Læser man de borgerlige økonomiske aviser, kan man godt blive lidt forvirret; den ene dag proklameres det, at vi er ude af krisen, som flere økonomer har kaldt ”The Great Recession” – den store krise - den næste dag får vi at vide, at økonomien står overfor et nyt kollaps.

Ser man nærmere efter, under overfladen på, hvad der gemmer sig under overskrifterne og de enkelte tal, så er ingen af økonomiens problemer løst. De grundlæggende modsætninger, der skabte krisen, eksisterer stadig i bedste velgående. Om der vil komme et ”double dip”, altså et nyt kollaps i økonomien eller ej, er endnu ikke til at sige, men hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at for verdens arbejdere og fattige ser udsigterne absolut ikke lyse ud.

Den periode vi går ind i, er en lang periode karakteriseret miserabel økonomi, hvor opsvingene er små og svage og kriserne dybe. En periode med angreb på alle arbejdernes tidligere tilkæmpede rettigheder og levestandard. En periode, hvor alt, hvad arbejderne troede, var ”normale rettigheder” som pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og uddannelse, vil blive sat under pres fra borgerskabet.

Amerikansk økonomi kom aldrig rigtig i gang
Den amerikanske økonomi er stadig verdens største, og har spillet den afgørende rolle både i opsvinget og i krisen. Umiddelbart kunne det måske se ud som om, at det går meget godt i den amerikanske økonomi, der oplevede en vækst det sidste halvår af 2009 og det første halvår af 2010. Men ser man på tallene er det tydeligt, at væksten for det første er lav, og for det andet er aftagende.

I sidste kvartal af 2009 var væksten på årsbasis fem procent, første kvartal 2010 var den på 3,7 procent og i andet kvartal 2010 var den faldet til 1,6 procent. Arbejdsløsheden er stadig rekordhøj på omkring ti procent, den amerikanske gæld er det sidste år steget med cirka 1,6 billioner dollars og er nu rekordstor med 13 billioner dollars, hvilket svarer til lidt under 90 procent af USA’s årlige BNP. Og det er bare den offentlige gæld. Som enhver ved, skal gæld betales tilbage - og det med renter.

Kapitalisterne kan ikke finde noget investeringspotentiale, og investering og produktion er det eneste, der kan danne grundlag for en ny økonomisk fremgang. I stedet for har den lille fremgang, der har været, været baseret på, at politikerne har lånt penge til at sætte gang i økonomien, og har holdt renterne nede på næsten nul procent. Forbruget og investeringer er altså også baseret på gæld. De forsøger at skabe et nyt opsving med de samme midler, som skabte den enorme boble op til finanskrisen. Det er, selv ud fra et borgerligt synspunkt, dybt uansvarligt og vil i længden kun forværre problemerne.

Den amerikanske økonomi er ikke kommet i gang. Den lille vækst, der har været, har været miserabel, og der er ingen udsigt til en tilbagevenden til de glade dage i efterkrigsopsvinget, men derimod en lang periode med elendig økonomisk udsigt.

Spændinger på verdensplan
Globaliseringen blev udråbt som fredens vogter; nu handlede landene med hinanden, og derfor ville de ikke gå i krig. Med globaliseringen er spændingerne vokset på verdensplan. Verdensøkonomien er fuldstændig sammenvævet og den seneste krise bredte sig ud over hele kloden, ikke et land kunne stå udenfor.
Allerede Marx forklarede, hvordan kapitalismen bredte sig ud over hele kloden, og at verdenshandlen og den globale arbejdsdeling er en forudsætning for økonomisk fremgang, men samtidig er med til at øge krisens omfang, når den endelig kommer.

I eftersommeren blev det annonceret, at Kina nu er verdens anden største økonomi. Vækstraterne i den kinesiske økonomi har ligget på omkring ti procent de sidste mange år, og det er i mange henseender den kinesiske økonomi, der har været med til at trække verdensøkonomien fremad efter krisen.

Da Kina trådte ind på verdensmarkedet, blev det set som en enorm mulighed af alverdens kapitalister, der tænkte, at der nu åbnede sig et marked på en milliard mennesker. I stedet begyndte de kinesiske fabrikker at producere billige varer, der på ingen måde kunne absorberes af det kinesiske hjemmemarked, men som blev eksporteret til USA og EU. Kina kan, ligesom alle andre lande, kun gå frem ved at øge sine markedsandele på verdensplan, men det sker samtidig på bekostning af andre lande. Når krybben er tom, bides hestene om truget.

I 2009 faldt verdenshandlen med 12 procent, det første fald siden Anden Verdenskrig. Kina har nu et kæmpe handelsoverskud med USA. I USA er der mange, både politikere og erhvervsfolk, som kræver, at der tages skridt til at begrænse den kinesiske eksport til USA. De hævder, at den kinesiske valuta er undervurderet, og de derfor får en kunstig konkurrencefordel. Allerede nu har USA indført importtold på en række kinesiske varer. Kina svarer igen med samme midler. De stigende protektionistiske tendenser er et forsøg på at eksportere arbejdsløsheden. Den seneste måned har blandt andet også Japan og Schweiz devalueret deres valuta, for at forsøge at opnå konkurrencefordele.
De enkelte lande er tvunget til at beskytte deres egne kapitalisters interesser, selv om øget protektionisme er med til at trække krisen i langdrag.

Kinesisk overkapacitet
Kina er nu en fuldstændig integreret del af verdensmarkedet, og kan ikke isolere sig. Væksten i Kina har været med til at skabe vækst i nogle lande, som for eksempel andre asiatiske lande og Tyskland. Dog er der mange tegn på, at den kinesiske økonomi selv er ved at stå i de samme problemer, som førte til den økonomiske krise i resten af verden: overkapacitet og overproduktion. Den kinesiske stat har forsøgt at udvide købekraften med øget gæld, som har ført til kunstigt høje boligpriser og overvurderede aktiemarkeder. Alt sammen bobler der på et tidspunkt vil briste.

Den kinesiske økonomi har muligvis statseje af mange virksomheder, men fungerer efter kapitalismens love om konkurrence og profit. Verdenskrisen og særligt kriserne i USA og EU manifesterer sig som uafsættelige eksportvarer fra de kinesiske fabrikker.

Statsbankerotter
Tidligere i år skrev det økonomiske tidsskrift The Economist i en leder, at “fra et historisk synspunkt vil 2008 blive husket som året, hvor banker kollapsede. Historien vil huske 2010 som det år, hvor stater kollapsede.” Pointen er klar nok. Island gik allerede statsbankerot i 2008, og flere lande ser ud til at bevæge sig i samme retning.

I foråret var det den græske økonomi, der var ved at kollapse. EU lederne med Merkel i spidsen trådte ind og oprettede en redningsfond på mere end 1 trillion euro. Det reddede den græske økonomi fra et øjeblikkeligt sammenbrud, men løste på ingen måde problemerne i den græske økonomi.

Hvorfor var EU så generøse? Grækenland havde primært lånt deres penge i franske og tyske banker, og kunne Grækenland ikke betale, ville bankerne være kollapset. EU og IMF kræver nu hårde nedskæringer, men det betyder en yderligere reduktion i efterspørgslen, som vil uddybe krisen yderligere. Der er ingen veje ud af krisen. Den græske stat er i øjeblikket på vej til, hvad der kan kaldes en kontrolleret statsbankerot, og er begyndt at stoppe betaling til en lang række leverandører.

Grækenland er langt fra alene, der er en række lande, der har mere eller mindre lige så seriøse økonomiske problemer i EU, eksempelvis Spanien, Portugal og Irland. Krisen i Grækenland viste de enorme problemer med at holde eurolandene sammen. Euroen var tæt på at bryde sammen i kølvandet på krisen i Grækenland, og de spændinger der eksisterer mellem økonomierne, eksisterer fortsat.

Den tyske økonomi fik faktisk en vis gavn af krisen i Grækenland, der medførte en lav euro-kurs og dermed var med til at øge den tyske eksport. Umiddelbart ser det ud til at den tyske økonomi har klaret sig nogenlunde gennem krisen, med en vækst på ni procent omregnet til årsbasis de seneste kvartaler.

Tysk økonomi viser en af de grundlægende modsætninger i en kapitalistisk økonomi. Lønningerne er blevet holdt nede, fordi de tyske arbejdere har frygtet fyresedlen. Det har øget den tyske konkurrenceevne, men også gjort økonomien endnu mere afhængig af verdensøkonomien, ikke mindst Kina. Også i Tyskland er der tegn på svækkelse. I følge Wall Street Journal faldt den tyske eksport 1,5 pct. i juli i forhold til juni. Industriproduktionen steg kun 0,1 pct. fra juni, hvilket var meget mindre end forventet, og der var et uventet fald i detailsalget i juli. Det ser altså heller ikke ud til, at den tyske økonomi vil være i stand til at gå forrest i et nyt økonomisk opsving, men tværtimod at den står overfor de samme problemer som alle andre lande.

Angreb overalt
Med elendige økonomiske udsigter, en produktion der er faldet enormt og gigantiske statsunderskud er opskriften den samme overalt: angreb, angreb, angreb! I England peger alt på, at den nyvalgte borgerlige regering vil skære omkring 25 procent af det offentlige budget, hvilket betyder, at cirka 150.000 skal fyres.

Også i Spanien skal der spares mange milliarder, og de offentligt ansatte skal gå omkring fem procent ned i løn. I mange lande sættes pensionsalderen op, arbejdsløshedsunderstøttelsen skæres og uddannelse, sundhed og meget andet slagtes. Allerede før krisen var arbejdsløsheden og fattigdommen steget enormt, og krisen gjorde ikke situationen bedre. Verden over har virksomheder brugt krisen og dens trussel om massearbejdsløshed til at presse arbejderne ned i løn og op i tempo. IMF anslår, at krisen har betydet en stigning i den globale arbejdsløshed på mere end 30 millioner siden 2007, så den globale arbejdsløshed nu er på mere end 210 millioner.

I USA lever hver syvende nu i fattigdom. Der foregår en nedadgående konkurrence landene imellem om, hvem der kan skære lønninger og social sikkerhed mest muligt. Regeringernes budgetter er pressede, og der gennemføres massive nedskæringer.

Klassekamp på dagsordenen
Angrebene vil tvinge arbejderklassen i kamp. Allerede nu ser vi det første tegn på en stigende klassekamp. I starten af september var der generalstrejke i Frankrig med flere millioner på gaden. Også i Spanien og Italien er der ved at blive forberedt store protester. I Grækenland har der været syv generalstrejker.

Over hele kloden begynder arbejdere, unge og fattige at miste tiltroen til det kapitalistiske system. I USA tror kun 26 procent på, at økonomien bliver bedre.
Ser man under overfladen, er det altså tydeligt, at vi står overfor en lang økonomisk ørkenvandring. Fremtiden for arbejderklassen er angreb og endnu flere angreb.

Aktierne er igen kraftigt overvurderede uden bund i den reelle økonomi. Albert Edwards, global strateg ved den franske storbank Societe Generale, forklarer, at det toneangivende amerikanske S&P 500-aktieindeks skal falde mere end 60 procent fra det nuværende niveau, og at situationen minder om forløbet op til krakket i 2007. Stater og enkeltpersoner har stadig en enorm gæld, de skal betale tilbage.

Arbejdsløsheden fortsætter med at være høj. Der er ingen reelle tegn på, at et opsving er på vej, hvor virksomhederne begynder at investere. Om det bliver et double dip eller ”bare” en elendig vækst er ikke til at sige. Hvad vi kan sige med sikkerhed er, at der ikke er lyse udsigter foran os. Der er ingen anden vej end at kæmpe imod angrebene, som vi har set de græske, iranske og franske arbejdere gøre. Vi må bekæmpe hvert angreb, der kommer og samtidig kæde det sammen med en kamp mod det system, som har skabt denne situation.

Kapitalismen er vokset ud over sine grænser. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten udgør lænker på udviklingen af produktionen. Kapitalismen kollapser ikke under sin egen vægt, men kan kun fjernes gennem bevidst handling fra arbejderklassen internationalt. Kun arbejderklassen kan stoppe dette vanvid, og i sidste ende kun ved at overtage de vigtigste dele af økonomien og køre økonomien efter en demokratisk socialistisk plan.