I februar kom Venezuela endnu engang på alles læber, da en gruppe af de mest yderligtgående oppositionsfolk organiserede voldelige optøjer imod regeringen. Tretten mennesker blev dræbt og dusiner sårede, tilsyneladende skudt af snigskytter. Blandt de faldne var aktivister fra både regeringen og oppositionen, men alligevel forsøgte sidstnævnte at beskylde landets præsident, Nicolás Maduro, for drabene.
Leopoldo López, leder af partiet Voluntad Popular ("Folkelig vilje"), erklærede åbent at protesternes formål var at komme af med regeringen. Demonstranterne ødelagde statsejede bygninger i Mérida, Táchira og angreb indenrigsministeriet i Caracas. I Barquisimeto angreb de telefoncentralen og Valencia smadrede de socialistpartiet PSUVs kontorer.
De studerendes demonstrationer, som primært havde opbakning i den velhavende østlige del af Caracas omkring Chacao og Altamira, fik enorm opmærksomhed i de store internationale medier. USA's regering udtalte at de var "bekymrede for demokrati og menneskerettigheder i Venezuela".
Til gengæld fik den store massedemonstration til forsvar for revolutionen og imod fascistisk vold, hvor hundredetusinder fyldte Avenida Bolívar i Caracas, så godt som nul pressedækning i den vestlige verden. Det samme gjaldt oliearbejdernes enorme demonstration eller stålarbejdernes march i Puerto Ordáz, som blev angrebet af fascister og hvor ni arbejdere blev sårede.
Overklassens håb
Den seneste bølge af oppositions-optøjer er blot kulminationen på en proces som startede for et år siden. Allerede før Chávez død den 5. marts 2013 talte borgerlige kommentatorer om en "post-Chávez overgang". Især de spanske dagblade El País og ABC, lagde vægt på behovet for en periode, hvor Venezuela styrede hen i mod 'normale' tilstande.
Hvad sigtede de efter? Hvis man skal tro den venezuelanske arbejdsgiverorganisation FEDECAMARAS, så handlede det om at skabe et "investerings-venligt klima". Med andre ord håbede man på langsomt at rulle alle den bolivariske revolutions landvindinger tilbage: afvikle de sociale projekter, privatisere de virksomheder der er blevet overtaget af staten, udhule arbejdernes lønninger og først og fremmest få ødelagt den organisering som arbejderne og de fattige har opnået igennem de seneste 14 år.
De første dage efter Chávez død var euforiske for højrefløjen og det internationale erhvervsliv. Alene i Danmark steg aktiekursen for ØK (som har store forretninger i Venezuela), med 3,5% efter præsidentens død (Jvf.: Euroinvestor).
Men hurtigt stod det klart, at millioner af venezuelanere ikke agtede at opgive den bolivariske revolution. Slagordet "todos somos Chávez" ("vi er alle Chávez") blev populært overalt i landet og afspejlede massernes standhaftighed og modstanden imod en tilbagerulning af revolutionen.
Revolutionens landvindinger
På dagen for Chávez død havde mange liberalistiske kommentatorer svært ved at forklare, at en mand som de anser for at være en diktator, kunne få millioner og atter millioner af mennesker på gaden for at mindes hans liv.
I mainstream-medierne fremstilledes Chávez resultater som magre og al vægt lagdes på inflationen, volden og landets olie-baserede økonomi. Hvad der sjældent nævntes, var de enorme progressive reformer som Chávez-regeringen gennemførte og som lagde grunden for hans umådelige popularitet i den fattige del af Venezuelas befolkning.
De sociale programmer (missiones), indbefattede gratis lægehjælp til alle. Uddannelsesprogrammer fik på få år udryddet analfabetismen i landet. En massiv udvidelse af infrastruktur med opbygning af flere nye metrolinjer i Caracas og Valencia betød at folk der pendler til arbejde har halvt så lang transport-tid. Men en af de helt store landvindinger var den boligbygningsplan, som Chávez lancerede efter at 100.000 familier i november 2010 tabte deres hjem ved en oversvømmelse.
På mindre end tre år lykkedes det regeringen at bygge 511.040 boliger. Alle der havde mistet deres hus under oversvømmelsen fik en gratis ny bolig og resten blev solgt til fattige familier som fik statssubsidierede lån. (Jvf. Venezuelanalysis.com).
Disse reformer blev først og fremmest opnået igennem en omfordeling af indtægterne fra Venezuelas enorme olie-eksport og i langt mindre grad ved en egentligt omstyrtelse af magtforholdene i samfundet, dvs. af ejerskabet over produktionsmidlerne. Som vi skal se senere i denne artikel, forklarer dette faktum også at Venezuelas fattige masser trods de imponerende reformer, fortsat lider under kapitalistiske fænomener, såsom inflation og fødevaremangel.
Nicolás Maduro
Inden han tog på sin sidste rejse til Cuba, den 9. december 2012, holdt Chávez sin sidste TV-tale til nationen, hvor han anbefalede folket at vælge Nicolás Maduro som præsident, såfremt han selv ville være ude af stand til at fortsætte som præsident.
Valget af Nicolás Maduro var langt fra tilfældigt. I et interview med bladet El Topo Viejo forklarer Maduro, at han selv var meget aktiv i årene op til den venezuelanske revolutions begyndelse i 1998. Han var medlem af Liga Socialista, en maoistisk inspireret organisation, som spillede en ledende rolle i de store protester ved Caracazo-opstanden i 1989.
Senere var Maduro formand for buschaufførernes fagforening. En kendsgerning som højrefløjen siden har gjort grin med, ved at latterliggøre at en "simpel buschauffør" skulle kunne blive præsident. Med deres vanlige sans for humor, opfandt de bolivariske aktivister et slogan som modsvar: "Se siente, se siente, de chófe al presidente – camarada, me dejas en la parada" ("Det føles, det føles, fra chauffør til præsident – kammerat, sæt mig af ved stoppestedet!").
Under Chávez' regering var Maduro først formand for nationalforsamlingen og fra 2006 udenrigsminister, hvor han bl.a. var ansvarlig for samarbejdet med de andre venstreorienterede latinamerikanske regeringer i ALBA og CELAC. Politisk lå han altid på linje med Chávez – han var en mand af midten af den bolivariske bevægelse, en som prøvede at balancere imellem de forskellige fløje og opretholde et ekvilibrium.
Valgsejr i april og højrefløjens første voldsbølge
I dagene efter Chávez død var der ikke blot en følelse af sorg i den venezuelanske befolkning, men også af kampvilje. Idéen om at føre revolutionen videre blev hovedsloganet for aktivisterne i den bolivariske bevægelse.
Til gengæld blev dette ikke besvaret med en politisk kampagne for Nicolás Maduro. I valgkampen var der mange referencer til tomme slogans om "kærlighed" og ikke mange fremsigtede idéer om hvad der skulle gøres for at rette op på landets økonomi, som allerede på det tidspunkt var dybt påvirket af arbejdsgivernes sabotage.
Resultatet var en kneben sejr til Maduro med 7,505,378 stemmer (50.66%) mod Capriles 7.270.403 stemmer (49.07%). I midlertidig nægtede Capriles at anerkende sit nederlag og han opfordrede sine tilhængere til at gå på gaden for at modsige resultatet.
Således udløstes den første voldsbølge. Fascistiske grupper omringede VTV (den statslige TV-kanal). Læge-centre med cubanske læger, kendt som Barrio Adentro og CDI'er, blev brændt og beskudt. Tretten mennesker omkom, flere dræbt imens de forsvarede bygningerne.
Men denne voldsbølge døde ud efter et par uger. Regeringen, som ofte anklages for at være autoritære, valgte ikke at retsforfølge nogle af oppositionens ledere, selvom de i flere tilfælde havde insinueret støtte til de voldelige aktioner og selvom dette var et udbredt krav i blandt aktivister i den bolivariske bevægelse.
Inflation
Efterfølgende gik oppositionen over til en anden taktik: økonomisk sabotage. Venezuelas økonomi var i efteråret 2013 under voldsomt pres, et pres som stadig eksisterer i dag. To fænomener prægede landet i det seneste år: inflation og fødevaremangel. Begge har deres rod i den venezuelanske overklasses økonomiske krig imod revolutionen.
Det er rigtigt, at der har været økonomisk sabotage lige siden den første arbejdsgiver-lockout i 2001. Men det seneste år har været langt, langt værre end hidtil. Inflationen sluttede i 2013 med 56,2%. Ifølge Venezuelas Central Bank lå indekset for fødevaremangel konstant på imellem 19 og 20% hver måned (Jvf. Venezuelas nationalbank).
Der flere årsager til inflationen.
For det første er der en bevidst investeringsstrejke på vegne af de venezuelanske kapitalister, som ikke ønsker at starte ny produktion i et land hvor arbejderbevægelsen er blevet historisk stærk i løbet af de seneste fjorten år.
For det andet er der kapitalflugt, som ganske vidst er blevet begrænset takke være en statskontrol med valutatransaktioner, men som stadig udføres af bagveje og er delvis skyld i den høje inflation.
For det tredje har befolkningen fået en langt højere levestandard, som primært er opnået igennem regeringens omfordeling af oliepengene. Men da denne øgede levestandard – og dermed øgede købekraft – ikke er blevet matchet af en tilsvarende udvidelse af produktionen.
For det fjerde, er der det sorte marked. I 2003 indførte Chávez et reguleret system, hvor alle større valutatransaktioner skulle foregå igennem staten. Valutakontrollen var et forsøg på at dæmme op for kapitalflugt og de venezuelanske forretningsfolk har så fået tildelt udenlandsk valuta igennem statsintituttet CADIVI.
Men i stedet for at importere varer for de tildelte dollars, har de solgt dollaren på det sorte marked, hvor vekselraten ikke er det officielle 1 til 6, men derimod 1 til 30 eller sågar 40 bolívares. På den måde har de fået en spekulativ avance og der er opstået et enormt sortmarked, hvor butiksejere sætter deres priser efter sortmarkedskursen for dollar.
Mangel på forbrugsvarer
Manglen på forbrugsvarer i Venezuela er en situation som minder uhyggeligt meget om Chile i 1972-73. Dengang beordrede Nixon sin udenrigsminister Henry Kissinger til at lade "økonomien skrige", bl.a. ved at organisere den vognmandsstrejke som skabte kaos og mangel på forbrugsvarer i hele landet.
Mens højrefløjen og de internationale medier hævder, at manglen skyldes en uduelig regering som ikke kan finde ud af at øge indlandsproduktion af fødevarer, så viser en række bemærkelsesværdige fund en anden side af sagen:
• Imellem den 7. januar og den 18. maj 2013 fandt myndighederne i Venezuela 20.713 ton fødevarer som var bleven gemt væk, selvom varerne var efterspurgte af forbrugerne. (Jvf. Informe21)
• Den 21. oktober 2013 fandt myndighederne i Maracaibo, Zulia (Venezuelas næststørste by) et hemmeligt lager med 3.800 ruller toiletpapir, 440 liter letmælk og 1.560 liter langtidsholdbar mælk. Alle produkter der manglede på supermarkedernes hylder. (Jvf. Venezuelanalysis.com)
• Den 15. oktober 2013 afsløredes en bande der smuglede 250.000 liter benzin til Brasilien hver uge. En lignende bande, som forsøgte at smugle 1 million liter benzin til Colombia, blev også stoppet. (Jvf. Venezuelanalysis.com)
• Den 2. februar 2014 konfiskerede funktionærer i delstaten Táchira, mere end 30 ton ris og andre varer såsom sukker, mælk og køkkenolie (Jvf. Aporrea)
• Den 8. februar 2014 opdagede man at firmaet Indústrias Lacteas Venezolanas havde gemt 72 ton mælkepulver på et af deres varelagre.(Jvf. El Mundo)
• Den 11. februar 2014 beslaglagdes 500 ton sukker i delstaten Bolívar, varer som var blevet gemt væk på en polstringsfabrik. (Jvf. Aporrea)
Dette er blot nogle få eksempler, for sådanne fund er efterhånden blevet hverdag i Venezuela.
Sejren ved kommunalvalget i december
Denne sabotage var særligt slem i månederne op til kommunalvalget den 8. december 2013. Oppositionens mål var at udmatte regeringens bagland så meget, at stemmedeltagelsen ville falde og at de således kunne sikre sig flere borgmesterposter end de 48 som de vandt i 2008.
Taktikken så ud til at lykkes, men i starten af november forstod Nicolás Maduro situationens alvor og besluttede at indføre en række tiltag, som i Venezuela blev kaldt for "den anti-kapitalistiske offensiv". Dette indbefattede statsintervention i virksomheder som spekulerede med priser, blandt andet den store elektronik-importør DAKA.
Forbrugerrådet INDEPABIS, ledt af Eduardo Samán (som af mange betragtes som repræsentant for den yderste venstrefløj inden for den bolivariske bevægelse, se en hel biografi her), spillede en vigtig rolle i denne offensiv. Dette organ sendte patruljer ud på alle virksomheder for at afsløre spekulation og svindel og beordrede butiksejere til at sænke priserne til et rimeligt niveau.
Nicolás Maduro gjorde også klart, at de ansvarlige for den økonomiske krig var arbejdsgivernes organisationer FEDECAMARAS, VENAMCHAM og CONSECOMERCIO. Han fik en bemyndigelseslov igennem i parlamentet, så han kunne dekretere økonomiske ændringer og truede åbent kapitalisterne med eksproprieringer.
Offensiven blev mødt med entusiasme i den almene befolkning. Folk så, at regeringen endelig begyndte at sætte handling bag ordene. Denne entusiasme afspejlede sig ved kommunalvalget. Valgdeltagelsen lå på 58.92%, en fremgang fra 54% ved guvernørvalget i december 2012.
De partier der støtter revolutionen fik over 54% af stemmerne, sammenlignet med de 50,6% som Nicolás Maduro fik ved præsidentvalget knap otte måneder forinden. Mens oppositionen vandt i 67 kommuner, lykkedes det revolutionen at vinde i 234.
Erfaringen fra kommunalvalget var altså klar: revolutionær handling giver entusiasme. Desværre gik der kun få uger efter sejren, før Nicolás Maduro begyndte at strække en hånd ud til oppositionen, tale om dialog og endda afskedige nogle af de mest revolutionære folk i regeringen, herunder Eduardo Samán, som en gestus overfor arbejdsgiverne.
Men oppositionen var generelt set ikke særlig interesseret i dialog. De begyndte hurtigt at omgruppere deres kræfter til den næste store offensiv – gadeprotesterne som startede den 23. januar 2014.
Vold og snigmord
Et af de spørgsmål som oppositionen demagogisk forsøgte at bruge som hovedkrav under gadeprotesterne i januar-februar 2014, var volden i Venezuela. Regeringen blev beskyldt for at tillade den voksende voldsspiral, hvor Venezuela sidste år havde en mordrate på 73 per 100.000 indbyggere, en af verdens højeste. Mens højrefløjen glemte naturligvis at nævne, at de delstater hvor kriminaliteten er allerhøjest i landet, er Miranda og Táchira – som begge er styret af oppositions-tro guvernører.
Men hvad ligger egentligt bag den høje mordrate i Venezuela? Er det bare et anfald af kollektiv sindssyge eller er det en liberal våbenlovgivning?
For at forstå volden, er det nødvendigt at se på problemets rod.
Ifølge en undersøgelse fra Stockholms internationale institut for fredsstudier, er 78 af verdens største våbenfabrikanter fra USA og Europa. Førstnævnte står for 61,5% af alle solgte håndvåben, imens 75% af Europas våbenproduktion stammer fra Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien.
Våbenindustrien er en særdeles profitabel forretning. Alene i 2012 eksporterede den amerikanske våbengigant Lockheed Martin for 36 milliarder dollars og beskæftigede 120.000 arbejdere. Det engelske BAE Systems eksporterede for 26,85 milliarder og beskæftigede 88.200 ansatte.
Eksistensen af et våbenmarked i den såkaldte tredje verden er derfor afgørende for de store selskaber i Europa og USA. Problemet i Venezuela er ikke den enkelte lommetyv eller bandit i slumkvarteret, men snarere den kapitalistiske våbenindustri som har brug for at afsætte våben til organiseret kriminalitet.
Med vestlige bankers fulde medvirken bliver narkopenge hvidvasket og brugt til at forsyne kartellerne med rifler, maskingeværer og automatpistoler.
At narkotika er en del af spillet, er ikke et skud i tågen, men et faktum som er blevet bekræftet af de mange nedskydninger af fly, som det venezuelanske militær har foretaget. Man har advaret uanmeldte fly om at de skulle identificere sig, men i mange tilfælde er piloten sprunget ud med faldskærm og efterfølgende er flyet skudt til jorden og man har fundet mange kilo heroin, amfetamin eller kokain i cockpittet.
Hvad højrefløjen heller aldrig nævner, er de mange paramilitære grupper som kommer ind over den colombianske grænse og i sær opererer i Táchira og Apure og i mindre grad i Zulia. Disse grupper henretter systematisk lederne af bondebevægelsen og i nogle tilfælde også fagbevægelsen.
Få dage før Chávez død i 2013, blev den velkendte indianerleder Cacique Sabino Romero dræbt af snigmordere. Den nationale bondefront, FNCEZ - som støtter revolutionen - har understreget at mere end 300 af dets ledere er blevet dræbt i løbet af de sidste par år.
Onsdag den 26. februar 2014 demonstrerede titusinder af bønder således på Caracas gader imod de politiske mord, som de anser for at være "et komponent i imperiets strategi for at destabilisere landet" (Jvf. FNCEZ).
Man kan med rette sige, at der foregår en slags lavintensiv borgerkrig, som på visse måder minder om krigen i Nicaragua i 1980'erne hvor Ronald Reagan forsynede de såkaldte grupper af kontra'er med våben og træning.
Bøndernes forslag til hvordan man kan stoppe volden er at skabe "anti-statskup-komitéer i hele landet og styrke bøndernes milits".
Til det kunne man tilføje, at der er brug for en grundig udrensning af korrupte elementer i statsapparatet, politiet og hæren. Kun ved at ødelægge resterne af den gamle borgerlige stat, kan det lykkes at skabe grundlaget for et opgør med kriminaliteten.
Den nye offensiv
Den seneste bølge af protester er udtryk for radikaliseringen af et lag af de mest yderligtgående oppositions-folk, som i bund og grund er trætte af at vente på valg og folkeafstemninger og som vil have handling.
Dette lag af rabiate højreorienterede, anser Capriles Radonski (oppositionens præsidentkandidat i 2012 og 2013) for at være alt for moderat og passiv i sin modstand overfor revolutionen.
De to vigtigste ledere af denne fløj har begge stærke bånd til USA. Leopoldo López er selv tidligere uddannet på Harvard University's Kennedy School of Governments. Maria Corina Machado var talskvinde for organisationen Súmate og mødtes personligt med George Bush i Det Hvide Hus.
Om de følger direkte instrukser fra CIA er svært at sige, men sikkert er det at USA har sendt millioner af dollars til denne fløj igennem dækorganisationer som National Endowment for Democracy og USAID, hvilket journalisten Eva Golinger har dokumenteret i flere omgange.
I hvert fald har den amerikanske regering i løbet af februar 2014 været overordentligt frembrusende i dens udmeldinger vedrørende Venezuela. Der har været udtryk kritik af regeringens påståede mangel på respekt overfor menneskerettighederne og indirekte beskyldninger om at regeringen skulle orkestrere volden. Som modsvar udviste Nicolás Maduro tre funktionærer fra den amerikanske ambassade som han beskyldte for at være en del af en konspiration mod regeringen.
I virkeligheden repræsenterer protesterne ikke nogen stor folkelig basis. Faktum er, at der i dag er 2,6 millioner studerende i Venezuela, et spring fra sølle 800.000 studerende før revolutionens start i 1998. Mange af de studerende går på de bolivariske universiteter, hvor der ikke er adgangsbegrænsning og hvor det overvældende flertal kommer fra slumkvartererne.
Leopoldo López parti Voluntad Popular fik blot 3% af stemmerne ved præsidentvalget i 2012 og har kun et enkelt medlem af parlamentet. De studerende som støtter ham kommer mestendels fra de elitære universiteter. Det var da heller ikke et tilfælde, at optøjernes epicenter var det stenrige østlige Caracas omkring Plaza Altamira, imens regeringen havde opbakning i fattige barrios, som Catía og 23 de enero.
Et statskup i slowmotion
Den venezuelanske revolution har nu varet i godt femten år, betydeligt længere end mange lignende historiske processer. Forklaringen skal dels findes i landets olierigdom, dels i den favorable internationale situation hvor den amerikanske imperialisme har haft nok at se til i Irak, Afghanistan og med dens egen økonomiske krise.
Disse faktorer var vigtige, men bevægelsen fra neden har været afgørende. Det har været almindelige mænd og kvinder på gulvet, arbejdere på land og industri, husmødre, forarmede unge, fattige i slumkvartererne, som gang på gang har været revolutionens motorkraft. Det var dem der i 2002 oversvømmede Caracas med protester – og i nogle tilfælde afvæbnede de kontra-revolutionære dele af hæren – således at kuppet faldt sammen som et korthus.
Men selv den mest heroiske kampgejst kan tynde ud. Den største risiko for revolutionen i dag er ikke de forholdsvis små oppositions-protester eller vandalismen. Den største fare er, at revolutionens bagland ikke ser forandring inden for rækkevide og falder over i en tilstand af demoralisering.
Med en skyhøj inflation og en vold der orkestreres af paramilitære oppositions-grupper og narko-karteller, er der en stor risiko for apati iblandt Maduros støtter. Det er det som de klogere dele af oppositionen, herunder Capriles Radonski, arbejder henimod. De bruger den økonomiske sabotage til at dræne folket for energi og venter på en ny mulighed for at vælte Maduro. Man kan derfor med rette tale om en form for "statskup i slowmotion".
Er et nederlag så uundgåeligt? Absolut ikke. Den revolutionære bevægelse i Venezuela har i løbet af det sidste år bevist, at selv om Chávez ikke længere er tilstede, kan den overleve og fortsat udfordre kapitalismen. Problemet er, at revolutionen kun er halvt færdig.
Selvom der er sket mange fremskridt, som i sær er sket med en omfordeling af indtægterne fra olieeksporten, så er oligarkiets magtposition stadig intakt. Omkring 66% af Venezuelas bruttonationalprodukt produceres stadig af den private sektor. Det er netop denne kontrol med økonomiens nervecentre, herunder distributionen af fødevarer, som oligarkiet bruger til at føre økonomisk krig mod revolutionen.
Svaret må være, at regeringen definitivt dropper idéen om blandingsøkonomi og reguleringer og i stedet ekspropierer de vigtigste virksomheder, banker og landejendomme. Et vigtigt startsted ville være Empresas Polar, det selskab der styres af den superrige oligark Lorenzo Mendoza og som står for en betydelig del af fødevare-produktion og -distribution.
Regeringen bør også indføre et statsmonopol på udenrigshandlen, som den eneste måde at dfæmme op for det sorte marked. De isolerede elementer af arbejderkontrol på enkelte fabrikker må bredes ud og generaliseres.
For at bekæmpe korruption og nepotisme, må regnskabsbøgerne åbnes og der må vælges delegerede, med retten til at trække deres mandat tilbage, såfremt de ikke følger forsamlingens beslutninger. At sådanne forslag slet ikke er utopiske, er besatte fabrikker som Industrias Diana, INVEVAL, INAF og Gotcha gode eksempler på.
(Billeder: Telesur, AVN og Aporrea)
