Den revolutionære proces i Bolivia udspiller sig med større og større intensitet. Landet har en lang revolutionær historie. Man ønsker ikke en nogen sutteklud eller hovedpinepille – folket kæmper for socialisme. Enhver der tvivler på dette skal komme til Bolivia og opleve de barske realiteter.

Blot nogle få hovedlinjer fra maj- juni måned:

Den 4. maj udspillede der sig de største nationale mobiliseringer nogensinde. Højrefløjens reaktionære afstemning om en fascistisk autonomi-forfatning blev slået til tælling. Hele Bolivia rungede af kamp; fra de fattige barrios i Santa Cruz, hvor arbejderne var i væbnet kamp med borgerskabets fascistiske bander, til det barske andéshøjland, hvor millioner af arbejdere, unge såvel som gamle fyldte gaderne i Cochabamba, Potosí, Oruro, La Paz og El Alto. Fra alle kanter af dette kæmpe land – 25 gange større end Danmark – lød kravet om fuldførelse af revolutionen, til opfyldelse af de forhåbninger der blev tændt i millioner af bolivianere for få år tilbage, da MAS og Evo Morales vandt en historisk stor sejr i valgurnerne med over halvdelen af stemmerne.

Men ligesom man ikke kan lave en tærte uden først at slå hul på æggene, så kan man heller ikke gennemføre en revolution uden at knuse det gamle mugne systems blodsugere. Det rige nationale borgerskab der sammen med multinationale selskaber kan feste til flotte cocktailparties, mens folket sulter. Evo Morales har sagt det flere gange; "kapitalismens er menneskehedens største fjende".

Højrefløjen har festet deres illegale autonomi-forfatningsafstemninger som store sejre. I alle regionerne, Santa Cruz, Pando, Beni og Tarija har de erklæret sig som overvældende sejrherrer. I den internationale presse har det genlydt gang på gang – "Bolivia splittet, Evo mister støtten i den østlige del af landet". Og kritikløst har nyhedsbureauerne gengivet højrefløjens talmanipulation, som giver dem 80-90 procents opbakning. Taktikken fra højrefløjen har været at tvinge regeringen til et forlig, der kan modificere den grundlovgivende forsamling og forhindre gennemførelse af den "forandringsproces" som MAS går til lyd for. Men i dagene efter 4. maj var det nationale borgerskab tydeligvis mærket og der blev i senatet vedtaget en lov om en tilbagekaldelseafstemning. Dette blev godtaget af MAS-regeringen. Landet er derfor blev sendt ud i endnu en valgproces – hvor alle bolivianere den 10. august skal sige Ja eller Nej til fortsættelse af Evo, vicepræsidenten samt alle regionsborgmestre.

Den 1. maj nationaliserede regeringen det store teleselskab Entel, og flere oliefirmaer blev frataget kontrollen. Få uger senere tog regeringen kontrol over gas- og oliedistributøren Transredes. På samme tidspunkt kan man i Santa Cruz´ dagblade læse om hvordan den aktuelle konflikt i Bolivia intet har med klassekamp at gøre. Intet kunne være fjernere fra virkeligheden. Det nationale borgerskab ved godt hvilken klasse de tilhører, og de er ved at gøre i bukserne over den revolutionære udvikling. Der bliver hentydet til Chavez - skrækeksemplet, som de er bange for, at Evo vil følge.

Overklassen bruger al deres energi på at påvirke reformisterne i MAS-regeringen – og klynker om "at uden juridisk sikkerhed, så mister landet udenlandske investeringer", men enhver kan kigge på Irak og se at de glubske kapitalister ikke behøver "sikkerhed" for at kunne foretage investeringer. Det som Bolivia behøver, er:

1) Generobre den totale kontrol over naturressourcerne og de privatiserede firmaer.

2) Ekspropriere det nationale borgerskab fra sin økonomiske og politiske magt og produktionsmidlerne. Give tilbage det der tilhører folket, for at frigøre landet fra sin afhængighed og sin tilbageståenhed.

Det er disse krav, som man i Bolivia kender som "oktober-agendaen". Den har sit navn fra opstandene i oktober 2003.

Bolivias hovedstad har siden opstandene i november været styret af højrefløjen. Ved Chuquisaca regionens jubilæum skulle Evo den 24. maj i Sucre overrække ambulancer til kommunerne, men han blev nægtet indgang af højrefløjen. Landbefolkningen, der var taget til Sucre for at modtage deres præsident, Evo Morales, blev tilfangetaget af fascistiske grupperinger af universitetsstuderende, der på den centrale plads i byen tvang mindst 20 bønder til at tage deres tøj af og brænde deres flag "wiphala" og tøj, mens de modtog ydmygelser og slag og spark over hele kroppen. Det er afskyelige racistiske overfald, der vækker minder om Sydafrika under apartheid.

Under kampråb som dette gik over 50.000 arbejdere fra El Alto i march mod USA’s ambassade i den sydlige zone af La Paz. Dette foregik den 9. juni i protest mod racismen og at USA giver asyl til den tidligere præsident "Goni" og hans ministre, der i oktober 2003 var ansvarlige for de mere end 80 dræbte. Under den militante march blev der gang på gang råbt "vi skal vende tilbage til "oktober-agendaen".

USA's ambassadør i Bolivia, Goldberg, var USA særlige udsending i Jugoslavien og Kosovo, hans opgave i Bolivia er nu den samme: at opsplitte landet for at forsvare imperialismens interesser. Kun ved brug af knipler og store mængder gas lykkedes det politiet at forhindre en besættelse af ambassaden. Få timer efter så regeringen sig nødsaget til fyre Politidirektøren for ikke at gøre sig uvenner med de sociale bevægelser fra El Alto.

Valget er nu på vej, og i denne situation kan regeringen blive tvunget til at tage en drejning til venstre for at vinde opbakning. Det er vigtigt at støtte Evo Morales i valget, og ikke hans fascistiske opposition, men det er klart at kun en politisk og uafhængig intervention fra arbejderklassen kan føre revolutionen til sejr. Trotskij sagde, at en bonderegering, der kommer til magten, har to valg:

1) at gå sammen med arbejderklassen i en revolutionær alliance, eller 2) være halen på det nationale borgerskab.

Regeringen fortsætter med at legitimere den imperialistiske ødelæggelse og udnyttelse af landet og dets rigdomme. Inflationen er galopperende, og sultelønningerne for millioner af arbejdere rækker ikke længere. Presset på regeringen vokser. Ved forskellige manøvrer har den forhindret eller fået udskudt forskellige strejker over hele landet, fra fabriksarbejderne, skolelærerne, minearbejderne til landbefolkningen.

I denne skæbnesvangre situation for Bolivia er læren fra Nicaragua i 80’erne fundamental – et land der ikke fuldførte revolutionen. Revolutionære processer er som krampetrækninger fra en alvorlig sygdom: organismen ender med at slå sygdommen ned eller ender med at dø, men denne feber kan ikke vare måneder eller år i patientens krop.