Afghanistan – landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere – lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater. De er fanget i en krig, der ikke kan vindes. Den britiske brigadegeneral Mark Carleton-Smith sagde for nylig til The Times, at en militær sejr over Taleban er umulig. Nu snakker diverse politikere åbent om, at erkende nederlaget og slå en handel af med Taleban.

SF Ungdom fører for tiden en kampagne for at trække tropperne hjem fra Afghanistan og stoppe krigen. Det er en tiltrængt kampagne. Syv år efter, at krigen blev indledt, er ingen problemer løst. Den officielle begrundelse for krigen var at tage hævn over al-Qaeda efter angrebene i USA 11. september 2001. Syv år efter er truslen om terrorisme i Vesten større end nogensinde. Krigen har ikke fjernet truslen, tværtimod.

Der er andre grunde til, at tropperne må trækkes hjem. Det er det glade vanvid, at unge danskere skal risikere liv, lemmer og førlighed i en krig, der alene udkæmpes for at sikre den danske overklasse profit, prestige og et godt forhold til Washington. Desuden er krigen en katastrofe for afghanerne. Fattige bønder i Afghanistan bliver bombet af Nato, og besættelsen har ikke gjort livet bedre for afghanerne.

Kun 36 procent af befolkningen mener, at deres liv er blevet forbedret efter invasionen. Her er en kvinde fotograferet i Kabul.

I 2006 svarede 54 procent af afghanerne, at de var mere lykkelige end under Taleban-styret fra 1996-2001. I år er der kun tale om 36 procent. Tallene fremgår af en årligt tilbagevendende meningsmåling, der bliver foretaget af The Asia Foundation. At det kun er omkring en tredjedel af afghanerne, der mener, at det Nato-støttede Karzai-regime er bedre end Taleban, er en moralsk dødsdom over besættelsen. Det viser ganske enkelt, at al de borgerliges snak om ”den gode krig” i Afghanistan er løgn og humbug. Mend andre ord er SFU’s kampagne en helt rigtig ting. Der er brug for, at kampagnen bliver taget op på alle landets skoler som et led i kampen mod den borgerlige regering og deres angreb på almindelige menneskers forhold – både i Danmark og Afghanistan.

Løgne og fordrejelser

Da de amerikanske medier først rapporterede om massakren på civile vietnamesere i My Lai for 40 år siden, så var det i en tone og med en vinkel, der fokuserede på den storslåede militære sejr, som massakren tilsyneladende skulle forestille at være. New York Times beskrev operationen som en ”betydelig succes” og skrev, at "amerikanske tropper fangede en nordvietnamesisk styrke i en knibtangsmanøvre på den centrale slette ved kysten og dræbte 128 fjendtlige soldater i en kamp, der varede hele dagen."
United Press International kaldte det en "imponerende sejr" og skrev, at "Pink Village", som de amerikanske soldater kaldte My Lai, efter seks og en halv time var blevet omdannet til "Red, White and Blue Village".

Alle disse historier i pressen var et produkt af militærets propaganda og havde meget lidt med sandheden at gøre. Den dygtige amerikanske reporter Seymour Hersh (der dengang var meget lidt kendt) kom senere med den rigtige historie om at "Pink Village" var blevet til "Red Village" – rød af blodet fra over 400 kvinder, børn og gamle mænd. De var blevet slagtet i det, som New York Times kaldte en "betydelig succes".

Hvor mange gange får vi ikke i dag rapporter fra Afghanistan og Irak om, at nu er 65 Taleban-krigere blevet dræbt ved et bombardement, eller at 28 irakiske oprørere er blevet skudt under kampe med amerikanske styrker. Disse rapporter kommer fra nyhedsbureauernes journalister, der er "embedded" hos det amerikanske militær eller andre besættelsestropper. Disse journalister er underkastet hærens censur og må kun rapportere fra de områder, som militæret giver dem lov til. Dette skaber krigsreportage, der fokuserer meget på den storslåede sejr det er, at dræbe kalashnikov-bevæbnede oprørere med stingermissiler, men meget lidt på de mennesker, som "koalitionens" bomber rammer, de familier, der bliver smadret, og de uskyldige liv, der bliver udslettet. Efterhånden gider aviser, radio og TV knap at bringe disse nyheder om luftbombardementerne.

Ind imellem er slipper der dog historier ud fra følgerne af luftbombardementerne af de afghanske landsbyer og de tæt befolkede irakiske storbyer. Her får vi at vide, at et stort antal civile er døde. Det amerikanske militærs svar er mere forudsigeligt end afslutningen på dronningens nytårstale: alt bliver benægtet. Der er intet sket. Det amerikanske militær har "ikke kendskab" til civile dødsfald.

Ofte vil lokale ledere fortælle, at guerillaerne enten ikke har været i området, eller at de har været der, men er forsvundet igen, eller at de - som det ofte er tilfældet i guerillakrig - befandt sig i samme område som bønder i marken eller andre almindelige mennesker. Og det er som regel disse "almindelige mennesker", der bliver brændt ihjel af de amerikanske napalmbomber i Irak og bliver klyngebombet i Afghanistan. Men i pressen kan vi læse, at operationerne har været en stor succes, og vi kan læse, hvor mange "oprørere", der er blevet slået ihjel.

Besættelsesmagterne benægter
Ofte har de obligatoriske amerikanske benægtelser stor effekt. Der er ingen journalister til stede i de bombede områder. Og medierne bringer hellere udtalelser fra en hvid mand i slips eller med stjerner på skuldrene end fra afghanske bønder og irakiske arbejdsløse.

Hvis beviserne, trods alle odds hober sig op, vil Pentagons talsmænd trække sig tilbage til anden forsvarslinje og forsøge at sætte spørgsmålstegn ved antallet af dræbte civile. De vil beklage og sige, at det skam ikke var meningen. Det var måske et "uheld". Eller også (den desperate forklaringsmetode) var det fjendens skyld – fjenden brugte civilbefolkningen som "menneskeligt skjold" og gemte sig, som de kujoner de er, blandt resten af det besatte lands befolkning, måske har de oven i købet besøgt deres familie og dermed brugt deres egne børn som menneskeligt skjold. Sikke nogle undermennesker, der ikke kender til nobel krigsførelse med fosforbomber, napalm og klyngebombardementer fra 3000 meters højde.

Den allersidste udvej for Pentagon er at igangsætte en "undersøgelse", der – med undtagelse af de helt groteske eksempler som massakren i Haditha i 2005 – altid frikender militæret for nogen som helst fejl og overgreb.

Talsmændene for Nato og det amerikanske militær er altid gode til at pege på fjendens barbariske opførsel. Moralen er, at fjendens drab er overlagte og barbariske - "koalitionens" drab er derimod utilsigtede, beklagelige fejltagelser. I virkeligheden er det massivt hykleri. Nato er verdenshistoriens mægtigste militære alliance, der råder over det mest avancerede militære isenkram. De har milliarder af dollars til rådighed og de råder over de nyeste våben. De kæmper imod bønder med rifler, simple raketter og hjemmelavede bomber. 

Nato udkæmper en krig de ikke kan vinde. Her ses ingeniørtropper i Helmand.

Sandheden er, at USA aldrig fører krig imod stærke fjender, men kun imod ubevæbnede, forsvarsløse og fattige lande. De har ført krig i Libyen, Libanon, Somalia, Grenada, Panama, Nicaragua, Jugoslavien og Irak – for blot at nævne nogle få. Men de tør ikke røre de store som Rusland (selv om amerikanerne gjorde alt for at bevæbne Georgiens gangster-præsident Saakashvili) eller Kina. Selv lande som Nordkorea eller Iran er for stærke til at USA tør risikere militære eventyr imod disse lande. USA’s generaler er i virkeligheden kujoner, der kun tør slå på dem, der allerede ligger ned.

Nato foretager massevis af drab på afghanere ved luftbombardementer. Selv Karzai, der går under betegnelsen "Kabuls borgmester", fordi han ikke har kontrol uden for hovedstaden, har været presset til at tage afstand fra koalitionens vilkårlige bombardementer. ACBAR, der er en paraplyorganisation for afghanske og internationale hjælpeorganisationer, oplyser at Nato har dræbt flere civile afghanere end de afghanske oprørere har i 2007.

Nato fører en veritabel bombekampagne imod de afghanske landsbyer, mod landets mænd, kvinder og børn. Det er ikke noget, der normalt kommer frem i de korte notitser, der generelt har karakter af sejrsrapporter og historier om, hvordan de koloniserede folk nu bliver sat på plads.

Knap seks år efter invasionen af Afghanistan er Nato fanget i en krig, de ikke kan vinde i et land, som briterne og russerne tidligere har brændt fingrene på, og som ingen af stormagterne har været i stand til at kolonisere.

Luftkrigen viser, trods dens mange ofre, ikke besættelsesmagternes styrke, men deres svaghed. De er ikke i stand til at tage slagene på landjorden, for det ville tildele Natos styrker massive tab. Hvis de ikke tager disse slag, vil de aldrig kunne håbe på at kunne vinde nogen som helst kontrol. Og hvis de gør det, vil det formentlig være en stakket frist, da den medfølgende modvilje blandt befolkningerne i Afghanistan, Europa og Nordamerika alligevel vil knække George Bushs eventyr i Centralasien.

De mere intelligente dele af besættelsesmagternes styrker er klar over luftkrigens virkelige effekt. De ved, at for hver afghaner, de dræber, er der to, som melder sig til at bekæmpe de udenlandske tropper.

Dyb utilfredshed

En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er – en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i Afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.

New Statesman-reporteren Kate Clark skrev om situationen i det nordlige Afghanistan, der ellers går for at være roligt:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor – før 2001 – jeg dårligt nok hørte antivestlige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".

De danske tropper er i det sydlige Afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." Ikke et ord om, at de hellige krigere ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne, for eksempel da VU i 1988 samlede 600.000 kroner ind til jihad-krigerne som modstykke til Operation Dagsværk, der samlede ind til flygtninge fra Namibia. Projektet blev dengang støttet af Bertel Haarder, og pengene blev overrakt af Lars Løkke Rasmussen, der dengang var formand for VU.

Som et led i krigen har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater fra firmaer som Blackwater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten – og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.

Støt tropperne – træk dem hjem!

Mange unge danskere er blevet lokket til at udkæmpe krigen i Afghanistan. De har fået at vide, at de skal bekæmpe reaktionære banditter og befri afghanerne fra fundamentalisme og tilbageståenhed. Men den borgerlige regering og ledelsen af forsvaret har løjet over for soldaterne.

Der er al grund til at bekæmpe fundamentalisme, analfabetisme, tilbageståenhed, elendighed og undertrykkelse i den tredje verden. Men den borgerlige regering og besættelsen af Afghanistan er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Der er brug for, at arbejderbevægelsen klart opstiller en anden linje imod de borgerlige. En linje, der bygger på forsvar for arbejderne og de fattige i hele verden, imod krig for kapitalisternes profit. SFU’s kampagne er et positivt skridt i denne retning. Derfor må den tages op på folkeskoler, gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler og andre steder, hvor unge samles.

Læs mere om SFU’s kampagne her.