Foto: www.bundeskanzlerin.deDen 24. september var tyskerne til valg. Valgkampen var ufattelig kedelig, og ”system Merkel” forsætter. I takt med at det ene vestlige land efter det andet bliver opslugt af deres egne kriser, står Tyskland tilbage som det sidste tilsyneladende stabile land i Europa. Men ”system Merkels” økonomi hviler på en knivsæg, og resultatet af valget har allerede slået dybe revner i den tyske stabilitet.
Angela Merkel har været Tysklands kansler i 12 år. Størstedelen af de tyske unge kan ikke huske andre end Frau Merkel ved regeringsmagten. Mens den vestlige verden begyndte sin kollektive nedtur med krisen i 2008, og hvor Brexit og Trump har sendt jordskælv gennem det politiske system, har Tyskland klaret frisag indtil nu. Merkel og hendes parti CDU (den kristendemokratiske union) kan prale af et ”jobmirakel”, arbejdsløsheden er på 3,9% og at Tyskland er eksportmester i verdensklasse med sin tredjeplads bag USA og Kina. Men stadigvæk tabte CDU 65 mandater ved valget den 24, og må nu nøjes med 246 mandater. Alliancen mellem CDU/CSU tabte 8.5 procentpoint og endte med 33% af stemmerne.
Det tyske demokrati virkede sollidt med et meget stærkt centrum i form af CDU og SPD (det tyske socialdemokrati), der totalt har domineret Vesttyskland i efterkrigstiden. I andre europæiske lande er centrumpartierne kollapset eller under stærkt pres, men i Tyskland virkede de forholdsvis solide indtil nu, hvor både CDU og SPD blev de store tabere ved valget. SPD havde sit værste valg siden Hitlers magtovertagelse i 1933. SPD tabte 40 pladser, og har nu 193 sæder i Rigsdagen.
Valgresultatet kommer i en tid, hvor England, Frankrig og USA alle er mere eller mindre i opløsning, og derfor er der et stigende pres ikke blot i EU, men også bredere i den vestlige hemisfære, for at Tyskland nu skal træde i karakter og lede den vestlige verden. Her 70 år efter, at naziregimet gik under i flammer, håber de, at Tyskland omsider leder Europa igennem med en ”fornuftig” økonomisk politik og en udenrigspolitik, hvor der er lagt vægt på ”pacifisme”.
De borgerlige medier er rørt til tårer, men den tyske stabilitet hviler på en underkuet tysk arbejderklasse og en økonomisk imperialisme i Syd- og Østeuropa. Alt er ikke godt i Paradis og alt tyder på kommende indenrigske og udenrigske problemer, der kan få vidtrækkende konsekvenser og nedbryde den tyske stabilitet - en proces der allerede er begyndt.
Tilbage til magtens tinder
I efterkrigstidens Europa blev det mere og mere tydeligt, at Tyskland, og især tysk økonomi, ikke ville blive ved med at finde sig i at være underkuet efter anden verdenskrig. Især det franske borgerskab var bange for et tysk comeback. Løsningen for Frankrig blev at binde Vesttyskland til sig økonomisk og politisk igennem en stål- og kulhandelsaftale i 1957. Dette samarbejde lagde grunden til EU. Franskmændene havde den idé, at Frankrig skulle udgøre den politiske ledelse i EU, mens tyskerne leverede den stærke økonomi. Det viste sig dog, at med økonomisk magt kommer også politisk magt.
Det store vendepunkt for tysk kapitalisme blev Murens fald i 1989. Det stalinistiske DDR’s sammenbrud blev grebet af det vesttyske borgerskab med begge hænder. I andre østblok-lande forvandlede tidligere stalinister sig til ”demokrater” og kapitalister hen over natten, men i DDR var der tale om en ”hostile takeover”. Vesttyskerne satte sig på alt og i tilgift fik de 16 millioner DDR-borgere, som en reserve af billig veluddannet arbejdskraft. Det samlede Tyskland var nu blevet et powerhouse i midten af Europa.
Med Murens fald eksisterede der intet alternativ til kapitalismen. Der kunne nu blæses til angreb på den tyske arbejderklasse og velfærdspolitik. Under SPD’s ledelse blev Hartz-reformerne iværksat fra 1998 og frem. Reformerne smadrede alt, hvad der hed social sikkerhed for arbejderklassen, og de måtte tage til takke med de jobs de kunne få. Den højteknologiske tyske økonomi havde nu sikret sig en højt uddannet, men billig arbejdsstyrke der var blevet banket i jorden uden politisk lederskab til at protestere. Tysklands working poor-arbejdsmarked var blevet skabt.
Tysk kapitalisme begyndte nu en økonomisk kolonialisme af Østeuropa. De østeuropæiske lande blev eksportmarkeder for tysk økonomi, mens tysk kapitalisme samtidig kunne nyde godt af den billige arbejdskraft fra selvsamme lande. De østeuropæiske lande blev holdt i ro igennem EU-midler, som reelt blev betalt af tyske skatteborgere, og senere med EU-medlemskaber, hvor 10 østeuropæiske lande under den store østudvidelse i 2004 blev medlemmer af EU. Ligeledes begyndte den tyske økonomiske, og dermed politiske dominans også at sætte sig igennem i de sydeuropæiske lande i løbet 00’erne. Selv tidligere stormagter som Frankrig og England endte som juniorpartnere til Tyskland. Hele EU-projektet har ført til at det fælles europæiske marked i dag først og fremmest tjener de tyske kapitalistiske interesser.
De ulmende konflikter
Det tyske borgerskabs magt er baseret på økonomi; herfra især eksport og et handelsoverskud, hvor de eksporterer mere end de importerer. Det kan kun lade sig gøre igennem de lave tyske lønninger, og det højt teknologisk udviklede produktionsapparat. Tysklands nuværende handelsoverskud løber på nuværende tidspunkt op på 23 milliarder euro. Efterspørgslen efter tyske produkter har betydet, at ungdomsarbejdsløsheden i Tyskland i 2016 var 7,1%, mens de lande der køber produkterne, som Grækenland og Spanien, har en ungdomsarbejdsløshed på 45%.
Lige nu finder tyskerhad stor klangbund i Østeuropa, især i Polen og Ungarn. I begge lande har ekstremt højreorienterede og semi-diktatoriske regeringer vundet magten igennem parlamentsvalg. PIS-regeringen i Polen og Orbán i Ungarn lover deres befolkninger velfærd, mens de taler om, hvorfor det ikke er muligt, da Tyskland kontrollerer deres økonomi. EU ses som et redskab for tysk imperialisme, hvilket det også er. Alt peger mod konfrontation, men det vil først komme op til overfladen efter valget.
Det økonomiske spørgsmål har også ført til spændinger med en tidligere tæt allieret; USA. Med valget af Trump i USA er konflikten mellem USA og Tyskland brudt ud i lys lue. Tysklands handelsoverskud sker på bekostning af USA, hvilket ikke gør amerikanerne glade. Derudover har de to lande forskellige udenrigspolitiske interesser, der har været særligt udtalte efter, at Tyskland ikke ville deltage i Irak-krigen i 2003. Mens Obama prøvede at holde konflikten indenfor de diplomatiske rammer, har Trump trukket den frem for hele verdenspressen. Merkel er da også den Trumps største modstander i den vestlige verden, og det tysk-amerikanske forhold er det dårligste siden Anden Verdenskrig.
Leder af den vestlige verden?
Med valget af Trump har eksperter og meningsdannere afskrevet USA som leder af den vestlige verden, og ser nu Tyskland med Merkel som arvtager. Tyskland mangler dog de udenrigspolitiske redskaber der kræves, dvs. et stærkt militær. Efter Murens fald, hvor der ikke var nogen militær trussel, skar tyskerne kraftigt ned på militæret. Økonomien var stærk nok til at sikre tyske interesser. I dag har Tyskland en hær på knap 180.000 mand, hvis udstyr er i elendig forfatning. Der er blevet slået kraftigt på jungletrommerne i Tyskland for, at landet skal genopruste og endda have atomvåben, hvilket dog er voldsomt upopulært blandt den tyske befolkning.
I Vesten ses et stærkt Tyskland som et bolværk mod Putins Rusland, men i praksis er det ikke helt så enkelt. Den russiske gas er en essentiel energikilde for tysk industri, og Putin har mange venner i tysk politik. Den russiske gas giver indflydelse i tysk politik. Tyskland og Rusland har officielt været i konflikt over krigen i Ukraine, men ifølge finansmediet Bloomberg tyder alt på, at efter valget den 24. september vil tyskerne slække på sanktionerne mod Rusland, og reelt acceptere Ruslands dominans af Ukraine. De østeuropæiske stater er klemt mellem, på den ene side tysk økonomisk dominans og russisk militær på den anden side. Tyskland kommer dog ikke til at være leder af den vestlige verden. Tyskland er en langt mindre magt end USA og kan ikke engang forene det europæiske kontinent under sin ledelse.
Valget
Ved den tyske valgkamps start fik SPD en ny formand ved navn Martin Schulz. Schulz var et ukendt blad i tysk politik, da han havde siddet i EU-parlamentet i mange år. Schulz steg stærkt i meningsmålinger, og det så ud som om, at SPD måske havde en chance for at vælte Merkel. Merkel og CDU var stærkt miskrediteret bl.a. som følge af skandalen om Volkswagen der rullede tidligere på sommeren. Bilindustrien har nemlig stærke forbindelser til CDU.
Med et miskrediteret CDU, så Schulz’ chancer gode ud. Schulz åbnede valgkampen med at tale om den massive ulighed og rørte ved de sociale spændinger i det tyske samfund og den ulmende klassekamp. Schulz steg på den baggrund massivt i meningsmålingerne, men Schulz og SPD-ledelsen blev bange for hvad de kunne slippe løs, hvis de forsatte af det spor. De skruede derfor kraftigt ned for retorikken, med et dyk i meningsmålingerne til følge. Det endelige resultat blev, at det politiske centrum, både CDU/CSU og SPD fik en over nakken, og det stærkt højreorienterede AFD stormede ind i den tyske Rigsdag.
Det højrepopulistiske Alternative für Deutschland (AFD) fik 12,6% af stemmerne, svarende til 94 mandater, hvilket gør AFD til det tredjestørste parti i Tyskland. De har især vundet frem i områder, hvor uligheden og fattigdommen er størst. Det er den tyske kapitalisme og politiske system, der har skabt denne situation, mens det er indvandrerne fra Mellemøsten der får skylden. På trods af klare forbindelser til det nynazistiske miljø ændrer det ikke ved, at AFD var det eneste oppositionsparti i valgkampen, selvom de jo på ingen måde udgør et reelt alternativ. Alle de andre partier har i større eller mindre grad gennemført nedskæringspolitik, og derved skabt det nuværende Tyskland med dets store ulighed og sociale spændinger som følge. AFD var det eneste parti, der italesætte dette. Lige nu er de et stort, men isoleret oppositionsparti, men hvis den økonomiske situation forværres, vil de højst sandsynligt vokse eksplosivt, hvis der ikke opstår et klart venstrefløjsalternativ.
Die Linke som er venstrefløjspartiet har haft en minimal fremgang på 5 mandater, og har nu 69 pladser i rigsdagen, som det næstmindste parti. På landsplan fremstår partiet, som en flok gamle socialdemokrater, der selv har gennemført angreb på arbejderklassen i forskellige delstatsparlamenter. Tidligere på året spurgte en spørgeskemaundersøgelse blandt unge i Europa, om de var parate til at deltage i en opstand mod deres regering i morgen. Hertil svarede 37% af de tyske unge, Ja. Der forgår en radikalisering i et ret stort lag af den tyske ungdom, men de bliver ikke tiltrukket af Die Linke. Tværtimod ses der til det udenomsparlamentariske miljø, hvor bevægelserne omkring de store klimaaktioner for at lukke kulkraftværker og G20-demonstrationerne har tiltrukket tusindvis af unge.
Valget den 24. september viser, at den politiske ustabilitet er kommet til Tyskland, men endnu vigtigere er hvad, der vil ske nu. Merkel som de facto leder af EU skal ud og lange håndmadder ud. Polen og Ungarn skal enten sættes på plads eller der skal indgåes et kompromis, Sydeuropæerne skal betale deres gæld til de tyske banker, Englands Brexit kræver, at der statueres et eksempel der tydeliggør, at man ikke hopper af båden ustraffet, der skal findes en passende aftale med USA, Det tyske og russiske forhold skal normaliseres og der venter mange konflikter efter valget med et stærkt AFD i parlamentet.
Og det er blot de eksterne konflikter. Under overfladen ulmer internt mindst lige så store spændinger mellem klasserne i det tyske samfund. Mellem en arbejderklasse hvis forhold er presset og en tysk kapitalistklasse, der bare bliver rigere og rigere.
Tyskland er Europas stærke mand og bastion for politisk stabilitet, men hvor længe? Alle Tysklands nabolande med undtagelse af Danmark og Schweiz, står midt i politiske og økonomiske kriser, som allerede har en effekt på Tyskland. AFD’s supervalg har slået de første revner i det tyske fundament, hvor længe kan den europæiske kapitalismes sidste bastion holde ud?