Dette er lederen fra det nyeste nummer af vores søsteravis i Pakistan, The Struggle. De borgerlige tror, at de har løst samfundets modsætninger efter, at en koalitionsregering er blevet indsat. Men marxisterne påpeger, at ingen af de grundlæggende problemer er blevet løst, og at masserne i en nær fremtid vil svare igen med en gentagelse af de revolutionære begivenheder i 1969 – blot på et højere plan.
De borgerlige medier prædiker konstant, at med genindsættelse af højesteretsdommeren, med Musharrafs afgang, med den politiske dialog med stammerne, med denne nye demokratiske koalitionsregering og andre sådanne skridt, så vil alle problemerne blive løst.
Hvordan kan vi være imod sådanne skridt? Men vi drister os til at sige, at uanset om disse skridt bliver taget eller ej, vil ingen af disse problemer blive løst, fordi de løsninger, som der bliver tilbudt, ikke har noget at gøre med de faktiske problemer. Og når disse problemer ikke bliver løst, bliver de mere smertefulde og mere utålelige.
Problemerne stammer fra systemets historiske sociale og økonomiske krise, og systemet forstørrer dem hundredfold som krisen intensiveres. For den herskende klasse eksisterer disse problemer kun som genstande for diskussion og analyse – de har lange debatter om dem i parlamentet og på TV – og desuden som en mulighed for at vise ders ”velgørenhed” ved at sælge de fattiges nød på markedet.
Den herskende klasses mål er at fratage de fattige produktet af deres arbejde og begrave dem under en byrde af velgørenhed og reformer. Men hvis arbejderklassen nægter at anerkende disse tjenester, nægter at blive begravet under denne byrde og bevæger sig i retning af oprør imod udbytningen, så forsøger de herskende klasser at knuse dem med statsterrorisme.
Hvis staten ikke har held med sit forehavende, og der begynder at opstå revner i staten, så bliver de intellektuelle, mullaherne og kunstnerne med deres bønner, ”bevægelser”, ”valg” og andre påhit brugt i et forsøg på at få arbejderklassen til at opgive sin kamp for virkelige løsninger på problemerne.
Ofte kan de have held med deres forehavende i en periode. Men når problemerne ikke heles, når smerten fra sult, fattigdom, arbejdsløshed og analfabetisme fortsætter, så opstår der perioder, hvor bevidstheden bryder ud af sine lænker, oprør river alle eksisterende forhold i stykker, og revolutionens vulkan går i udbrud, massernes lava kommer flydende ind i historien.
Når denne proces begynder, kræver de ikke blot en gård eller et land, men begynder at kræve hele verden. Massernes hjerter bliver fyldt med mod; deres tanker bliver ikke holdt tilbage, og deres styrke og tapperhed får fornyet energi. Sorgen og vreden imod dette system bliver ophedet og skaber en styrke, der er ustoppelig. Denne kraft skifter ikke herskere ud, den skifter systemet ud.
Alt dette bliver kaldt en socialistisk revolution. Sådan en begivenhed fandt sted her for ikke så længe siden, og det vil ikke vare længe, før det sker igen. Alting bliver udstillet og alle falske forhåbninger dør. Der er ingen anden vej ud end revolutionens virkelighed. Når klassekampens march begynder, vil arbejderne slå kapitalisterne og ændre historiens gang.
Når der er en hel verden at vinde, så vil lænker blive brudt og revolutioner blive udført. Det er kun efter at problemernes kæde bliver brudt, at mennesket vil blive kaldt menneske, og mennesket vil blive menneske.
