For den borgerlige regering og Dansk Folkeparti er det ikke bare nok at forværre og ødelægge vilkårene for os her i Danmark. Nej, de skal også ud og ødelægge det for alle andre. Siden den borgerlige regering trådte til i 2001, har Danmark haft en såkaldt ”aktiv” udenrigspolitik. Men hvad vil det sige? Efter terrorangrebet den 11. september 2001 var Danmark mere end villig til at følge Bush og gå i krig med Afghanistan. Et land der aldrig har gjort Danmark noget.

Officielt indledte USA krigen med det formål at befri det afghanske folk fra fundamentalisternes styre. Det er fuldstændigt klart, at perioden under Taleban-styret og dets allierede, al-Qaeda, var ganske forfærdeligt for befolkningen. Men det var ikke noget, der tidligere havde generet Danmark, USA eller andre Nato lande. Faktisk havde Nato og USA været allieret med al-Qaeda og Taleban under krigen i Afghanistan mellem de progressive sovjetstøttede regeringer og fundamentalisterne i 1980’erne. De blev finansieret og trænet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og Saudi Arabien i slutningen af 70’erne og 80’erne.

Profit motiv til krig
Men når ”krigen mod terror” kun var en undskyldning, hvad er så den reelle årsag til krigen? Præcis som med regeringens angreb på den danske velfærd, har angrebene på andre lande og befolkninger også et ”højere” formål, nemlig profit. Sandheden er, at fundamentalisterne ikke længere tjente USAs interesser. De stod i vejen for USAs plan om at bygge en olierørledning igennem Afghanistan og de bekæmpede vestlig imperialistisk tilstedeværelse.

Kort sagt stod de i vejen for den amerikanske kapitalismes ønsker om mere profit og udvidelse af deres marked og ”interesseområder”. Af samme grund støttede mange andre lande USAs krig. De ønskede ligeledes deres andel af krigsbyttet. Mærsk var hurtig til at tilbyde Bush sin assistance ved at stille skibe til rådighed for transport af tropper, benzin og materialer til krigen. De danske kapitalister og den borgerlige regering opfører sig som en skødehund overfor sin ”herre” i Washington.

Natos allierede: narkobaroner og banditter
USA ønskede et nyt regime og fandt nye allierede i den såkaldte ”Nordlige Alliance”. Betød det en forbedring af forholdene for den almindelige afghaner? Nej. Den Nordlige Alliance havde før siddet ved magten. Da deres styre dengang blev væltet af Taleban, skete det under jubelscener i hele landet, lige indtil Taleban viste sit sande ansigt og myrdede løs.

Dybest set består den Nordlige Alliance nemlig ikke af andet end krigsherrer, narkobaroner, almindelige slyngler og korrupte stammeledere. Dødsstraf er stadig almindelig i Afghanistan. Landets nuværende præsident Karzai er tidligere højt ansat i et olieselskab og tidligere CIA agent.

Den afghanske befolkning er stadig plaget af krig, korruption, fattigdom og kvindeundertrykkelse og i alle vigtige spørgsmål, er det Nato landene, især USA og Storbritannien, der bestemmer. Antallet af civile dræbte er enormt og skal tælles i titusindvis. Store dele af befolkningen er tvunget til at producere opium (som ifølge Der Spiegel udgør 53 procent af landets BNP) og betale bestikkelse til Taleban eller politiet for at overleve.

Den afghanske befolkning lider hårdest under denne krig, ligesom de har lidt under de mange andre krige i Afghanistan. Vi hører tit om, at nu er 70 eller 100 Taleban-soldater blevet dræbt af besættelsestropperne. I virkeligheden er det i de fleste tilfælde civile, der er blevet dræbt i missil- og bombeangreb fra Nato-styrkerne. Reuters, FN og den Afghanske regering har bekræftet, at USA og Nato lyver om, hvem det er, der er blevet dræbt i disse angreb.

Kanonføde for kapitalisterne

Men også soldaterne og befolkningen fra besættelsesmagterne lider. Mindst 920 soldater fra besættelsesmagten er dræbt, heraf mindst 540 fra USA, 120 britiske og 18 danske soldater. Det gør Danmark til det medlem af besættelsesmagten, der har mistet flest soldater i forhold til befolkningens størrelse.

Der er også rapporter om mange soldater, der begår selvmord efter, de er vendt hjem - som konsekvens af deres oplevelser. Yderligere tusinde af andre soldater, nødhjælpsarbejdere og lignende er blevet sårede eller har fået post-traumatisk stress syndrom af deres oplevelser i krigen. Tusindvis af familier er mærket af krigen og hundredvis af mødre, fædre, børn og kærester har for evigt mistet en af deres kære.

Krigen er tabt

Og hvordan er det så, at krigen skrider frem? Er Taleban ved at tabe? Nej, Tværtimod. Taleban har trukket sig tilbage til bjergene og ørkenerne, hvor mange af dem oprindeligt kommer fra og derfra udkæmper de en guerillakrig, som Nato ikke kan vinde.

Vreden over de mange civile dræbte og imperialisternes udplyndring af landet breder sig og forsyner Taleban med en konstant række af nye rekrutter. Dette er efterhånden begyndt at gå op for imperialisterne. Den britiske brigadegeneral Mark Carleton-Smith sagde for nylig til The Times, at en militær sejr over Taleban var umulig. Nu snakker diverse politikere åbent om, at erkende nederlaget og slå en handel af med Taleban.

Kapitalismen er problemet
Hvor skal fremtiden for Afghanistan så ligge, hvis situationen skal forbedres? Under den revolutionære Taraki-regering i 1970’erne og det relativt progressive sovjet-allierede regime under Amin i 1980’erne skete der enorme forbedringer for befolkningen. Kvinder kunne stemme til valgene og få en uddannelse. Der blev bygget veje, skoler og hospitaler og civilisationen begyndte at sprede sig i det tilbagestående land.

I de fleste afghaneres øjne står denne periode stadig som den lykkeligste tid i Afghanistans plagede historie. Men det var fundamentalisterne, der, i fællesskab med USA og Saudi Arabien, satte en stopper for det. Fundamentalisterne baserede sig på de tilbagestående landområder og stammeledere (i modsætning til regeringen der først og fremmest baserede sig på folk i byerne). Dette viser en klar ting. Den eneste vej ud af tilbageståenhed er et totalt brud med kapitalismen.

Når en stalinistisk inspireret bureaukratiseret planøkonomi kunne forbedre forholdene så markant, hvad ville en ægte demokratisk planøkonomi og et socialistisk demokrati så ikke kunne gøre for Afghanistans befolkning? Klassekampen, kampen mod imperialismen samt den socialistiske og kommunistiske bevægelse har en stolt historie i Afghanistan. Det er disse ”værktøjer” de afghanske arbejdere, unge, fattige og bønder igen må tage i brug, hvis de for alvor skal vinde deres frihed.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.