I november sidste år så vi de måske største studenterdemonstrationer nogensinde i England og i august så vi optøjer med bål, brand og plyndringer i dagevis i flere større engelske byer.
Tirsdag d. 6. september havde marxistiske studerende på Københavns Universitet inviteret Ben Peck fra den engelske marxistiske avis Socialistisk Appeal til at fortælle om de imponerende bevægelser i den engelske ungdom.

Ungdommen et barometer
Ben forklarede i sit oplæg, hvordan der i mange år havde kørt en kampagne om, at den engelske ungdom var apatisk og ikke interesseret i politik, men at hele dette billede blev fuldstændig knust af ungdomsbevægelserne. Ungdommen er interesseret i politik, sagde Ben, bare ikke i mainstream politik, hvor politikerne snakker og snakker, men ikke gør noget ved problemerne.
Ungdommen er det mest følsomme barometer på stemningen i samfundet, fordi de ikke har den samme bagage af nederlag. som for eksempel mange arbejdere har. Ligeledes har de heller ikke samme familieforpligtigelser. Bevægelsen i den britiske ungdom viste en flig af den stemning. der eksisterer i hele det britiske samfund og som kom til udtryk i den 30. juni, hvor to millioner offentligt ansatte strejkede, i den største strejke siden generalstrejken i 1926.

Massive angreb
England er hårdt ramt af den kapitalistiske krise og den nyvalgte borgerlige regering lagde ved sin overtagelse af regeringsmagten benhårdt ud med massive nedskæringer på 20-25 procent af de offentlige budgetter. Også uddannelserne skulle holde for og bl.a. brugerbetalingen skulle stige voldsomt. I 1998 havde Labour indført en brugerbetaling på årligt 1000 pund, i 2004 var det steget til, at universiteterne måtte indkræve 3000 pund. Dengang blev det vedtaget med stemmer fra de Konservative, da mange af Labours parlamentsmedlemmer gjorde oprør og stemte imod forslaget.

Den nyvalgte borgerlige regering forslog med det samme at hæve loftet til hele 9000 pund årligt. Derudover ville de fjerne en af den tidligere Labourregerings eneste reelle reformer fra 1990’erne; et økonomisk tilskud til fattige unge studerende mellem 16 og 18 år, lidt a la vores SU, på 30 pund om ugen til de fattigste.

Derudover har uddannelserne oplevet årevis med nedskæringer, arbejdsløsheden blandt unge mellem 16 til 25 år er på 25 procent og for hver job der tilbydes er der 100 nyuddannede. Den umulige situation og de mange angreb førte til en vredeseksplosion i ungdommen.

Elektrisk stemning
Den 10. november strømmede Englands unge ud i gaderne i protest mod angrebene, i hvad der nok er den største studenterdemonstration i Englands historie. Ben, der deltog i demonstrationen, forklarede hvordan stemningen var fuldstændig elektrisk. 50.000 unge var samlet i London alene og de fleste var på gaden for første gang i deres liv. Der var en jubelstemning af endelig at gøre noget, ligesom de britiske unge fx havde set de franske unge gøre et par måneder tidligere.

Demonstrationen endte med et angreb på Milband bygningen, som er de konservatives hovedkvarter i det centrale London. Angrebet blev siden fordømt i alle medier og af samtlige politiske fløje. Ben forklarede at vi ikke synes angrebet var progressivt, fordi det ikke øger bevidstheden blandt ungdommen og arbejderklassen, men at vi ikke går med i de borgerliges fordømmelse. Angrebet på Milband var et udtryk for en dybtfølt vrede og havde i bund og grund en politisk karakter– angrebet var ikke rettet mod en hvilken som helst bygning, men netop hovedkvarteret for de Konservative, som var ansvarlige for at smadre fremtidsudsigterne for mange unge. Mange arbejdere var sympatisk indstillede overfor angrebet, det skabte en følelse af, at endelig gjorde nogen noget.

Studenterorganisationen springer fra
Demonstrationen d. 10. november var indkaldt af the National Union of Students (NUS), de studerendes organisation. De havde følt sig tvunget til at indkalde demonstrationen pga. den enorme vrede der eksisterede blandt de studerende, men samme aften som demonstrationerne fandt sted, tonede NUS’ ledelse frem i medierne med en kraftig fordømmelse af angrebet på Millbank og en afstandtagen til de studerende der havde gennemført det.

Herfra afstod NUS’ ledelse fra ethvert forsøg på at lede de studerendes kamp imod nedskæringerne. Bevægelsen blandt de studerende fortsatte imidlertid i fire uger, med demonstrationer og en bølge af besættelser af universiteter i et omfang, der overgik alle tidligere bevægelser. Da det britiske parlament skulle stemme om nedskæringerne, samledes 30-40.000 studerende foran Parlamentet. Vedtagelsen af angrebene var det foreløbige punktum for den største studenterbevægelse i britisk historie. Mens titusinder af studerende var samlet foran parlamentet, holdt NUS sin egen aktion omkring en kilometer derfra, hvor de havde samlet nogen hundrede til en ”uddannelsernes begravelse”, hvor man kunne tænde et lys. Ledelsen var med andre ord fuldstændig afskåret fra den virkelige bevægelse blandt de studerende og denne mangel på ledelse fra NUS betød, at bevægelsen blev fragmenteret og spredt, og døde midlertidigt ned. Der er dog ingen tvivl om at den vrede, der eksisterer i den britiske ungdom og det britiske samfund vil blusse op igen.

Politisk radikalisering
Ben forklarede, at én af de vigtigste resultater af bevægelsen var en politisk radikalisering af ungdommen.
Efter årevis med ”New Labour” ved regeringsmagten, ønskede mange unge forandring ved valget i maj 2010, da både Blair og Brown førte en grundlæggende set borgerlig politik. Mange unge havde især illusioner til Liberaldemokraterne (libdems), som ikke har spillet nogen nævneværdig rolle i britisk politik de sidste 100 år, og derfor heller ikke - troede de selv - ville komme til magten denne gang.

Det betød, at de op til valget havde fremsat, ud fra et borgerligt synspunkt, uansvarlige valgløfter. Et af deres helt store løfter var, at brugerbetalingen for at gå på universitetet ikke ville stige. At de gjorde det præcis modsatte da de kom i regering, ødelagde alle illusioner ungdommen havde haft til partiet.
Ungdommen fik også en mere generel politisk lektion om bl.a. politiet og statens rolle. Under studenterprotesterne opførte politiet sig meget brutalt mod demonstranterne. I flere tilfælde lavede de massetilbageholdelser af studerende og elever, helt ned til 13-14 års alderen i deres skoleuniformer, udenfor i sneen indtil sent om aftenen, hvor deres forældre kom og ledte efter dem.

Mange unge mistede også mange illusioner til parlamentarismen – de stemte på et parti der lovede en ting, og så blev det stik modsatte vedtaget nærmest dagen efter. Alle politikere så ud til at sige og være det samme. Ungdommen har lært at skal noget ændres, må de selv kæmpe for det.

Ungdommen og arbejderklassen
Ungdommens bevægelse havde en radikaliserende effekt også i arbejderklassen og fagforeningernes venstrefløj, der indkaldte til demonstration mod nedskæringer d. 26. marts., Det blev en massiv demonstration med 750.000 på gaden.
Demonstrationen blev fulgt op med en strejke blandt de offentligt ansatte 30. juni mod angreb på pensionerne. Strejken var den største i forhold til antal involverede siden den engelske generalstrejke i 1926. Nu er en endnu større strejke under forberedelse i efteråret, hvor op mod 4 millioner kan gå i strejke.

Ben forklarede, at denne alliance mellem ungdommen og arbejderklassen er helt essentiel. Ungdommen har i sig selv ikke nogen reel magt i samfundet; når de bliver væk fra undervisningen, er det hovedsageligt dem selv, det går ud over. Arbejderklassen derimod har reel magt at sætte bag ordene – når de strejker, sættes samfundet i stå. Angrebene på uddannelsessystemet er et angreb ikke bare på de studerende, men på hele arbejderklassen, da det er deres børn, der nægtes retten til uddannelse.

De mest succesfulde universitetsbesættelser var netop dem, der formåede at vende sig ud og forbinde sig med arbejderklassen. Ben forklarede, hvordan marxistiske studerende på bl.a. Cambridge universitet med succes formåede at forbinde universitetsbesættelsen med den lokale arbejderbevægelse i Cambridge og i praksis skabe en alliance mellem de studerende og arbejderne. De organiserede hundredvis af studerende til at dele løbesedler ud tidligt om morgenen på de større arbejdspladser og til fagforeningsmøder for at forklare om besættelsen og bede om sympati og opbakning. De inviterede lokalbefolkningen til at besøge besættelsen, og flere kom forbi for at vise deres støtte og bragte fx pizzaer med til de studerende for at bakke op. En lørdag holdt de studerende åbent hus på det besatte universitet, og mange hundrede kom forbi for at se, hvad det gik ud på, og endnu flere gik forgæves, fordi der ikke var plads.

Skandale
Politikerne og medierne kørte en smædekampagne mod de demonstrerende studerende og de strejkende offentligt ansatte. De anklagede dem for mangel på ”moral” og ”manglende samfundssind”. Politikernes hykleri blev fuldstændig udstillet da ”News of the World” skandalen brød ud 30. juni. Her kom det frem, at tabloidpressen, der havde været særlig ondskabsfuld, havde hacket en død piges telefon, at de havde bestukket politifolk og at politikerne og journalisterne fra disse medier var fuldstændig sammenfiltret socialt. Skandalen ramte hele det politiske spektrum; journalister fra avisen er i årevis kommet på ugentligt besøg i Downing Street nr. 10, premierministeren David Cameron havde en tidligere redaktør for News of the World, Andy Coulson, ansat som pressechef og Tony Blair er gudfader til en af Murdoch-familiens børn. Hele toppen af det britiske samfund blev afsløret som bundråddent.

De borgerlige seriøse medier skrev, at hele tiltroen til ”demokratiet” var i fare. Kapitalismen, med alle dens privilegier til en lille elite beror i høj grad på moralsk autoritet. Når den smadres, er hele systemet truet.

Optøjer
I august udbrød optøjer i fattige arbejderkvarterer i flere engelske storbyer. Optøjerne blev antændt i Londons bydel Tottenham, da politiet skød og dræbte en ung sort mand. Da familien ingen forklaring fik fra politiet, samledes lokalsamfundet foran politistationen for at kræve en forklaring. Demonstrationen var fredelig, indtil politiet slog en ung kvindelig demonstrant i hovedet. Det fik demonstrationen til at eksplodere i optøjer, der de følgende 5 dage spredte sig til andre bydele og andre byer.

Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. I mere marxistiske termer var der tale om et ”tilfælde der udtrykker nødvendigheden”. Optøjerne var udtryk for en dybt frustreret ungdom, der føler sig frataget alle fremtidsudsigter. I Tottenham fødes 1 ud af 2 børn i fattigdom, der er udbredt racisme fra politiets side og arbejdsløsheden er enorm. Regeringens angreb på uddannelserne fjernede enhver illusion om, at det var muligt for fattige børn at få en uddannelse og selv finde en vej ud af fattigdommen.

Politiet satte hårdt ind. Medierne lukkede ned for al diskussion af de sociale årsager bag optøjerne. Politikere fra alle partier fordømte på det kraftigste optøjerne og krævede blot hård undertrykkelse. Flere tusinde er anholdt og fængselsstraffene har været fuldstændig ude af proportioner – flere års fængsel for at have modtaget et par shorts stjålet under optøjerne. Hykleriet er fuldstændigt; mens politifolk, der har modtaget bestikkelse fra News of the World, stadig er på fri fod, fyldes fængslerne af unge, hvis forbrydelse er, at de har stjålet en pakke cigaretter.
Optøjerne er et udtryk for den anspændte situation, der eksisterer i det britiske samfund, ligesom resten af verden.

Som en trykkoger
Ben sammenlignede situationen i England med en trykkoger, hvor sikkerhedsventilen er fjernet. Så længe vreden hos disse unge ikke kan få et konstruktivt organiseret udtryk, vil vi se den give sig udtryk i alle mulige former, ligesom de seneste optøjer. Optøjerne smadrede lokalsamfundene og mange småhandlende, i stedet for at rette vreden mod den virkelige skurk; kapitalismen. Der er ikke brug for hærgende optøjer, men samlet kollektiv klassekamp.

Den britiske kapitalisme er i dybe, dybe problemer. Vækstprognoserne er allerede blevet nedjusteret 4 gange i år. Nedskæringerne er først lige begyndt. Ungdommens bevægelser er et tegn på, hvad der vil komme. Også i England er klassekampen på dagsordenen i den næste periode. Den engelske arbejderklasse minder på mange måder om den danske, den kan sammenlignes med en elefant; den er langsom til at komme i bevægelse, men når den først har taget et skridt fremad er den meget svær at skubbe tilbage. Tilkæmpede rettigheder opgiver den med andre ord ikke uden modstand.