En revolutionær bevægelse udvikler sig i Sudan, og har allerede fjernet to diktatorer. De enorme problemer, som har givet liv til bevægelsen, vil ikke forsvinde med kosmetiske ændringer i toppen af regimet. Sudans arbejdere, bønder og fattige må i stedet fastholde og udbygge den magt, de står med i hænderne, for at skabe et nyt samfund.
Den 11. april blev diktatoren i Sudan, Omar al-Bashir, fjernet af militæret under pres fra den revolutionære bevægelse, som udvikler sig i landet. Bashir har været en brutal diktator i mere end 30 år, og har millioner af liv på samvittigheden. Han har stået i spidsen for folkemord og krigsforbrydelser i etniske udrensninger i Darfur og de omkringliggende provinser, samt i borgerkrigen, som raserede indtil 2005, hvor omkring 2 millioner mennesker blev slået ihjel. Mens Bashir selv har gemt milliarder af vejen i britiske banker, var 5,5 millioner sudanesere sidste år usikre på, om de kunne få mad på bordet, og 32 % af alle børn i Sudan led af underernæring.
Men i slutningen af sidste år kom dråben, som fik bægeret til at flyde over for de sudanesiske masser – arbejderne, bønderne og de fattige i byerne – og en protestbevægelse startede i midten af december 2018. Bashir-regeringen forsøgte at få inflationen, som var på 122 % (den andenhøjeste i verden), under kontrol, og fjernede derfor statstilskud til basale dagligvarer. Denne politik er blevet pålagt regimet i Sudan af IMF i 2017, efter Obama-administrationen i USA fjernede de amerikanske økonomiske sanktioner. Det var et forsøg fra amerikansk imperialismes side på at få Sudan ind i sin indflydelsessfære, men i stedet er det endt med at lede til revolution.
Bevægelsen bøjer sig ikke
I takt med at protesterne spredte sig til hovedstaden Khartoum, gik kravene fra at være sociale til at blive politiske og demokratiske krav: Hele Bashir-regimet skulle afmonteres, og valg samt demokratiske rettigheder skulle indføres.
Regimets svar var brutalt. Politiet og paramilitære grupper tævede demonstranter og beskød dem med skarp ammunition. Over 100 er døde siden december og mange flere er såret. Tusinder er blevet anholdt uden at få lov til at få besøg af deres familier, advokater eller læger. I februar erklærede Bashir-regeringen undtagelsestilstand, og indførte udgangsforbud visse steder. Landsdækkende aviser blev censureret eller lukket ned. Regimet begrænsede adgangen til internettet, og det samme var tilfældet for flere sociale medier, blandt andre WhatsApp.
Den hårde statsrepression stoppede dog ikke protesterne. Tværtimod blev der opsat lejre ude foran militærets hovedkvarterer i Khartoum, på trods af mangel på rent vand, lægehjælp og under sporadisk beskydning fra regimets sikkerhedsstyrker. Det kom til sammenstød mellem de lavere dele af militæret og sikkerhedstjenesten (som er tættere knyttet til toppen af regimet). Demonstranterne begyndte at fraternisere med de menige soldater, og generalerne begyndte at frygte et oprør fra bunden af hæren.
Den 11. april blev Bashir afsat af Det Militære Overgangsråd (Transitional Military Council, TMC), som er et råd, der er selvudnævnt af toppen af militær- og sikkerhedsstyrkerne, og de indsatte i stedet Bashirs tidligere vicepræsident Ahmed Awad Ibn Auf. TMC håbede at bevare regimet som helhed ved at skifte ud i toppen. Regeringen, parlamentet og delstatsregeringer er blevet opløst. Forfatningen er sat ud af kraft, der er erklæret undtagelsestilstand de næste tre måneder, og der er blevet indført udgangsforbud.
Men de sudanske masser lod sig ikke snyde. De brød udgangsforbuddet med det samme og krævede Ibn Aufs afgang. På grund af massernes pres og deres fraternisering med de menige soldater blev TMC tvunget til at fjerne Ibn Auf igen. Generalløjtnant Abdel Fattah al-Burhan blev indsat i stedet. Revolutionen havde fjernet to statsoverhoveder på bare tre dage.
Et nyt samfund
Disse succeser har givet masserne og revolutionen enorm selvtillid. Rapporter fra journalister beskriver, hvordan revolutionens ”mini-stat” i Khartoum fungerer langt bedre end under Bashir-regimet. Både i forhold til sikkerhed, mad, rengøring, lægehjælp og trafik, men også på den måde at der eksempelvis bliver taget hånd om forældreløse børn, som normalt er overladt til sig selv på gaden. Det viser med al tydelighed, at der ikke er behov for en parasitisk elite til at drive samfundet, men at det er langt mere effektivt, når arbejdende mennesker selv styrer det.
Det er blevet rapporteret, at op til 70 % af deltagerne i protesterne er kvinder. Det er ingen tilfældighed, da Sudans tidligere revolutioner er blevet startet af kvinder, og kvinder har altid spillet en nøglerolle i disse begivenheder. Kvinder er også en af de grupper, som har mest at vinde i revolutionen. Eksempelvis bliver 40-50.000 kvinder anholdt og pryglet for at bære ”uanstændigt tøj” (bukser) om året, og 90 % af kvinder i Sudan er omskåret.
Bevægelsens umiddelbare krav er nu: en civil demokratisk regering, hærens øjeblikkelige tilbagetrækning og øjeblikkelig anholdelse og retsforfølgelse af tidligere topledere fra regimet. Derudover kræver bevægelsen social retfærdighed i form af et stop for nedskæringerne, der er dikteret af Verdensbanken og IMF.
TMC har allerede lovet flere indrømmelser, såsom nedsættelsen af en komite, der skal undersøge korruption, og den forsøger at fremstille sig selv som en del af revolutionen. Al-Burhan har arrogant sagt, at han vil ”give folket” et overgangsperiode på ikke mere end to år. Alt dette er intet andet end en manøvre fra det nye militærregimes side for at købe sig tid. Men TMC kommer ikke til at ændre noget grundlæggende. TMC er selv fuld af medlemmer fra det gamle regime, som igennem tusind tråde er bundet til eliten, kapitalisterne, godsejerne og resten af det gamle Bashir-styre. Selvom de internt har forskellige interesser, står hele TMC last og brast om at bevare kapitalismen og godsejervældet i Sudan.
Masserne står med magten
Lige siden begyndelsen har bevægelsen primært været ledt af Sudan Professionals Association (SPA), som er en undergrundsfagforening for middellagsprofessionerne, såsom læger, ingeniører, universitetsprofessorer, lærere, journalister, osv. SPA har i lang tid taget bevægelsen fremad, og ikke ladet sig bøje af den enorme repression fra de væbnede styrker. De har selv været med til at formulere bevægelsens krav, som går imod militæret og kræver et opgør med det gamle regime. Men samtidig er det kommet frem, at SPA har holdt hemmelige forhandlingsmøder med TMC.
Nu kræver SPA en civil teknokratregering, som skal styre landet ”i fire år under de væbnede styrkers beskyttelse.” Dette står i diamentral modsætning til hele revolutionens ånd. Hvem skal udnævne denne regering? Hvorfor skal den have fire år ved magten, inden der kan udskrives demokratiske valg? Hvad betyder ”under de væbnede styrkers beskyttelse”? Altså under det samlede militære apparats beskyttelse, hvis generaler har stået i spidsen for at slagte og undertrykke befolkningen, og som for få uger siden forsøgte at kvæle revolutionen?
Lederne af SPA er i fare for at falde i samme fælde som lederne af Tamarrod-bevægelsen i Egypten i 2013. Efter at denne bevægelse havde væltet Det Muslimske Broderskab og Morsi-regimet stod lederne af Tamarrod de facto med magten i hænderne. Men fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre med den, overgav de den til militæret, og der blev etableret et nyt militærdiktatur.
Lederne af SPA siger, at de ikke vil deltage i politik. Men at stå i spidsen for en revolution er det mest politiske, man overhoved kan gøre. Magten ligger i gaderne, og SPA burde bruge den for at skabe et nyt samfund. I stedet for at forhandle med det gamle regimes militære ledere, burde SPA organisere, at komiteer og råd bliver valgt på alle arbejdspladser, skoler, militærbarakker, i alle nabolag og i alle landsbyer. Disse ville let kunne forbindes på regionalt og nationalt niveau, for at organisere valget af en grundlovgivende forsamling, som kan implementere de revolutionære massers vilje. Det gamle regime kommer ikke til at indfri massernes krav. Det er kun masserne, der selv kan gøre det.
Rødderne til de sudanske massers problemer skal findes i det socio-økonomiske system i Sudan: kapitalismen. For at afmontere kapitalismen må de sudanske masser overtage og demokratisk styre økonomien: arbejderne må overtage de store virksomheder, fabrikkerne, minerne og olieinstallationerne samtidig med, at bønderne overtager jorden. Sker det, vil det sprede sig som en løbeild til resten af regionen, og vil lægge grunden for opbyggelse af socialisme og en reel fremtid for det store flertal.