Den 19. februar 2008 erklærede Fidel Castro, at han ville gå af som Cubas præsident. Dette kom 19 måneder efter, han havde gennemgået en stor maveoperation og siden da, ikke havde vist sig i offentligheden. Siden Castro bekendtgjorde sin tilbagetrædelse, har medierne været fyldt med en masse snak om det onde og brutale diktatur, mens den store sociale fremgang i Cuba efter revolutionen slet ikke er blevet nævnt.

Demokratiske gribbe
Straks efter Castros bekendtgørelse sagde George W. Bush, at dette kunne blive begyndelsen på vejen mod demokrati i Cuba og det kunne lede til frie og retfærdige valg. Han bekendtgjorde, at USA ville hjælpe det cubanske folk med at realisere ”frihedens velsignelser”, og der kan man så spørge sig selv, hvilke velsignelser, der her er tale om. For hvis ”frihedens velsignelser” er lig med den type velsignelser, USA har påført det irakiske og afghanske folk, vil cubanerne nok helst være fri!

De lader alle sammen til at være frygtelige demokratiske, når det handler om Cuba, men i virkeligheden er de som en flok gribbe, der blot venter på at kunne kaste sig over landet. Det virkelige mål er at afskaffe det økonomiske system, som har været i landet siden revolutionen, og erstatte det med kapitalisme.

Mens Bush insisterer på at bibeholde handelsblokaden, er der andre dele af både det amerikanske og det europæiske borgerskab, som taler for at ophæve den og åbne op for handelskanaler i forhold til Cuba, men har denne gren af borgerskabet andre interesser og hensigter? Svaret er nej. De forstår bedre end Bush, at den bedste vej til at genindføre kapitalisme i Cuba, er at ophæve handelsblokaden, begynde at handle, fylde landet med kapital oglade processen gå sine egne veje.

Imperialisterne håber på åbning
For nyligt foreslog Financial Times, at Cuba skulle gå mod den kinesiske model. Det ville betyde, at

der kunne blive åbnet op for kapitalismen samt, at handelsblokaden skulle ophæves.

Den kinesiske model ville betyde, at der blev åbnet op for kapitalisme i Cuba, men at der stadig ville være en politisk styring af økonomien, men Fidel Castro er en hindring for denne vej. Efter Sovjetunionens kollaps tog han til Kina, og han brød sig ikke om, hvad han så. Selvom han pga. økonomiske omstændigheder har været nødt til at åbne op for private investeringer, har han altid modsat sig ethvert skridt mod fuldt udbygget kapitalisme, hvilket også er årsagen til at borgerskabet hader ham – de hader den revolution, som han symboliserer. Måske skulle man minde dem om, hvordan det stod til i Cuba før revolutionen: den amerikansk støttede diktator Fulgencio Batista styrede landet for de amerikanske imperialister, som brugte landet som deres private forlystelsespark, mens cubanerne led under svære forhold.

Med revolutionen blev der sat en stopper den umenneskelige og uværdige behandling af det cubanske folk. Revolutionen muliggjorde udviklingen af et gratis sundhedssystem, der øgede den forventede levealder til et niveau svarende til i de mest avancerede kapitalistiske lande, den sikrede gratis uddannelse til alle, og den gav cubanerne værdighed. Samtidig fjernede revolutionen det snyltende borgerskab og de multinationale selskabers dominans. De liberale siger, de vil kæmpe for demokrati i Cuba, men det, de vil kæmpe for, er privatisering af sundhedssystemet, uddannelsessystemet og andre statsejede goder, og de vil kæmpe for de multinationale selskabers ret til at plyndre Cuba og føre landet tilbage til tiden under Batista.

Fidel er i live og stadig indflydelsesrig
Men imperialisterne ved også, at så længe Fidel Castro er i live, vil han have stor indflydelse, selv om han er pensioneret og han vil aldrig tillade dem at realisere deres planer med Cuba. Derfor er de liberale begyndt at interessere sig meget for Fidel Castros bror, Raul Castro, der er blevet overdraget ledelsen af landet. De håber at finde en åbning for kapitalismen hos ham og har noteret sig, at mens han har ageret præsident siden Fidel blev syg, har han opmuntret cubanerne til åbent at diskutere manglerne ved systemet i Cuba, som blandt lederne af systemet omtales som kommunistisk. Det har rejst forventninger hos imperialisterne og de cubanske emigranter i Miami om, at dette bliver begyndelsen på genindførelsen af kapitalisme i Cuba, men selv samme Raul Castro har udtalt, at den eneste måde, hvorpå Cuba kan overvinde de udfordringer der venter og sikrer de sociale fremskridt, som revolutionen har medført, er gennem socialisme.

Revolutionen må spredes
Det er vigtigt at forstå, at de problemer, Cuba har haft specielt efter Sovjetunionens fald, ikke skyldes statens eje af produktionsmidlerne. Problemerne ligger i høj grad i, at revolutionen er isoleret i ét land. Socialisme i ét land er ikke muligt, det var ikke muligt i det store Sovjetunionen, hvordan skulle det så være muligt i lille Cuba? Pga. isolationen var Cuba nødt til at læne sig op ad stalinisterne i Sovjetunionen, hvilket førte bureaukratiske tendenser med sig. Og med sovjets kollaps blev øen endnu mere isoleret.

Derfor er løsningen ikke den kinesiske model. Den eneste løsning på problemerne i Cuba er derimod at sprede revolutionen til hele Latinamerika og dernæst til resten af verden. På den måde vil Cuba komme ud af sin isolation og vil kunne påbegynde opbyggelsen af socialisme. Samtidig med, at revolutionen spredes, må der på Cuba oprettes ægte arbejderdemokrati, som Lenin og Trotskij forsvarede i Sovjetunionens første år. Cubas arbejdere må kunne vælge dels deres politiske ledere, men også alle embedsmænd i staten, som må kunne afsættes igen, hvis de misbruger deres magt i bureaukratiet. Det vil kunne medvirke til at undgå at bureaukratiet vokser sig stå stort og magtfuld, som det har gjort i Cuba.

Cuba er central i Latinamerika
Som det ser ud nu, sker der en generel venstredrejning i Latinamerika, med Venezuela som det land, hvor revolutionen er længst fremme. Men vi har også set revolutionære bevægelser hos masserne i Bolivia og på samme måde er masserne i Ecuador begyndt at røre på sig. Derudover så vi en kæmpe mobilisering af masserne i Mexico mod valgsvindel, hvor tre millioner mennesker var på gaden. Med andre ord, eksisterer betingelserne for en revolution i hele Latinamerika og det ved borgerskabet. Cuba er stadig et forbillede for masserne over hele Latinamerika, og derfor vil imperialisterne knuse den cubanske revolution, da den stadig repræsenterer idéen om, at markedsøkonomi ikke er det eneste økonomiske system, vi kan forestille os.

Hvis revolutionen i Cuba bryder sammen, som det skete i Rusland, vil det have en yderst demoraliserende effekt. Ikke kun på arbejdere, unge og bønder i hele Sydamerika, men også på verdensplan. Desuden ville det være fatalt for den cubanske befolkning, der med Haiti som nærmeste nabo, er et skrækeksempel på hvad kapitalismen tilbyder messerne; her lever folk af jord, som følge af fødevaremangel og er samtidig et af de mest voldelige og farlige steder på jorden at opholde sig. Omvendt vil en genrejsning af den cubanske revolution og en sejr for revolutionen i Venezuela, virkelig være noget, som kunne sætte præg på verdenssituationen.

På nuværende tidspunkt deltager Cuba mere og mere på verdensmarkedet. Det er vi ikke imod, for efter Sovjets sammenbrud, har det lille land ingen andre muligheder. Men statens kontrol med økonomien og handlen er af yderste vigtighed.

Status quo er ingen løsning
Den cubanske revolution repræsenterer en trussel mod kapitalismen og derfor vil de amerikanske imperialister ikke handle med Cuba – de vil ødelægge Cuba! Hvis de var lidt klogere i Det Hvide Hus, ville de ikke blokere Cuba, men derimod optrappe handelen og på den måde hjælpe borgerskabets kontrarevolutionære kræfter inde i landet. Men de gør præcis det modsatte af, hvad deres ideologi kræver af dem. Dette skyldes selvfølgelig frygten for den cubanske og venezuelanske revolution. Det er denne frygt, der gør, at deres politik i forhold til Cuba er totalt usammenhængende.

Det store pres, som de amerikanske imperialister har lagt på Cuba, har ikke kun ophidset de cubanske masser, men også ført til splittelse i Cubas ledelse. En gren vil gøre indrømmelser over for de amerikanske imperialister og gå mod kapitalisme, mens en anden, med Castro i spidsen, vil kæmpe imod kapitalismen.

En opretholdelse af status quo er ikke i massernes interesse; de vil have forbedret levestandard, rettigheder og en genrejsning af revolutionen. Derfor må der kæmpes imod bureaukratiet og korruptionen, som er de virkelige årsager til, at de kapitalistiske tendenser vokser. Castro er meget populær i Cuba og det er bureaukratiet ikke. Kun de cubanske masser kan for alvor, gennem virkeligt arbejderdemokrati, bekæmpe både de kapitalistiske og de bureaukratiske tendenser og gennemføre socialisme i landet.

George Bush og de cubanske kontrarevolutionære emigranter i Miami siger; ”ned med Castro og hans diktatur”, men det siger vi ikke. Castro kæmper imod kapitalismen, og det gør vi også. Vi siger ”ned med korruptionen og det spirende borgerskab”. Vi burde angribe imperialismens agenter i Cuba, som ødelægger planøkonomien og i stedet sprede revolutionen og gennemføre socialisme!