New Labour regeringen er grundstødt. Blairismens skibbrud, under ledelse af Gordon Brown, blev tildelt endnu et ødelæggende slag ved suppleringsvalget i Crewe og Nantwich. Et 7.000 Labour flertal blev forvandlet til et flertal på 7.000 til de konservative med et sving på 17.6 procent. Det var de konservatives første fremgang i et suppleringsvalg i 30 år.

Sådan et resultat vil, hvis det bliver gentaget til parlamentsvalget, betyde en konservativ jordskredssejr. Det vil betyde, at de vil få et flertal på alt i alt 328, det dobbelte af Blairs flertal fra 1997. Labour ville blive fortrængt fra alle, på nær 89 kerne kredse, hvilket vil svare til Labours historiske nederlag i 1931 efter Ramsay MacDonalds forræderi. (Oversætterens note: Ramsay MacDonald var premierminister i Labour-regeringen 1929-31. Da han var ude af stand til at få opbakning til nedskæringer på arbejdsløshedsunderstøttelsen i 1931 brød han med Labour for – på kongens opfordring – at danne en samlingsregering med de konservative og de liberale. Ramsay MacDonalds forræderi desorienterede arbejderbevægelsen og førte til et stort valgnederlag).

"New Labour" = nederlag til arbejderbevægelsen
For New Labour er resultatet i Crewe intet andet end en valgkatastrofe, som rosinen i pølseenden på den bedste måned for de Konservative siden 1992. Det kommer efter Labours katastrofe ved lokalvalgene, hvor partiet blev trængt ned på en tredjeplads, hele 20 point bagved de konservative og ”Boris Barbarens” sejr over Labour i kampen om Londons borgmesterpost. Det ene smertefulde nederlag følger over i det næste. New Labour har været upopulær før, men ikke som nu. Dette resultat har tilladt de konservative at rejse sig fra den politiske død. De kan nu lugte sejr i takt med at New Labour bygningen falder sammen. Brown ser ud til at lide Callaghans skæbne – at være den uvalgte premierminister, der tjener Labour i de sidste dage før et ødelæggende nederlag.

New Labours forfatning er reflekteret i ansigterne på partilederne. Brown udgør en ensom grå, defensiv skikkelse, nedbrudt af sin svigtende lykke. Hans forsøg på kunstigt at smile, som hans rådgivere opfordrer ham til, udstiller hans overfladiskhed. Han er en mand, der klart er uden kontakt til virkeligheden på trods af, at han hævder det modsatte. Dette står i kontrast til det selvsikre billede af Cameron (den konservative partileder, red.), der står på gaden i Crewe og Nantwich, lyser af succes og fejrer de konservatives første sejr i et suppleringsvalg i mere end et kvart århundrede.

Brown er upopulær
Der er fuldstændig fortvivlelse i Labours rækker, noget der ikke er set i årtier. De parlamentsmedlemmer for Labour, der var nervøse, er nu forstenede. Crewe og Nantwich var nummer 165 på de konservatives liste. Det var en solid Labour-kreds. Resultatet er, at mange i ’sikre’ kredse nu ryster i bukserne, deres selvsikkerhed er forsvundet. Der er nu dyb demoralisering hele vejen gennem det parlamentariske parti, blandt de selv samme folk der for ni måneder siden stemte på Brown kroning som et middel til at distancere dem selv fra den katastrofale Tony Blair. I dag, efter ni måneder, er Gordon Brown mere upopulær end Blair, Thatcher eller endda John Major!

På trods af al opreklameringen dengang, er Brown ikke anderledes i politiske termer end Blair. Han repræsenterer en fortsættelse af blairismen, en fortsættelse af prokapitalistisk politik ikke meget anderledes end de konservatives. Alle illusionerne om, at Brown ville tilbyde noget andet, er komplet forduftet. Han fortsætter med at prædike det kapitalistiske markeds og privatiseringens dyder. Den profitable del af postvæsenet bliver udliciteret til store selskaber, mens at posthuse bliver lukket som ’uøkonomiske’. Titusinder af offentligt ansatte jobs bliver skåret væk alt imens at velfærdsstaten bliver åbnet for private almisser, et tilbageskred til victoriansk tid. Arbejdernes lønninger bliver holdt nede under inflationsniveauet samtidig med at direktører indhenter millioner. Dette har resulteret i massiv desillusionering blandt traditionelle Labour vælgere, der blev hjemme i Crewe og andre steder. Det er ikke nogen tilfældighed, at fra 1997 til 2005, mistede Labour omkring fem millioner stemmer! New Labour er i en dødelig nedtur.

Nu bliver knivene skærpet i det parlamentariske parti. ”Stemningen er forfærdelig. Beholderen er tom”, sagde en. Der er snak om en lederskabsudfordring. ”Folk er ikke langt fra at tænke, at vi ikke kan vinde under Gordon Brown,” sagde en højtrangerende Labour skikkelse. ”Vi ville ønske det var anderledes fra hvad det er. Men det er svært at undgå at se på kendsgerningerne.”

Med en overbevisning som en fodboldklubs bestyrelse, der taler om fremtiden for dens manager, indrømmede Harman (næstformand i Labour og kvindeminister, red.) at der var ”uharmoniske stemmer” indenfor partiet, men hun afviser antydninger om at gå imod Brown. ”Jeg tror ikke at det vil ske.” Miliband (den britiske udenrigsminister, red.) talte også for premierministeren. ”Vi har den rette leder, vi valgte den rette leder uden modkandidat sidste år og vi har den rette leder til at føre os ind i parlamentsvalget,” sagde han, og det lød som et dødskys.

Nederlag skyldes højrekurs
Mens at klikken udenom Brown forsøger at holde stand med undskyldninger for fiaskoen som f.eks. ’normale’ problemer midt i valgperioden, verdens finansielle situation og trykket fra stigende priser, skriger andre om at huset allerede står i flammer og at det er vanvid at tro på, at Brown vil vende tingene rundt. Når alt kommer til alt gav han 2,7 milliarder pund væk i skattelettelser i et nødsituations mini-budget designet til at løse ”10 pence skatte krisen”, men det lykkedes ikke at stoppe nederlaget. I Crewe prøvede de endda, på modbydelig vis, at være mere konservative end de konservative ved at beskylde dem for at være bløde imod ”udlændinge”.

Men partiets katastrofekurs skyldes ikke udelukkende blot Brown, men er et resultat af et årti med prokapitalistisk politik. Miliband, Balls, Straw, Harman osv. ville alle ende på samme måde. De er alle bundet til den samme politik med at arbejde indenfor det kapitalistiske system, ikke anderledes fra de konservative. De afviste socialistisk politik såvel som hele arbejderbevægelsens tradition. Med Blair prøvede de at forandre Labour til et kapitalistisk parti, der ville repræsentere de store virksomheder bedre end de konservative. Imidlertid lykkedes det ikke for dem at bryde båndene til fagforeningerne, de historiske bånd mellem Labour partiet og den organiserede arbejderklasse. I virkeligheden repræsenterer de en gruppe af konservative lykkeriddere, der er målbevidste om at binde Labour partiet til kapitalismens interesser. Dette er essensen af blairisme, som Brown og de andre slavisk følger.

Til Browns ærgrelse overrakte Blair ham et forgiftet bæger. Blair slap ud mens at legen var god, og han efterlod Brown til at tage sig af rodet.
Den stigende utilfredshed, der er afspejlet i det stigende antal af strejker (som endda berører politiets fagforening), peger på en ny situation.

Brown er ude af stand til at holde stand. Borgerskabet har draget den konklusion, at Labour har udtømt sin nytteværdi for dem. Ligesom tidligere har de brugt Labour og nu har de til hensigt at kaste det til side som en brugt klud.

De er vendt tilbage til deres traditionelle allierede, det konservative parti, for at sikre sig deres interesser.

Arbejderbevægelsens højrefløj bærer skylden
I deres bestræbelser har Blair/Brown banden fået støtte fra de højreorienterede fagforeningsledere, der også agerede som et værktøj for kapitalismen indenfor arbejderbevægelsen. De stemte for hver eneste forandring i partiet siden de tidlige 1980’ere. De kasserede venstrepolitik. De afskaffede partidemokratiet og reducerede parti konferencens magt til det tilskuershow det er i dag. De reducerede fagforeningernes indflydelse over partiet, hvilket hjalp blairisterne til at konsolidere deres greb om partiet. De var villige medsammensvorne og er også ansvarlige for det nuværende rod.

Uheldigvis har mange fra fagforeningernes ’venstrefløj’, som Simpson og Prentice, fortsat med denne katastrofale politik. De nægter at udfordre Brown og erklærer, at han er mere venstreorienteret end Blair! De nægtede at støtte John McDonnell som parti leder. Nu står vi med konsekvenserne. Det er op til medlemmerne af fagforeningerne at sætte en stopper for denne kapitulation.

Brug for arbejderpolitik i Labour for at slå de konservative
Al det sludder om at skabe ’alternativer’ udenfor partiet er simpelthen tomme ord. Alle de 57 varianter af grupper i udkanten af arbejderbevægelsen, som har argumenteret for denne linie, er blevet komplet smadret. Deres anstrengelser har været et komplet spild af tid.

For fagbevægelsen er dette ikke tiden til at ’trække sig ud’ af partiet, dette fører ingen veje, men i stedet at blive i kampen hvor det rykker noget. Fagbevægelsen bør bruge deres styrke til at rense New Labour ledelsen ud og vende partiet tilbage til dets traditionelle socialistiske standpunkt. Så længe partiet bliver på kapitalistisk basis vil det aldrig være i stand til at løse problemerne som står over for arbejderklassen. Tværtimod, som vi oplever i dag bliver det tvunget til at udføre politik i kapitalismens interesse. På denne vej ligger kun katastrofe og tilbagevenden af en ny brutal konservativ regering.