Et af de fremtrædende kendetegn ved en revolution er, at masserne overvinder frygten for staten og for repression. Dette er blevet grafisk illustreret på Egyptens gader. På samme tid bryder bølgen af masseopstand tabuerne i soldaternes psyke, og hæren kløves på basis af klasser. Et sjældent broderskab mellem sikkerhedsstyrkerne og masserne, som det var meningen at sikkerhedsstyrkerne skulle knuse, udvikles mens revolutionen blomstrer.

Forbløffende scener har fundet sted i Kairo, den største hovedstad i den arabiske verden, under den nuværende opstand. Ud over den omfavnelse af soldaterne på kampvognene, der fandt sted den 31. januar, fløj en franskproduceret Gazelle fra det egyptiske luftvåben lavt hen over folkemængden, formentlig med ordre fra den militære elite om at intimidere og skræmme masserne på gaden. Men folk kom med opmuntrende tilråb og vinkede til kampflyet, mens man kunne se piloten vinke tilbage fra sit cockpit.

Den revolutionære opstand har trodset alle skeptikere og kynikere på både venstre- og højrefløjen, som havde afskrevet muligheden for revolutionær udvikling. De fik et chok. Bølgen af opstand gennemtrængte den fremherskende politiske konstellation, som udgøres af det pro-imperialistiske, sekulære og despotiske regime under Mubarak samt den islamisk fundamentalistiske opposition ledet af Ikhwan al Muslimeen – det Muslimske Broderskab. Ligesom det er sket i Tunesien, har masserne afvist den myte, der bliver udbredt af mainstream-medierne om, at den eneste opposition til de pro-imperialistiske despoter i Mellemøsten er islamisk. Den store tilstedeværelse af røde flag med hammer og segl i demonstrationerne i Tunesien, Jordan, Yemen og Egypten symboliserer venstrestrømningerne i disse bevægelser.

Imperialismens opdeling
Den nuværende revolutionære opstand i Egypten er blevet sluppet løs efter 59 år. I 1952 blev den korrupte og despotiske monark kong Farouq væltet af radikale venstrefløjs officerer, støttet af en lignende masseopstand. Gamal Abdel Nasser, en pan-arabisk socialist, blev præsident og begyndte at indføre radikale reformer. Fra Yemen til Syrien og fra Algeriet til Irak og Sudan blev højrefløjs- og despotiske regimer væltet af disse bevægelser.

Efter første verdenskrig opdelte de imperialistiske sejrherrer den samlede arabiske nation ved at skabe kunstige stater og grænser for at sikre deres egne plyndringer. For eksempel opdelte franskmændene og briterne, gennem Sykes-Picot traktaten fra 1916, kontrollen af Irak, Syrien, Jordan og Libanon mellem hinanden. På samme vis fik briterne gennem Balfour-erklæringen mandat til at oprette en jødisk stat i Palæstina.

Bevægelserne i kølvandet på Anden Verdenskrig førte til opstand mod det imperialistiske kvælertag og den imperialistiske udnyttelse af Mellemøsten. Men med Sovjetunionens sammenbrud og den kapitalistiske degenerering af det kinesiske bureaukrati begyndte de fleste proletarisk bonapartistiske [stalinistiske, red.] regimer også at degenerere. Således var imperialismen i stand til at have et stærkt greb om regionen i 1980’erne og 1990’erne.

De nuværende opstande er et vendepunkt i regionens historie. I Egypten og andre steder er hovedårsagen til disse bevægelser en hurtig intensivering af den socio-økonomiske krise, med ekstrem stigning i omfanget af fattigdom, prisstigninger, arbejdsløshed og korruption. Massernes sydende had mod Mubarak og andre despoter i regionen stammer fra denne skærpede udnyttelse og undertrykkelse.

Imperialisterne frygter revolutionen
Den vestlige intelligentsia og medierne forsøger at undergrave de virkelige årsager ved at sætte en politisk formel i stedet for socialt indhold. Dette løser ingenting. Imperialisterne er rædselsslagne over denne spontane oprejsning af de undertrykte arabiske masser. En stor amerikansk avis skrev, USA støttede Mubarak på grund af to ting: ”Frygten for en ny Khomeini og frygten for en ny Nasser. Begge bekymringer er fuldt ud legitime i dag.”

Men de islamiske fundamentalister og imperialisterne er gamle sengepartnere. Ikhwan var, når det kommer til stykket, støttet og betalt af amerikanerne i 1950’erne, som modvægt til afskaffelse af kapitalismen i Egypten. El Baradei er en overgangsfigur og kan blive brugt til fordel for vestlige interesser i det korte løb. Det er sandsynligt, at CIA allerede er i hemmelige forhandlinger med Broderskabet om en fremtidig ordning. Men med den kapitalistiske krise vil dette ikke være en løsning, der kan skabe nogen som helst form for stabilitet i Egypten.

De liberale sekulære herskere og de islamiske fundamentalister abonnerer på den samme økonomi – kapitalismen. Den kapitalistiske krise på verdensplan og i Egypten vil ikke blive overvundet i den nære fremtid. Derfor findes der heller ingen mulighed for at give seriøse reformer til masserne.

Illusioner til borgerligt demokrati
Dog kan revolutioner af denne intensitet og dimension ikke blive ved for evigt. Muligheden for en afsporing og en udmattelse af den første bølge af opstand kan ikke afvises. Selv Mubarak kan forsætte sin slingrekurs i noget tid efter denne fantastiske bevægelse, som var hans nemesis.

Det værste ved diktatoriske og autokratiske regimer er, at de presser massernes bevidsthed tilbage og skaber illusioner til tilfældige skikkelser og borgerligt demokrati. Dette har endnu mere betydning i en situation, hvor en revolutionær bevægelse opstår uden tilstedeværelse af et revolutionært parti med en klippefast ideologisk base, fleksibel strategi og taktik og en stålsat kadreorganisation, der kan erstatte den borgerlige stat.

Desværre er dette ikke tilfældet i Egypten lige nu. En revolutionær gæring fejer over landet, men den subjektive faktor, der kunne lede denne revolution til en socialistisk sejr, er fortsat tragisk fraværende. Trotskij sagde i 1938, ¨Menneskehedens historiske krise er krisen i den revolutionære ledelse.¨ Hvor rigtig klinger dette ikke for situationen i Mellemøsten og særligt i Egypten?

Dette betyder, at processen vil blive mere langvarig og besværlig. Men denne revolution har ført situationen ud over det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det vil ikke tage endnu 59 år før en masseopstand opstår. Det er starten – og ikke slutningen – på en ny periode med klassekamp og revolutioner. Historien er meget økonomisk. I de sidste tre årtier med relativ døsen hen i klassekampen er reformismen og stalinismens indflydelse blevet fjernet fra arbejdernes bevægelse af historien. En socialistisk omdannelse vedbliver i dag den eneste vej til frelse.