strejkerne i perioden 2006-08, viser tydeligt det samme billede.

Marxisme er ikke ”teori” på den måde, at den er adskilt fra virkeligheden. Tværtimod er marxisme videnskab om klassekampen på samme måde som hydraulik er videnskab om pumper. En mand, der borer efter olie, vil næppe prale af sin uvidenhed om hydrauliske forhold eller om geologi. Men alligevel ser vi af og til folk, der deltager i klassekampen, der er stolte over deres mangel på teori om det, de foretager sig.

Hvis vi ikke forstår, hvordan klassen bevæger sig, så kan vi drage de forkerte konklusioner. Man kan blive snydt af stemningen hos bestemte lag af klassen – hvad enten de er tilbagestående eller fremskredne. Når arbejderne er relativt passive, styrker det bureaukratiet i fagbevægelsen og arbejderpartierne. Nogle af de fremskredne arbejdere fortsætter her med at kæmpe imod bureaukratiet, men de er ikke i stand til at vinde opbakning blandt medlemmerne. Ud fra det konkluderer de, at organisationerne er for bureaukratiske, ”borgerliggjorte” eller andet, og de giver op, går ud og laver nye partier for at tilbyde arbejderklassen et alternativ. Ulykkeligvis finder de ud af, at det ikke løser noget. Årsagen er klar: der findes ikke en genvej til arbejderklassen, der findes ikke en trylleformular, der løser problemet. Hvis arbejderne er passive på grund af tidligere nederlag kan man ikke løse det ved blot at udråbe et ”uafhængigt” socialistisk parti. Klassens bevægelse har sin egen rytme. Man kan ikke tvinge den til at bevæge sig anderledes.

Kapitalismen er i en periode med stor turbulens. Store bevægelser finder sted, og flere er på vej. Arbejderne vil igen afprøve deres traditionelle organisationer. På grundlag af deres egne erfaringer vil de nå til den konklusion, at de reformistiske ledere ikke kan tilbyde en reel vej frem. Arbejderne vil lægge pres på deres organisationer, og der vil være en proces med radikalisering, som ligner den, vi så efter Første Verdenskrig, i 1930’erne, lige efter Anden Verdenskrigs afslutning samt 197’erne. På grundlag af begivenhederne, og med en korrekt orientering imod klassens traditionelle organisationer, kan de marxistiske kræfter vokse hurtigt. Men for at opnå det, må kernen til den marxistiske tendens bygges nu.