Gennem næsten 20 år har Venezuela været referencepunkt for millioner unge og arbejdere over hele verden, der ønskede at ændre verden. Det var landet, hvor man gik imod imperialismens dominans i Latinamerika, tog skridt mod et opgør med kapitalismen, og åbent diskuterede “socialisme i det 21. århundrede”. Men revolutionen er aldrig blevet ført til ende, og i dag, under en historisk dyb krise, og med desillusion og træthed blandt revolutionens støtter, er den reaktionære opposition gået i offensiven, og landet er på grænsen af borgerkrig. Hvordan er det nået så vidt? Og hvad må der gøres?
Alverdens medier er endnu engang faret i blækhuset og er gået i gang med en smædekampagne mod den bolivariske regering og den venezuelanske revolution. Og endnu engang bliver der ikke sparet på løgne og fordrejninger om situationen i Venezuela. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Maduros regering må fjernes. Som sådan er der ikke noget nyt i denne linje fra borgerlige medier og alverdens regeringer. De har de seneste 20 år været indædte modstandere af den revolutionære proces i Venezuela startet af Hugo Chávez.
For eliten i USA, Spanien og resten af den vestlige verden, har den venezuelanske revolution været en veritabel sten i skoen, fordi den viste, at der var nogen, der stillede spørgsmålstegn ved imperialismens indflydelse på kontinentet og selve det kapitalistiske system. Forskellen fra tidligere kampagner, hvor den bolivariske revolution er blevet angrebet er, at regeringen nu står i en historisk svag position, og at der denne gang er reel fare for, at den ekstremt reaktionære opposition kommer til magten og smadrer alt, hvad revolutionen har vundet for de fattige og arbejderklassen.
Revolutionens årti
Revolutionens æra begynder i 1998, hvor Hugo Chávez vandt præsidentvalget på et program for sociale og økonomiske reformer, der skulle tilgodese de fattige, bønderne og arbejderklassen. I løbet af 80’erne og 90’erne var der ført benhård neoliberal økonomisk politik i Venezuela, med nedskæringer, liberaliseringer og angreb på forholdene for almindelige menneske. Men Chávez’ bevægelse, Bevægelsen for den Femte Republik, fik stor opbakning og skabte entusiasme blandt de brede masser, fordi der endelig var én, der stillede sig op mod imperialismens indflydelse på kontinentet og kæmpede for sociale forandringer.
Selvom Chávez ikke stillede op på et socialistisk program, blev han af omstændighederne og massernes pres gradvist skubbet til venstre. I de første par år af præsidentperioden gennemførte han adskillige reformer, økonomiske-, sociale- og på spørgsmålet om jorden, der udfordrede borgerskabets positioner og tilgodeså almindelige venezuelanere. Det provokerede de lokale kapitalister og ikke mindst amerikansk imperialisme.
I 2002 forsøgte oppositionen, med hjælp fra dele af hæren og CIA, at gennemføre et kup mod Chávez og revolutionen. De bortføre præsidenten og indsatte en illegitim regeringsleder (formanden for arbejdsgiverorganisationen), og satte landets grundlov ud af kraft.
Men massernes svar var ikke til at tage fejl af: De strømmede ud i gaderne og krævede deres præsident genindsat. Magten lå på dette tidspunkt ikke i regeringskontorerne men i gaderne. Kuppet faldt til jorden og Chávez blev genindsat som præsident. Det blev et vendepunkt. Fronterne var trukket op: Kapitalisterne ville ikke acceptere det nye regime og den bolivariske regering blev presset til venstre af masserne. Chávez udtalte blandt andet, at “under kapitalismen kan vi ikke løse de nuværende problemer. Vi bliver nødt til at bygge socialisme”.
Til trods for massiv økonomisk sabotage fra borgerskabet, med blandt andet en arbejdsgiver-lockout i olieindustrien i 2003, blev der gennemført massive forbedringer for almindelige mennesker, og der blev taget skridt mod at genvinde kontrollen med den vigtige olieindustri. Der blev igangsat massive programmer for at udrydde analfabetisme, der blev bygget sundhedsklinikker med gratis behandling til alle og billige boliger i slumområderne, og der blev indført fri og gratis uddannelse og priskontrol på basale fødevarer. Disse forbedringer skabte ikke bare et bedre liv for flertallet af befolkningen. Det skabte også en entusiasme og kampgejst, der gennemsyrede samfundet, og almindelige mennesker blev involveret i politik på en hidtil uhørt skala. Og præcis dette er definitionen på en revolutionær proces: At almindelige mennesker begynder at involvere sig på masse-skala i politik.
Økonomisk krise og sabotage
Men revolutionens fremskridt kom ikke ud af ingenting. Det økonomiske grundlag for at gennemføre de massive reformer i løbet af 00’erne var de stabile indtægter fra eksport af olie på verdensmarkedet. Det var en periode med historisk høje oliepriser på op til $140 pr. tønde. I store dele af den bolivariske bevægelse opstod ideen om, at man selv under kapitalismen kunne gennemføre “socialistiske” tiltag, fordi man havde enorme olie- og gas-ressourcer, som kunne skaffe udenlandsk kapital; den såkaldte oliesocialisme. Men problemet var, at størstedelen af den venezuelanske økonomi stadig fungerede på kapitalistiske vilkår. Dette forsøg på skabe en reguleret ”blandingsøkonomi” skabte økonomisk kaos: kapitalismen kan ikke reguleres. Desuden kontrollerede nationale og internationale kapitalister stadig økonomien, og de gennemførte omfattende sabotage bl.a. af fødevareindustrien.
Omkring 2013 kollapsede priserne på olie på verdensmarkederne (ned til mellem $40-50 pr. tønde) og det slog med det samme bunden ud af den venezuelanske statskasse, og økonomien i recession. I 2013 faldt BNP med 20 procent. Der var problemer med at finansiere de mange programmer, som revolutionen havde indført, og samtidig eksploderede inflationen, hvilket førte til udhuling af almindelige venezuelaneres levevilkår. Det var et tilbageslag for revolutionen, og skabte en vis grad af desillusion blandt dele af revolutionens kernestøtter.
Reaktionær opposition i offensiven
Den nuværende offensiv fra oppositionen har sit udspring i denne situation, med udbredt desillusion og træthed blandt store dele af befolkningen, som tidligere støttede revolutionen. Regeringen har for eksempel ikke kunnet løse problemet med varemangel i supermarkederne, mangel på medicin, hyperinflation og stigende vold i samfundet.
Blandt andet på den baggrund lykkedes det oppositionen at vinde flertallet i Nationalforsamlingen i slutningen af 2015. Efter at revolutionen hidtil havde vundet alle valg siden 1998. Hvis man skal tro oppositionen og deres talerør i alverdens medier, skyldes det, at masserne er begyndt at skifte side og støtte oppositionen mod Maduro-regeringen. Men det er ikke tilfældet. Oppositionen fik faktisk ikke nogen nævneværdig vælgermæssig fremgang ved valget i 2015. Til gengæld blev rigtig mange af de tidligere trofaste chavista-vælgere hjemme.
Oppositionen øjnede denne svaghed og begyndte dels at modarbejde regeringen gennem Nationalforsamlingen, men også at mobilisere nogle af de mest reaktionære elementer af deres støtter for at skabe uro i gaderne. Protesterne har haft en vis størrelse og har været ekstremt voldelige. Der har været flere tilfælde af deciderede lynchninger af chavistaer, og bombeangreb på politiet, og mere end hundrede er døde under de seneste måneders optøjer. Formålet med optøjerne har været at skabe kaos og usikkerhed, og det er lykkedes. Målet er at tvinge Maduro fra magten på den ene eller den anden måde, som første skridt på vejen til at knuse revolutionen fuldstændig.
Den bolivariske ledelse viser svaghed
Maduros reaktion har hele vejen igennem været at forhandle med oppositionen, give dem indrømmelser og at snakke om klasse-forsoning, selv nu, hvor regeringen og revolutionen er direkte truet, og landet er på vej ud i borgerkrigslignende tilstande. Men hvad er grundlaget for at skabe forsoning mellem klasserne i Venezuela? Det er ikke tilstede! Det er direkte modstridende interesser, der står over for hinanden. Hvis regeringen giver indrømmelser til oppositionen, vil det gå imod arbejderklassens interesser, og ligeså den anden vej. Der er ingen gylden middelvej.
Den Internationale Marxistiske Tendens, som Revolutionære Socialister er den del af, har fra begyndelsen af revolutionen agiteret for, at revolutionen kun kan sikres, hvis der gøres definitivt op med kapitalismen i Venezuela, og produktionen sættes under arbejderklassens demokratiske kontrol. Problemet med reformismen er, at man forsøger at balancere mellem modstridende klasseinteresser, men ender med at få det værste af alle verdener.
Ingen indrømmelser - færdiggør revolutionen
I den nuværende situation har Maduro-regeringens tøven kun givet oppositionen mere blod på tanden. Men til trods for optøjer og angreb fra oppositionens fascistiske bander har de seneste fem måneders krise vist, at revolutionen stadig har en vis social base. Regeringens politik med indrømmelser har ført til den nuværende situation. Masserne kan kun stole på sin egen styrke og må organisere sig til forsvar for revolutionen.
Det, der har fejlet i Venezuela, er ikke socialisme, men forsøget på at indføre reguleret kapitalisme. Man kan ikke lave en halv revolution, revolutionen må fuldføres: Industrien, bankerne og jorden må eksproprieres, og der må indføres monopol på udenrigshandlen, som led i en planlagt produktion styret af folket og til fordel for folket.
Situationen er nu ekstremt tilspidset, og mere alvorlig end nogensinde. Den igangværende situation kan ikke holde, der må komme en konklusion på den nuværende styrkeprøve mellem revolutionen og kontrarevolutionen. Et nederlag til revolutionen vil have katastrofale konsekvenser for de venezuelanske masser. Den eneste vej til at forsvare revolutionen er at føre den til enden.
For flere og mere detaljerede analyser om den aktuelle situation i Venezuela og afstemningen til den Grundlovgivende Forsamling i juli 2017, se marxist.com
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.