public domainI Grækenland har der i august måned været voldsomme skovbrænde. I stedet for at forberede sig på disse hændelser, har den græske regering kun gjort situationen værre. Foto: public domain

Kapitalismen er årsag til klimaforandringerne. Disse klimaforandringer gør ekstremhændelserne såsom de seneste skovbrande i Grækenland og oversvømmelserne i Tyskland mere hyppige og voldsomme. Men ikke nok med det, når uheldet er ude, er det selvsamme system skyld i en elendig håndtering af katastroferne.

I den seneste tid har en del lande været hærget af voldsomme klimakatastrofer. I Kina har der været voldsomme oversvømmelser i byen Zhengzhou. Det ledte blandt andet til 12 menneskers tragiske druknedød i byens metrosystem. Nogle områder i USA har været ramt af tørke, mens andre områder har oplevet voldsom regn og oversvømmelser. I Canada blev sidste års varmerekord slået med 5 grader celsius i år. Selv i Danmark, som ikke på nogen måde er kendt for ekstrem vejr, faldt der, hvad der svarer til en måneds regn den 17. august alene. Og enkelte steder i Danmark regnede det næsten 50 millimeter.

Brandene i Grækenland

I Grækenland har der i august måned været voldsomme skovbrande i Varibobi, Evia og mange andre områder. Man kan på Twitter se billeder af grækere, der bliver evakueret væk af skibe fra områder, der er voldsomt rødglødende. 2 brandmænd er døde, og over 1000 hjem i Evia-regionen er blevet nedbrændt. Dertil kommer de langsigtede konsekvenser af at have indåndet luftforurening fra brandene for de adskillige indbyggere, der bor i de berørte områder.

De græske borgerlige medier og det borgerlige regeringsparti, Nyt Demokrati, prøver udelukkende at skyde skylden for katastrofen på høje temperaturer og klimaforandringer. Det er rigtig nok, at disse faktorer øger sandsynligheden for ekstremhændelser og gør dem mere voldsomme. Sagen er dog den, at regeringen og det græske kapitalistiske system i lang tid har været klar over, at hændelser som disse vil være på dagsordenen, men i stedet for at forberede sig har de gjort det stik modsatte.

I 2020 besluttede regeringen at modsætte sig hyringen af 5000 nye brandmænd. Budgettet for det græske brandvæsen for 2021 er kun blevet sat til 1,7 millioner euro, mens det og andre relaterede services anmodede om 17 millioner euro for bare at kunne fungere på et basalt niveau. Det har nok været årsagen til, at den græske regering og de græske myndigheder udelukkende fokuserede på evakuering, da der ikke var nok ressourcer til at bekæmpe selve brandene. I mange områder har græske arbejdere og unge derfor været nødt til selv at tage sagen i egen hånd og heroisk bekæmpe brandene for at undgå, at deres landsbyer og hjem nedbrændte.

Derimod donerede den græske regering sidste år 20 millioner euro til de borgerlige medier, der var venligt indstillet over for den. Den gav også 120 millioner euro til det græske private flyselskab AEGEAN. Den har også øget sine årlige udgifter med 20 millioner euro til at hyre 1030 specialvagter, der skal bevogte de græske universitetscampusser mod de græske universitetsstuderende. Ydermere selvom Grækenland er det land i NATO, der bruger den største del af sit BNP på militær, hele 3,82 procent, så har landet nu for nyligt yderligere brugt 5 milliarder euro på militært udstyr.

Pengene er der altså, når det går til erhvervsstøtte, statens repressions- og voldsmidler og til at støtte dem, der bakker op om regeringen selv. At bruge penge på skovbeskyttelse og brandbekæmpelse er ikke en prioritet for den græske herskende klasse og deres parti, Nyt Demokrati. At nogle arbejdere dør i svinget, at deres sundhed forværres af luftforurening, at de bliver ladt i stikken, og deres hjem bliver nedbrændt, er ikke noget problem fra elitens synspunkt. Katastrofer som dem vi ser i Grækenland, er med til at underminere tilliden og opbakningen til systemet. Det er ikke utænkeligt at den herskende klasse i Grækenland på et tidspunkt kan blive presset til at tage visse præventive klimaforanstaltninger, ikke af deres kærlighed til arbejderne eller naturen, men af frygten for en revolution fra neden.

Oversvømmelserne i Tyskland

Den 14. juli var det kolde lavtrykssystem ved navn Bernd skyld i, at store nedbørsmængder faldt over det vestlige Tyskland. Især området Rheinland-Pfalz, Ahr-dalen, Eifelbjergene og byen Trier blev meget hårdt ramt med store oversvømmelser.

De fleste steder resulterede oversvømmelserne i, at træer blev trukket op fra deres rødder, ødelagte husfacader, ødelagte huse og veje i byer og landsbyer, der stod under dybt vand.

100.000 mennesker mistede i flere dage adgang til drikkevand, elektricitet, telefonforbindelse og internetforbindelse. Nogle medier estimerer, at mindst 160 mennesker mistede livet og 740 kom til skade.

Allerede fire dage inden katastrofen indtraf, fik de tyske myndigheder en advarsel fra EU-agenturet EFAS om, at Rhinlandet kunne blive ekstremt hårdt ramt af oversvømmelser. Andre organisationer kom med lignende advarsler. Men på trods af dette var evakueringerne for sene, og der var ingen egentlig forberedelse. Derudover har årtiers nedskæringspolitik betydet, at nødberedskabet ikke var ordentligt forberedt og ikke kunne koordinere ordentligt mellem sig. I stedet for at myndighederne påtog sig ansvaret for katastrofen, blev der prøvet på kynisk vis at skyde skylden på de selvsamme mennesker, som blev ramt af oversvømmelserne. Folk som professor Hannah Cloke blev kørt frem i medierne, som påstod, at de berørte selv havde et personligt ansvar, da de burde have opdateret sig om forestående vejrhændelser. Derudover fordi der snart er valg til det tyske parlament, Forbundsdagen, udnytter de tyske politikere katastrofen til at fremme deres egne karrierer, men der ses ingen egentlig interesse i at løse problemet i dets grundvold og i at være langt bedre forberedt til næste gang, at katastrofen rammer.

Den politik der blev ført i Tyskland og Grækenland, flyder logisk fra, at disse lande er kapitalistiske. Systemet er slet og ret ikke rigtig interesseret i at forberede sig, da det ville betyde, at det skulle tage fokus, prioritering og penge væk fra politikområder, der gavner det kapitalistiske system over i områder, der ikke synes at gavne det.

Det er flertallet af befolkningen bestående af arbejdere og unge, som lider under klimakatastrofer, hvorfor de også har en direkte interesse i at forhindre dem. Kun ved at vælte den herskende klasse og deres rådne politikere og sætte en demokratisk planøkonomi i stedet bliver vi i stand til at sætte en endegyldig stopper for klimaforandringer og i stand til at dedikere de nødvendige midler til at forberede os på fremtidige ekstremhændelser. Klimakamp er klassekamp.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]