Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen fortsætter den stolte tradition for dansk udenrigspolitik: at underkaste sig USA’s vilje uanset hvad.

Den 4. februar tweetede Anders Samuelsen, at Danmark officielt anerkender Juan Guaidó som Venezuelas midlertidige præsident, indtil nye ”frie og demokratiske” valg kan finde sted i landet. Samme budskab blev sendt fra en lang række af andre EU-lande, som Samuelsen også selv skriver.

Dette kan næppe komme som en overraskelse for nogen. Det er jo trods alt en stolt tradition i dansk udenrigspolitik at gøre præcis, hvad USA dikterer, uanset hvilke konsekvenser det kunne få både nationalt og internationalt.

Irak 2003

Blot tre dage senere tweetede Anders Samuelsen, at han var Danmarks længst siddende udenrigsminister siden Per Stig Møller. Men dette er ikke det eneste, som de to politikere har til fælles. Det var nemlig Per Stig Møller, der foreslog folketinget, at Danmark skulle følge efter USA ind i Irak for at finde de masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein uden tvivl havde gemt i landet.

Resten af historien kender vi: FN udtalte, at man ikke skulle følge USA, man fandt ingen våben, og krigen “sluttede” otte år senere med over 500.000 døde, heriblandt otte danskere. For nyligt udkom en udredning udarbejdet af to forskere fra Københavns Universitet, der beviste, hvad mange hele tiden havde troet: at regeringen havde ført Folketinget bag lyset i forbindelse med krigen, og udelukkende var gået ind i krigen på baggrund af amerikanske interesser.

Instrukser fra Washington

Videre i selvsamme tweet skriver Samuelsen, at han fejrede denne rekord med et møde hos USA’s sikkerhedsrådgiver Mike Pence, der er én af hovedarkitekterne bag det igangværende kupforsøg i Venezuela.

Det er ikke svært at gætte, hvad de må have talt om. Pence har uden tvivl instrueret i, hvad Danmarks rolle skal være i det tilfælde, at kuppet eskalerer til en invasion.

Ingen støtte til amerikansk imperialisme

Sidst handlede det om ”masseødelæggelsesvåben”, nu om ”humanitær krise”. Resultatet vil blive det samme: Man vælter et ”problematisk” statsoverhoved og sætter sin egen marionetregering op med en leder, der er venlig stemt over for Vesten, og som ikke er bleg for at privatisere landets rige naturressourcer. Gerne til vestlige selskaber. Endnu engang følger Danmark logrende efter USA – man kunne ikke forvente andet.

Revolutionære Socialister går på det kraftigste imod det amerikansk-instruerede kupforsøg i Venezuela. Ikke mindst imod den danske regerings støtte til kuppet. Vi støtter det venezuelanske folks ret til selv at bestemme, og lover, at vi vil gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe det danske borgerskab og dets imperialistiske politik!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]