Den blodige borgerkrig har nu stået på i mere end 2 år og FN anslår, at flere end 100.000 er dræbt, mens en fjerdedel af den syriske befolkning, 5 millioner, er drevet på flugt fra deres hjem. Det, der startede som en revolutionær bevægelse i Syrien udartede sig ad sekteriske linjer til en borgerkrig, med reaktionære i spidsen for begge sider. Spørgsmålet om Syrien har testet regeringer og partier verden over også i Danmark. Den danske regering har fuldstændig underlagt sig USA.

Hykleri

Det der nu får alverdens regeringsledere med Obama i spidsen til at slå på krigstrommerne, er et gasangreb på civilbefolkningen d. 21. august, der angiveligt har dræbt op mod 1500. Obama havde allerede for et år siden opstillet brug af giftgas som en ”rød linje”, der, hvis den blev overskredet, ville føre til et modsvar. Der er ingen tvivl om, at et gasangreb er uhyrligt. Men hvorfor er det netop disse 1500 døde, der udgør grænsen? Hvad med de 100.000 der er slået ihjel af knive, automatrifler, artilleri osv.? Spørgsmålet udstiller hykleriet hos Obama og resten af verdens ”ledere”. Det er ikke tabet af syriske liv der bekymrer dem, gasangrebet giver dem en belejlig undskyldning for at gå i krig.

Sandheden er som bekendt krigens første offer. Hvad der er op og ned og hvem der har brugt giftgas, ved vi nok aldrig med sikkerhed. Hvad man kan sige med sikkerhed er, at Assad styret er brutalt, og at oprørshæren er ligeså. Men hvem har gavn af et amerikansk angreb? Det er ikke Assad, der har gavn af et angreb, men derimod oprørerne. Hvorfor skulle Assad have gennemført et gasangreb netop inden FN inspektører skulle undersøge netop brugen af giftgas? Det er muligt, som nogen rygter siger, at det er elementer i Assads hær, uden for hans kontrol, der står bag. Sandheden får vi nok aldrig.

Har Danmark opgivet en selvstændig udenrigspolitik?

Det virker til den danske regering helt har opgivet at føre en selvstændig udenrigspolitik, men blot underlægger sig, hvad end amerikanerne ønsker. Villy Søvndal kunne ikke svare på, hvorvidt Danmark støttede militær indgriben i Syrien, efter at briterne havde stemt nej, da Danmark ikke er blevet anmodet om et sådan. Man skulle da mene, at den danske regering kunne have en selvstændig holdning til hvorvidt den synes, at et indgreb er en god ide eller ej. Men nej.

Den danske regering følger altså USA i tykt og tyndt. Udenrigsminister Villy Søvndal fik i cirka et døgn lov at forsvare SFs politik, om kun at angribe hvis der eksisterer et FN-mandat. Men Helle Thorning var hurtigt ude og undsige Søvndal og forsikre, at den danske regering ville støtte USA FIN mandat eller ej. USA har ikke fremsat et eneste bevis på, at det er Assad, der har anvendt gas. Men det fik ikke den danske regering til at tøve.

Det slog Helle Thorning helt fast efter en middag i Sverige med præsident Obama. Thorning har åbenbart ikke brug for beviser, og vil end ikke bede den amerikanske regering om sådanne, da hun stoler et hundrede procent på den amerikanske præsident.

Efter middagen udtalte hun til TV2-nyhederne: ”De er meget overbeviste om, at det er Assad selv, der har brugt de kemiske våben mod sin egen befolkning. Og en præsident som Obama, der var imod Irak-krigen og har været det hele vejen igennem - hvilken interesse skulle han have i ikke at fortælle os sandheden. Jeg mener, at vi i Danmark skal vælge at stole på vores nærmeste allierede. Det her er en meget vanskelig situation.”
Og videre, ”Jeg og regeringen har valgt at stole på vores nærmeste allierede. Vi har stillet os selv spørgsmålet: Hvilken interesse har præsident Obama i ikke at fortælle alt det, han ved i forhold til den her sag,” sagde Helle Thorning-Schmidt (Jp.dk 04.09.13)
Og hun slog igen fast, at Danmark støtter et amerikansk ledet angreb uden om FN.

Danmark gør altså hvad USA ønsker. Regeringen er måske inspireret af Glistrups kontroversielle forslag om at erstatte det danske forsvar med en telefonsvarer, regeringen kunne bare viderestille udenrigsministeriets telefoner til det Hvide Hus.

Imperialismens svaghed udstillet

Syrien har formået at udstille hvor svag og splittet imperialismen i realiteten er. Det første alvorlige slag kom, da den britiske regering tabte afstemningen om militær intervention i Syrien i parlamentet. Premierminister Cameron troede, at sejren var hjemme, men hans autoritet led et alvorligt knæk, da han tabte afstemningen, fordi 30 parlamentsmedlemmer fra hans eget parti, Torierne, stemte imod regeringen, så den tabte med 272 stemmer mod 285.

Det er et symptom på den nuværende ustabile situation, hvor skarpe og pludselige ændringer er indbygget i situationen. Og en situation hvor den økonomiske og sociale krise betyder, at der åbner sig splittelser i den herskende klasse. Den amerikanske imperialismes hidtidige uovervindelighed, begynder pludselig at smuldre.

Formålet med truslen fra Obama til Assad om ikke at bruge kemiske våben var at virke stærke, men i stedet har det fået den modsatte effekt. Da først Obama havde udtalt, at brugen af kemiske våben var en såkaldt ”rød linje”, der ikke kunne overtrædes blev han nødt til at handle, da ”linjen” var overskredet. Men det var også tydeligt for det første, at et angreb i Syrien kunne få uoverskuelige konsekvenser. Krigen i Afghanistan og Irak har på ingen måde været en succes og viser, at et ”hurtigt” angreb risikerer at trække ud. Samtidig vil et indgreb i Syrien åbne for en hvepserede i hele regionen, hvor konflikten allerede nu har spredt sig ud over Syriens grænser. Og konflikten har allerede nu konsekvenser ud over regionens grænser og bl.a. Rusland er meget imod et angreb.

Sidst men ikke mindst er der svagheden på hjemmefronten. Den amerikanske befolknings støtte til en intervention i Syrien er minimal. Et Gallup-rundspørge i starten af september viser ifølge Politiken, at 51 procent af amerikanerne er modstandere af et angreb på Syrien, mens kun 36 procent går ind for det. Før propagandamaskinen for alvor startede, var opbakningen endnu lavere, og en krig falder kun i popularitet når først den er startet og ikke mindst hvis den trækker i langdrag.

I et forsøg på at få rygdækning til et angreb i Syrien sagde Obama, at spørgsmålet skulle op i Kongressen. Men her var han langt fra sikker på at få flertal. 10. september havde kun 20 ud af 435 kongresmedlemmer sagt, at de ville stemme for et angreb (information.dk 10.09.13).

Magtspillet er i gang

USA står i en catch22 situation: uanset hvad de gør, er det skidt. Om det var den manglende sikkerhed for et flertal, der fik udenrigsminister John Kerry til på en pressekonference til at åbne for en mulig anden løsning, da han på et spørgsmål svarede, at et angreb kunne undgås ved at Syrien overgav kontrollen med alle sine kemiske våben, eller om det var en løs bemærkning, der fik sit eget liv, som embedsapparatet der efterfølgende påstod det var et retorisk spørgsmål, er ikke til at sige. USA står svækket, uanset hvad resultatet bliver. Det bliver tydeligere og tydeligere, at de ikke har en klar plan for, hvad de vil gøre, og det nærmer sig det farce-agtige når Kerry udtaler, at det blot vil være et ”utrolig lille” angreb, ikke en reel krig.

Det man kan sige med sikkerhed er, at russerne greb forslaget med begge hænder. De er ligeglade med Assad som sådan, men ønsker at beholde regimet intakt og nu øjnene de en mulighed for at hævde deres indflydelse i regionen. De fik den syriske regering til at gå med på denne ”løsning”. Det har midlertidigt udskudt en endelig stillingtagen til et angreb.

Det afgørende i dette forslag er at der er vundet tid, ikke selve forslaget, der er temmelig urealistisk at få gennemført. Assad regimet har mange tusinde tons kemiske våben spredt ud på en række forskellige lokaliteter i Syrien. At kontrollere disse og destruere dem ville kræve FN (eller andre) inspektører på syrisk jord i månedsvis, midt i en blodig borgerkrig. De vil være utrolig udsatte, både for angreb fra støtter af Assad, der er imod vestlig indblanding, og på den anden side fra oprørerne, der ønsker militær intervention imod Assad og derfor har gavn af et angreb på FN, der ligner Assads værk.

Magtspillet er i fuld gang og hver imperialistisk magt, både internationalt og regionalt, forsøger at positionere sig stærkest muligt. Ingen af dem bekymrer sig reelt om den syriske befolkning.

Spørgsmålet er nu skudt til hjørne i FN og de fleste lande fastholder at der skal findes en løsning herigennem.

Enhedslisten og FN

Flere lande henholder sig til at følge ”FN-sporet”. Og det samme har Enhedslisten gjort.
I udtalelsen ”Syrien: en tragisk dag for Danmark”, fra 29. august skriver Enhedslisten:

"Enhedslisten tager skarpt afstand fra dagens beslutning [hvor et flertal i Folketinget stemte for] dansk støtte til et angreb på Syrien uden om FN. […]Enhedslisten holdning er, at der ikke skal gribes til bombninger i Syrien, men at en løsning skal findes gennem FN og politiske forhandlinger.”

Enhedslisten er imod i stedet kommet med sin egen ”alternative handlingsplan for Syrien”. Heri foreslår Enhedslisten fornuftigt nok at der ikke bruges penge på bomber, men tværtimod felthospitaler og hjælp til de syriske flygtninge.

Hvad betyder politiske forhandlinger? Mellem hvem og om hvad? Hvordan skal forhandlinger mellem imperialisterne, Assad og de reaktionære ledere af oprøret kunne løse noget som helst for det syriske folk? Interesserne står i direkte modsætning til hinanden, og enighed kan kun opnås gennem en balkanisering, der på ingen måde gavner der syriske folk, der har en tradition for anti-sekterisme.

Nikolaj Villumsen, Enhedslistens forsvarsordfører siger videre:
”Det er en tragisk dag for Danmark. Et flertal i Folketinget har i dag besluttet at støtte op om et eventuelt angreb på Syrien udenom FN uden at ane, hvad konsekvensen bliver for den hårdt prøvede civilbefolkning.”

Enhedslisten burde være udmærket klar over, hvad konsekvensen af et FN angreb på Syrien vil være, er de i tvivl kan de blot se på Afghanistan. Det må stå hen i det uvisse hvorfor folk på venstrefløjen både herhjemme og udenlands mener, at bomber kastet af FN er mindre skadelige for ”den hårdt prøvede civilbefolkning” end bomber kastet ”bare” af USA og deres allierede.

Hvad er FN? FN er, stort set uden undtagelse, en forsamling af repræsentanter fra verdens landes eliter, der alle søger at fremme deres nationale borgerskabs økonomiske og strategiske interesser. Humanistiske betragtninger er blot et behændigt slør. Verdens landes diktatorer, præsidenter og konger, bliver ikke ét gram mere progressive af at blive sat i samme rum. Hvorfor skulle det blive mere progressivt af, at de kan enes?

Den arabiske revolution er nøglen

Enhedslisten siger videre i deres alternative handlingsplan:
”Danmark skal tage initiativ til at samle en kreds af villige lande, der ønsker at skabe en forhandlingsløsning på borgerkrigen i Syrien. […] En forhandlingsløsning skal ende ud i frie og demokratiske valg, hvor den syriske befolkning selv tager stilling til deres lands fremtid, og det skal efterfølges af en forsoningsproces, der kan sikre en varig fred.”

De ser fuldstændig bort fra, hvad der startede borgerkrigen i Syrien: de utålelige forhold i alle de arabiske lande (sådan set i hele verden), hvor ikke mindst kapitalismens krise har skabt en situation uden fremtid for ungdommen. Det førte til det arabiske forår og revolutionære bevægelser i land efter land. Bevægelser der gik på tværs af religiøse, nationale og sekteriske skel. En bevægelse hvor de arabiske masser begyndte at tage deres skæbne i egne hænder.

Desværre førte bevægelserne ikke til sejr pga. af det totale fravær af en revolutionær ledelse. I nogle lande degenererede bevægelsen af militære linjer og udviklede sig til en borgerkrig som i Syrien, hvor ledelsen af oprøret mod Assad nu er overtaget af reaktionære kræfter.

Hvordan skal der holdes frie valg midt i en borgerkrig? Og hvordan skal en ny regering løse noget som helst? I Egypten førte valget af det Muslimske Broderskab blot et år efter til en ny revolutionær bølge, fordi ingen regering på kapitalistisk basis er i stand til at løse massernes problemer.

Bevægelsen skræmte imperialismen fra vid og sans, det var derfor de invaderede Libyen og det er det, der er baggrunden for et eventuelt angreb i Syrien. De vil have en fod indenfor og bevare kontrollen. Det er formålet.

Der er ingen nemme løsninger. Den eneste løsning ligger hos de arabiske masser selv, først og fremmest hos de egyptiske arbejdere. Det er den opgave Enhedslisten burde sætte sig for: at opbygge en revolutionær ledelse i de arabiske lande, der kan sikre, at det magten overgår til de arabiske masser selv gennem en succesfuld revolution.