Den borgerlige regering har som bekendt besluttet, at vi ikke får lov til at stemme om den nye EU-traktat, Lissabon-traktaten. Til gengæld har statsministeren bebudet, at der skal være folkeafstemninger om at afskaffe de forbehold, som Danmark har over for EU. Disse ting er der sådan set allerede blevet stemt om – og der blev stemt nej – men nu vil den borgerlige regering altså prøve igen og få et ”rigtigt” resultat i stedet for det ”forkerte”. Deres foragt for demokrati er grænseløs.

Men hvad er det egentlig for noget, alt det der med EU? Hvordan kan det være, at marxisterne er EU-modstandere, når nu for eksempel lederne af Socialdemokratiet og SF, og visse fremtrædende folk i Enhedslisten, er tilhængere af EU? Hvad mener vi med modstand mod EU, og hvad er vores alternativ?

EU’s oprindelse
EU startede som Kul- og Stålunionen, der hovedsageligt var et samarbejde mellem primært de tyske og franske kapitalister som en modvægt til USA, Japan og Sovjetunionen. Selve behovet for samarbejde over grænserne vokser frem af kapitalismens natur. Allerede i det kommunistiske manifest beskrev Marx og Engels, at kapitalismen ville skabe et verdensmarked, hvor forskellige kapitalistiske blokke ville kæmpe om markederne og profitten. De europæiske kapitalisters sammenslutning i Kul- og Stålunionen, senere EF og EU, er på den måde et symptom på, at de små europæiske nationalstater er for små for den europæiske kapitalisme på dens nuværende stadie. Men EU er ikke kun et redskab for de europæiske kapitalister til at konkurrere med USA, Japan og Kina, det er også et redskab imod den europæiske arbejderklasse.

Ikke en neutral instans
I de forskellige medlemsstater forsøger overklassen at bruge EU som undskyldning for angreb på arbejderklassens levestandard. Konvergenskravene til euroen bruges som undskyldning for at ”holde de offentlige budgetter i ro”, hvilket vil sige at skære ned på den offentlige sektor. ”Harmonisering” af love og regler bruges som undskyldning for at fjerne beskatning på store virksomheder og banker, tillade giftstoffer i fødevarer og skride ind over for faglige konflikter og blokader. Den seneste dom, hvor EU’s domstol erklærede de svenske bygningsarbejderes blokade af et lettisk firma med underbetalte arbejdere for ulovlig, er blot et eksempel på dette. Det viser, at EU som institution ikke er en ”neutral” instans, men er et klasseredskab, der tjener kapitalisterne.

Hvad med menneskerettigheder?
Men er EU ikke med til at sikre fred og menneskerettigheder? Dette argument hører vi ofte fra lederne af den danske arbejderbevægelse. Spørgsmål om demokrati, fred og menneskerettigheder er også klassespørgsmål. Kapitalisterne går skam ind for disse ting – men kun så længe det tjener deres grundlæggende interesser. Den nationale undertrykkelse i Nordirland og Baskerlandet bekymrer ikke de europæiske ledere. Den tjekkiske stats kriminalisering af ungkommunisterne i KSM er tilsyneladende heller ikke et problem for de ”demokratiske” europæiske ledere. Samtidig har EU ikke noget problem med at medlemsstaterne bryder menneskerettighederne, når blot det drejer sig om krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, den franske imperialismes barbariske fremfærd i Vestafrika, Belgiens slet skjulte støtte til folkemordet i Rwanda, Slovakiets behandling af sigøjnerne, Litauens diskrimination af det russiske mindretal, den åbenlyse antisemitistiske regering i Polen, Danmarks umenneskelige behandling af flygtninge, og så videre.

EU = privatiseringer
Sagen er, at EU i sit grundlag slår fast, at nyliberalisme er EU’s grundlag, og at privatiseringer og udliciteringer er en foregangsmodel for alle lande. Det er dette, der er hjørnestenen i EU, og så er spørgsmål om miljø, menneskerettigheder og demokrati allerhøjst sekundære spørgsmål, som bliver afgjort af, hvad der tjener de store virksomheders interesser bedst muligt. Derfor er det også en utopi at tro, at EU kan reformeres til at blive et værktøj for at sikre velfærd, mennesker og miljø. Tværtimod må EU nedbrydes og erstattes af et europæisk socialistisk samarbejde med en demokratisk planlægning af økonomiens vigtigste dele.

Hvor er udgangen?
Men kan kravet om dansk udmeldelse af EU stå alene? Et kapitalistisk Danmark uden for EU ville stadig operere efter de samme principper. Nedgangen i den kapitalistiske økonomi ville stadig diktere nedskæringer på velfærd, øget arbejdspres, stress og jag. Kapitalisterne ville i stedet for EU’s domstol bruge de danske domstole til at forsøge at angribe fagbevægelsen. Kapitalismen har skabt et verdensmarked, og heri er Danmark blot en lille del. Det er utopisk at forestille sig, at et lille land kan stå uden for verdensmarkedets knusende dominans. Derfor må kravet om udmeldelse af EU altid kædes sammen med en afskaffelse af kapitalismen og en socialistisk omdannelse af samfundet i Danmark, Europa og på verdensplan.

EU må afsløres, ikke besmykkes

Angrebene på arbejdsforhold, velfærd og miljø, der kommer fra EU er ikke ”uheldige bivirkninger” af et ”ellers fornuftigt projekt”. Det er selve kernen i EU-samarbejdet mellem de kapitalistiske stater. Det er enten naivitet eller politisk kvaksalveri, hvis man tror, at dette apparat kan reformeres. Ligesom den borgerlige stat i Danmark er EU alene oprettet for at tjene ejerne af de store virksomheder og bankerne – kapitalistklassen. I stedet for at give illusioner om, at dette redskab kan reformeres til et ”progressivt” eller solidarisk samarbejde, må arbejderbevægelsens ledere afsløre EU som et værktøj for arbejdsgivernes klasseinteresser.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.