I de tidlige morgentimer den 1. februar 2021 eksekverede militæret I Myanmar et kup mod den siddende folkevalgte regering. Under kuppet blev landets de facto statsoverhoved, statsrådgiveren Aung San Suu Kyi (ASSK), og flere medlemmer af det ledende parti, National League for Democracy (NLD), arresteret og placeret under husarrest. Dette blev fulgt af en nedlukning af telefon og internetforbindelser i hovedstaden Naypyidaw, en strategi, der blandt andet blev set brugt af Mubarak I Egypten under det arabiske forår.
Kuppet kom bag på mange både indenfor og udenfor Myanmar, og det kan på overfladen virke, som værende I direkte strid med militærets egne interesser. Men hvis man dykker under overfladen og observerer de underliggende modsætninger i Myanmar og spændingerne mellem den folkevalgte regering og militæret, bliver det klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før en samfundsomvæltende begivenhed ville finde sted.
Fra koloni til militærdiktatur
Myanmar, tidligere kaldet Burma, opnåede sin selvstændighed fra England i 1948. Herefter blev landet etableret som Unionen Burma ledet af landets statsminister, U Nu. Den borgerlige efterkrigsregering fandt sig ude af stand til at løse det utal af komplekse økonomiske og nationale spørgsmål, der havde rejst sig i kølvandet på landets selvstændighed.
En af disse problemer kom i form af et styrket kommunistparti, der under 2. verdenskrig havde vundet stor opbakning blandt befolkningen for dets rolle i kampen mod de japanske invasionsstyrker og for selvstændighed. Desværre valgte kommunistpartiet at danne populær front med de borgerlige partier, hvilket gradvist eroderede partiets fundament.
Med Kina på dørtærsklen, og voksende vestlige interesser i området, gennemførte general Ne Win i 1962 et militærkup og oprettede et militært revolutionsråd som landets regering. Denne regering tog form af et totalitært et-parti system efter kinesisk og sovjetisk forbillede. Ne Win udviklede en ”buddhistisk socialisme” under streng isolering fra omverdenen og nationaliseringen af lokale og internationale privatejede interesser i landet.
Landet oplevede i de følgende år økonomisk fremgang med BNP i nogle år på 10-13 procent. Denne vækst gav regimet en vis grad af legitimitet og autoritet.
8888
Efter store økonomiske kriser i landet fra 1986-1988 begyndte en voksende utilfredshed at ulme i befolkningen, hvilket kom til udtryk i form af studenterdemonstrationer over hele landet. Denne bevægelse kulminerede i, hvad der blev kendt som 8888 oprøret, da den startede den 8. august 1988.
Det var under disse protester, ASSK blev et samlende symbol for bevægelsen. Det øgede pres og den voksende støtte til bevægelsen fik i 1990 militæret til at udskrive valg, hvor National League for Democracy (NLD), med ASSK i spidsen, vandt en jordskredssejr med 81% af stemmerne. Militæret valgte dog ikke at godkende valget og placerede ASSK under husarrest.
Spændingerne i landet udbrød igen i 2007 og ledte til Saffronrevolutionen. Herefter så regimet sig nødsaget til at afholde en folkeafstemning om, hvorvidt befolkningen ønskede parlamentariske valg. Herefter, i september 2008, skrev og ratificerede regimet en ny grundlov for landet, som garanterede militæret retten til at udpege 25 procent af pladserne i parlamentet og sikrede dets kontrol over forsvarsministeriet og andre vigtige ministerier. Dette forhindrede de facto militærets indflydelse i at blive fjernet af parlamentariske veje, da de pladser i parlamentet sikrede regimets ret til at nedlægge veto mod ændringer i landets grundlov.
Men ved valget 2015 vandt NLD partiet med ASSK i spidsen endnu engang en jordskredssejr, og ASSK blev udpeget til statsrådgiver og landets folkevalgte politiske leder.
Militæret begyndte kort tid herefter at fremskynde undertrykkelse af etniske og religiøse minoriteter i landet. Den ønskede virkning var at distrahere befolkningen fra de reelle økonomiske og sociale problemstillinger, der eksisterer i landet. Dette kulminerede i 2017, da buddhistiske bander, med støtte fra militæret, nedbrændte flere landsbyer og dræbte tusindvis af mennesker bestående af Rohingyaer, som tilhører en muslimsk befolkningsgruppe i landet. ASSK, som folkevalgt leder af landet, stod nu i en position, hvor hendes egen rolle som leder for landet legitimerede militærets folkemord på minoriteter.
Regeringens økonomiske politik har også vist sig at være mangelfuld og uden reelle løsninger for arbejderklassen i Myanmar. Denne plan, med navnet Myanmar Sustainable Economic Development Plan, har gjort det muligt for udenlandske kapitalister at eje op til 35 procent af lokale virksomheder. Med sådanne programmer er det tydeligt, at landets militære plutokrater blot får selskab af udenlandske ligesindede, og at ingen meningsfulde reformer for bønderne og arbejderne i Myanmar kan finde sted.
ASSKs manglende fordømmelse af militærets overgreb og hendes økonomiske politik har ledt til en langsom nedbrydning af hendes internationale renomme og evne til at agere et legitimt samlingspunkt for en reel arbejderbevægelse, der kan skabe en grundlæggende forandring i Myanmar, fri for både militære og kapitalistiske plutokrater. Hvad værre er, kan hun, i sin rolle som folkevalgt statsleder og med sin store popularitet i landet som militærets eneste modstykke, være med til at spilde en stor del af arbejderklassens energi og styrke på parlamentariske kampe og dermed forhindre dem i at drage deres egne nødvendige revolutionære konklusioner.
Hvorfor sker kuppet nu?
Det kan undre mange, hvorfor militæret nu, efter at have lovet, i form af deres ”Roadmap to Democracy”, at ville rykke landet gradvist i en mere demokratisk retning efter at have nedfældet en grundlov, der sikrer militæret parlamentariske vetorettigheder, pludseligt har valgt at gennemføre et militært kup mod den folkevalgte regering og dermed forkaste den møjsommeligt konstruerede demokratiske facade.
Forklaringen herpå er ikke ensidig. Set i lyset af ASSKs rolle som folkevalgt repræsentant, fremstår hun mere populær og legitim end militæret, der har en lang historie i landet som undertrykkere. Regeringen fremsatte i marts 2020 en række forslag om ændringer til den nuværende grundlov heriblandt en gradvis reduktion af de militært udpegede parlamentsmedlemmer fra 25% til 10%. Størstedelen af forslaget blev forkastet takket være de sikkerhedsforanstaltninger, militæret havde inkluderet i grundloven fra 2008.
En anden faktor, der har spillet ind, er militærets, og specifikt dets leders, Min Aung Hlain (MAH), position i Myanmar. Militæret i Myanmar har historisk modelleret deres økonomi efter den kinesiske model med et delvist privatiseret marked, men med store dele af økonomien samlet under statsapparatet. Herved har flere højtstående personer inden for militæret, blandt andet MAH og hans familie, været i stand til at investere i den private sektor og på samme tid bibeholde deres kontrol over store dele af Myanmars økonomi. Dette blev gjort ved, at store dele af økonomien under militært kontrollerede selskaber Myanmar Economic Corporation (MEC) og Myanmar Economic Holdings Limited (MEHL). Det er ikke svært at se, hvorfor ASSKs liberale økonomiske politik og forsøg på at åbne økonomien op for udenlandske investorer har pustet til ilden i konflikten mellem regeringen og militæret.
Udover militærets samlede interesse for at genvinde total kontrol over landet har MAH også en personlig interesse heri. Ved lov er han påbudt at gå på pension, når han fylder 65 til juli. Internationalt bliver han anset for at være ansvarlig for mange af de overgreb og folkemord, der har fundet sted i landet de sidste mange år. Han har derfor god grund til at frygte potentielle konsekvenser og muligvis, at han bliver udleveret og dømt som krigsforbryder, når han har udspillet sin rolle og ikke længere sidder i en udtalt magtposition i landet.
Vejen frem
Konsekvenserne af kuppet i landet er ikke til at overse, og reaktionen fra Myanmars befolkning har været omfattende. Studerende, arbejdere og bønder er gået på gaden i samlet flok i kampen mod undertrykkelse.
Det er blevet tydeligt, når man kigger på Myanmars historie, at det ikke er muligt langsomt, ad parlamentariske veje, at fravriste militæret magten i landet. Kun en organiseret og mobiliseret arbejderklasse med støtte fra arbejderbevægelser i andre lande er i stand til, en gang for alle, at bekæmpe et fåtals uproportionerede magt over flertallet i Myanmar. En sådan bevægelse vil dog have svært ved at finde støtte hos NLD, da det har gjort det tydeligt, at den vision for landet, det fremskynder, blot vil udskifte militærets diktatur med kapitalismens.
Kun tiden vil vise, hvilken retning den nuværende bevægelse vil tage, men som Lenin sagde, er den manglende evne for den herskende klasse til at kunne regere uden interne konflikter et af de forhold, der er indikerende for en revolutionær situation.