Søndag d. 3. november erklærede præsident Pervez Musharraf militær undtagelsestilstand over hele Pakistan, hvor konstitutionen blev suspenderet og højesteret erstattet. Dette er hans anden statskup, efter at han tog magten 12. oktober 1999. Det er en desperat handling, der understreger regimets, der mister støtte hver dag, ekstremt ustabile natur.

I proklamationen af undtagelsestilstanden, lagde generalen skylden på stigende vold fra militante, og en dommerstand der, sagde han, arbejdede i direkte modstrid af hans regering og den lovgivende magt. Det er et hasard spil, der kan kaste landets politiske fremtid ud i kaos.

Det passer ikke den amerikanske imperialismes interesser, for hvem Pakistan nu har en afgørende strategisk vigtighed pga. krigen i nabolandet Afghanistan. Washington har lagt pres på Musharraf for at slå ned på de pro-talebanske kræfter, der krydser grænsen for at bekæmpe koalitionsstyrkerne i det sydlige Afghanistan.

Dette pres har undermineret Musharraf. Hans hær har lidt svære tab i stammeområderne, hvor de uden succes har forsøgt at rive de militante op med rode. Der er stadig en magtfuld del af hæren og frem for alt efterretningstjenesten (ISI), der støtter Taleban og al Qaeda og beskytter dem.

Musharraf kan ikke gøre noget ved dette. Hæren er hans eneste støttebase, og den er meget ustabil. Derfor er den amerikanske imperialismes strateger kommet til den konklusion, at Musharraf ikke længere er til nytte for dem, og at han kan kasseres. De så til Benazir Bhutto for at tage over i stedet.

Benazir har ikke misset nogen muligheder for at fremstille sig selv som pro-vestlig ”moderat”. Men bag Benazir og PPP står masserne, der inderligt længes efter forandring. De er loyale overfor PPPs originale socialistiske aspirationer og kræver roti, kapra aur makan (brød, tøj og husly). Massernes indstilling viste sig, da Benazir vendte tilbage til Pakistan: mindst to millioner mennesker kom ud på gaderne: det overvældende flertal var arbejdere, bønder og fattige.

For at undgå enhver forstyrrelse og mindske massernes forventninger pressede de generalen, for at han skulle indgå en aftale med Benazir. Men det er nemmere sagt end gjort. Generalen er modvillig mod at gå af som overhoved for de væbnede styrker og stille op i valgene som civil politiker. Hvis han skulle lægge sine militær uniformer på hylden, som den ”demokratiske” opposition kræver, ville det være som at placere hans hoved i bøddelens løkke.

Musharrafs personlige skæbne er ikke noget, Washington bekymrer sig om, men det er af betydelig interesse for generalen, der, som de fleste, gerne vil dø af alderdom. Han har gentagne gange udtalt, at hans militæruniform var ”som et ekstra lag skind” for ham. Mere konkret, ved fortsat at bære den håber han at redde sit eget skind. Men dette er absolut ikke sikkert.

Pakistan har haft en stormfuld historie siden det opnåede formel uafhængighed, sammen med Indien i 1947. Siden da har det svage pakistanske borgerskab vist sig fuldstændig ude af stand til at føre dette enorme land fremad. Det forbliver kastet ned i fattigdom og feudal tilbageståenhed. Økonomien er i et rod, og landet bevæger sig tilbage ikke frem.

Den pakistanske kapitalismes svaghed har givet sig udslag i ekstrem politisk ustabilitet. Svage ”demokratiske” regimer er blevet efterfulgt af regulære intervaller med militært diktatur af den ene eller anden slags. Den seneste diktator, Zia al Huq blev dræbt (sandsynligvis af CIA). Musharraf frygter den samme skæbne og klamrer sig til magten. Men magten løber ud gennem hans fingre.

Dette kup kom kun 12 dage før udløbet af General Musharrafs præsidentperiode og den nuværende parlamentssamling, og mens højesteretten bestående af 11 dommere i weekenden holdt møde i høringen om udfordringerne for hans genvalg i endnu en fem-årig præsidentperiode hovedsageligt pga. af hans militære hverv.

I den seneste periode har der været tegn på disintegration af staten selv. Splittelser er åbnet på alle niveauer. Den klareste manifestation af dette var oprøret fra advokaterne, der nu er suspenderet. Deres seneste handling var at dømme præsidentens handlinger for at være i strid med konstitutionen. Men klassekampen kan ikke afgøres af konstitutionelt fidus-mageri. Generalen svarede ved at suspendere konstitutionen og landets love.

Den Provisoriske Konstitutionelle Orden (PCO) har sat konstitutionen ”i bero”. Den forsøger måske at forsøde pillen ved at sige, at landet vil blive ”regeret så meget som muligt i overensstemmelse med konstitutionen”. Dette betyder, så meget som det er belejligt for Generalen. Syv af de artikler, der relaterer til fundamentale rettigheder, vil forblive suspenderet, og præsidenten er bemyndiget til at ændre dokumentet ”som det anses for hensigtsmæssig” – hensigtsmæssigt for Musharraf.

Men Musharraf løber tør for muligheder. I hans sidste spil har han tilsidesat ikke bare konstitutionen men også hans egen magt som præsident, der allerede var anselig. I stedet har han foretrukket at handle som overhoved for hærens personel. I stedet for et diktatur under dække af et konstitutionelt præsidentskab, har vi et åbent militærdiktatur; hersken gennem sværdet.

Men som Trotskij forklarede, så er hæren og politiet aldrig nok til at herske over et samfund. Et regime uden en base i samfundet må være et ustabilt regime – et regime i krise. Med al sandsynlighed vil det ikke vare længe. I virkeligheden var Musharrafs diktatur altid svagt. Dets hovedstyrke bestod i oppositionens svaghed.

Generalens handlinger blev ”øjeblikkelig hilst med fordømmelse både hjemme fra oppositionspartierne, advokater og menneskeretsgrupper og bekymring fra de allierede i ’krigen mod terror’ som USA og England”, siger the Dawn [Pakistans avis – red]. Men al dette er ikke andet end varm luft. Den såkaldt ”demokratiske” opposition har afsløret sig selv som impotent og tandløs, fuldstændig ude af stand til at føre en seriøs kamp imod diktaturet.

Hvad angår klagerne fra det “demokratiske” USA og England har de ingen vægt overhovedet. London og Washington har vendt det blinde øje til Musharraf diktaturet så længe, som det passede deres interesser.

Bekendtgørelsen af undtagelsestilstanden sagde, at en situation var opstået, hvor “ledelsen af landet ikke kan udføres i overensstemmelse med konstitutionen”, og ”konstitutionen tilbyder ingen løsning på denne situation”. Rent faktisk er dette korrekt. Modsætningerne i det Pakistanske samfund er for dybe og uforenelige til at kunne løses af advokater og konstitutionen. Ved at suspendere konstitutionen indrømmer Musharraf blot dette faktum. Han anerkender det faktum, at klassekampen er ved at nå et uudholdeligt punkt, hvor den ikke længere kan beherskes af formelle regler.

Bekendtgørelsen af undtagelsestilstanden blev øjeblikkeligt fulgt af en ændring i ledelsen af højesteret såvel som en ændring i provinsernes højesteretter og knuste dermed ethvert udseende af domstolenes uafhængighed. De grundlæggende rettigheder blev suspenderet af PCO vedrørende personers sikkerhed (artikel 9), beskyttelse mod arrestation og fængsling (artikel 10), bevægelsesfrihed (artikel 15), forsamlingsfrihed (artikel 16), organisationsfrihed (artikel 17), ytringsfrihed (artikel 19) og lighed mellem borgere (artikel 25).

Den sagde at Højesteret eller en over-ret eller enhver anden domstol ”ikke skal have magten til at bestemme nogen kendelse imod præsidenten eller premierministeren eller nogen anden person, der udøver magt eller domsmyndighed under deres myndighed”.

Selv i sandhedens øjeblik skælvede generalens hånd dog. Han har ikke forbudt de nuværende forbundsstater og provinsielle regeringer, og begge parlamentets huse og de provinsielle forsamlinger er fastholdt intakte. Dette er næppe handlinger fra en mand, der er sikker på den grund, han træder på.

I retfærdiggørelsen af hans handlinger, refererede generalen til den “synlige stigning i ekstremisters aktiviteter og tilfælde med terrorangreb”. Hans bekendtgørelse indeholdt også en lang liste over sigtelser imod højesteret hvoraf nogle af dens medlemmer, siges det, ”arbejder direkte imod den udøvende og lovgivende myndighed i kampen imod terrorisme og ekstremisme, og derved svækker regeringen og nationens beslutninger og udvander dens handlingers effektivitet i at kontrollere denne trussel”.

”…(D)er har været en stigende indblanding fra nogle medlemmer af domstolene i regeringens politik, med en skadelig effekt for især den økonomiske vækst”, siges det og det tilføjes, at der var en ”konstant indblanding i de udøvende funktioner.”

Den beskyldte også domstolenes indblanding for at have “svækket regeringens magt, politistyrken… er blevet fuldstændig demoraliseret og… mister hurtigt sin effektivitet i at bekæmpe terrorisme, og efterretningstjenesterne… forpurres i deres aktiviteter og forhindres i at forfølge terrorister.”

Mens “nogle hard core militante, ekstremister, terrorister og selvmordsbombere, der blev arresteret og blev undersøgt blev beordret frigivet, ” sagdes det og det tilføjedes: ”Personerne nu frigivet har efterfølgende været involveret i grufulde terroristiske aktiviteter, der har resulteret i tab af menneskeliv og ejendom. Militante landet over er derfor blevet opmuntret, mens de myndigheder, der skulle håndhæve loven, (blev) underkuet.”

Det mest bemærkelsesværdige i denne deklaration er den åbne indrømmelse af, at dele af staten er “fuldstændig demoraliseret”. Det afslører den indre svaghed i staten selv – inklusiv de væbnede styrker, politiet og sikkerhedsstyrkerne. Den virkelige grund til dette er, at den pakistanske stat er splittet fra top til bund og har været det i nogen tid. Musharraf prøver at skjule denne splittelse ved at placere hans militærstøvler på bordet. Men han læner sig op af et ødelagt bordben.

Lenin forklarede for længe siden, at enhver revolution begynder i toppen med splittelser i det gamle regime. Denne første betingelse eksisterer allerede i Pakistan. Den anden betingelse er, at middelklassen skal være i røre og svaje mellem revolution og kontrarevolution. I Pakistan er middelklassen fuldstændig fremmedgjort fra den herskende klike. Dette afspejles delvist i advokaternes protester, selvom bevægelsen indeholder modsigende elementer.

Den anden faktor er, at arbejderklassen skal være parat til at kæmpe og gøre de største ofre for at ændre samfundet. I de seneste år har der været en stigning i klassekampen i Pakistan, med vigtige strejker såsom strejken blandt telekommunikationsarbejderne og den på Pakistan Stål. I de seneste par dage har der været en national strejke i PIA (Pakistan Airways). Disse strejker er næsten ikke blevet nævnt i medierne udenfor Pakistan, men de er af stor symptomatisk vigtighed. De viser genopvågningen af det mægtige pakistanske proletariat.

Den sidste og vigtigste betingelse er eksistensen af en revolutionær organisation og ledelse. Eksisterer dette i Pakistan? Ja, det gør! De pakistanske marxister repræsenteret i The Struggle er vokset i styrke og indflydelse i de seneste år. De har vundet den ene position efter den anden og har formået at forene det overvældende flertal af den militante ungdom og arbejderklassens aktivister omkring dem. De har en stærk tilstedeværelse i enhver region, enhver nationalitet og enhver vigtig by.

I arbejdernes kampe har de spillet en fremtrædende rolle. Sammen med PTUDC (Pakistan Trade Union Defence Campaign) – den vigtigste militante fagforeningsorganisation i Pakistan har de opnået vigtige sejre såsom afværgelsen af forsøget på at privatisere Pakistan Stål. I Kashmir og Pukhtunhua (den Nord Vestlige grænse region) har de vundet mange tilhængere fra det tidligere Kommunistparti.

Som læserne af Marxist.com vil vide, har kammeraterne spillet en aktiv rolle i massedemonstrationerne, hvor millioner af arbejdere og bønder demonstrerede deres støtte til PPP ved Benazir Bhuttos hjemkomst. Vi var de eneste på venstrefløjen, der forstod PPPs rolle og de eneste til at forudsige, hvordan masserne ville reagere. De pakistanske kammerater intervenerede i disse demonstrationer, distribuerede revolutionær litteratur og brændte amerikanske flag. De blev entusiastisk modtaget af arbejderne og bønderne, der ønsker det samme, som vi ønsker.

Pakistans skæbne vil ikke blive afgjort af papir konstitutioner og advokat tricks eller gennem hykleriske deklarationer om ”frihed” og ”demokrati” fra folk, der ikke har nogen virkelig interesse i disse ting. Ej heller vil det blive afgjort gennem intriger og manøvrer fra de borgerlige politikere og imperialisterne. Kun arbejderne og bønderne har en seriøs interesse i at vinde ægte demokrati.

Arbejderklassen vil naturligt kæmpe for demokrati. Men arbejderne vil kæmpe for demokrati med deres egne metoder, med deres egne slogans og under deres egne bannere. Kun på denne måde kan bevægelsen opnå sine mål. Kun en masserevolutionær bevægelse fra de pakistanske arbejdere og bønder kan bekæmpe diktaturet og etablere et ægte demokrati, der kun kan ende i omstyrtelsen af diktaturet og de korrupte pakistanske godsejere og kapitalister.

Musharrafs kup er blot endnu en akt i Pakistans drama. Det vil ikke blive sidste akt! Vi er overbeviste om, at arbejderklassen vil reagere på denne offensiv fra den herskende klasse, som de har gjort før: ved at optrappe klassekampen på alle fronter.

Vi appellerer til alle medlemmer af den internationale arbejderbevægelse om at komme vores pakistanske kammerater til hjælp. Vedtag resolutioner i fagforeningerne og i arbejderpartierne. Send støttemeddelelser til PTUDC! Rejs indsamlinger til PTUDC og send dem hurtigst muligt, så vi kan udtrykke vores støtte ikke bare i ord men i handling!

Vi må handle nu!

Arbejdere i alle lande - foren jer!

London, 4. november