I naturen bliver jordskælv efterfulgt af efterskælv. De kan være lige så voldsomme som den oprindelige eksplosion. Det, vi nu ser, er det samme fænomen i samfundets verden. Det revolutionære jordskælv i Egypten og Tunesien har sendt seismiske chokbølger til de mest afsides dele af den arabiske verden. Algeriet, Marokko, Libyen, Sudan, Bahrain, Irak, Yemen, Kuwait, Djibouti… Listen vokser ikke dag for dag, men time for time.

I Bahrain, der ligger op ad både Iran og Saudi Arabien, er monarkiets desperate forsøg på at drukne massebevægelsen i blod, slået fejl. Det revolutionære folk udviste et enormt heltemod over for regimets lejesoldater. Myndighederne blev tvunget på tilbagetog og til at trække voldsmændene i uniform tilbage, hvilket gjorde det muligt for masserne at genindtage Perle-pladsen, der nu er blevet opstandens epicenter ligesom Tahrir-pladsen i Kairo.

Oprøret i Bahrain er også en potentiel lunte, der kan antænde en krudttønde i nabolandet Saudi Arabien, hvor der også er et stort shiamuslimsk mindretal og en til stadighed mere fjendtligt indstillet befolkning.

Krisen begynder allerede at have en virkning på det reaktionære saudiske regime. I sidste uge advarede muftien af Saudi Arabien den herskende klike om, at hvis de ikke gennemfører hurtige reformer for at øge befolkningens levestandard, kan de stå over for en omvæltning som regimerne i Tunesien og Egypten. I en hidtil uset erklæring kritiserede han den kongelige familie for dens ødselhed, og han satte den i modsætning til massernes fattigdom.

Det er umuligt at undervurdere betydningen af denne udvikling, da hele det saudiske regime er baseret på en forståelse mellem den saudiske kongefamilie og de religiøse ledere. En splittelse imellem dem vil være et tydeligt forvarsel om en revolutionær krise i denne bastion for reaktionen i Mellemøsten og den bredere islamiske verden. Det er noget, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på de amerikanske imperialister.

Også i Iran er der tegn på, at massebevægelsen lever op igen. Der er klare tegn på splittelser i regimet og den stat, som det hviler på. Ifølge et dokument, som avisen The Telegraph er kommet i besiddelse af, har en række laverestående officerer i den iranske Revolutionsgarde (en professionel milits på 120.000) skrevet under på, at de ikke ønsker at skyde på demonstranter. Hvis det er korrekt, markerer det – som vi pointerede på marxist.com – en ekstremt vigtig milepæl i den iranske revolutions udvikling.

Imperialisternes hykleri kender ingen grænser. På den ene side er de tvunget til offentligt at udtrykke deres dybfølte sympati med den pro-demokratiske bevægelse. Men i virkeligheden har de bakket op om hvert eneste reaktionære regime i regionen, herunder Bahrain, der huser den Femte Flåde, USA’s vigtigste flådestyrke i Mellemøsten. Briterne og amerikanerne har i årtier bevæbnet disse regimer imod deres egne befolkninger. Tåregassen, gummikuglerne og de andre symboler på vestlig demokratisk civilisation, der bliver brugt imod demonstranterne på Perle-pladsen, kommer fra Storbritannien, hvor regeringen lige nu ”overvejer” sin politik om våbensalg til steder som Bahrain og Libyen.

Irak
På trods af al deres økonomiske og militære magt kan de amerikanske imperialister ikke intervenere direkte imod revolutionen. De har allerede brændt fingrene slemt i Irak. Ni år, hundredtusindvis af døde og lemlæstede, og milliarder af dollars senere, er Irak ikke tættere på ”demokrati” og ”frihed” end da Geroge W. Bush væltede den forhenværende amerikanske allierede i Bagdad. Det er ironisk, at den gæld, der blev opbygget af dette eventyr, har lagt grunden for uro i selve USA. På trods af dette dræn af blod og guld kan USA fortsat ikke kontrollere Irak. Derimod har massernes pres og mobiliseringer ført til, at to diktatorer indtil videre er væltet, og flere vil følge. Dette udstiller imperialisternes løgn om, at kun de kan bringe ”civilisation” til de ”tilbagestående” folk i regionen, der – lad os huske på det – var den menneskelige civilisations vugge.

Den revolutionære bølge, der fejer over regionen viser, at når først masserne er mobiliserede, kan ingen kraft på jorden standse dem. Selv ikke den mægtige Mubarak kunne overleve. Hvis det kan ske i Egypten, kan det ske overalt. Nu er der brudt masse-uro ud i den kurdiske del af Irak, hvilket truer den skrøbelige struktur, som imperialisterne har opbygget i et forsøg på at begrænse deres tab mens de fastholder kontrollen med landets anliggender – og dets olie.

Tunesien
I Tunesien demonstrerede titusinder i weekenden imod Gannouchi-regeringen og krævede, at der omgående bliver indkaldt en grundlovsgivende forsamling. ”Den tunesiske revolution er endnu ikke slut” var disse demonstrationers fælles budskab. Den største af demonstrationerne fandt sted i hovedstaden Tunis søndag den 20. februar, hvor titusinder gik til regeringsbygningen og råbte slagord som ”Gå – degage” og ”Vi vil ikke have Ben Alis venner”. De fleste medier forsøgte at nedtone protestens størrelse, men journalister fra Reuters, der var til stede, anslår antallet til hele 40.000. Denne video viser tydeligt, at der var titusidner til stede. Lignende demonstrationer fandt sted i Sfax, Kairouan, Bizerte, Moastir og andre byer, hvor tusindvis demonstrerede.

På trods af, at politiet var massivt til stede, og at hæren affyrede varselsskud i luften, slog unge og fagligt aktive sig ned på Kashba Esplanaden uden for regeringsbygningen, hvorfra de få uger forinden var blevet fjernet med magt. Mandag var der meldinger om omfattende elev-strejker på skolerne i forskellige byer, og mange af dem sluttede sig til demonstranterne på Kashbaen. Det er tydeligt, at de tunesiske massers revolutionære bevægelse har fået fornyet styrke efter en kort periode med reorganisering efter at UGTT-bureaukratiet gav Gannouchi-regeringen legitimitet.

Libyen
Den revolutionære bølge har nået sit seneste og blodigste punkt i Libyen, hvor situationen nu er hvidglødende. Mange kommentatorer (og Gadaffi selv!) troede, at Libyen – der ligger mellem Tunesien og Egypten – ville undgå den generelle opflamning. Ifølge de seneste meldinger har opstanden bredt sig fra det østlige Libyen til hovedstaden Tripoli. Søndag aften var der kraftige skudsalver i det centrale Tripoli og andre områder. Ifølge Al Jazeera var 61 mennesker omkommet i Tripoli. Andre ubekræftede meldinger lød på, at demonstranter angreb TV-stationen Al Jamahiriya 2, TV-stationen Al Shababia samt andre statslige bygninger i Tripoli.

Folkets Konferencecenter, hvor parlamentet holder til, blev sat i brand. Politistationer og andre statslige bygninger blev også angrebet, raseret og sat i brand. Det er nu en væbnet opstand. Der har været sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i den østlige del af landet, især i Benghazi, hvor modstanden mod den libyske leder Moammar Gadaffi er mest intens. Men det har spredt sig til landets sydlige og vestlige egne og til hovedstaden Tripoli.

Protesterne i Tripoli blev ikke pacificeret, men intensiveret, da Gadaffis søn Seif al-Islam holdt en tale på TV. Han lovede politiske, sociale og økonomiske reformer og sagde, at drabene på demonstranter var en ”fejltagelse”, men samtidig beskrev han demonstranterne som drankere og narkomaner, der følger udenlandske ordrer. Han lovede, at der vil blive afholdt en konference om reform af grundloven indenfor to dage, og at libyerne bør ”glemme olie og benzin” og forberede sig på en besættelse fra ”Vesten” og 40 år med borgerkrig, hvis de ikke retter ind.

Den unge Gadaffi forsøgte at stille situationen i Libyen op imod revolutionerne i Egypten og Tunesien: ”Libyen er anderledes, hvis der er uro vil landet dele sig i flere stater,” sagde han. Men det samme blev tidligere sagt om Egypten, der angiveligt var anderledes end Tunesien og derfor immun over for den revolutionære smitte. Begivenhederne modbeviste hurtigt disse antagelser. Der var ingen pyramider i Tunesien, og der er ingen i Libyen. Men der er stor utilfredshed i alle disse lande, og den søger en vej ud. Jo hårdere, den bliver undertrykt, desto voldsommere vil eksplosionen blive, når den endelig bryder igennem.

I talen pegede han på, at hæren og nationalgarden vil slå ned på ”oprørske elementer”, der spreder uro. ”Du kan sige, at vi ønsker demokrati og rettigheder, det kan vi snakke om, og vi burde have snakket om det tidligere. Det er dette eller krig. I stedet for at sørge over 200 døde vil vi sørge over hundredtusindvis af døde. […] Vi vil slås til sidste minut, til den sidste patron,” sagde Gadaffi. Men spørgsmålet er, hvem den sidste patron er bestemt for?

Borgerkrig
Saif Gadaffi indrømmede, at nogle militærbaser, kampvogne og våben er blevet indtaget, og han erkendte, at hæren under pres åbnede ild imod mængderne, fordi den ikke er vant til at kontrollere demonstrationer.

Nogle byer, især i de østlige egne, der bliver regnet for mindre loyale over for Moammar Gadaffi, er faldet i hænderne på de civile og demonstranterne. Efter talen begyndte demonstranterne på gaden at råbe slagord imod Seif al-Islam og hans far.

Der har været meldinger om afhopninger fra hæren i Benghazi og Al Bayda i det østlige Libyen siden den 20. februar. Dette tyder på, at regimet mister grebet om situationen.

Marwan Bishara, Al Jazeeras politiske chefanalytiker, sagde, at Gaddafis tale lød ”desperat”.

”Det lød som en desperat tale fra en desperat diktator-søn, der forsøger at true det libyske folk med, at han kan forvandle landet til et blodbad,” sagde Bishara.

”Det er meget farligt, når det kommer fra en, der ikke engang har en officiel position i Libyen – så på mange måder kan det være begyndelsen på et mareridsts-scenario for Libyen, hvis en despotisk leder sender sin søn på TV for at advare sit folk om et blodbad, hvis de ikke lytter til diktatorens ordrer.”

Hvis det libyske regime forsøger at klynge sig til magten ved magt, kan det ende som Ceaucescus regime i Rumænien. Sådan et perspektiv er et mareridt for imperialisterne og deres hånddukker overalt. De seneste meldinger er, at det libyske luftvåben og flåden skyder på oprørske militærfolk og endda civile. Det kan tyde på åben borgerkrig, fordi Gadaffi desperat klynger sig til magten, men det er et spil, han ikke er sikker på at vinde.

Uanset hvor man ser hen, er hele Nordafrika og Mellemøsten i flammer. Regimer, der for to måneder siden blev set som stabile og urystelige, blive nu rystet i deres grundvold. De arabiske masser, der af borgerlige kommentatorer foragteligt blev omtalt som passive, uvidende og apatiske, har vist sig som den mest revolutionære kraft på planeten. Det er et enormt vendepunkt, ikke kun i regionens historie, men i verdenshistorien.

Biblen siger ”sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.” De, som længe har set sig selv som ”fortroppen” har vist sig at være aldeles uforberedte og ude af trit med arbejderklassen og ungdommens virkelige bevægelse. De ”fremskredne” har vist sig at være de mest tilbagestående elementer i ligningen. Og de, der skulle forestille at være ”tilbagestående” står nu i frontlinjen. Sådan er det, sådan har det altid været.

I 1917 under den russiske revolution sagde Lenin, at arbejderklassen er mere revolutionær end det mest revolutionære parti. Begivenhederne i 1917 viste, at han havde ret. På gaderne i Kairo, Teheran og Manama gentager historien sig. Massernes revolutionære instinkter har båret bevægelsen fremad på trods af alle forhindringer. De har fejet projektiler og knipler til side som en mand, der kvaser en myg. Det eneste, der mangler her – det der sikrede sejren i 1917 – er tilstedeværelsen af et ægte revolutionært parti og en ledelse.

Revolutionens udvikling
Den ekstremt høje grad af revolutionær modenhed, som arbejderne og de unge i disse lande udviser, er slående. Uden et parti, uden en ægte ledelse, uden en plan, har de udrettet mirakler. De bringer tankerne hen på arbejderne i Barcelona i 1936, der - kun bevæbnet med kæppe, knive og gamle jagtrifler – stormede kasernerne og knuste den fascistiske kontrarevolution. De bringer mindelser om Pariserkommunen, som med Marx’ ord ”stormede himlen”.

Det er umuligt at forudse akkurat, hvordan revolutionen vil udvikle sig. Det vil afhænge af en række faktorer, subjektive såvel som objektive. Men i fraværet af en ægte revolutionær ledelse er det uundgåeligt, at revolutionen vil blive trukket ud tidsmæssigt. Der vil uundgåeligt være op- og nedture, ebbe og flod, perioder med eufori fulgt af perioder med skuffelse, nederlag og endda perioder med reaktion. Men det vil være umuligt at genskabe noget, der minder om stabilitet så længe, der kapitalistiske system eksisterer. Det ene styre i krise vil følge det andet.

Det vigtigste er imidlertid, at revolutionen er begyndt. Det er umuligt at skubbe tiden tilbage i nogle af disse lande. Gennem de stormfulde begivenheder, der udfolder sig, og vil udfolde sig gennem en periode på måneder og år, vil arbejderklassen og ungdommen lære. De vil lære, hvilke partier og ledere, der har forrådt dem og hvem, de kan stole på. I sidste ende vil de komme til en forståelse af, at den eneste vej frem er et radikalt brud med fortiden og den komplette udslettelse af ikke blot denne eller hine leder eller regime, men af et aldeles uretfærdigt samfundssystem.

Omstyrtelsen af Ben Ali og Mubarak var de revolutionære massers værk, i særdeleshed arbejderklassen og ungdommens værk. Disse er de eneste ægte revolutionære kræfter i samfundet. Der kan ikke blive nogen løsning på disse landes problemer med mindre og indtil, at arbejderklassen tager magten i sine egne hænder og eksproprierer oligarkiet og imperialismens ejendom.

Når den nuværende bølge af slåskampe er ovre, når skyerne af tåregas og krudtrøg letter, vil arbejderne og de unge se sig omkring og opdage, at de ikke er alene. Den revolutionære bevægelse er gået ud over alle de kunstige grænser, som imperialismen har fastlagt – grænselinjer der skærer igennem alle naturlige grænser og adskiller folkenes levende organisme. Imperialismens magt over folkene i Nordafrika og Mellemøsten er baseret på denne kriminelle opdeling. Det er nødvendigt at overvinde den, hvis folkene skal opnå deres frihed og hæve sig til deres sande højde.

Massernes instinkt er at sprede revolutionen. Den spreder sig, og den vil sprede sig yderligere. Det rejser spørgsmålet om enhed mellem regionens folk. Den eneste måde til at opnå dette er gennem en socialistisk føderation for Nordafrika og Mellemøsten – ikke som et utopisk og langsigtet mål, men som en brændende og umiddelbar nødvendighed.

• Længe leve revolutionen!
• Ned med kapitalisme og imperialisme!
• Arbejdere i hele verden, forén jer!