Hvad der sker i USA er af altafgørende betydning for klassekampen i Danmark. Det er umiddelbart og helt indlysende. Vi ser amerikanske serier (Berverly Hills genudsendes nu for 11. gange) og amerikanske film, vi spiser mad på McDonalds, og vi er i krig mod det irakiske folk - sammen med USA.

I juli måned alene eksporterede Danmark for hele 3.114.122.762 kr. til USA. USA har længe (sammen med Kina) været den eneste motor som holdt verdensøkonomien i gang. Men som dette perspektiv viser, er der nu klare tegn på store ophobede modsætninger i den amerikanske økonomi og risiko for en alvorlig krise. Tallene taler for sig selv.

- Omkring 3 millioner jobs i industrien er forsvundet siden midten af 2000
- Alene i februar 2006, blev der rapporteret om mere end 1.073 massefyringer, der hver involverede mere end 50 arbejdere
- USA har nu et handelsunderskud 725,8 milliarder og den stiger støt mod at runde billionen
- Opsparingsraten faldt i 2005 med 0,5 %, hvilket er det første fald sig depressionen i 1932 og 1933. Et klart tegn på en forgældet amerikansk arbejderklasse.
- Der bruges 10 milliarder dollars om måneden på krigen i Irak og Afghanistan. Som helhed bruges der 439,3 milliarder kr. om året på militær.

Derfor har vi valgt at bringe en oversættelse af en del af det perspektiv dokumenter, som vores amerikanske søsterorganisation Socialist Appeal har udarbejdet.

De andre dele af perspektivet kan læses her (på engelsk):
Økonomien
Den politiske situation
Arbejderbevægelsen
Immigrantrettighedsbevægelsen
Konklusion




Indledning
Den baggrund vi udvikler vores perspektiv om USA på, er en stigende ustabilitet på verdensplan. Det kapitalistiske system er gået ind i en dyb krise, der skaber rystelser på alle niveauer: økonomisk, politisk, socialt og militært. Modsætningerne, der i årtier er blevet ophobet under overfladen, finder nu vej til overfladen. Dette påvirker hvert eneste land på Jorden, og ingen mere end verdens eneste supermagt, USA.

Et hurtigt blik rundt på planeten bekræfter, hvad vi har sagt i en årrække: vi er gået ind i en periode med krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Rystelserne i et system, der lider af en organisk krise - "kapitalismens dødskramper" som Leon Trotskij beskrev det - vil betyde forfærdelige lidelser for milliarder af mennesker på planeten. Menneskehedens valg ved starten af det 21. århundrede er i sandhed "socialisme eller barbari".

Men ud af dette forfaldne systems kaos kan og skal orden opstå. Dette vil imidlertid ikke ske automatisk. Det vil kræve bevidst og organiseret kamp fra verdens arbejderklasse. I det ene land efter det andet vil der blive muligheder for arbejderklassen til at tage magten og begynde processen med at bygge verdenssocialisme. Vi kan allerede se begyndelsen på denne revolutionære proces i Latinamerika. Men verdensrevolutionens skæbne afhænger i sidste ende af, hvad der sker her i USA. Det kapitalistiske systems modsætninger er skarpere i USA end noget andet sted på planeten, og begivenhederne kan accelerere langt hurtigere end vi forventer. Orkanen Katrina og eksplosionen i bevægelsen for emigrantrettigheder er blot et fingerpeg om, hvad der er i vente.

Vi må derfor lære af historien, fra de revolutionære processer der udfolder sig internationalt, og, frem for alt må vi forberede os på den amerikanske socialistiske revolution.



Vi fremlægger, som et kort appendiks til denne introduktion, nogle afsnit af Leon Trotskijs værk "Den tredje periode" af Komiterns Fejltagelser, skrevet i januar 1930. I dette forklarer han vigtigheden af perspektiver for at gøre en revolutionær marxistisk organisation i stand til at udarbejde en korrekt politisk orientering til arbejderklassen.

"En marxist ser vejen som et hele, alle dens konjunkturelle op- og nedture, uden på noget tidspunkt at miste den generelle retning af syne - krige katastrofer, revolutionære eksplosioner.

Den politiske stemning i proletariatet ændrer sig ikke automatisk i en og samme retning. Opsving i klassekampen bliver fulgt af nedgange, flod følges af ebbe, alt afhængig af komplicerede kombinationer af materielle og ideologiske omstændigheder, nationale og internationale. En rejsning af masserne, der ikke bliver udnyttet i rette øjeblik eller bliver misbrugt, bliver til sin modsætning [reverses itself] og ender i en periode med nedgang, fra hvilken masserne genetablerer sig, hurtigere eller langsommer, under indflydelse af nye objektive stimuli. Vores epoke er karakteriseret af exceptionelle skarpe periodiske svingninger, af ekstraordinære pludselige vendinger i situationen, og placerer usædvanlige forpligtelser på ledelsens skuldre angående korrekt orientering.

Massernes aktivitet, i den rigtige betydning, udtrykker sig på forskellige måder, alt afhængig af forskellige forhold. Masserne vil, i særlige perioder, være fuldstændigt opslugte i økonomiske kampe, og udvise meget ringe interesse i politiske spørgsmål. Eller, efter en serie nederlag i økonomisk kamp, kan masserne pludseligt vende deres opmærksomhed mod politik. I sådanne tilfælde - alt afhængig af de konkrete omstændigheder og massernes tidligere erfaringer - kan deres politiske aktivitet gå i retning af rent parlamentarisk eller udenomsparlamentarisk kamp."

"Vi giver kun meget få varianter men de karakteriserer modsætningerne i den revolutionære udvikling af arbejderklassen. De som ved hvordan fakta skal aflæses, og som forstår deres betydning, vil hurtigt indrømme, at disse varianter ikke er en slags teoretiske konstruktioner, men et udtryk for den nulevende internationale erfaring fra sidste årti…"

"Kunsten af revolutionær lederskab er primært kunsten om korrekt politisk orientering. Under alle forhold, forbereder kommunismen den politiske avantgarde og gennem denne arbejderklassen som et hele til den revolutionære beslaglæggelse af magten. Men den gør det forskelligt i forskellige dele af arbejderbevægelsen og i forskellige perioder."

"En af de vigtigste elementer i orientering er bestemmelsen af massernes stemning, deres aktivitet og modenhed til kamp. Massernes stemning er dog ikke forudbestemt. Den skifter under indflydelse af visse af massepsykologiens love, der bliver sat i gang af objektive sociale forhold. Klassens politiske tilstand er subjektiv indenfor visse grænser, til en kvantitativ bestemmelse - presseomløb, deltagelse i møder, valg, demonstrationer, strejker osv. osv. For at forstå dynamikken i processen er det nødvendigt at bestemme i hvilken retning, og hvorfor arbejderklassens stemning forandrer sig. Ved at kombinere subjektive og objektive faktorer er det muligt at etablere et forsøgsvist perspektiv af bevægelsen som en videnskabeligt baseret forudsigelse, uden hvilken en seriøs revolutionær kamp generelt er utænkelig.

Men en forudsigelse i politik har ikke karakter af en perfekt rettesnor; det er en arbejdshypotese. Går kampen i den ene retning eller en anden, er det nødvendigt at følge ændringerne i bevægelsens objektive og subjektive elementer opmærksomt for ved lejlighed at indføre tilsvarende ændringer i taktik. Selvom den aktuelle udvikling i kampen aldrig helt stemmer overens med prognosen, fritager det os ikke fra at lave politiske forudsigelser. Man må imidlertid ikke blive beruset af det færdige skema, men konstant referere til den historiske proces' gang og tilpasse sig efter dens indikationer."

Den amerikanske økonomi
Fremtidens økonomiske perspektiv er baseret på økonomiens opførsel i fortiden og er derfor det foreløbige bedste. Kapitalismen er et kaotisk system, så det er i særdeleshed vanskeligt at forudsige den nøjagtige rytme og timing i den økonomiske cyklus med nogen form for real præcision. Ikke desto mindre kan vi forme os et generelt billede, af hvad økonomien har i vente ved at studere de bedst til rådighed stående data, studere den økonomiske cyklus' historie og forstå det kapitalistiske systems natur

Vi har de sidste år fuldt den amerikanske økonomis op- og nedture. Men hvad der er mere vigtigt end de relative op og nedture på aktiemarkedet, eller væksten og indskrænkningen af BNP, er den effekt det har på arbejdernes bevidsthed. Det er den vedvarende ustabilitet og det usikre liv under kapitalismen, der med tiden vil tvinge den amerikanske arbejderklasse til at massemobilisere sig for at ændre deres levevilkår. Der er allerede tegn på en skiftende stemning blandt de amerikansk arbejdere, og denne stemning kan vokse langt hurtigere, end selv vi havde forventet.

Selvom at økonomien lige nu angiveligt vokser, er det en vækst baseret på en ekstrem udnyttelse af arbejdende mennesker og den ubarmhjertige udtrækning af både relativ og absolut merværdi. Dette er et "opsving", som mere føles som en krise. Når den formelle krise når et hvis punkt, vil den blive endnu mere skånselsløs. Så længe det kapitalistiske system og dens vedvarende cykluser med opsving og kriser bliver ved med at eksistere, vil en konjunkturafmatning være uundgåelig i den næste periode. Selvom at det er umuligt at forudsige præcis hvornår og i hvilken grad den vil trække sig sammen, er der mange indikationer på, at det bliver alvorligt. Hvad der står klart er, at selv den mindste tilbagegang kan have en enorm effekt på arbejdernes bevidsthed.

Det nuværende svage opsving, er ud fra klassekampens synspunkt, overhovedet ikke en dårlig ting, da nogen arbejdere tager sig forholdsregler for at forsvare hvad de har, ville en seriøs krise kunne lægge en dæmper på arbejdernes kamp i en periode. Der er ikke noget direkte mekanisk forhold mellem den økonomiske cyklus og arbejdernes bevidsthed. Ikke økonomiske faktorer såsom krig, terroristangreb, naturkatastrofer og andre tilsyneladende urelaterede fænomener kan også hurtigt påvirke bevidstheden og økonomien. Med verdensøkonomien balancerende på en knivsspids, kan selv det mindste chok sende den ud over afgrunden og få en stor effekt på arbejdernes bevidsthed

Rigtig nok kører aktiemarkedet med raketfart fremad og store selskaber har i den seneste tid angivet deres største profiter i 4 år. Den officielle arbejdsløshedsrate er listet nedad og bliver holdt som bevis for, at økonomien er i bedring (den vakler i øjeblikket omkring 4,6 procent). BNP voksede jævnt med 3,5 procent i 2005 på trods af, at det tog en skrap drejning i 4 kvartal, til hvad der svarer en årligt vækst 1,7 procent. Men hvad betyder disse tal egentlig for arbejderklassen?

Der blev skabt 1,98 millioner job i 2005, gennemsnitlig 165.000 om måneden. Det er kun lidt mere end de 150.000 jobs, som der er brug for månedligt, for bare at kunne holde trit med det antal nye arbejdere, som træder ind på arbejdsmarkedet. Det er overvældende jobs i service-industri: Lavtlønnede jobs udenfor fagforening med få, hvis overhovedet nogen, frynsegoder eller beskyttelse. Det gør på ingen måde op for ødelæggelsen af den industrielle rygrad i økonomien og tabet af de kvalitets-fagforenings jobs, som var tilkæmpet gennem årtiers arbejderkamp. Omtrent 3 millioner industrijobs er forsvundet siden midt af 2000, servicesektoren udgør nu tilnærmelsesvis 80 procent af den amerikanske økonomis aktivitet. De industrijobs som er forblevet i USA, er blevet flyttet til sydstater, der stort set er uden fagforeninger, hvor lavere løn og farligere arbejdsbetingelser er fremherskende (som det er sagen med nogle japanske bilfabrikanter)

Masse fyringer forsætter mens jobs bliver sendt til udlandet, og dem der stadig har arbejde er tvunget til at lave mere for samme eller lavere løn. 20.000 Folkevognsarbejdere bliver fyret, 30.000 fra Ford, 8.000 fra Kraft, 1.500 fra DuPont osv. Alene i februar 2006 blev der reporteret om mere end 1.073 massefyringer, der hver involverede mere end 50 arbejdere

Løn og frynsegoder der blev udbetalt til ikke-statsansatte arbejdere steg med små 3,1 procent i 2005, den laveste sum i ni år. Dette var ikke nok til at holde trit med inflationen som steg med 3,4 procent, hvilket betød at det reelle fald på -0,3 procent i godtgørelsen, det værste resultat siden 1996

Millioner af amerikanske arbejdere bliver ikke længere opgjort som arbejdsløse. De officielle tal for arbejdsløsheden er fordrejede og er højest sandsynligt dobbelt så høje. Mange mennesker føler sig heldige hvis de finder et job på minimumsløn på 5,15 dollars i timen, hvilket, taget inflationen i betragtning, er lavere end for 50 år siden.

Udplyndringen af den centrale del af landets industri har ført til en ødelæggende studehandel hvor en hel række af tidligere velstående amerikanske byer er blevet solgt ud. Opklassificering af de store byers bymidte har marginaliseret millioner af de fattigste medlemmer af samfundet, ramt sorte og andre minoriteter specielt hård. Detroit, den tidligere højborg for den amerikanske bil industri, og fødested for "United Auto Workers" er i en faktisk tilstand af sammenbrud, fabrikslukninger, udflytning til udlandet (outsorcing) og bankerotter bliver brugt til at knuse den før så magtfulde Michigan arbejderbevægelse

Den officielle arbejdsløshedsprocent i Detroit var i 2005 på 14,1 procent, næsten tre gange højere end de nationale tal, og er sandsynligvis langt højere. Mere end en tredjedel af dens indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Dens befolkning er faldet drastisk: fra over to millioner i 1950erne til kun 900.000 i dag. Socialvæsnet, det offentlige kloakvæsen og busdriften er blevet ødelagt ligesom hundredvis af kommunale jobs er blevet skåret væk. Kriminalitet, vold og udbrændte bygninger har gjort denne en gang så stærke arbejderklasse by til noget, der uhyggeligt minder om filmen "Robocop". Det er kapitalismens ansigt i det 21. århundred, selv i det rigeste land på jorden er ekstrem fattigdom og selv elementer af barbarisme begyndt at blive mere og mere almindeligt.

Det massive handelsunderskud bliver ved med at hænge over den amerikanske økonomi, især import-eksport kløften med Kina. Det overordnede handelsunderskud i 2005 nåede en rekord på 725,8 milliarder dollars, tilvejebragt af en rekord høj import af olie, mad, biler og andre forbrugsgoder. Handelskløften i februar 2006 var det tredje højest registrerede, formodentlig vil det årlige handelsunderskud overskride sidste års rekord, og mange økonomer forventer, at det med tiden vil vokse til 1 billion dollars årligt. Dette betyder, at USA forbruger flere milliarder på importerede varer end på hvad der bliver solgt i udlandet. Det meste af dette underskud bliver betalt gennem stigende belåning - som skal betales tilbage med renter.

Forbundsregeringen er nu forgældet helt op til 8,4 billioner dollars. Det betyder at hver eneste familie i USA skylder næsten 134.000 dollars som del af den nationale gæld. Alene rentetilbagebetalingerne af disse lånte penge dræner økonomien kolossalt. Forbløffende 52 procent af den amerikansk kassebeholdning (gæld) er nu på udenlandske hænder. Det har kun været på grund af USA's fremtrædende rolle i verdensøkonomien, at udenlandske banker har været villige til at finansiere underskuddet. Men hvor længe kan det varer ved? Før eller senere vil denne modsætning blive opløst

USA slog rekord i 2005, og importerede for 175,6 milliarder dollars af uforarbejdet olie, til en rekordhøj gennemsnitspris på 46,78 dollar pr. tønde. Benzin forventes at ramme mere end 3 dollars pr. gallon (ca. 4 liter) i sommeren 2006, hvilket vil få en overvælgende effekt gennem hele økonomien. Høje benzin og oliepriser bidrager til inflationen og ramme arbejdende mennesker hårdest efter som, at de har den mindste disponible indkomst at gøre godt med. For mange er det ikke længere en mulighed at have bil. I byer hvor den offentlige transport er forfaldent, er mange arbejdere i en utålelig situation. Mens prisen mad og lægehjælp også stiger har mange amerikanere set sig nødsgaet til at vælge mellem mad og læge eller benzin.

Sundhedssystemet er endnu en ting, der massivt udhuler økonomien. National Coalition on Health Care har reporteret, at nationens samlede sundhedsudgifter steg med 7,9 procent i 2004 - omtrent tre gange inflationsraten - så der totalt set i 2004 blev brugt 1,9 billioner dollars, eller 6.280 dollars pr person. Sundhedssystemet brugte hvad, der udgør 16 procent af BNP. Udgifterne til sundhed forventes at ville stige med lignende tal det næste årti, så det i 2015 vil nå op på 4 billioner dollars eller 20 procent af BNP. USA bruger mere på sundhedssystemet end nogen anden industrialiseret nation på jorden, og alligevel er der 45 millioner amerikanere, der ikke har en syge-forsikring. Dem der så har, må betale i dyre domme for en forsat begrænset adgang til kvalificeret hjælp.

I 2005 steg forsikringspræmien med 9,2 procent - omkring det tredobbelte af inflationsraten. Den årlige præmine på en sygdomsforsikring for en familie på 4 nåede næsten 11.000 dollars. Den årlige præmie for den enkelt-dækning nåede over 4000 dollars. Denne forsikringskrise er ved at nå epidemiske højder. Uanede mængder af arbejdere dør hvert år som følge af manglende adgang til basal forebyggende sundhedspleje, ikke medregnet mere dybdegående behandling. Det er arven fra fagforeningerne, som kæmpede for sygeforsikringer, for deres medlemmer alene, i stedet for, for hele samfundet. Den eneste løsning er afskaffelsen af HMO og i stedet en offentlig sygeforsikring, der yder kvalitetshjælp til alle.

Stigende sygesikringsomkostninger, faldende lønninger og behovet for at betale dag-til-dag udgifter med lånte penge har ført til et dramatisk fald i raten af personlig opsparing, hvilken gik ind i en negativ periode i 2005 for første gang siden den store depression. Handelsministeriet rapporterer at opsparingsraten faldt med 0,5 %, hvilket betyder at, ikke kun brugte amerikanerne hele deres nettoindkomst sidste år, de måtte også benytte sig af deres opsparinger eller forøge deres lån. Og det i en tid hvor 78 millioner amerikanere er på trapperne til at gå på pension. Opsparingsraten har være negativ igennem et helt år, kun to gange før - i 1932 og 1933 - under den store depression.

En opskruet følelse af rigdom, grundet de stigende huspriser, har også hjulpet med til dette fald i opsparingerne, eftersom millioner af husejere følte sig rigere end de egentligt er, grundet tociftrede prisstigninger på mange markeder. Efter at it-boblen braste i slutningen af 90'erne, pustede en ny boble sig op: boligboblen. Konstante og ofte hurtigt stigende huspriser tillod husejere at bruge af friværdien, og på den måde tilsyneladende være forsynet med en evigt voksende kredit-kilde med hvilken de kunne fortsætte med at forbruge over evne.

Men højere renter, der er nødvendige for at bekæmpe stigende inflationspres andetsteds i økonomien, truer med at sætte en stopper for denne udvidelse. Boligmarkedet flader allerede ud mange steder. Et fald i priserne kan føre til en mareridtsagtig situation for mange boligejere, som kan ende op med at skylde mere i deres optagede lån end deres hjem er værd. Selv et fald i de stigende huspriser - for slet ikke at tale om et kollaps - kunne igangsætte en økonomisk kædereaktion med alvorlige konsekvenser over hele USA og verdensøkonomien. Den boligrelaterede jobvækst har været dobbelt så stor som i andre sektorer i økonomien, og har bidraget med næsten en fjerdedel af alle nye nettojobs i de sidste to år.

Det vurderes, at hvis den årlige stigning i boligpriserne falder til bare det halve af den nuværende rate på 12 procent, så vil boligernes bidrag til væksten privatforbruget forsvinde. Den amerikanske økonomis virkelige vækstrate vil falde til recessionsniveau, og kunne tilmed skære 1 procent eller mere af den globale outputvækst. Med faldende rentabilitet på amerikanske aktiver vil mange udenlandske banker sikkert blive nødt til at revurdere finansieringen af det enorme amerikanske underskud - en af de eneste ting som holder den amerikanske økonomi oven vande.

Med den industrielle rygrad af økonomien i brat nedgang, udgør forbruget nu groft taget 2/3 af der amerikanske økonomiske aktivitet. Meget af dette er på kredit og endelige grænser. Ifølge Federal Reserve Board nåede forbrugergælden op på 1,98 billioner dollars i oktober 2003, fra 1,5 billioner dollars i 2000. Dette tal inkluderer credit card og billån, men ikke boliglån, og svarer til groft taget 18,700 dollars per amerikanske husstand. Når boliglån og anden gæld inkluderes, er gælden på lamslående 9,3 billioner dollar april 2003, en stigning på 2,3 billioner dollars siden januar 2000. I 2003 var credit card gælden alene på over 735 milliarder dollars med en gennemsnitlig balance blandt husholdninger med credit card på omkring 12.000 dollars. I de ti år der er gået mellem 1993 og 2003, er forbruget gælden mere end fordoblet, og er fortsat med at stige lige siden.

Kredit tillader en kunstig udvidelse af markedet; men denne effekt er kun midlertidig, da det kun skubber problemer foran indtil den dag, hvor alle pengene skal betales tilbage - med renter. Mens kreditten presses gennem stigende renter, vil forbruget dale, startende en grim cirkel med afskedigelser, priskrige og bankerotter. Den enorme udvidelse af kreditten over de sidste få år tjener kun til at skubbe afregningsdagen foran os.

Krigen i Irak og andre militære operationer rundt om i verden er et enorm dræn på de ressourcer, som ellers kunne have været brugt på at bygge skoler, hospitaler og genopbygge landets forfaldne infrastruktur. Bush-administrationen har klart sat "våben før smør". Den samlede udgift til krigen i Irak er beregnet til at være 320 milliarder dollars indtil videre, og ifølge Center for Strategic and Budgetary Assessments, stiger omkostningerne jævnt: fra 48 milliarder i 2003 til 59 milliarder i 2004 til 81 milliarder i 2005 og et forventet 94 milliarder i 2005. Som reporteret af Kongressens Research Service så bruger den amerikanske regering nu næsten 10 milliarder om måneden på Irak og Afghanistan, op fra 8,2 milliarder dollars for et år siden. De nuværende udgifter til krigen i Irak løber fra de 61 milliarder dollars om året, som USA brugte i Vietnam mellem 1964 og 1972.

Nogle analytikere tror, at de samlede udgifter til disse krige let kan runde 1,2 billioner dollars, når man indregner den forsatte udgift til pleje af næsten 20.000 amerikanske tropper, som er blevet såret indtil videre. Det vil være mere end udgifterne i Koreakrigen (455 milliarder dollars) og Vietnamkrigen (650 milliarder dollars) tilsammen. Omkring 2.500 amerikanske tropper er blevet dræbt indtil videre, og udgiften i iranske og afghanske liv og ødelæggelse er uberegnelig.

Den økonomiske stimulans fra krigen har koncentreret sig i nogle få industrier og byer, mens udgifterne betales af alle arbejdende mennesker. Virksomheder med tætte bånd til Det Hvide Hus, såsom Halliburton og Bechtal er blandt dem, der nyder godt af denne grove virksomhedsstøtte. I følge David Lesar, Halliburtons bestyrelsesformand, præsident og CEO, var året 2005 "det bedste i vores 86-årige historie. For hele år 2005 satte vi rekord for overskud og opnåede en nettoindkomst på 2,4 milliarder dollars og alle vores forskellige divisioner gav positive resultater."

Det for en virksomhed der jævnligt er blevet undersøgt for overpriser, korruption og svindel. I følge Boston Globe fandt hæren for nyligt ud af, at Halliburton havde 263 millioner dollars i overdrevne eller uforklarlige omkostninger på en kontrakt i Irak, der ikke var sendt ud i licitation. Alligevel betalte de Halliburtun 252 millioner ud af 263 millioner. Landets statskasse røves i en ikke før set skala i takt med, at byrden med at vedligeholde staten skiftes mere og mere fra de rigeste til de fattigste i samfundet.

Ikke før sete udgifter til "forsvar" og "National Sikkerhed" betyder, at der må skæres ned andre steder. Bush's "plan" for at tage sig af den kolossale gæld, som hans administration har skabt, er at skære i skatterne for de rige permanent, og skære ind til benet i de sociale udgifter. Han er kynisk og bruger med forsæt gælden, som en rambuk imod sociale programmer, mens han bruger milliarder på krigen. Hans forslåede budget for 2007 på 2,77 billioner dollars, indeholder 439,3 milliarder dollars på militær, mens der skæres 36 milliarder på den offentlige finansierede sygeforsikring og skønsmæssig 141 programmer beskæres eller sløjes, herunder programmer for at forhindre vold mod kvinder og give voksenuddannelse. Dette er uden de milliarder, det kræves at fortsætte krigene i Irak og Afghanistan. På trods af nedskæringer, forventes det offentlige budgets underskud at stige fra 318 milliarder dollars i 2006 til 423 milliarder dollars i 2007.

Denne politik har medført en ikke tidligere set polarisering af samfundet, da de rige bliver rigere, og de fattige synker dybere ned i elendighed, fornedrelse, og marginalisering. Der er nu 7,5 millionær husholdninger i USA - uden værdien af hovedboligen. Antallet af husholdninger med mere end 5 millioner dollars - den såkaldte "ultra høje nettorigdoms kategori" - steg med 26 procent i 2005 til 930.000 dollars.

På den anden side af spektret, var den officielle fattigdomsrate i,7 procent af befolkningen, steget fra 12,5 procent i 2003. Det repræsenterer 37 millioner mennesker, 1,1 million mere end i 2003, og 5,4 millioner mere end i 2000. Fattigdomsraten for sorte og folk af latinamerikansk afstamning er groft taget dobbelt så stor, som den er for ikke-spanske hvide og asiater, selvom ikke-spanske hvide går med i de fattiges rækker hurtigere end nogen anden gruppe. Fattigdomsraten blandt dem under 18 år er med 17,8 procent, hvilket repræsenterer 13 millioner børn, også høj. (Som raportereret i "Annual Social and Economic Supplement of the Current Population Survey").

Dette er de officielle tal og tager ikke til fulde højde for den virkelige størrelse af underbeskæftigelse og arbejdsløshed, fejlplacering, hjemløshed, papirløse arbejdere, og andre marginaliserede dele af samfundet. Og disse tal tager ikke fuldt ud højde for følgerne af orkanen Katrina. Endnu engang, viser dette kapitalismens sande tilstand i verdens mest magtfulde land i begyndelsen af det 21. århundrede.

Der kan siges meget mere om den amerikanske økonomis tilstand, men det er tilstrækkeligt klart fra det overstående, at stigende BNP tal og et stigende aktiemarked ikke fortæller den fulde sandhed. Det er også klart, at de beslutninger, som berører vores liv mest, tages i virksomhedernes bestyrelsesrum og af CEOer. Regeringen kontrolleres af millionærer og milliardærer fra begge storkapitalens partier, og det er i millionærernes og milliardærernes interesse, at de skriver og håndhæver lovene.

I sidste ende afhænger et hvert økonomisk system evne til at forsætte af dets evne til at udvikle produktionsmidlerne. På verdensplan kan kapitalismen ikke længere gøre dette, og selv i de rigeste land på jorden har den for lang tid siden stoppet med at spille en progressiv rolle. Den ekstreme polarisering af rigdommen og den "kasino"-lignende økonomi, hvor penge ikke skabes gennem investering i produktionskapacitet, men ved at gamble på aktiemarkedet er en afspejling af dette. Men der er ikke noget automatisk kollaps. Kapitalisme må væltes af arbejderklassens organiserede indsats, bevidst bevægelse mod at tage skæbnen i dens egne hænder.

Det er værd at gentage, at økonomiske perspektiver ikke kun er om absolutte lav og høj konjunkturer. "Eksperterne" fortæller os, at økonomien boomer, men millioner af "almindelige" arbejdere ser det med sikkerhed ikke på den måde. Det vil ikke kræve endnu et 1929-lignende krak før arbejderne begynder at mobilisere for at stoppe bossernes angreb - det sker allerede. Millioner af arbejdere indser sammenhængen mellem de enorme udgifter til "krigen mod terror" og nedskæringerne her hjemme. Flere og flere arbejdere indser, at de angreb de lider under, er en del af bossernes såkaldte ubetingede offensiv, hvis mål det er at dreje tiden 70 eller flere år tilbage. Det har allerede påvirket arbejderbevægelsen og den politiske situation i landet. Under samfundets overflade forberedes store eksplosioner i klassekampen.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.